Dette er femte og sidste del af et uddrag fra den bengalske bog Srila Prabhupader Upadesamrta, der indeholder Srila Bhaktisiddhanta Sarasvatis svar på en række almindelige spørgsmål. Der afsluttes med nogle uddrag fra foredrag og essays af Srila Bhaktisiddhanta.
SPØRGSMÅL: Hvem er guru?
Srila Bhaktisiddhanta: Den, der kan beskytte mig imod den materielles verdens død, er guru. Den, der kan beskytte mig imod frygt for døden, er guru. Den, som man kan søge tilflugt hos, og som gør det unødvendigt at søge tilflugt hos nogen anden, er guru. Den, som man kan lytte til, og som gør det unødvendigt at lytte til nogen anden, er guru. Det reservoir af nåde, som den Højeste Herre, personificeringen af den højeste godhed, har gjort ansvarlig for mit ve og vel, er min guru. Den, som gennem sin nåde kan befri mig fra mit herskersyge ego, er guru. Den, som bringer os den åbenbarede sandhed, og som ved at bade os med denne sandhed kan gøre os mere ydmyge end et græsstrå og mere tolerante end et træ, er guru. Den, som fylder os med respekt for andre og fjerner ethvert ønske om få respekt fra andre, som gennem sin kraft kan manifestere transcendental kirtana i vores munde, og som selv er en manifestation af Herrens kraft, er guru. Kun Sri Gurus lotusfødder kan udfri os fra illusionens lænker.
Den, der giver mig den transcendentale viden, som siger, at alle mennesker i verden er respekt– og tilbedelsesværdige for mig, at hele verden er beregnet til at tjene guru med, at alle er min guru, at jeg er en af Krishnas tjenere, og at tjeneste til Krishna er min eneste pligt, er Sri Guru.
Uddrag fra foredrag og essays
Min Gurudeva er til stede i mange forskellige personligheder. Hvis han ikke er til stede i mange forskellige personligheder, hvem skulle så beskytte mig? De, som min gurudeva anser for at være tæt på sig, er mine frelsere. Men jeg håber, at jeg aldrig kommer til at se ansigterne på de ondskabsfulde dyr, som har kritiseret min gurudevas lotusfødder, eller de, som på nogen måde har støttet denne kritik.
Ved at gøre Gud til fader tager vi tjeneste fra Ham for senere at udtrykke vores taknemmelighed. Men der gøres ingen hengiven tjeneste blot ved at udtrykke taknemmelighed, og det er heller ikke et symptom på kærlighed. Forestillingen om en tjenende fader, som man udtrykker sin taknemmelighed overfor, er en delvis erkendelse. Det er ikke det samme som et rent ønske om at glæde Herren. Det er ikke hengiven tjeneste.
Indlejret i ideen om at kræve tjeneste og udtrykke taknemmelighed er der et element af en beregnende mentalitet, af at give og få. Det årsagsløse og uafbrudte ønske om at tjene Herren kan ikke udvikle sig heraf. Dette underudviklede teistiske begreb kan bringes til fuldkommenhed, når Gud gives rollen som søn. I faderbegrebet [hvor Herren er fader, og sjælen er sønnen] er sønnens position som Herrens evige tjener ikke åbenlys, men ideen om Herren som søn og sjælen som fader inkluderer fuldstændigt sjælens identitet som Herrens evige tjener. Atma vai jayate putrah – det er atmaen (faderen eller moderen), som giver barnet fødsel. Sønnen kan ikke tjene sin fader fra begyndelsen af, men faderen kan tjene sin søn fra begyndelsen af. [Sagt med andre ord tager sønnen mere tjeneste fra faderen end omvendt, og derfor er ideen om Gud som søn et bedre begreb end ideen om Gud som fader.]
Verdslig forsagelse, opofrelse og askese er ikke symptomer på det, som er helligt. Myren kunne sige: “Elefanten spiser en masse, men jeg spiser ikke ret meget,” hvorved myren pludselig er en større helgen end elefanten! Men elefanten bærer Krishna til Syamanta Pancaka [i Kuruksetra, hvor Radharani ser Krishna igen], og myren kan tænkes at bide Krishna. Til trods for, at den spiser en masse, tjener elefanten Krishna ved at bære Ham, og til trods for sit minimale fødeindtag bider myren måske Krishna.
Den person, som er underlagt naturens tre kvaliteter, er helt sikkert fuld af fejl, men den person, som kan sætte sig ud over naturens tre kvaliteter og stige op til den evige sandhed, er en tiltrækkende og nydelsesgivende sjæl. Ved at anse den nydelsesgivende sjæl (en af Herrens befriede sjæle) for at have samme livskvalitet som en ikke-nydelsesgivende sjæl (en betinget sjæl), opgiver man ideen om en nydelsesgivende sjæl, og man tilskriver den samme livskvalitet som inaktive objekter som sten. Argumentet om eller bestræbelsen på at opgive transcendentale kvaliteter for at slippe af med materielle fejl er dumhed og selvbedrag. Lad os for eksempel sige, at jeg har en byld et sted på min krop. Jeg går til lægen og spørger ham, hvordan jeg kan udfries fra denne smerte. Han siger til mig: “Dolk dig selv ihjel. Så vil du opnå evig udfrielse fra din smerte.” Det, jeg trænger til, er helbredelse for min byld. Jeg trænger ikke til at begå selvmord. Mayavadierne begår selvmord for at slippe af med bylden. Vi er nødt til at løse problemet med denne verden af dualiteter, men det fejlagtige argument om, at for at opnå dette er det også nødvendigt at udslette sjælens evige individualitet, er blot dumhed. Herrens hengivne vil aldrig gå med til noget sådant. Man kan aldrig forsvare et princip om, at man skal udslette i sin bevidsthed en egenskab, som er iboende i sjælen. Det er eksistensen af det, som ikke er sjælens virkelige identitet, som bør udslettes. Den del af bevidstheden, som søger den evige sandhed, forbyder og foragter altid selvudslettelse. Ingen intelligente personer vil ønske sig den fiktive fred, som kommer fra selvudslettelse. Sjælens evige ønske er at kultivere kærlighed til Herren.
Den fulde erkendelse af ananda (lyksalighed eller glæde) er vores højeste mål. Vi har ikke kun brug for lindring fra smerte. Vores rigdom bør findes i en positiv befrielse. Vi er nødt til at sikre os, at vi ikke leder efter den forkerte ting. Man er nødt til at være meget omhyggelig med hensyn til dette. Vi er nødt til at udføre det grundlæggende forarbejde før døden. Vi er kun villige til at modtage venners hjælp, viden og intelligens eller hjælp fra videnskab eller nogen anden kilde, hvis det hjælper os til at tjene Herrens hengivne. Men vi vil ikke kultivere nogen som helst hang til at bære vores byrder og affald herfra til det næste liv.
Den eneste sikre sti er at være beskyttet af Herren. Hvis vi kan lidt matematik, kan vi hurtigt regne ud, hvor meget det kræver at opfylde vores midlertidige behov i et hundrede år, så hvor meget kræver det ikke at opfylde behovene i vores evige liv? Bestræbelsen er nødt til at starte i dette liv, for livet i den menneskelige livsform muliggør bestræbelsen efter det evige mål. Hvis mennesker forstår denne simple matematik, vil de ikke efterstræbe nogen som helst aktivitet i dette liv ud over kultiveringen af Krishna-bevidsthed. Samtlige skridt, samtlige åndedræt, samtlige handlinger bør være rettet imod at etablere vores forhold til Krishna.