af Lalitanatha Dasa

At kunne tænke logisk er menneskets specielle evne. Denne evne bruger vi både i livets store sammenhænge og i hverdagssituationer. Vi træffer store og små valg i livet efter at have nået til visse slutninger på basis af logiske eller tilsyneladende logiske overvejelser. Andre mennesker prøver at få os til at træffe valg ved at forsøge at overbevise os om rigtigheden af deres logiske konklusioner.

At forstå logik er praktisk, når man præsenterer Krishna-bevidst filosofi, det er praktisk i diskussioner og møder, og for åndeligt liv generelt har det også vist sig godt at bruge logik. Igen og igen er vi i situationer, hvor det er nødvendigt at kunne gennemskue argumenter for, hvad man skal gøre i en konkret situation, og hvordan man skal leve sit liv.

Logik er kompliceret filosofi, og der er forskellige logiske systemer. Vedisk logik er på flere måder forskellig fra vestlig logik. Nu er det dog ikke tanken med det følgende at komme ind på alle de sprogvidenskabelige og filosofiske overvejelser om logik, men blot at give et stykke praktisk værktøj som hjælp til at skærpe vor logiske sans i dagligdagen.

Hvad er logik?

En logisk slutning er en række sammenhængende udsagn, der ender med at fastslå en påstand. Et udsagn er en udtalelse, der enten er sand eller falsk, f.eks.: ”Det regner i dag,“ eller ”I dag er det tirsdag.“

Det første i en logisk slutning er præmisser eller forudsætninger. Disse udsagn kan starte med ‘fordi’, ‘eftersom’, ‘da’, ‘det er helt indlysende at ‘, ‘lad os antage’ mm. Derefter bruges præmisserne til at nå til forskellige logiske slutninger, der indledes med ‘derfor’, ‘dette betyder at’, ‘dette medfører at’, ‘deraf følger at’ osv. En logisk slutning er igen præmis for den næste slutning, indtil man når til den endelige konklusion.

I praktisk argumentation præsenteres konklusioner ofte først, og derefter gives præmisserne som støtte for konklusionen. Dette er helt i orden, om end somme tider forvirrende.

Ikke alle udtalelser er logiske argumenter. F.eks. er ”Gud har skabt dig. Gør din pligt imod Gud.“ ikke en logisk udtalelse, for ”Gør din pligt imod Gud“ er hverken sand eller falsk.

”Min bil vil ikke starte. Derfor må der være noget galt med motoren.“ Dette er et logisk argument. Men ”Min bil vil ikke starte, fordi der er noget galt med motoren“ er ikke et argument, men en forklaring.

For at få en fornemmelse for, om logiske argumenter er gyldige, ser vi i det følgende på forskellige former for ugyldig logik.

ARGUMENTUM AD BACULUM.

Anvendelse af magt, trussel om magtanvendelse eller indgydelse af frygt for at få en konklusion accepteret kaldes argumentum ad baculum. Dette bruges ofte af politikere. Islam siges at være udbredt med Koranen i den ene hånd og sværdet i den anden som et klart eksempel på argumentum ad baculum.    

Den truede magtanvendelse behøver ikke kun være en direkte voldelig trussel. ”Du er nødt til at tro på Biblen, ellers går du til helvede“ eller ”Sig ja til euroen, ellers går Danmark økonomisk  bankerot“ er også argumentum ad baculum.

ARGUMENTUM AD HOMINEM.

Her går man efter manden i stedet for efter bolden. Den megen overfusen i argumentum ad hominem sker, når man i stedet for at modbevise et udsagns sandhedsværdi mistænkeliggør eller latterliggør den eller dem, der kommer med udsagnet. Da et udsagns sandhedsværdi ikke afhænger af, hvem der siger det, er dette ugyldigt. Ét par eksempler:

”Selvfølgelig findes der ikke UFO’er. De, der bilder sig ind at have set dem, er skøre og overtroiske.“

”Det er helt i orden at slå dyr ihjel for at spise dem. Hvordan kan du hævde noget andet, når du selv bruger lædersko?“

”Mayavadi-filosofi er forkert. Alle mayavadier er en samling frustrerede sansenydere.“

ARGUMENTUM AD IGNORANTIUM.

Denne fejlslutning forekommer, når noget hævdes at være sandt, fordi det ikke er blevet bevist at være falsk. Ligeledes at hævde, at noget er falsk, fordi det ikke er bevist at være sandt. Eksempler:

”Gud findes ikke. Ingen har set Ham.“

”Telepati og andre psykiske fænomener er falske. Ingen har nogensinde vist, at de eksisterer.“

ARGUMENTUM AD MISERICORDIAM.

Dette er kendt som at appellere til medynk. Man appellerer til folks medlidenhed for at få dem til at acceptere en konklusion:

”Jeg er ikke skyldig. Hav medlidenhed med mig, jeg har kone og ti sultne børn.“

ARGUMENTUM AD POPULUM.

Et spil for galleriet med billige virkemidler. Man forsøger at vinde accept for en påstand ved at appellere til en stor gruppe mennesker, ofte igennem følelsesladede udsagn.

”Bibelen er sand. Forsøger du at sige, at alle, der tror på den, er idioter.“

”Biler er nyttige for samfundet. Så mange mennesker er glade for deres bil.“

ARGUMENTUM AD NUMERAM.

At noget er sandt, fordi mange mener det, er forkert logik.

ARGUMENTUM AD VERECUNDIAM.

Man refererer til en berømt eller anerkendt person for at vinde støtte for sin påstand. ”Einstein læste Bhagavad-gita. Derfor er den sand.“

Dette argument er somme tider berettiget. Arjunas argument i Bhagavad-gita, at også Narada, Vyasa, Devala og Asita hævder, at Krishna er den Absolutte Sandhed, har vægt, for disse vismænd er autoriteter i Vedaerne. Derimod er Einstein en dygtig og berømt fysiker, men ikke specialist i religion eller filosofi.

FORKERT SAMMENFALD.

Når en generel regel kritikløst anvendes på et specielt tilfælde, er det forkert logik. ”Religiøse mennesker er ofte naive. Du er religiøs, så du er naiv.“

FEJLAGTIG GENERALISERING.

Dannelse af en generel regel ud fra et eller få enkelttilfælde. ”Gud findes ikke. Ingen har set Ham.“ Jeg siger, at hverken jeg eller nogen, jeg har hørt om, har set Gud, og udleder derudfra, at ingen har set Ham, hvilket er ugyldigt.

NON CAUSA PRO CAUSA / POST HOC ERGO PROPTER HOC

Falsk årsagssammenhæng. ”Jeg bad til Gud, og min hovedpine forsvandt. Gud kurerede min hovedpine.“

”Sovjet brød sammen efter at have antaget ateisme som statsreligion. Derfor må vi for enhver pris undgå ateisme.“

Fejlen er at slutte, at fordi A skete før B, er A årsag til B.

CIRCULUS IN DEMONSTRANDO.

Dette sker, når man som forudsætning eller præmisse anvender den samme konklusion, man ønsker at nå.

”Krishna er Guddommens Højeste Personlighed. Krishna taler Bhagavad-gita. Derfor er Bhagavad-gita sand. Bhagavad-gita er sand og siger, at Krishna er Guddommens Højeste Personlighed. Derfor er Krishna Guddommens Højeste Personlighed.“ Man kan altså ikke bevise sine præmisser ved hjælp af de konklusioner, man er nået igennem præmisserne.

IGNORATIO ELENCHI.

En irrelevant konklusion finder sted, når man hævder, at et argument støtter en bestemt konklusion, når den logisk set intet har at gøre med den konklusion.

”Srila Prabhupada må være sendt direkte af Krishna. Se bare, hvor mange hippier og andre mennesker, der blev hjulpet af ham.“ Den logiske fejl er, at man forsøger at vinde sympati for en konklusion ved at appellere til menneskers gode følelser og ikke til logik.

ARGUMENTUM AD ANTIQUITAM.

Denne fejlslutning siger, at noget er rigtigt eller godt, fordi det er gammelt, eller fordi det altid har været sådant.

ARGUMENTUM AD NOVITAM.

Det modsatte af argumentum ad antiquitam. Man hævder, at noget er mere korrekt eller bedre, fordi det er nyt eller moderne.

ARGUMENTUM AD CRUMENAM.

Dette er fejlagtigt at tro, at rigdom er et kriterie for, at noget er korrekt.

”Indien er et fattigt land. Se bare, hvor falske Indiens religioner er.“

ARGUMENTUM AD LAZARUM.

Det modsatte, at fordi en person er fattig, har han eller hun ret, er bedre eller mere moralsk.

”Disse rige svin, de er alle dekadente.“

ARGUMENTUM AD NAUSEAM.

Den forkerte tro, at noget sandsynligvis er sandt, fordi det ofte bliver sagt eller hørt. Ved at gentage en påstand forsøger man at få den accepteret som korrekt.

ENTEN/ELLER.

Den forkerte slutning, at ‘Det er ikke hvidt, derfor er det sort’. I virkeligheden kan det være så mange andre farver, selv om det ikke er hvidt.

PLURIUM INTERROGATIONUM.

Man kræver at få et enkelt svar på et kompleks spørgsmål.

AFLEDNINGSMANØVRER.

Irrelevante ting introduceres og alles opmærksomhed afledes for at nå en anden konklusion.

REIFICERING.

Et abstrakt begreb behandles som en konkret ting. En analogi tages bogstaveligt.

FLYTNING AF BEVISBYRDEN.

Bevisbyrden ligger altid hos den, der kommer med en påstand. Det er forkert at flytte bevisbyrden over på den, der betvivler eller afviser påstanden. Fejlen er igen at antage, at noget er sandt, fordi det ikke er blevet modbevist.

Eksempel: ”Darwins teori er sand. Tror du ikke på den? Hvad bevis har du imod den? Kan du bevise, at den ikke er sand.“

STRÅMANDEN.

At ændre en anden persons argument eller position og bagefter gendrive den urigtige fremstilling kaldes stråmandsargument.

TU QUOQUE.

Dette er ”Det er du også“ -argumentet.

”Jeg mener virkelig, det var forkert, det du gjorde.“ ”Men du gjorde det samme for en måned siden.“  En forkert ting bliver ikke rigtig, fordi andre også har gjort den samme forkerte ting.

AD HOC

En forklaring efter, at noget er sket, der ikke passede med ens påstand. Ifølge Darwins teori er arterne opstået gennem en gradvis udvikling. Man skulle derfor vente at finde alle mulige mellemarter imellem de forskellige arter. Imidlertid finder man ingen mellemarter, hvorfor man taler man om ‘missing links’. Efterfølgende teorier, der forsøger at forklare, hvorfor disse mellemarter ikke findes, er eksempler på ad hoc argumenter.