Af Sri Nandanandana Dasa (Stephen Knapp)

Dette er et kapitel fra en snart udkommende bog af Sri Nandanandana Dasa, Mysteries of the Ancient Vedic Empire.

Man har længe forsøgt at forklare oprindelsen til sprog som sanskrit, græsk og romersk, som alle er enige om, at der er mange ligheder imellem. Imidlertid er det originale sprog, som de er afledt fra, og som kaldes proto-indoeuropæisk (PIE), aldrig blevet identificeret. Det hævdes at være et nu uddødt og glemt sprog. Ideen om PIE har (anno 2009) ført til opdelingen af 439 sprog og dialekter i familien af indoeuropæiske sprog. Oprindelsen til dem alle formodes at være PIE, dette ikke-eksisterende proto-indoeuropæiske sprog.

Det hele begyndte i det 16. århundrede. I 1583 skrev Thomas Stephens, en jesuitisk missionær i Goa, til sin bror om lighederne, han så imellem indiske og europæiske sprog, i særdeleshed sanskrit, græsk og latin. Der kom ikke meget ud af denne observation, og hans brev blev ikke offentligt kendt før det 20. århundrede.

I 1585 skrev Filippo Sassetti, en købmand fra Firenze, der i 1540 var rejst til Indien, om lighederne mellem sanskrit og italiensk. Derefter var det Marcus Zuerius van Boxhorn, der i 1647 bemærkede lighederne mellem forskellige indoeuropæiske sprog, der i hans studier omfattede hollandsk, albansk, græsk, latin, persisk og tysk og senere slavisk, keltisk og baltisk. Han var den, der startede ideen om, at de alle må være kommet fra en primitiv og mindre udviklet fælles kilde, et sprog, han kaldte skythisk.

I 1760’erne undersøgte Gaston Coeurdoux omhyggeligt sammenhængene mellem sanskrit, latin og græsk for at påvise et slægtskab imellem dem. Mikhail Lomonosov studerede også slavisk, baltisk (kurlandisk), iransk (medisk), finsk, kinesisk og andre sprog til sin russiske grammatik, der blev udgivet i 1755.

I 1786 dukkede ideen igen op med Sir William Jones (1746–1794), den kendteste af disse sammenlignende sprogforskere, der talte om lighederne mellem latin, græsk og sanskrit og senere tilføjede gotisk, keltisk og persisk. Han udtalte: ” … ingen filolog kunne undersøge dem alle tre uden at tro, at de er udsprunget fra en fælles kilde, som måske ikke længere eksisterer. Der er en om end ikke lige så tvingende grund til tilsvarende at mene, at gotisk havde den samme oprindelse som sanskrit, og det gamle persiske kan måske tilføjes til samme familie.”(1) Hans konklusioner og forelæsninger inspirerede andre til seriøst at se nærmere på dette.

Thomas Young brugte i 1813 for første gang udtrykket indoeuropæisk, der bed sig fast og blev standardudtrykket inden for sammenlignende lingvistik, specielt i Franz Bopps forskning, hvis videre undersøgelser af andre gamle sprog støttede denne teori. Franz Bopps Comparative Grammar fra 1833 til 1852 gav ophav til det indoeuropæiske sprogstudie som en akademisk disciplin.

Videre udvikling fortsatte på dette område med berømte værker som August Schleichers Compendium i 1861 og Karl Brugmans Grundriss i 1880’erne efterfulgt af hans Junggrammatische. Efterfølgende blev Ferdinand de Saussures “laryngeale teori” begyndelsen på de moderne indoeuropæiske studier.

Senere blev de indoeuropæiske sprog yderligere delt op i en satem versus en centum gruppe af Peter von Bradke i 1890 i hans bog Concerning Method and Conclusions of Aryan (Indo-Germanic) Studies. Deri beskrev han, hvordan ’arierne’ kendte til to slags strubelyde: ganelyd og palatallyd. Dette fik von Bradke til at inddele den palatale serie i én gruppe som spirant og en anden som en ren K-lyd, der typificeres af ordene satem og centum. Herfra blev den indoeuropæiske familie yderligere opdelt.

Den indoeuropæiske sprogfamilie

Fra disse studier konstruerede man den nuværende sprogfamilie ud fra det oprindelige proto-indoeuropæiske sprog. Rækkefølgen, de angives i, er baseret på, hvilke af sprogene disse sammenlignende sprogforskere mener er de ældste. Megen forskning er sket på dette område, dog uden endelige konklusioner og med mulighed for ændringer. Uden at komme ind på alle underinddelingerne er opstillingen af den nuværende familie af indoeuropæiske sprog med ti hovedgrene, der alle stammer fra det mystiske og originale proto-indoeuropæiske sprog, noget i denne retning:

  1. Anatolsk hævdes at være den tidligste sproggren med isolerede kilder fra det 19. århundrede f.Kr til gammel asyrisk.
  2. Hellenistisk med isolerede optegnelser fra 1450 til 1350 f.Kr til mykænsk græsk. De homeriske tekster siges at stamme fra det 8. århundrede f.Kr.
  3. Den indoiranske gren, der nedsteg fra proto-indoiransk tilbage i det tredje årtusinde f.Kr. Fra dette kom iransk, der er dokumenteret omkring 1.000 f.Kr. i form af avestan. Indoarisk eller det, der nu kaldes de indiske sprog, er dokumenteret til sidst i det 15. til tidligt i det 14. århundrede f.Kr. i Mitanni-tekster, der viser spor af indoarisk. Rig Veda siges at være en bevarelse af den mundtlige tradition, og nutidige forskere hælder til dateringer af vedisk sanskrit fra midten af det andet årtusinde f.Kr.. Klassisk sanskrit siges at være opstået med sanskritgrammatikeren Panini.
  4. Italisk, der nu inkluderer latin og sprog udviklet derfra, kan dokumenteres fra omkring det 7. århundrede f.Kr.
  5. Keltisk fra protokeltisk med tartessiansk fra det 8. århundrede f.Kr.
  6. Germansk med protogermansk er dateret med runeinskriptioner fra det 2. århundrede og gotiske tekster fra det 4. århundrede.
  7. Armensk fra det 5. århundrede.
  8. Tokharisk dokumenteret fra det 6. til det 9. århundrede i to dialekter (turfansk og kuchask).
  9. Baltisk-slavisk. Slavisk fra protoslavisk dokumenteret til det 9. århundrede, og baltisk dokumenteret til det 14. århundrede.
  10. Albansk, der er dokumenteret til det 14. århundrede.

Sprogfamilierne er udbredt på følgende måde:

Keltisk med sprog på de britiske øer, i Spanien og hen over Sydeuropa til det centrale Tyrkiet.

Germansk med sprog i England, hele Skandinavien og Centraleuropa til Krim.

Italisk med sprog i Italien og senere over hele det romerske emperium inklusive det moderne Portugal, Spanien, Frankrig og Rumænien.

Baltoslavisk med baltiske sprog i Letland og Litauen og slavisk over hele Østeuropa plus Hvide Rusland, Ukraine og Rusland.

Balkan med sprog i hovedsageligt Balkan og det vestlige Tyrkiet.

Hellenistisk i Grækenland og de Ægæiske Øer og senere i andre områder, der blev erobret af Alexander (men hovedsageligt omkring Middelhavet).

Anatolsk med sprog i Anatolien (Lilleasien, dvs. det moderne Tyrkiet).

Armensk i Armenien og nærliggende områder inklusive det østlige Tyrkiet.

Tokharisk i Tarimbækkenet i det vestlige Kina.

Hjemstedet for det proto-indoeuropæiske sprog

Det anslås, at omkring 2.500 til 2.000 f.Kr. havde opbruddet fra det proto-indoeuropæiske sprog til dets første dokumenterede nedstammende sprog og dialekter fundet sted, og opdelingen i de ovenfor beskrevne grene var begyndt. PIE formodes at være blevet talt omkring 5.000 til 3.000 f.Kr. i områder i det østlige Europa og vestlige Asien. Det må være blevet talt af et folk, der nu kaldes proto-indoeuropæerne. Men hvem var de, og hvor boede de?

Lad os huske på, at dette proto-indoeuropæiske sprog ikke er blevet identificeret. Det er ikke et egentligt sprog, men en hypotetisk rekonstruktion af et formodet oprindeligt sprog til de moderne indoeuropæiske sprog. Det skulle være forsvundet, før det blev et skriftsprog, hvilket giver plads til mange variabler i forsøget på at identificere dette sprog. Hjemstedet for folket, der talte dette sprog, afhænger mest af kvalificeret gætteri.

Nogle mener, at de oprindelige indoeuropæere var et folk, der kaldes kurganerne. De formodes at have boet nordvest for Kaukasus nord for det Kaspiske Hav så tidligt som 5.000 f.Kr. Det var et udviklet folkeslag, der havde tæmmet kvæg og heste, dyrkede jorden, brugte guld og sølv, kunne tælle, tilbad mange guder, troede på et liv efter døden osv.(2) Omkring 3.000 f.Kr. vandrede dette folk i forskellige retninger med stammer i Grækenland 2.000 f.Kr. og Indien 1.500 f.Kr.

Andre forskere mener, at dette folk levede i området ved den Pontiske Slette nord for det Sorte Hav mod øst til det Kaspiske Hav, hvor et folk, der kaldes skytherne, boede. Folkeslag fra dette oprindelige vestasiatiske hjemsted vandrede i forskellige retninger og udviklede nye sprog, hvor de kom frem. Talerne af protokeltisk flyttede mod vest. De germanske stammer fulgte efter kelterne, men bevægede sig længere mod nord. De italiske folk rejste sydpå og kom til den italienske halvø omkring 2.000 f.Kr. Den hellenistiske familie kom til Grækenland. De, der udviklede de proto-indoiranske sprog flyttede mod sydøst fra deres oprindelige PIE hjemland. Herefter splittede de sig yderligere op i Indien, hvor de udviklede sanskrit.

Til støtte for denne teori foreslås det, at sproget i Rig Veda, selv om det er det ældste, ikke længere kunne forstås af masserne, da Panini sammenstillede sanskritgrammatikken omkring 400 f.Kr. Det blev starten på klassisk sanskrit, der erstattede det ældre vediske sanskrit, sproget i Vedaerne, Brahmanaerne og Upanisaderne. Klassisk sanskrit afveg fra vedisk sanskrit i ordforråd, grammatik og syntaks.

Et nyt kig på sanskrit

Imod denne hypotese om udbredelsen fra Kaukasus-området taler det faktum, at litauisk, der tales på den nordlige side af Østeuropa ved Østersøen, indeholder meget sanskrit. Det er langt væk fra Indien og tyder på, at sanskrit var mere fremtrædende, udbredt og indflydelsesrigt, end teorien om udbredelsen fra Kaukasus-området lader formode.

Det er sandt, at den førklassiske form af sanskrit – vedisk sanskrit – repræsenterer en mundtlig tradition, der går tusinder af år tilbage i tiden. Ifølge traditionen er den skrevne form af sanskrit resultat af en udvikling for kun omkring 3.000 f.Kr. eller lidt tidligere. Den kommer fra vismænd, der kunne forudse den reducerede hukommelse hos fremtidens folk, hvilket nødvendiggjorde de vediske tekster i skreven form. Det var og er et særdeles sofistikeret sprog, hvilket betyder, at det må have eksisteret i mange hundrede eller tusinder af år, før vi ser det i skrevet form, der først dukker op i Rig Veda. Sproget i Rig Veda er et af de ældste vidnesbyrd om noget indoiransk sprog og et af de tidligst påviste medlemmer af de indoeuropæiske sprog. Da det stadig eksisterer meget tydeligt i det litauiske sprog, og der er ligheder til dets ord i mange andre sprog, kan man spørge, om det proto-indoeuropæiske sprog, man leder efter, i virkeligheden ikke er sanskrit. Lad os huske på, at ideen om, at græsk, sanskrit og romerske sprog måtte komme fra en fælles kilde, kun kom fra Sir William Jones, og at det var Thomas Young, der i 1813 introducerede udtrykket indoeuropæisk, som lingvister siden har arbejdet ud fra.

Det er påfaldende, når vi taler om et folk, der talte det proto-indoeuropæiske sprog i området ved Kaukasus, at det minder slående om den såkaldte ariske invasionsteori med ideen om, at arierne invaderede Indien fra dette område. Denne teori er siden faldet sammen som et korthus med mange ting, der viser, at det aldrig skete på den måde, og at de vediske ariere i virkeligheden var det oprindelige folk i Indus og Sarasvati regionerne, hvorfra deres kultur spredte sig i alle retninger.

I Indien blev sanskrit ikke opfattet som et sekundært sprog, men som en forfinet måde at tale på, specielt med hensyn til de vediske tekster, når de blev brugt i ritualer. Sanskrit var for samfundets højere klasser et tegn på uddannelse, ligesom det stadigvæk er det i dag. Således eksisterede sanskrit parallelt med forskellige folkesprog (prakritier), der var udvandede former for sanskrit, der gradvist udviklede sig til de indiske dialekter og til syvende og sidst til de nutidige indoariske sprog.

Igennem århundrederne gennemgik prakriterne forandringer til en grad, hvor folkesprogene og sanskrit ikke længere kunne sammenlignes, men måtte læres som separate sprog. På den måde blev dialekterne og prakriterne til separate sprog, selv om de opstod fra det samme populære sprog. Måske er det samme tilfældet med latin, græsk og andre sprog, vi finder i verden i dag, og som stadig har mange ligheder med, hvad der engang var deres lingvistiske rødder. Derfor kan sanskrit være det tætteste led på eller i virkeligheden være det proto-indoeuropæiske sprog, man søger efter.

Uenighed om den proto-indoeuropæiske sprogteori

Ikke alle er enige i de proto-indoeuropæiske teorier, uanset hvor eller på hvilket tidspunkt i historien PIE siges at være opstået. Som Jagat Motwani, Ph.D., bemærker i sin forskning om alderen på sanskrit: “Med betydelige historiske vidnesbyrd er det blevet bevist, at intet andet sted end Indien (Aryavarta eller Bharat) er arierne og deres sprog sanskrits oprindelige hjem. Arya og [tegnet] swastika har deres oprindelse i sanskrit. Swastika er blevet fundet blandt flere folkeslag i Europe. Swastika er også blevet fundet blandt indfødte indianere i Amerika, hvis forfædre kan være kommet dertil fra Indien for omkring 10.000 år siden. På basis af swastikas alder kan det også fastslås, at sanskrit er over 10.000 år gammelt.”(3) Dette er selvfølgelig meget tidligere end ideen om, at PIE blev talt imellem 5.000 til 3.000 f.Kr.

Renfrew nævner også, at Trubetskoy kritiserede stærkt de farlige antagelser, der ledte til denne ide om det proto-indoeuropæiske sprog: “Hjemlandet, racen og kulturen for den formodede proto-indoeuropæiske befolkning er blevet diskuteret, et folk, der måske aldrig nogensinde har eksisteret.”(4)

Jagat Motwani forklarer en anden svaghed ved ideen om et nu forsvundet modersprog: “Hvis Jones havde taget alderen på sanskrit i betragtning i sammenligning med latin og græsk – aldersforskellen er omkring 1.000 år – ville han ikke være kommet med en sådan tese, at sanskrit, latin og græsk har eksisteret sammen som døtre af PIE under samme tag. Sanskrit er meget ældre end græsk og latin, mindst 1.000 år. Hvad mere er stedet, hvor sanskrit fødtes, tusinder af kilometer væk fra Italien og Grækenland. Selv 100 kilometer er årsag til forskelle i dialekt.”(5)

Motwani fortsætter, at Karl Menninger satte spørgsmålstegn ved det berettigede i PIE som et sprog: ”Hvis alle disse sprog er søstre, må de have en fælles stamfader, et oprindeligt sprog, som de har udviklet sig fra. Men vi kender ikke til noget folk, der talte eller skrev et sådant modersprog, og vi har heller ikke nogle direkte beviser for eller skrevne dokumenter på det.”(6)

Motwani runder af: “Det er svært at forstå, hvorfor og hvordan en sådan ide om IE [indoeuropæiske] sprog og deres usynlige moder PIE er blevet teoretiseret og har fået tilslutning fra berømte lingvister som Sir William Jones. For ikke at tale om tekster på PIE er ikke engang hendes navn og hjemmeadresse kendt.”(7)

Victor Stevenson forklarer i sin bog Words: The Evolution of Western Languages, at mange europæiske sprog udviklede sig fra sanskrit: ”Beviser for, at Europas sprog med nogle få undtagelser havde udviklet sig i stadier fra en fælles kilde, blev fundet i hverken Grækenland eller Rom eller noget andet sted i Europa, men i et gammelt og fjerntliggende sprog, Indiens klassiske sanskrit. Det var blevet bevaret uforandret i over 2.000 år i sine lærdes rituelle taler og vist at have omfattende ligheder med græsk og latin.”(8)

Konklusion

Uanset hvor avanceret det moderne samfund er, har vi ikke opfundet et sprog, der er mere fuldendt og udviklet end sanskrit. Selv om lingvister påstår, at uanset hvad modersproget til sanskrit, græsk og latin var, er det nu afgået ved døden og gået i glemmebogen, og ingen ved, hvad det sprog var, hævder jeg noget andet. Jeg påstår, at sproget, de søger efter, er lige for øjnene af dem, og det er intet andet end sanskrit. Sanskrit var det mest fortrinlige og udviklede af tidlige sprog, hvorfra mange andre eller frøene til mange andre som græsk og latin er kommet. Selv hvis man ser bort fra, at sanskrit ifølge den vediske tradition anses for at være den lydmæssige manifestation af sabda-brahman eller den åndelige lyd, fra hvilke de vediske tekster havde deres oprindelse, og i hvilke den Højeste Virkelighed kan findes, er sanskrit stadigvæk det sprog, der har givet ophav til mange af de sprog, vi taler den dag i dag.

Fodnoter

Encyclopaedia Britannica 2009, Jones, Sir William.

The Beginning of the Bronze Age in Europe and the Indo-Europeans af Marija Gimbutas, 1973. Plus Empires of the Silk Road af Christopher I. Beckwith.

Motwani, Jagat K., Ph.D., None But India (Bharat), iUniverse, Inc., Bloomington, Indiana, 2010, s.142.

Renfrew, Colin, Archaeology & Language: The Puzzle of Indo-European Origins, New York, Cambridge University Press, 1987, s.108-9.

Se 3, s. 155.

Menninger, Karl, Number Words and Number Symbols: A Cultural History of Numbers, New York, Dover Publications, 1969, s.101.

Se 3, s. 157.

Stevenson, Victor, Words: The Evolution of Western Languages, New York, Van Nostrand Reinhold Company, 1983, s.10.