Af Lalita-Gopinatha Dasi
Dette er tredje del af Lalita-Gopinathas fortælling om hendes liv, og hvordan hun kom i kontakt med Hare Krishna i Australien. De to første dele bragtes i de to sidste numre.
Som hengivne har vi alle vores personlige historie om, hvordan vi kom til Krishna-bevidsthed. Dette er min. Man kan godt sige, at det er en historie, der skildrer en del af ISKCON’s historie. ISKCON er et samfund af mennesker, og vi har alle bidraget på en eller anden måde. Vores personlige historier kan deles, ofte til gavn for andre og måske også for os selv. At høre, hvordan andre kom til Krishna-bevidsthed, bidrog til min overbevisning om at fortsætte på vejen til at blive en hengiven. Hvor hårdt det end var til tider, lærte det mig ting, jeg havde brug for at lære. At blive en hengiven er sjældent en problemfri rejse, sådan som jeg ville opdage det, men det er helt sikkert fyldt med utrolige oplevelser, erkendelser og særlig barmhjertighed fra Krishna og Hans hengivne. For mig var det glæde og smerte rullet sammen i én, men jeg vil tro, at min rejse sikkert må anses for en glat sørejse i sammenligning med mange andres!
Mange sekter (jeg bruger udtrykket i den positive betydning) er kommet og igen blevet glemt eller forsvundet ud af offentlighedens øje, men ”De der Hari Krishnaer” fortsætter med at være en del af det australske gadebillede. De synger og danser stadigvæk, sælger bøger eller beder om bidrag til Food For Life (FFL), der er et meget stort program i Australien. FFL og distribution af prasadam (mad, der er ofret til Krishna) ville blive en tjeneste, som jeg ofte ville finde mig selv involveret i og i et vist omfang stadígvæk gør. Der er noget specielt ved at uddele prasadam, for folk behøver ikke at tro på noget som helst. De skal bare smage det. Det er, hvad Srila Prabhupada kaldte vores ”hemmelige våben”. Mine forældre og specielt min moder er et produkt af prasadam i den forstand, at det fik dem til sidst at acceptere mit valg på trods af, at de til at begynde med forkastede det. Det var også igennem prasadam-distribution, at jeg fik min første lejlighed til at møde de hengivne personligt.
For at ridse baggrunden op: ISKCON-yatraen i Australien havde sidst i 80’erne og begyndelsen af 90’erne lagt fanatismen fra 70’erne til midten af 80’erne bag sig, som det også var tilfældet i mange andre yatraer verden over. Det var ikke længere et lille samfund, men internationalt veletableret. Med det kom mere ansvar, og som medlemmerne blev ældre, stiftede ægteparrene (grhastaerne) familier. Det gik op for de hengivne, at de måtte ændre sig for at overleve og forsørge deres familier såvel som deres templer. Skoler (gurukulaer) blev startet, men ændrede også pensum og format til noget, der passede bedre til det lokale samfund og også til børnene selv. Prædikeringen begyndte at fokusere på praktisering af Krishna-bevidsthed i hjemmene blandt den bredere befolkning, og prasadam-distribution blev i stor stil en kilde til indkomst for templer og hengivne.
Begyndelsen af 80’erne var en tid med omvæltninger. For mange var det smertefuldt, da systemet med zone-acaryaer kørte af sporet. Australiens zone-guru forlod sin position, og mange hengivne fandt sig selv ved en korsvej, hvor de ikke vidste, hvilken retning de skulle gå. Jeg ser ingen grund til at benægte vores samfunds historie, for det er offentlig viden, og det er også, hvad der gjorde os stærkere og mere vigtigt hjalp os til et mere stabilt og modent hengivent samfund. Jeg kan være taknemmelig for, at Australien er lidt isoleret fra resten af ISKCON på grund af afstanden, så internationale hændelser var mest kuriositeter og havde kun lidt effekt på en hengivens daglige liv. Det hengivne liv fortsatte, og for mange var det meget bedre. Disse prøver var en mulighed for at tage deres liv op til revision og træffe nye valg. Nogle forsvandt, men de fleste blev.
Den australske yatra holdt sig selv kørende, og nye landbrugssamfund uden for Sydney og Melbourne voksede. Der var to templer i Sydney på den tid, Kings Cross, hvor Deitierne Sri Sri Radha-Gopinathas tempel samt Govindas restaurant var, og North Sydney med Sri-Sri Radha-Gokulananda, plus landbrugssamfundet nær Cessnock, 150 km nord for Sydney og ikke så langt fra, hvor mine forældre boede på The Central Coast. Selv om Deiteterne fra North Sydney ikke var blevet flyttet dertil endnu, havde mange hengivne forberedt Deres ankomst ved at flytte derop og bygge huse og templet. Jeg anser tidspunktet, da jeg kom i kontakt med de hengivne, for vigtigt, for det var en tid, da den revolutionære ånd fra 70’erne og 80’erne stadig levede, men samfundet var nu mere modent og stabilt. Det var det, der tiltrak mig og passede til min personlighed. Hengivne var ligefremme og ærlige omkring deres historie og deres kampe til tider, specielt når jeg havde brug for at høre det. Vigtigst af alt afslørede de disse ting for mig som en form for opmuntring, da de lærte mig at kende og kunne se, at jeg ikke ville lade mig spise af med en facade. Men først skulle jeg møde dem, og tidspunktet var nu det rette.
Jeg var 17 og var gået ud af skolen. Jeg havde ændret retning med hensyn til min karriere og fik en god løn som del af et lille team, der arrangerede udstillinger i Sydney og Melbourne. Det var et spændende arbejde. Jeg beskæftigede mig hovedsageligt med medlemstjenester, hvilket jeg senere ville fortsætte med i min hengivne tjeneste. Jeg var forlovet og skulle giftes med både billigelse og misbilligelse fra mine forældre. Jeg var stadigvæk involveret i militæret, og mit mål var at komme ind i Det Kongelige Australske Søværn. Imidlertid betød en ulykke nogle år tidligere, at dette ikke var realistisk. Min drøm siden jeg var fjorten blev knust, da jeg fik at vide, at jeg aldrig helt ville komme mig oven på mine kvæstelser. For at gøre skuffelsen større gik det op for mig, at min forlovelse heller ikke ville holde, så mit liv var under forandring.
Hver weekend besøgte jeg mine forældre på Central Coast, et smukt område med uudtalelige, men interessante indfødte forstadsnavne. Min families hjem var i Umina (Sovestedet). Her kunne jeg slappe af og tilbringe tid sammen med familien. Forstaden Ettalong Beach (Drikkestedet) havde marked hver weekend, så min mor og jeg tog derhen for at gå på opdagelse og på vejen besøge familie og venner i Woy Woy (Store Lagune). Det var på disse markeder, at jeg mødte min første Hare Krishna. På det tidspunkt havde jeg næsten glemt min interesse i Hare Krishnaerne og levede mit liv, som jeg snart forstod ville blive ændret igen.
Markederne var små, men der var mange madboder, og en af dem solgte disse fantastiske ting, de kaldte samosaer. Jeg kunne lide, at de var krydrede, og min mor holdt også af dem, så vi købte dem, hver gang vi var på besøg. En dag bemærkede jeg en plakat på væggen, hvor der stod “Godhead”, og jeg spurgte, hvad det betød. Bhojadeva var navnet på standens ejer. Han smilede altid og var venlig, men nu så han lidt chokeret ud og manglede ord. Jeg grinede over hans overraskelse, sagde ”en anden gang” og gik videre. Jeg havde aldrig vist interesse i andet end at købe mad, så næste gang hilste han entusiastisk på mig og forklarede, hvad Godhead betød. Jeg måtte bare forstå det på en bogstavelig måde, at der var levende væsener, der havde forskellige positioner (halvguder), men at de alle var skabt af og tjente Krishna, og at vi også var uadskillelige dele af Krishna. Dette resonerede på mange måder med kristen filosofi (bortset fra de hundreder af guder, som jeg valgte at ignorere på dette tidspunkt), så min interesse blev vakt. Derefter brugte vi hver gang mere tid på at tale. Jeg fik at vide, at de var Hare Krishna’er fra det nærliggende landbrug i Cessnock, og jeg fortalte dem om mit første møde med Krishna-bevidsthed (se artikel nr. 1). Dette var sikkert lidt af et chok for dem at høre dette, for dette avisindstik lå flere år tilbage.
Han inviterede mig da til et program, de havde på markedet om aftenen. Jeg var så spændt, at jeg husker, at jeg købte nyt tøj til det, men jeg var også nervøs, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Den aften ændrede mit liv sig. Jeg fik en fantastisk oplevelse med en introduktion til Krishna-bevidsthed med en kort tale om filosofien, reinkarnation, at være en åndelig sjæl og vigtigheden af medfølelse og at være vegetar. Jeg huskede mit forgæves forsøg på at være vegetar efter at have læst Chant & Be Happy, men kunne nu stille spørgsmål om, hvordan man gør det rigtigt. Der var kun 4-5 gæster, der alle sad på stole. De hengivne var mænd i hvidt eller orange, og vi sad i et lille konferencelokale. I slutningen af programmet flyttede de hengivne stolene og begyndte at synge (kirtana). Mens de gik rundt, følte jeg mig let og lykkelig og så pludselig mig selv stå og klappe og synge med. Det var ikke min hensigt, men jeg kunne ikke lade være, og da de så min entusiasme, inviterede de mig ind i deres dansende rundkreds. De andre gæster så ikke ud til at vide, hvad de ellers skulle gøre, så de blev siddende, indtil vi fik prasadam med samosaer, som jeg fik at vide specielt blev lavet, fordi de vidste, at jeg var der. Det var venligt af dem, og det betød så meget for mig på det tidspunkt, at de tilmed skrev opskriften ned til mig. (Fortsættes i næste nummer)
For mere om de australske Hare Krishnaer på fjernsyn, se: https://krishnatube.com/profile/australian-hare-krishnas-on-television/6/
ISKCON Cessnock:
https://www.inspirock.com/australia/millfield/new-gokula-a7564763905