Af Indradyumna Swami –
Det er Europas største musikfestival og måske Europas største Hare Krishna-begivenhed. Woodstock i Polen med 700.000 deltagere. Indradyumna Swami fortæller, hvordan Krishnas hengivne igen i år nåede ud til flere hundredetusinder af unge mennesker med Krishnas navn, prasadam, musik, teater, yoga og Indiens urgamle visdom.
”Jeg hader jer og alt, som I står for!” skreg skolens rektor. ”Det er udelukket, at jeg nogensinde, og jeg gentager NOGENSINDE, vil leje denne skole til jer under Woodstock.” Med de ord smækkede han døren og efterlod Nandini lamslået uden nogen alternativ indkvartering til de fleste af de 700 hengivne, der skulle komme til arrangementet.
Et kvarter senere gik hendes fire år gamle søn, Alex, der havde leget med sine venner i nærheden, henslænget ind i rektorens kontor. ”Jeg vil gerne fortælle dig noget … ,” begyndte han. Rektoren var forbløffet over knægtens mod og gik med til at lytte til, hvad han havde at sige.
Flere år senere fortalte rektoren Nandini: ”I hele mit liv havde jeg aldrig før hørt en firårig tale så velformuleret for slet ikke at tale om hans overbevisende argumenter for, hvorfor I skulle have lov til at bruge skolen!” Dengang gav han os adgang til skolen, efter at Alex havde overbevist ham om, at det var det rigtige at gøre.
Det var i 2013. Siden da har rektoren budt os velkommen tilbage hvert år under Woodstock og er blevet en stor beundrer af vores bevægelse. Som altid var han der tilmed for at hilse på os i sidste uge, da to af vores busser fra Ukraine og Moldova var ankommet til hans skole to dage før den 23. Woodstock-festival.
“Der er ugler i mosen,” begyndte han forsigtigt, da han hilste på Nandini.
Han behøvede ikke at sige mere. De fleste i landet var klar over, at den konservative regering ikke brød sig om Woodstock-festivalen og gjorde alt, hvad den kunne, for at forhindre den i at finde sted.
”Ja, jeg er klar over det,” svarede Nandini. ”Deres seneste forsøg på at standse festivalen er at pålægge så mange sikkerhedsforanstaltninger, at det vil være for kostbart at fortsætte. Jeg hørte, at arrangørerne desperat har appelleret til offentligheden om økonomisk støtte i dag.”
”Selv hvis de får pengene,” bemærkede rektoren, ”er restriktionerne så omfattende, at det vil være umuligt for arrangementet at køre ordentligt. De planlægger at gennemsøge hver eneste bil, der kommer til begivenheden. De påstår, at de er bange for terrorister. Ifølge rygterne vil snigskytter forsøge at få ram på arrangementet fra de nærliggende bakker.”
Den næste morgen bad jeg min chauffør, Guru Kripa Dasa, om at få vores varevogn gjort klar til at køre ned til Woodstock-pladsen, hvor en del af vores mænd i to uger havde haft travlt med at opstille vores Krishnas Village of Peace.
“Giv mig en halv time,” svarede han. ”Jeg er nødt til at få det særlige pas og ID-papirerne, som myndighederne har udstedt til vores bil.”
”Hold da op, det er virkelig rigtigt,” tænkte jeg. ”Dette års Woodstock-festival kan godt blive ret intens.”
En time senere nærmede vi os et ildevarslende kontrolpunkt på den eneste vej, der førte ind til festivalområdet. Pludselig dukkede seks politimænd i beskyttelsesdragter frem bag en barrikade og nærmede sig vores bil med hænderne på deres skydevåben.
”Chauffør, stands bilen!” råbte en af dem gennem en megafon. ”Tag nøglen ud af tændingen og kom langsomt ud af bilen med hænderne over hovedet. Alle andre i bilen gør det samme. Nu!”
Mens vi stod på vejen, kropsvisiterede de os og gennemsøgte bilen.
”Gå ind igen,” beordrede den samme betjent.
Vi var lidt forvirrede over, hvad der skete, og bevægede os langsomt hen imod bilen.
”Hurtigt!” gøede betjenten. Da vi kørte derfra, fik jeg øjenkontakt med ham og forsøgte at smile. Han stirrede blot tilbage. Jeg lagde mærke til, at han havde nummer 44. Jeg ville advare de andre hengivne, der skulle forbi det samme sted, om at være forsigtige.
Da vi kørte ind på festivalpladsen, sagde jeg til de andre mænd i bilen: ”De kommer helt sikkert til at ændre denne festivals motto fra ‘Peace, Love and Rock and Roll’.”
Da vi kom til vores landsby, der bredte sig over en halv hektar, forsvandt enhver anspændthed. Mændene havde gjort et dygtigt arbejde med at opstille de farverige telte inklusive det store telt på over 50 meters længde.
”Vi har været heldige,” bemærkede en ny hengiven, der hjalp til. ”Meteorologerne har forudsagt regn hver dag, men det har ikke regnet en eneste gang!”
”Det er ikke held,” rettede jeg ham. ”Det er Krishnas nåde. I Krishna-bogen fortæller Dronning Kunti Herren: ’Min kære Krishna, der kan ikke være tale om uheld. Vi er altid i en lykkebringende situation på grund af Din nåde.’ Det, der var sandt dengang, er også sandt nu, for vi tjener Krishnas mission. Vores liv er altid lykkevarslende.”
Imens jeg gik rundt på det store område, der var reserveret til vores landsby, forbavsedes jeg over, hvordan vi havde stillet vores landsby op tretten gange på samme sted. ”Det er blevet et helligt sted,” tænkte jeg. ”Man kan mærke atmosfæren har ændret sig på grund af de mange timer og dage, vi har sunget det hellige navn her. Ikke kun os, men tusinder af mennesker, der har været til Woodstock og sunget Hare Krishna med os.”
”Helligt sted!” udbrød jeg entusiastisk. ”Det er sandt!” De hengivne, der arbejdede på pladsen, så undrende på mig.
”De diskuterer uafladeligt fortællingerne om Sri Krishnas lege med hinanden og synger Krishnas navne, der skænker ren hengivenhed. De er overvældet af ekstase og prædiker Hare Krishna-mantraet over hele Jorden for at tilintetgøre Kali-tidens synder.” [Sarvabhauma Bhattacarya, Susloka-Satakam, tekst 76]
Den næste morgen holdt vi et møde med alle 700 hengivne. Jeg fremhævede den historiske natur af vores tilstedeværelse på Woodstock, og hvordan vi måtte drage fordel af muligheden for at nå disse unge mennesker med de hellige navne.
“Carpe diem” begyndte jeg. “Det er en aforisme på latin og betyder at ”gribe øjeblikket”. For 75 år siden var stedet, hvor vi sidder nu, en krigszone med massedrab, der blev begået af både de allierede og aksehærene. Ingen var sikker – hverken mand, kvinde eller barn. Men nu kan russiske, tyske og amerikanske hengivne komme sammen som brødre og søstre i fredstid og være frie til at sprede vores budskab. Vi må gøre dette med en følelse af presserende nødvendighed, for vi ved alle, at historien ofte gentager sig selv. Lad os synge og danse med det fælles formål at give en million unge mennesker, der kommer til Woodstock, en direkte og glædesfyldt løsning på alt postyret i denne verden!”
Da jeg var færdig, responderede de hengivne med et stort brøl. Da og der vidste jeg, at Krishna på en eller anden måde ville arrangere, at Woodstock ville ske.
Dagen før den virkelige Woodstock-festival begynder, er traditionelt “Hare Krishna-dag”. De fleste er allerede ankommet til Woodstock på dette tidspunkt, og vi åbner vores landsby kl. 11:00 om formiddagen. Til stor glæde for folk startede vi tidligt med komplet prasadam-distribution fra vores Food for Peace telt på trods af komplikationerne med at få vores prasadam-biler igennem trafikken, der brød sammen på grund af politiets sikkerhedskontrol. Jeg var forbavset over at se, hvordan folk bogstaveligt talt løb hen imod det solide telt, da nyheden spredtes, at vi solgte prasadam til en symbolsk pris. Øjeblikke senere rullede vores store Ratha Yatra-vogn ud på den eneste gade, der går igennem pladsen, til ledsagelse af en opildnende kirtana med 100 hengivne. Det hellige sted blev endnu mere helliggjort!
Imens den skrumlende vogn banede vej igennem menneskeskaren, gav jeg en blomsterkrans, jeg havde på, til en pige, der trak i et af rebene. Hun havde en dåse øl i den ene hånd og en cigaret i den anden. Hun så på blomsterkransen og kastede med det samme både øl og cigaret fra sig.
”De passer ikke sammen,” bemærkede hun. ”To forskellige verdener.”
”Det var den første,” lo jeg til mig selv. ”Så mangler der kun 999.999.”
Mange af de unge kom frem for enten at trække vognen eller synge og danse med os. Jeg var til at begynde med forbavset over, hvor mange der så ud til at kende Hare Krishna-mantraet. Jeg trak en usoigneret ung mand med en vild mohawkfrisure til side og spurgte ham: ”Hvordan kender du denne sang?”
”Det er Kali-yuga, mand,” råbte han for at overdøve kirtanaen. ”Der er ingen anden vej.” Derefter sprang han tilbage ind i kirtanaen og sang og dansede hæmningsløst.
Vi havde trykt en særlig invitation, der opfordrede folk til at komme til vores landsby, og alle så ud til at tage imod dem. Inden for to timer var de 10.000 løbesedler, vi havde bragt med os, delt ud. Da jeg udtrykte min utilfredshed til kirtana-lederen over, at vi ikke havde nok invitationer, overhørte en ung kvinde os.
”Tænk ikke på det. Alle her kender til Krishnas Fredslandsby,” beroligede hun os. ”Der var en rundspørge online sidste uge på Woodstocks officielle website. Et spørgsmål var: ’Hvor bruger du flest penge på Woodstock?’ 90 procent svarede: ’I Hare Krishnas Food for Peace telt!’”
Den aften svulmede vores Mantra-yoga telt med folk, imens Mahatma Prabhu, Sivarama Swami, BB Govinda Maharaja, Bada Haridas og Madhava Prabhu en efter en ledte kirtana. Da vi sluttede vores kirtana kl. 1:00, gik jeg udenfor og var forbavset over at se spørgsmål-og-svar teltet pakket med omkring 100 mennesker. Jeg delte min overraskelse med en af vores sikkerhedsfolk, der svarede: ”Ja, jeg står her og ser dem gå fra kirtana-teltet til spørgsmål-og-svar teltet og derfra til bogteltet, hvor de går fra med enten en Bhagavad-gita, en kogebog eller Srila Prabhupada Lilamrita.
Før vi tog hjem til vores base, gik jeg over til vores Food for Peace telt.
“Hvordan går det?” spurgte jeg Rasikendra Dasa.
“30.000 tallerkener med prasadam i dag,” svarede han med et stort smil. ”Og nu er vi begyndt at lave mad til i morgen.”
“Hvad med at gå til ro?” spurgte jeg forbavset.
”Der flyder alt for megen nektar her,” svarede han, mens han var på vej væk. Så vendte han sig om og tilføjede: ”Forresten, vi giver maha-prasadam til politiet ved vejspærringerne, og de begynder at slappe af med hensyn til os. Nu får vi alle vores prasadam-biler igennem ret hurtigt. Fra de fire skolekøkkener til festivalpladsen tager det nu kun en halv time.”
Den næste dag ringede Woodstocks arrangør, Jurek Owsiak, til os og inviterede os til den store åbning på hovedscenen. ”Kan I komme med nogle af jeres teaterfolk i deres farverige kostumer?” spurgte han. Klokken 15 gik vi hen til hovedscenen og blev mødt af sikkerhedsfolk, der omgående førte os til trapperne op til scenen. Den ledende sikkerhedsmand sagde: ”Efter Jurek og nogle få musikere er det jeres tur. I kan gå helt frem. I vil blive set af 300.000 mennesker.”
Det næste øjeblik gik Jurek på scenen og takkede alle tilstedeværende for at hjælpe hans velgørenhedsarbejde til fordel for hans børnehospitaler. Han fortalte dem, at Woodstock-festivalen var hans gengældelse for alt deres hårde arbejde. Derefter råbte han højt, at politik kunne ikke bremse arrangementet, og at de alle var sejrrige til trods for den store modstand i år. Han vendte sig til de hengivne og mig og talte igen afslappet: ”Lad os takke Krishnas Fredslandby for igen at være sammen med os med deres gode mad og underholdning!” Imens 300.000 mennesker klappede, vinkede jeg til dem og sagde lavmælt: ”Srila Prabhupada, jeg beder til dig om, at du ser dette, og at det glæder dig.”
Med denne lille omtale fra Jurek fyldtes vores landsby hurtigt til sidste plads. På et hvilket som helst tidspunkt var der 5.000–10.000 mennesker i vores hovedtelt, eller de stod i kø til prasadam, henna-tegninger, yoga-klasser og seminarer eller slentrede blot rundt på det pletfrit rene område.
Den aften kom Acyuta Gopi Dasi fra New York og løftede taget med sin sene aften-kirtana i Mantra-yoga teltet.
Den næste morgen kom Nandini løbende hen til mig med en avis i hånden, netop da jeg skulle til at stige ind i bilen, der kørte til festivalpladsen.
“Gurudeva! Gurudeva! Se! Gazeta Wyborcza, en af landets største aviser, har en positiv forsideartikel om Woodstock, og det store billede er af vores Ratha Yatra-parade.”
Vi stirrede begge beundrende på avisen. ”Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi ville få en sådan anerkendelse, specielt ikke i det nuværende politiske klima,” bemærkede jeg.
”Det er på grund af så mange fantastiske hengivnes tjeneste i år,” svarede hun. ”Og måske en smule held.”
”Ikke held,” sagde jeg med et smil og gentog mine ord fra i går. ”Vore liv er lykkebringende på grund af Krishnas nåde.”
Da vores bil nærmede sig sikkerhedskontrollen en halv time senere, kunne jeg se, at politifolkene undersøgte vore biler mindre grundigt. Da vi nærmede os, kiggede en politimand blot på os og vinkede os videre.
”De må have trukket snigskytterne tilbage nu,” spøgte jeg med de hengivne i bilen.
Da vi kom, var prasadam-distributionen i fuld gang.
“Jeg distribuerer prasadam i nogle minutter, før Ratha Yatra-optoget begynder,” fortalte jeg de hengivne i bilen.
Da jeg trådte ind i Food for Peace teltet, kunne jeg ikke tro mine øjne, da jeg så de otte 75 meter lange køer. Jeg sluttede mig til et af serveringsholdene og valgte den sidste ret i rækken, halavah. Det har altid været en af festivaldeltagernes favoritter. Jeg dyppede en serveringsske ned i gryden og anbragte omhyggeligt en rundhåndet portion på en ung mands tomme tallerken foran mig.
”Skal du ikke have ris eller grønsager?” spurgte jeg nysgerrigt.
”Nej,” svarede han, mens han stod der og stirrede på tallerkenen.
”Gå venligst videre!” bad en af tjenerne, da fyren blev ved med at stirre på halavahen. “Folk venter.”
“Bare lige et sekund,” sagde han med et smil. Så dyppede han sin finger ned i halavahen og stak den ind i munden.
“Uhm!” sagde han og var tavs i et øjeblik. ”Jeg har ventet tolv måneder på igen at nyde den smag!”
”En værdig veteran til vores festival,” sagde jeg til ham, da jeg manøvrede ham videre.
Efter tyve minutter forlod jeg min plads i serveringslinjen og tænkte: ”Jeg skal have et billede af den lange kø.”
Jeg tog mit kamera frem og tog nogle billeder af folk i nærheden. Derefter fokuserede jeg den lange linse på længere afstand. Til min overraskelse så jeg tre politifolk vente i køen. Jeg skarpstillede min linse, så jeg kunne se deres skilte og rang, og jeg fik øje på skilt nummer 44! Det var den samme politimand, der havde været så hårdhændet imod os den første dag, vi kom til Woodstock.
Jeg sagde lavmælt: ”Se bare, hvordan folks hjerter ændrer sig gennem omgangen med Herrens hengivne!”
(Fortsættes i næste nummer)
