Af Lalitanatha Dasa

Præsenteret på konferencen Consciousness in Science, Gainesville, Florida, den 20. januar 2019.

Bevidsthed er vores mest umiddelbare oplevelse, men når det kommer til at studere bevidsthed ud over vores egen bevidste oplevelse, kan vi kun studere indirekte beviser. En sådan kategori er studier af symptomer på bevidst handling i begivenheder eller på fysiske genstande. Dette kan kaldes argument fra design.

Et argument fra design refererer til den slutning, at et træk ikke forklares som udelukkende et resultat af fysiske processer eller tilskrives tilfældighed, men må skyldes bevidst aktivitet. Sådanne slutninger er almindelige. For eksempel studerer arkæologer flintestykker for at finde ud af, om alt på dem kan forklares som resultat af naturlige geologiske processer, eller om visse træk såsom en serie parallelle afslag må være resultat af bevidst aktivitet. Hvis arkæologerne konkluderer sidstnævnte, kan de siges at have sluttet ”design” eller ”intelligent design”.

Designargumenter anvendt på naturen og universet er gammelt nyt inden for filosofi, teologi og videnskab og går i Vestens verden langt tilbage til den førkristne tid, ligesom de også forekommer i andre sammenhænge såsom Indiens vediske filosofiske tradition. Påberåbelse af design er ofte blevet anvendt til at underbygge eksistensen af en guddom, hvilket tilføjer et kontroversielt træk til designargumenter.

Cicero (106 – 43 f.Kr.) skrev:

“Når man ser på et billede eller en statue, genkender man, at det er et kunstigt værk. Når man på lang afstand følger et skibs kurs, stiller man ikke spørgsmål ved, at den ledes af en dygtig intelligens. Når man ser et solur eller vandur, kan man se, at de fortæller os tiden på grund af en hensigt og ikke ved et tilfælde. Hvordan kan man da forestille sig, at universet som helhed er foruden formål og intelligens, når det indbefatter alting inklusive selve disse genstande og deres skabere?”1

Tilsvarende argumenter blev givet af Sokrates, Platon og andre græske filosoffer, af Augustin, Aquinas og andre kristne skolastikere og af grundlæggere af moderne videnskab såsom Bacon, Kepler og Newton (Newton: “Dette særdeles smukke system med Solen, planeterne og kometerne kan kun være resultat af et intelligent og kraftfuldt væsens visdom og herredømme.” 2)

Udtrykket ’intelligent design’ har også været kendt i Vesten i århundreder. Selv Darwin brugte det: “Man kan ikke se på dette Univers med alle dets levende frembringelser og mennesker uden at tro på, at alt er blevet intelligent designet. Alligevel kan jeg ikke se noget bevis på dette, når jeg betragter hver enkelt individuel organisme.” 3

Fra Scientific American i 1847: “Hvor ellers må man søge efter denne oprindelse end i naturens store varehus – de utallige og afvekslende objekter, som bliver fremført for vores syn, er vidnesbyrd om uendelig dygtighed og intelligent design i deres tilpasning til hinanden og til menneskets natur.” 4

Oxford-professoren F.C.S. Schiller skrev i 1897: “Det vil ikke være muligt at udelukke antagelsen om, at evolutionsprocessen kan være ledt af et intelligent design.” 5

Selv Alfred Russell Wallace, der udviklede evolutionsteorien sammen med Charles Darwin, endte med at mene, at en ”højere intelligens” havde ledt processen med livets udvikling.

Designargumenter i Indien

En anden gammel og rig filosofisk tradition er Indiens vediske tradition, og designargumenter er også almene her. Sankaracarya (ca. 800) skrev:

”Når det kommer til sådanne ting som en klump jord eller en sten, ses der ingen [symptomer på] opfindsom kraft, men udtænkningen af særlige former af sådanne ting som ler ses, når de tilses af pottemagere eller lignende. På samme måde forvandler den Materielle Natur kun sig selv, når den er forbundet med en styrende ydre intelligens.”6

Ifølge Udayana (ca. 900):

“Alt, der besidder en årsag såsom en karet, afhænger af en forudeksisterende intelligent kausal kraft. Denne verden er af samme natur. Derfor afhænger den af en forudeksisterende intelligent kausal kraft.”7

Ramanuja (1017-1137) kritiserede designargumenter for deres begrænsninger. Nogle har tilmed trukket en parallel til Humes senere kritik af designargumenter. Ramanuja udtalte, at man kan ikke slutte, at designeren er Gud, der er almægtig, algod osv. Der kan være mange designere, eller måske er de begrænsede, ufuldkomne eller tilmed ikke engang transcendentale. Alligevel mente Ramanuja, at designargumenter har deres berettigelse, når det kommer til at imødegå materialistiske ideer. Således argumenterede han følgende imod de ateistiske sankhya-filosoffer:

“Pradhana [naturen], som I sankhyaer postulerer, er ikke kompetent til at frembringe arrangementet af denne varierede verden, for den er ikke-intelligent og overses ikke af en kraft, der forstår dens essentielle natur. Sådan er det i tilsvarende situationer, ligesom træ og andre materialer af sig selv er ude af stand til at bygge en karet eller et palads. Fra observation ved vi, at ubevidste materialer som træ, der ikke tilses af en kraft, der kender deres natur, er ude af stand til at forårsage effekterne, og fra observation ved vi også, at materialerne frembringer effekter, når de tilses af en intelligent kraft. Derfor kan pradhana ikke være årsagen [til verden] uden at være overvåget af bevidst intelligens.”8

I det 18. århundrede skrev Baladeva Vidyabhusana:

“Den materielle natur er livløs, og derfor kan den ikke være årsagen til materie, hverken som den materielle eller virkende årsag. Når man ser det fantastiske arrangement og styring af den kosmiske manifestation, antyder det generelt, at en levende hjerne er bag dette arrangement, for uden en levende hjerne kunne et sådant arrangement ikke eksistere … I vores praktiske erfaring ser vi aldrig, at livløse mursten af sig selv kan opføre en stor bygning.”9

I det 19. århundrede anvendte Ram Mohan Roy (1772-1833) ivrigt traditionelle vediske designargumenter for at vise, at hinduisme i sit inderste væsen også er monoteistisk:

“Vi ser det mangeartede, fantastiske univers såvel som dets fødsel, eksistens og tilintetgørelse af dets forskellige dele. Heraf slutter vi naturligt eksistensen af et Væsen, der styrer det hele, og kalder ham den Højeste, ligesom vi fra synet af en krukke slutter eksistensen af dens skaber.”10

Flere eksempler kunne gives. Lad det være nok at sige, at designargumenter altid har været en fast ingrediens blandt vediske filosoffer.

Den moderne intelligent design-bevægelse

I dag er designargumenter tilbage med fornyet styrke gennem tilsynekomsten af en intelligent design-bevægelse (ID), der inden for den sidste generation har tiltrukket sig en del opmærksomhed. Nogle kritikere undsiger den som en skjult kristen bibelbevægelse, men ikke alle giver dem ret i denne karakteristik. Som det kan ses af ovenstående, har designargumenter aldrig været forbeholdt nogen bestemt religion eller livssyn. Kvantefysikeren og nobelprismodtageren Dr. Brian Josephson udtalte for nylig:

“Jeg tror, at intelligens kan have spillet en rolle i, hvordan evolutionen har fundet sted. En af de store fejl hos dem, der angriber intelligent design, er at mene, at evolution og Gud udelukker hinanden, så de siger, at den, der tror på intelligent design, ikke tror på evolution, men det er ikke tilfældet. Fremstillingen af “kreationisme forklædt som videnskab” er et fuldstændigt falsk billede af, hvad der er sket … Lad os se, hvad videnskaben kan fortælle os. Det er, hvad intelligent design handler om.”11

Hvis ID på samme måde byggede på religiøse præmisser, hvorden kunne den berømte engelske indtil da ateist Anthony Flew have skiftet mening og være blevet overbevist af ID om, at ”Forskningsresultaterne af over 50 års DNA-forskning har tilvejebragt materiale til et nyt og enormt kraftfuldt argument for design … Intet kritikerne kan sige – uanset om det er at appellere til politisk motiverede fordømmelser af ID fra pro-Darwin videnskabelige autoriteter eller tærske langhalm på ID-tilhængernes religiøse overbevisninger – vil ændre den kendsgerning, at intelligent design ikke er et ’trosbaseret’ argument.”12

Kemikeren Dr. Charles Thaxton, der blev en tidlig fortaler for intelligent design, udtalte: “Ideen om, at livet havde en intelligent oprindelse, er næppe forbeholdt kristen fundamentalisme. Fortalere for design har inkluderet ikke blot kristne og andre religøse teister, men panteister, græske filosoffer og filosoffer fra Oplysningstiden og inkluderer nu mange moderne videnskabsmænd, der beskriver sig selv religiøst agnostiske. Endvidere indebærer designbegrebet absolut intet om de overbevisninger, der normalt er forbundet med kristen fundamentalisme, såsom en ung Jord, en global oversvømmelse eller tilmed eksistensen af den kristne Gud. Det eneste, det indebærer, er, at livet havde et intelligent udspring.”13

Udtrykket “intelligent design” blev dannet i sit nuværende sprogbrug af den engelske kosmolog Dr. Sir Fred Hoyle. I 1982 udtalte han: ”Hvis man fortsætter direkte og ligefremt i dette spor uden at bøje af på grund af frygt for at pådrage sig den videnskabelige menings vrede, når man til den konklusion, at biomaterialerne med deres forbløffende grad af orden må være resultat af intelligent design.”14

I By Design15 sporer Larry Witham rødderne til intelligent design-bevægelsen inden for biologien tilbage til 1950erne og ’60erne og selve bevægelsen til 1970erne. Biokemikerne optrævlede på den tid DNA’s hemmelighed og opdagede et omstændeligt informationsbearbejdningssystem, der inkluderede en raffineret nanoteknologi uden sidestykke. En af de første, der beskrev betydningen af disse opdagelser, var kemikeren og filosoffen Dr. Michael Polanyi, der i 1967 hævdede, at “maskiner kan ikke reduceres til fysik og kemi,” og at ”de levende væseners mekanistiske strukturer virker på samme måde til at være irreducible.”

Polanyi skrev også: “Information i DNA kan lige så lidt reduceres til kemi, som ideerne i en bog kan reduceres til blæk og papir. Noget andet end fysik og kemi er indkodet i DNA.”16

Biokemikeren Dr. Michael Behe ville senere udvikle Polanyis indsigter med sin ide om ”irreducibel kompleksitet”. Og matematikeren Dr. William Dembski ville finde Polanyis forskning så indflydelsesrig, at han satte sig for at udvikle et matematisk kriterium, der kan påvise intelligent design med sikkerhed, hvilket resulterede i hans ”specificerede kompleksitet”.

Således er designargumentet i dag tilbage med fornyet styrke, delvist som en følge af de videnskabelige forskningsresultater inden for molekylærbiologien, delvist på grund af teoretiske fremskridt blandt designteoretikere. Dembski hævder således, at hans statistiske kriterium med ”specificeret kompleksitet” eller ”specificerede små sandsynligheder” er en sikker indikator på intelligent design. Han gør gældende, at hvis en hændelse udviser både en lille sandsynlighed og på samme tid svarer til et uafhængigt givet mønster (en ”specifikation”), kan man med sikkerhed slutte design.

Tidligere var designargumenter hovedsageligt analogier, hvor et givet træk, som man vidste var designet, og et andet træk af ukendt oprindelse blev sammenlignet og ligheder blev brugt til at argumentere for, at sidstnævnte også var designet. Dette argument var hovedsageligt intuitivt, for spørgsmålet er: ”Hvad udgør i virkeligheden tilstrækkelig lighed?” To genstande kan have mange ligheder, men der må også være nogle forskelle (ellers ville de være identiske objekter), så hvordan afgør man, hvorvidt lighederne berettiger en designkonklusion eller forskellene taler imod den? Det var Humes kritik af analogiargumenter.

Dembski hævder, at Humes kritik er gjort ugyldig med kriteriet ’specificeret kompleksitet’. Hvor som helst træk med specificeret kompleksitet findes, kan man ifølge Dembski være matematisk sikker på, at oprindelsen er en intelligent årsag. Dette kriterium kan anvendes til at påvise design hvor som helst. Fortalere for intelligent design er hurtige til at gøre opmærksom på, at livet såvel som selve universet er fuld af eksempler på specificeret kompleksitet. På denne måde har argumentet for design fundet ny styrke og relevans.

Design i en moderne vedisk sammenhæng

Sideløbende med fremkomsten af ID-bevægelsen har grupper af videnskabsfolk med rødder i vedisk filosofi udviklet tilsvarende designargumenter. En sådan gruppe samlede sig omkring A.C. Bhaktivedanta Swami (1896-1977), der selv var en stærk kritiker af darwinismens materialistiske livssyn. I 1973 grundlagde han sit Bhaktivedanta Institute (BI), der tiltrak forskellige videnskabsmænd såsom kemikeren Dr. Thoudam Singh og matematikeren Dr. Richard L. Thompson. Allerede i 1976 udtalte Thompson i forbindelse med den nyligt opdagede bakterieflagel:

”Vi ønsker at gøre gældende, at teorien om tilfældighed og molekylære kræfter ikke kan forklare sådanne ting, men at sige, at der er en intelligent designer, ville være en fornuftig forklaring.”17

Efterfølgende er en del publiceringer blevet udgivet af BI, hvor det hævdes, at design er en bedre forklaring på livets oprindelse og historie. Disse inkluderer Mechanistic and non-Mechanistic Science af Richard Thompson, Darwin’s Secret Identity af David Webb, Origin redigeret af Richard Thompson, Forbidden Archeology af Richard Thompson og Michael Cremo, Human Devolution af Cremo, Nature’s IQ af Istvan Tazi og Rethinking Darwin af mig selv.

Selv om de nutidige “vediske” designargumenter i en vis grad opstod uafhængigt af det, der senere blev til ID-bevægelsen, har de helt naturligt inkluderet mange af ID-fortalernes veludviklede argumenter og eksempler. På samme tid har BI også udviklet sine egne særlige argumenter, der er inspireret af vedisk filosofi, såsom argumenter om bevidsthed, paranormal forskning, nær-døds-oplevelser, reinkarnationsminder, fænomenet inspiration og dyreinstinkter og -adfærd, der trodser enhver simpel naturlig forklaring. Således indeholder de moderne vedisk inspirerede designargumenter på nogle måder en særlig indfaldsvinkel, imens de på samme tid trækker til fulde på den bredere ID-bevægelses erkendelser og indsigter.

Fodnoter:

Cicero, “The Nature of the Gods,” [1972], McGregor, H.C.P., transl., Penguin: Harmondsworth UK, 1986, reprint, ss.158-159

Sir Isac Newton, Principia, University of California Press, Berkeley and Los Angeles 1966, s. 544.

Brev fra Charles Darwin den 23. maj 1861 til J.F.W. Herschel.

Scientific American, Volume 2, Issue 48, s. 381 (den 21. august 1847).

F. C. S. Schiller, Darwinism and Design Argument, in Humanism: Philosophical Essays, 141 (F. C. S. Schiller, New York, The Macmillan Co. 1903). Dette essay blev først udgivet i The Contemporary Review i juni 1897.

Citeret fra C. Mackenzie Brown, The Design Argument in Classical Hindu Thought, International Journal of Hindu Studies 12(2):103-151, januar 2008.

Sammesteds.

Sammesteds.

Citeret af A.C. Bhaktivedanta Swami i hans oversættelse af og kommentar til Caitanya-caritamrta, Adi 6.14-15p.

Sammesteds som 7.

Se https://evolutionnews.org/2017/12/10-of-our-top-stories-of-2017-nobel-laureate-is-80-percent-confident-in-intelligent-design/

Fra https://evolutionnews.org/2015/12/ten-dover-myths-7/

Of Pandas and People, P. William Davis, Dean H. Kenyon og Charles B. Thaxton, Haughton Publishing Company 1993, s. 161.

Fred Hoyle, Evolution from Space (The Omni Lecture) (Enslow Publishers 1982), s. 28.

Larry Witham, By Design: science and the search for God, Encounter Books, april 2003.

Michael Polanyi, Personal Knowledge: Towards a Post-Critical Philosophy, Routledge & Kegan Paul, 1978.

Richard L. Thompson, forelæsning i Washington DC den 3. juli 1976.