Af Stephen C. Meyer
Internettidsskriftet Sapientia spurgte flere deltagere i et forum: ”Kan intelligent design påvises af videnshaben?” Videnskabsfilosoffen Stephen Meyer, gav følgende svar.
Biologer har længe indrømmet, at mange organiserede strukturer i levende organismer såsom den elegante form og det beskyttende dække hos nautilen, de gensidigt afhængige dele i hvirveldyrenes øje og de indbyrdes låsende knogler, muskler og fjer i en fugls vinge ”giver indtryk af at være designet med et formål for øje.”
Før Darwin tilskrev biologer organismernes skønhed, integrerede kompleksitet og tilpasningsevne til deres miljø til en kraftfuld formgivende intelligens. Følgelig mente de også, at studiet af livet gjorde en formgivende intelligens’ aktiviteter påviselig i naturens verden.
Ikke desto mindre hævdede Darwin, at dette tilsyneladende design kunne forklares mere enkelt som resultatet af en fuldstændig ikke-styret mekanisme, nemlig naturlig udvælgelse og tilfældig variation. Moderne neo-darwinister hævder på samme måde, at den ikke-styrede proces af naturlig udvælgelse og tilfældig mutation har frembragt designlignende strukturer i levende systemer. De påstår, at naturlig udvælgelse kan efterligne en formgivende intelligens’ kræfter uden selv at være styret af en intelligent kraft. Derfor kan levende organismer se designede ud, men ifølge den opfattelse er dette et skinbedrag, og følgelig gør studiet af livet ikke en formgivende intelligens’ aktiviteter påviselige i naturens verden. Som Darwin selv insisterede: “Der virker ikke til at være mere design i mangfoldigheden af organiske væsener og i den naturlige udvælgelses indvirkning end i den retning, vinden blæser fra.” Eller som den fremtrædende evolutionsbiolog Francisco Ayala formulerede det, argumenterede Darwin for “design uden en designer” og viste, ”at den styrede organisering af levende væsener kan forklares som resultatet af en naturlig proces, nemlig naturlig udvælgelse, uden at behøve at ty til en Skaber eller anden ydre kraft.”
Men forklarede Darwin alle tegn på tilsyneladende design i biologien? Darwin forsøgte at forklare oprindelsen til nye levende former ved at starte med enklere forudeksisterende livsformer, men hans teori om naturlig udvælgelse forsøgte ikke engang at forklare oprindelsen til det første liv, den enkleste levende celle. Trods det er der nu uomtvistelige beviser på intelligent design i de inderste kringelkroge hos selv de enkleste encellede organismer. Ydermere er der et nøgletræk ved levende celler – et, der gør livets intelligente design påviseligt – som Darwin ikke kendte til, og som nutidens evolutionsteoretikere ikke har kunnet forklare.
Informationsgåden
Da Watson og Crick i 1953 forklarede strukturen af DNA-molekylet, gjorde de en overraskende opdagelse. DNA’ets struktur gør det muligt at gemme information i form af en digital kode med fire tegn. Strenge af præcist ordnede kemikalier, der kaldes nukleotidbaser, gemmer og videregiver samlemonteringsinstruktionerne – informationen – til at bygge essentielle proteinmolekyler og molekylemaskiner, som cellen har brug for for at overleve.
Francis Crick udviklede senere denne ide med sin berømte ”sekvenshypotese”, ifølge hvilken de kemiske bestanddele i DNA fungerer ligesom bogstaver i et skrevet sprog eller symboler i en computerkode. Ligesom bogstaver kan videregive et bestemt budskab afhængig af deres arrangement, kan visse sekvenser af kemiske baser langs ryggen på et DNA-molekyle videregive præcise instruktioner til at bygge proteiner. Arrangementet af de kemiske tegn bestemmer funktionen hos sekvensen som helhed. Således har DNA-molekylet den samme egenskab af ”sekvensspecifikation”, der kendetegner koder og sprog.
Ydermere indeholder DNA-sekvenser ikke blot “information” i den strengt matematiske betydning, der blev beskrevet af informationsteoretikeren Claude Shannon. Shannon relaterede mængden af information i en sekvens af symboler til sekvensens usandsynlighed (og den tilsvarende reduktion af bestemthed). Men sekvenser af DNA-baser udviser ikke blot en matematisk målbar grad af usandsynlighed. I stedet indeholder DNA information i den rigere og mere almindelige ordbogsbetydning af “alternative sekvenser eller arrangementer af tegn, der frembringer en bestemt effekt.” Sekvenser af DNA-baser indeholder instruktioner. De udfører funktioner og frembringer bestemte effekter. Således indeholder de ikke kun “Shannon-information,” men også, hvad der er blevet kaldt ”specificeret” eller ”funktionel information.”
Ligesom de præcist arrangerede nuller og ettaller i et computerprogram indeholder DNA’s kemiske baser instruktioner i kraft af præcise arrangementer i overensstemmelse med en uafhængig symbolnorm, der kaldes ”den genetiske kode”. Derfor bemærker biologen Richard Dawkins, at ”genernes maskinkode er utroligt computerlignende.” På samme måde noterede Bill Gates, at “DNA er som et computerprogram, men langt, langt mere avanceret end nogen software, vi nogensinde har skabt.” På samme måde beskriver bioteknologen Leroy Hood informationen i DNA som en “digitalkode.”
Efter de første år i 1960’erne afslørede videre opdagelser, at den digitale information i DNA og RNA kun er del af et komplekst informationsbehandlingssystem, en avanceret form for nanoteknologi, der både afspejler og overgår vores egen i sin kompleksitet, designlogik og kapacitet til at gemme information.
Hvor kommer cellens information fra? Hvordan opstod cellens komplekse system med informationsbehandling? Disse spørgsmål er kernen i nutidens forskning i livets oprindelse. I det mindste virker informationstrækkene i cellen helt klart designede. Og som jeg viser det i indgående detaljer i min bog Signature in the Cell, forklarer ingen teori om ikke-styret kemisk evolution oprindelsen til den information, der er nødvendig for at bygge den første levende celle.
Hvorfor? Der er ganske enkelt alt for megen information i cellen til at kunne forklares som tilfældighed alene. Og forsøg på at forklare oprindelsen til information som resultat af præbiotisk naturlig selektion af tilfældige forandringer forudsætter præcis det, der er brug for at få forklaret, nemlig masser af forudeksisterende genetisk information. Informationen i DNA trodser også forsøg på at forklare den ved at henvise til kemiske love. At påstå noget andet er som at sige, at en avisoverskrift kunne opstå fra de kemiske reaktioner mellem blæk og papir. Der foregår helt tydeligt noget mere end det. Trods det slutter de videnskabsmænd, der udleder intelligent design, det ikke blot fordi naturlige processer som tilfældighed, naturlove eller en kombination af dem ikke har kunnet forklare oprindelsen til cellernes information og informationsbehandlingssystemer. I stedet mener vi, at intelligent design er påviseligt, fordi vi ved fra erfaring, at systemer, der indeholder store mængder af en sådan information, altid opstår fra intelligente årsager. Informationen på en computerskærm kan spores tilbage til en bruger eller programmør. Informationen i en avis kommer i sidste ende fra en skribent – fra en bevidsthed. Som den banebrydende informationsteoretiker Henry Quastler bemærkede det: “Information opstår jævnligt fra bevidst aktivitet.”
Denne sammenhæng mellem information og en forudgående intelligens sætter os i stand til at påvise eller slutte intelligent aktivitet selv fra ikke-observérbare kilder i den fjerne fortid. Arkæologer slutter sig til fortidige skribenter ud fra inskriptioner af hieroglyffer. SETI’s søgen efter intelligens uden for Jorden forudsætter, at information, der er indlejret i elektromagnetiske signaler fra rummet, ville antyde en intelligent kilde. Radioastronomer har endnu ikke konstateret sådanne signaler fra fjerntliggende stjernesystemer. Men lige for øjnene af os har molekylærbiologer opdaget information inde i cellen, hvilket tyder på en intelligent kilde med den samme logik, der ligger bag SETI-programmet og generel videnskabelig logik om det, der indeholder information.
DNA fungerer ligesom et softwareprogram og indeholder specificeret information, ligesom software gør det. Vi ved fra erfaring, at software kommer fra programmører. Vi ved generelt, at specificeret information, uanset om det er indridset i hieroglyffer, skrevet i en bog eller kodet i et radiosignal, altid opstår fra en intelligent kilde. Så opdagelsen af en sådan information i DNA-molekylet giver os stærke grunde til at slutte (eller påvise), at intelligens har spillet en rolle i DNA’ets oprindelse, selv om vi ikke var der til at observere, hvordan systemet blev til.
Logikken i designpåvisning
I The Design Inference udvikler matematikeren William Dembski logikken i designpåvisning. Hans arbejde forstærker konklusionen om, at den specificerede information, der er i DNA, tyder på en formgivende bevidsthed.
Dembski viser, at rationelle væsener ofte sporer den forudgående aktivitet fra andre designende bevidstheder ved de effekter, de efterlader. Arkæologer antager, at rationelle væsener lavede inskriptionerne på Rosetta-stenen. Forsikringsdetektiver sporer visse ”bedragsmønstre”, der antyder bevidst manipulering af omstændighederne i stedet for en naturlig ulykke. Kryptografer sondrer imellem tilfældige signaler og dem, der indeholder kodede budskaber, der angiver en intelligent kilde. At genkende et intelligent væsens aktiviteter udgør en almindelig og helt rationel konklusion.
Hvad der er endnu vigtigere, er, at Dembski angiver kriterier, hvorved man rationelt genkender eller påviser effekterne af andre intelligente væsener og skelner dem fra effekten af naturlige årsager. Han demonstrerer, at systemer eller sekvenser med den fælles egenskab af ”høj kompleksitet” (eller lille sandsynlighed) og ”specifikation” altid kommer fra intelligente kilder og ikke fra tilfældighed eller fysisk-kemiske love. Dembski noterede, at komplekse sekvenser kendetegnes af et uregelmæssigt og usandsynligt arrangement, der trodser ethvert udtryk med en enkel regel eller algoritme, imens en specifikation refererer til en pendant til eller en overensstemmelse mellem et fysisk system eller sekvens og et uafhængigt genkendeligt mønster eller sæt af funktionelle behov.
Som illustration kan vi se på følgende tre sæt af symboler:
nehya53nslbyw1`jejns7eopslanm46/J
TIME AND TIDE WAIT FOR NO MAN
ABABABABABABABABABABAB
De første to sekvenser er komplekse, fordi begge trodser enhver reducering til en simpel regel. Begge repræsenterer en særdeles uregelmæssig, ikke periodisk, usandsynlig sekvens. Den tredje er ikke kompleks, men snarere særdeles strukturet og fuld af gentagelser. Af de to komplekse sekvenser er det imidlertid kun den anden, der eksemplificerer et sæt af sådanne uafhængige funktionelle behov. Den er med andre specificeret
Engelsk har mange sådanne funktionelle krav. For at udtrykke en betydning på engelsk må man for eksempel anvende eksisterende standarder for anvendelse af gloser (associeringen af symbolsekvenser med visse genstande, begreber eller ideer) og eksisterende normer for syntaks og grammatik. Når symbolarrangementerne ”svarer til” eksisterende normer for gloseanvendelse og grammatik (dvs. funktionelle krav), kan kommunikation finde sted. Sådanne arrangementer udviser ”specifikation”. Sekvensen “Time and tide wait for no man” udviser helt tydeligt et sådant sammenfald og udfører derved en kommunikationsfunktion.
Af de tre sekvenser er det således kun den anden, der fremviser begge nødvendige indikatorer på et designet system. Den tredje sekvens er ikke kompleks, selv om den udviser et simpelt periodisk mønster, der godt kan kaldes en slags specifikation. Den første sekvens er kompleks, men ikke specificeret. Kun den anden sekvens udviser både kompleksitet og specifikation. Således lader kun den anden sekvens ifølge Dembskis teori om designpåvisning forstå en intelligent årsag, sådan som vores fælles erfaring bekræfter det.
I min bog Signature in the Cell viser jeg, at Dembskis fælles kriterium med kompleksitet og specifikation er det samme som ”funktionel” eller ”specificeret information”. Jeg viser også, at de kodende områder i DNA eksemplificerer både høj kompleksitet og specifikation og dermed ikke overraskende også indeholder ”specificeret information”. Følgelig forstærker Dembskis videnskabelige designpåvisningsmetode konklusionen om, at den digitale information i DNA peger på en forudgående intelligent aktivitet.
Så i modsætning til mediernes påstande bygger teorien om intelligent design ikke på uvidenhed eller ”huller” i vores viden, men på videnskabelige opdagelser omkring DNA og på etablerede videnskabelige måder at konkludere på, hvor vores fælles erfaring af årsag og virkning leder vores konklusioner om, hvilke slags årsager frembringer (eller bedst forklarer) forskellige hændelser eller sekvenser.
Antropisk finjustering
Beviserne for design i levende celler er ikke de eneste sådanne beviser i naturen. Den moderne fysik afslører nu bevis på intelligent design i selve universets struktur. Siden 1960’erne har fysikerne indrømmet, at universets indledende tilstande og fysikkens love og konstanter er på trods af alle odds finjusteret for at gøre livet muligt. Selv ekstremt små forandringer i værdien af mange uafhængige faktorer såsom universets ekspansionsrate, lysets hastighed og den præcise tiltrækning i tyngde eller elektromagnetisme ville gøre livet umuligt. Fysikere refererer til disse faktorer som ”antropiske sammentræf” og til den heldige konvergens mellem alle disse sammentræf til ”universets finjustering”.
Mange har bemærket, at denne finjustering tyder på design fra en forudeksisterende intelligens. Fysikeren Paul Davies har noteret, at ”indtrykket af design er overvældende.” Fred Hoyle hævdede, at ”En fortolkning af kendsgerningerne ud fra sund fornuft tyder på, at en superintelligens har pillet ved fysikken såvel som ved kemien og biologien. Mange fysikere giver ham nu ret. De hævder, at i virkeligheden ser knapperne i det kosmiske kontrolrum ud til at være finjusterede, fordi én eller anden faktisk omhyggeligt må have finjusteret dem.
For at kunne forklare disse forsvindende små sandsynligheder, der er forbundet med disse finjusterede parametre, har nogle fysikere postuleret ikke en ”finjustør” eller intelligent designer, men eksistensen af et umådeligt antal paralleluniverser. Denne ide om et “multivers” antager nødvendigvis også forskellige mekanismer, der frembringer disse universer. Ifølge denne opfattelse ville en sådan mekanisme, der genererer nye universer, øge antallet af muligheder for et livsvenligt univers sådan som vores eget, hvorved vores eget univers er en slags heldig vinder i et kosmisk lotteri.
Men fortalere for disse multiversteorier har overset et indlysende problem. De spekulative kosmologier såsom inflationskosmologi og strengteori, som de foreslår for at kunne få frembragt andre universer, fremmaner altid mekanismer, der selv kræver finjustering, hvorved de blot snakker uden om oprindelsen til den forudgående finjustering. Ja, alle de forskellige materialistiske forklaringer på oprindelsen til finjusteringen, dvs. de forklaringer, der forsøger at forklare finjusteringen uden at henvise til intelligent design, ender altid med at stå med en forudgående uforklaret finjustering.
Ydermere som Jay Richards har vist det, udviser universets finjustering præcis de træk med ekstrem lille sandsynlighed og funktionel specifikation, der altid udløser en bevidsthed om og berettiger en intelligent design-konklusion. Siden multiversteorien ikke kan forklare finjusteringen uden at antage en endnu tidligere finjustering, og siden finjusteringen af et fysisk system for at opnå et ønsket mål netop er den slags ting, som vi ved, at intelligente væsener står bag, følger det, at intelligent design står ved magt som den bedste forklaring på universets finjustering.
Det gør intelligent design påviselig både i universets fysiske parametre og i livets informationsbærende egenskaber.
Noterne kan læses på Evolution News, hvor artiklen er hentet fra: https://evolutionnews.org/2019/01/happy-new-year-1-of-our-top-stories-of-2018-yes-intelligent-design-is-detectable-by-science/