Af Lalitanatha Dasa
I Sir Isaac Newtons berømte Principia Mathematica formulerer han sin mekanik og bevægelseslære, der bl.a. var i stand til at redegøre for himmellegemernes bevægelser og tyngdeloven. Igennem systematiske eksperimenter afslørede Newton grundlæggende naturlove med en enkelhed, præcision og elegance som ikke før set. Den moderne naturvidenskab startede for alvor med Newtons udgivelse af Principia i 1687.
Bogen er interessant også fra et filosofisk og videnskabshistorisk perspektiv. I nutidens verden er det en udbredt opfattelse, at naturvidenskab er én ting, imens filosofi, religion og teologi er noget andet. Det er ikke Newtons opfattelse. I Principia argumenterer Newton ikke blot overbevisende for sin mekanik, men også for nødvendigheden af en intelligens og ånd (Gud) bag naturens kræfter som tyngde og elektricitet.
Faktisk ser sidstnævnte ud til at have været et lige så vigtigt motiv for Newton, som fastlæggelsen af lovene for massers bevægelsers var det. Cambridge-udgaven af Principia fra 1713 har et forord af Professor Roger Cotes, der skriver:
”Newtons fremragende værk vil være den sikreste beskyttelse imod angreb fra ateister, og intet andet sted end fra dette kogger kan man med større sikkerhed trække pile frem imod skaren af gudløse mennesker.” Ifølge bogens noter er dette forord skrevet i samråd med Newton.
Som afslutning på næstsidste kapitel, Newtons matematiske principper, diskuterer Newton selv nødvendigheden af Guds eksistens bag naturlovene. Han skriver:
”Det særdeles smukke system med Solen, planeterne og kometerne kan kun komme fra et intelligent og kraftfuldt Væsens plan og befaling. Og hvis fiksstjernerne er midtpunkter for andre lignende systemer, må disse, da de er dannet ud fra den samme vise plan, alle være underkastet den Enes befaling, specielt siden lyset fra fiksstjernerne er af samme natur som Solens lys. Fra hvert system strømmer der lys til alle de andre systemer; og for ikke at fiksstjernernes systemer ved deres tyngdekraft skulle falde ind i hinanden, har Han anbragt disse systemer i umådelige afstande fra hinanden.
Dette Væsen hersker over alle ting, ikke som verdens sjæl, men som Herren over alting. På grund af Sit herredømme er Han vant til at blive kaldet Herre Gud eller den Universelle Hersker, for Gud er et relativt ord og forstås i forhold til tjenere. Guds herredømme er ikke over Hans egen krop, som de, der forestiller sig Gud som verdens sjæl, tror det, men over tjenere. Den Højeste Gud er et Væsen, der er evigt, uendeligt, absolut fuldkomment, men et væsen kan ikke, hvor fuldkomment det end er, siges at være Herre Gud uden et herredømme, for vi siger, min Gud, din Gud, Israels Gud, Gudernes Gud og Herrernes Herre, men vi siger ikke min Evige, din Evige, Israels Evige, Gudernes Evige. Vi siger ikke min Uendelige eller min Fuldkomne. Disse er titler, som ikke refererer til tjenere. Ordet Gud tilkendegiver normalt Herre, men ikke enhver herre er en Gud. Det er et åndeligt væsens herredømme, der opkaster én til Gud: et sandt, højeste eller indbildt herredømme giver en sand, højeste eller indbildt Gud. Af Hans sande herredømme følger det, at Gud er et levende, intelligent og kraftfuldt Væsen, og fra Hans andre fuldkommenheder, at Han er den højeste eller mest fuldkomne. Han er evig og uendelig, almægtig og alvidende, dvs. Hans varighed strækker sig fra evighed til evighed, Hans tilstedeværelse fra uendelighed til uendelighed. Han er ikke tid eller rum, men Han lever og er til stede. Han lever i al evighed og er til stede overalt, og ved at eksistere altid og overalt udgør Han selve tiden og rummet. Siden hver eneste af rummets partikler altid eksisterer, og hvert eneste udeleligt øjeblik af tiden er overalt, kan Skaberen og Herren over alle ting aldrig ikke være noget sted …
… Hvert menneske er, for så vidt som det er en ting, der har bevidsthed, et og samme menneske igennem hele livet i hvert eneste af sine sanseorganer. Gud er den samme Gud, altid og overalt. Han er allestedsnærværende, ikke kun tilsyneladende, men substantielt, for egenskaber kan ikke eksistere uden substans.
I Ham indeholdes alle ting og bevæges alle ting. Trods det påvirker ingen af dem hinanden. Gud påvirkes ikke af massernes bevægelse. Masserne bremses ikke af Guds allestedsnærværelse. Det indrømmes af alle, at den Højeste Gud nødvendigvis eksisterer, og ved den samme nødvendighed eksisterer Han altid og overalt …
… Ligesom et blindt menneske ingen anelse har om farver, har vi ingen ide om den måde, som den alvise Gud opfatter og forstår alting på. … Vi kan danne os nogle ideer om Hans egenskaber, men vi ved ikke, hvad den virkelige substans af nogen som helst ting er. I [faste] masser ser vi kun former og farver, vi hører kun lyde, vi rører kun ved ydre overflader, vi lugter kun lugte og smager kun smag. Men deres indre substans er ikke kendt af hverken vores sind eller nogen reflekteren i vores tanker. Så meget mindre har vi nogen anelse om Guds substans. Vi kender Ham kun igennem Hans særdeles vise og fortrinlige indretninger af ting og som den endelige årsag…
… Blind metafysisk nødvendighed, der er afgjort den samme altid og overalt, kunne aldrig frembringe en sådan mangfoldighed af ting. Al den forskellighed af naturlige ting, som vi finder tilpasset til forskellige tider og steder, kunne ikke opstå fra andet end ideen og viljen hos et Væsen, der eksisterer som en nødvendighed. Allegorisk siges Gud at se, tale, le, elske, hade, ønske, give, modtage, glæde sig, være vred, kæmpe, udtænke, handle og bygge, for alle vores ideer om Gud er taget fra menneskeslægtens væsen igennem en sammenligning, der, omendskønt ikke fuldkommen, ikke desto mindre viser en vis lighed. Og derfor så meget om Gud, om hvem det afgjort hører til at tale om i Naturfilosofi på grund af, hvordan tingene fremtræder.” (Principia side 544-546)
Den sidste sætning er interessant. Her skal det først bemærkes, at det, som Newton kalder naturfilosofi, er det samme, som vi i dag mener med ordet ’videnskab’ eller ’naturvidenskab’. Ordet videnskab (’science’) forekommer næsten ikke i Principia. Jeg faldt blot over det én gang, hvor det var i flertal som betegnelse for alle videnskaber inklusive humanistiske. Ordet, Newton i stedet bruger, er filosofi. Han taler om naturfilosofi, matematisk filosofi eller eksperimentel filosofi. Således kan vi se, at på hans tid så man videnskab og filosofi som én og samme ting.
Newton hævder her i sidste sætning, at det afgjort hører til naturfilosofiens (= naturvidenskabens) domæne at diskutere Gud som den nødvendige endelige årsag bag naturens love. I vore dage fremføres det somme tider, at den mulige eksistens af Gud eller en intelligent, ikke-fysisk årsag bag den fysiske natur ikke er videnskabelig. Ifølge denne opfattelse er det naturvidenskabens opgave at finde fysiske og mekaniske forklaringer på alle observerede fænomener. Nogle hævder, at det har altid været præmissen for naturvidenskaben kun at befatte sig med ’naturlige’ (dvs. fysiske og mekaniske) forklaringer. Nogle bruger dette som argument for, at intelligent design-teorien, der hævder, at der er træk ved naturen og livet, der bedst forklares af en intelligent årsag, ikke er videnskab. Men de, der hævder dette, kender ikke Newton, for gjorde de det, ville de vide, at en sådan hævdvunden tradition for materialisme ikke eksisterer, i hvert fald ikke hos den mest betydningsfulde af den moderne naturvidenskabs grundlæggere.
Newton fandt det fuldstændigt berettiget på basis af eksperimenter og systematiske observationer at slutte, at der må være en intelligent årsag bag naturen. Her er den virkelige pointe det legitime i inden for rammerne af en naturvidenskabelig diskussion og teori at argumentere for en intelligent årsag bag naturen. Newton sluttede fra sine systematiske eksperimenter, at videnskabeligt set må man slutte, at der er en intelligent årsag bag naturen. I dag, hvor Newtons efterfølgere har haft over 300 år til at undersøge naturen igennem systematiske eksperimenter, er naturvidenskaben, specielt med de seneste årtiers kosmologiske og biokemiske opdagelser, blevet en endnu stærkere kilde til designargumenter end på Newtons tid.