Af Lalitanatha Dasa

Dette afsnit af Transcendental psykologi, der som de tidligere afsnit bygger på bogen Vedanta Psychology af Suhotra Swami, diskuterer vores betingede liv og den nærmest narkomanagtige tilstand, vi fungerer i.

Centralt i vedisk filosofi er forståelsen af, at ud over Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, findes der to slags sjæle, de evigt fuldkomne og de evigt betingede. Sri Krishna udtaler i Bhagavad-gita:

”Der er to klasser af væsner, de fejlbarlige og de ufejlbarlige. I den materielle verden er hvert eneste levende væsen fejlbarligt, og i den åndelige verden er hvert eneste levende ufejlbarligt.” (Bg. 15.16)

Strengt taget er der kun én slags sjæle, uanset om vi er i den åndelige eller materielle verden (og uanset hvad slags krop – halvgud, menneske, dyr, plante – som vi i den materielle verden er i). Men nogle sjæle lever i frihed i den åndelige verden, og andre lever betingede liv i den materielle verden. Følgelig taler man om nitya-siddha¸ evigt fuldkomne, og nitya-baddha, evigt betingede sjæle. Det gør man, selv om de betingede sjæle i den materielle verden egentligt ikke er ’evigt betingede’. Vores fangenskab i kredsløbet af fødsel og død kan gå så længe tilbage, at det er umuligt for os at sige, hvor længe vi har været her, og derfor bruges udtrykket nitya-baddha, evigt betinget. Men strengt taget er vi ikke evigt betingede. Vi har engang været frie sjæle, og vi kan igen blive frie sjæle, selv om vi lige nu er betingede.

’At være betinget’ er et psykologisk fagudtryk. Man taler om en betinget handlemåde. Den russiske videnskabsmand og psykolog Ivan Pavlov fik Nobelprisen i 1904 for at have påvist den betingede refleks, da han fik hunde til at savle blot ved at ringe med en klokke. Normalt savler hunde, når de ser eller lugter mad, men Pavlov fik den samme refleks frem i hundene ved at ringe med en klokke, når de skulle fodres. Efter et stykke tid var klokkens ringen så indarbejdet, at den blotte lyd af klokken – uden tilstedeværelsen af nogen form for mad – var nok til at få hundene til at savle. Pavlov havde indgydt en betinget refleks i hundene.

At være betinget betyder altså, at man mentalt forbinder tilfredsstillelsen af et ønske med en stimulus, der ikke kan tilfredsstille det ønske. Pavlovs hunde forbandt tilfredsstillelsen af deres sult med en klokkes ringen, selv om lyden af en klokke ikke kunne tilfredsstille deres sult. På samme måde er vi betingede til at tragte efter det, som ikke kan tilfredsstille os, og derfor er vi konstant utilfredsstillede, hvilket selvfølgelig giver næring til mange usunde psykologiske tilstande. I Bhagavad-gita (2.62-63) forklarer Krishna, at når ønsker ikke bliver tilfredsstillet, opstår der frustration, og frustration giver ophav til vrede. Af vrede bliver man blind (i overført betydning), hvilket ødelægger ens hukommelse og intelligens, og derved synker man ned i endnu større forvirring og måske vanvid.

Alle sjæle er lykkesøgende, men vi betingede sjæle forbinder tilfredsstillelsen af vores ønske om lykke med noget, der ikke kan give os lykke. Som sjæle kan vi af natur egentlig kun opleve lykke ved at give lykke, men ikke ved at nyde lykke eller tage lykke. Vores natur er uselvisk at tjene andre med et ønske om at gøre dem lykkelige. Den eneste ægte lykke, vi kan opleve, er lykken ved at se andre lykkelige. Yderst set kan dette føres tilbage til vores forhold til Krishna, til hvem vi som sjæle har et naturligt uselvisk forhold, hvor vi oplever vores egentlige lykke ved at gøre Krishna lykkelig. Men også i denne verden kender vi til dette fænomen, selv om det kun er en afglans af vores oplevelse i forholdet til Krishna. Et eksempel er forældres lykke over at give gaver til deres børn og se dem være glade. Det er en mere uselvisk oplevelse af lykke, og den er større end oplevelsen af direkte lykke. Børnene, som får gaverne, oplever sandsynligvis mindre lykke over deres lykke end deres forældre, der indirekte er lykkelige over deres lykke.

Vi sjæle er på ingen måde afskåret fra at være lykkelige, men faktum er, at indirekte lykke – lykke over andres lykke – er en mange gange større lykke end direkte at nyde sin egen lykke. Men som betingede sjæle omsætter vi refleksmæssigt vores ønske om lykke til en stræben efter selvisk nydelse. Pavlovs hunde var betingede til at savle og tro, at de skulle spise, når klokken ringede, og vi betingede sjæle er betingede til at tro, at nu skal vi være lykkelige, når vores sind opkaster den ene fantasi om selvisk nydelse efter den anden.

Vores betingede tilstand er som en form for narkomani, en afhængighed, vi ligger under for. Den begyndte som en måde at beruse sig på. Først var der en oplevelse af lykke og frihed, men som afhængigheden bed sig fast igennem gentagen beruselse, blev denne følelse af frihed og lykke mere og mere til et tungt, trykkende åg. Den afhængige person fanges i et net, der bliver strammere og strammere. Til at begynde med er nettet løst og har plads til et normalt liv med familie, venner, arbejde og social status. Men som nettet strammes, fylder afhængigheden gradvist mere og mere i sindet og giver mindre og mindre plads til et normalt liv. For den nu afhængige eufoman ender afhængigheden med at være en besættelse, og hele tilværelsen bliver viet til at tilfredsstille dette ene, altfortærende ’behov’.

En afhængighed er dog ikke et virkeligt behov, men kun sindet, der er blevet betinget ligesom Pavlovs hunde, der ikke kunne lade være med at savle, når de hørte klokken. På samme måde bliver den betingede sjæl af den materielle natur, maya, gjort afhængig af noget, der vækker voldsomme, ubeherskede ønsker, men ikke kan give ham eller hende befrielse fra disse ønsker. At være afhængig vil sige at ønske at fortære noget, som i stedet fortærer én med flere og flere uopfyldelige ønsker. Det er, hvad det vil sige at være en betinget sjæl. Det er, hvad det vil sige at ”være i maya.”

Maya, Krishnas illusionsenergi

Maya er Krishnas illusionsenergi, som hele denne verden er en fremvisning af, og som vi er betingede af. På en måde virker maya både uden for os og inde i os, for vores sind med dets drømme og fantasier er også mayas energi og ikke os selv (husk igen, at vi er ikke vores sind!). På en anden måde foregår maya kun i vores sind, for hvis vores sind ikke var betinget af maya, ville hun ingen indflydelse have over os.

At maya kun foregår i vores sind, kan man forstå ved at forestille sig en tørlagt alkoholikers reaktion, hvis han kommer et sted, hvor han igen har mulighed for at drikke. Med det samme vælter trangen op i ham, og han må kæmpe med sig selv for ikke falde tilbage til sin gamle afhængighed. Tilsyneladende er den ydre omstændighed skyld i, at ønsket kommer op i ham igen. Men en anden person, der aldrig har rørt alkohol, kan gå ind samme sted og ikke føle nogen tiltrækning til alkohol overhovedet, hvilket viser, at afhængighed, inklusive vores afhængighed af maya, kun handler om, at sindet er forkert betinget.

Oprindeligt var det intet andet end vores ønske, der fik os til at ville glemme Krishna. Men nu spiller mere end vores ønske ind. Vi er ikke længere frie. Vi er blevet betingede af at være i den materielle verden, betingede af maya. Ligesom en narkoman eller alkoholiker handler imod sit eget bedste og bedre vidende, har vi mistet magten over os selv og gør det, som vi egentlig ikke ønsker at gøre. Vores betingede psykologiske natur gør os svage over for den ydre indflydelse fra maya, ”det, som ikke er.” På os er maya en fortryllelse, en trolddom, en psykologisk indflydelse, der påvirker os til at tro, at vi er noget andet end det, vi er, og får os til løbe efter mayas lygtemænd og fatamorganaer i den tro, at de er virkelige og kan tilfredsstille os.

Under en morgenvandring den 15. maj 1973 i Los Angeles gav Srila Prabhupada en rammende illustration af, hvad maya er:

”I Srimad-Bhagavatam sammenlignes de betingede sjæle derfor med kamelen. Kamelen elsker at spise tornede kviste, der skærer dens tunge. Imens den spiser dem, kommer der blod fra dens tunge, og blodet blander sig med tornekvistene. Det giver dem en smule smag, og kamelen tænker: ”Hvor smager disse kviste godt.” Det kaldes maya. Maya betyder ”det, som ikke er.” Ma betyder ikke, og ya betyder dette. Så maya betyder ikke dette. Det er forklaringen på maya eller illusion.” (Fra Liv kommer fra liv, 11. morgenvandring.)

Eksemplet er rammende. Kamelen tror, at smagen kommer fra tornene, selv om den kommer et andet sted fra (nemlig fra kamelens eget blod). På samme måde tror den betingede sjæl, at dens oplevelse af nydelse kommer fra sansernes kontakt med sanseobjekterne, selv om den kommer fra maya. Pavlov ringede samtidigt med en klokke, når hundene fik mad, og maya giver på samme måde en følelse i sindet af nydelse samtidigt med, at sanserne bringes i kontakt med sanseobjekterne. Ligesom hundene udviklede en betinget refleks over for klokken, udvikler den betingede sjæl en betinget refleks over for sanseobjekterne.

Maya ikke blot betinger vores sind til sanseobjekterne, men giver os også en illusorisk følelse af at være tilfredse, selv om vi er konstant utilfredse. Srila Prabhupada:

”Maya har to slags tildækkende kraft. Den ene kaldes praksepatmika, og den anden kaldes avaranatmika. Når man er besluttet på at komme ud af materiel trældom, tilskynder praksepatmika-saktien, aflednings-indflydelsen, én til at blive i betinget liv og være helt tilfreds med sansetilfredsstillelse. På grund af den anden indflydelse, avaranatmika, føler en betinget sjæl sig tilfreds, selv om han rådner i en krop som et svin eller en orm i afføring.” (Cc. M. 20.6.k)

Denne tilfredshed midt i maya ser man hos dyr, der kan leve under de værste, mest uhumske omstændigheder og alligevel føler sig lykkelige, så snart de æder. Selv dyr, der står i kø for at blive slagtet, føler sig tilfredse, hvis de kan æde eller får mulighed for at have sex og parre sig. Hvis mennesker stod i kø og foran sig så den ene efter den anden blive slagtet, ville de rædselsslagne gøre alt for at flygte. Men dyr er så meget mere betingede og dækkede af maya, at de med det samme føler sig tilfredse, så snart de gives sansestimulanser som mad og parring.

Selv om vi som mennesker ikke kan narres så let som dyr, får mayas indflydelse os også til at føle os tilfredse, når vi har tryghed, rigdom, sundhed, popularitet, stimulering, underholdning og fornøjelser, selv om disse dybest set hverken tilfredsstiller os eller er varige.

Maya er Krishna

Maya påvirker vores sind på mange måder og på mange planer. For en betinget sjæl er hendes fortryllelse uimodståelig og uovervindelig, for hun er Krishnas energi, Krishnas indflydelse. Men selv om det er mayas indflydelse på vores sind, der binder os til denne verden, er vi selv skyld i, at vi lader os påvirke af hende. Som Krishna siger i Bhagavad-gita:

”Naturen [maya] siges at være årsagen til alle materielle årsager og virkninger, hvorimod det levende væsen er årsag til de forskellige lidelser og nydelser i denne verden.” (Bg. 13.21)

At vi lider og er under maya, er vores egen skyld. Maya er ingen Satan, ikke Guds rival og onde konkurrent, der mod Guds vilje tiltvinger sig magten over Guds uskyldige børn. En sådan ide er ikke vedisk. Gud, Krishna, er ubesværet i fuld kontrol over hver eneste partikel. Ikke et græsstrå rører sig uden Hans sanktion. Grunden til, at Hans illusoriske energi, maya, holder os fangne, skal søges et andet sted.

Vores situation er som kriminelle i et fængsel. Selv om det er statsmagten, der holder de kriminelle fanget, er de selv og ingen andre skyld i deres egen lidelse. Vores ophold i denne verden er i sidste ende vores eget ønske og lovbrud imod Krishnas kosmiske love. Ved at ændre vores ønsker kan vi også ændre på vores situation og i sidste ende opnå vores oprindelige frihed.

Men fordi vores sind er så betinget, og vores situation på en måde er som en eufomans tilstand, er det en stor opgave for os. En eufoman kan have en teoretisk forståelse af, at det ikke er godt for ham, men alligevel stadig have meget svært at få bugt med sin afhængighed. Mange er for eksempel afhængige af at ryge cigaretter. De ved, at det slår dem ihjel, men selv når symptomerne på en snarlig død nærmer sig, har de meget vanskeligt ved at opgive deres vane. Det kræver stor beslutsomhed og tålmodighed, og sindet og sanserne skal positivt engageres i bedre aktiviteter. Som Krishna bemærker i Bhagavad-gita:

”Denne Min guddommelige energi er meget vanskelig at gøre sig fri af. Men de, der har overgivet sig til Mig, kan nemt få bugt med den.” (Bg. 7.14)

Fordi maya er Krishna i form af Hans illusoriske energi, kan vi egentlig kun slippe ud af vores afhængighed af hende ved sammen med Krishna at engagere vores sind i Hans tjeneste.