– Af Madana-Gopala Dasa
I den materielle verden er misundelse en følelse, som gennemsyrer atmosfæren overalt og egentlig er kilden til alle problemer. Hvis man ikke kan tolerere, når andre mennesker gør fremskridt i livet eller har succes, og man tænker: ”Gid det bare var mig,” og ”Hvorfor skal han have det så godt? Jeg vil have det, som han har,” er man misundelig. Og ikke nok med det. Man vil også have de andre ned med nakken og få dem til at lide, hvilket faktisk bliver en kilde til den misundelige persons såkaldte glæde.
I den materielle verden er ens lykke på bekostning af andres lidelse, som faktisk glæder personer, som er misundelige. Vi nyder at se andre folk lide. Nogle gange bliver vi tiltrukket af en anden person på grund af vedkommendes gode kvaliteter, men mange gange er det i virkeligheden bare, fordi vi selv ønsker at besidde disse. Tiltrækning er ikke nødvendigvis det samme som kærlighed.
Hengivne af Krishna forstår selvfølgelig, at vores kærlighed er bestemt for Krishna. Han er faktisk den eneste person, som kan opfylde vores dybeste ønsker, fordi Han er ubegrænset, og derfor er Hans evne til at give kærlighed det også. Hvis man udvikler sit kærlighedsforhold til Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, kan man samtidig også lære at elske alle andre levende væsener, fordi de er Hans integrerede dele. Hvis man virkelig elsker nogen, er man deres velønsker, og hvis de gør fremskridt i livet, bliver man også glad på deres vegne. Man har heller ikke noget som helst imod at stå ude på sidelinjen og lade den anden person være i centrum. Sådan er Krishnas hengivne. De er glade, bare hvis Krishna er i centrum, og dette er virkelig uselviskhed. Dette er ikke selvfornægtelse eller lavt selvværd, men virkelig selvrealisation med forståelsen af, at jeg er Krishnas evige tjener, og Hans tilfredsstillelse er automatisk også min, fordi vi er evigt forbundne i et kærlighedsforhold. Vi kan se, at selv i denne verden er moderens forhold til barnet næsten det samme.
Ægte kærlighed findes, men vi leder efter den det forkerte sted, nemlig i den materielle verden, hvor alle forhold har en begyndelse og en ende. Som Krishna selv siger det i Bhagavad-gita 5.22, ady-antavantah kaunteya, na tesu ramate budhah: Den vise mand tager ikke del i sådanne glæder af den ene grund, at de har en begyndelse og en ende. Vi må avancere fra den kropslige til den åndelige platform og forstå helt klart, at vi ikke er denne krop. Vi må med andre ord handle som en åndelig sjæl. Det er en meget praktisk sag.
Hvor meget lider vi ikke på grund af, at vi engagerer os i disse midlertidige forhold til andre betingede sjæle, som aldrig kommer til at tilfredsstille os? Vi bliver forelsket i en person, men senere bliver denne såkaldte kærlighed forvandlet til misundelse, og nektar bliver hurtigt til gift. Dette er lidenskabens kvalitet, men illusionen er så kraftfuld, at vi hopper lige på limpinden uden tøven. Krishna fortæller, at for den betingede sjæl er godhedens kvalitet som gift i begyndelsen, men forvandles senere til nektar. Vi kender det sikkert alle sammen, når vi skal gøre vores pligt. Vi ved, det er det, vi burde gøre, men vi har ikke lyst. Prabhupada bemærker i Bhagavad-gita (18.28) om personer i uvidenhedens kvalitet: ”De udsætter alting. Hvad som helst, der kan gøres på en time, kan de trække ud i årevis.”
Vi prøver ofte ihærdigt at undgå det, som vi godt ved, vi burde gøre. Når vi så bare gør det alligevel, er det faktisk ikke så slemt endda. Vi må lære at tænke anderledes, end vi er vant til, og i stedet for at være så absorberet i vores egen nydelse og kun acceptere, hvad der er godt for os selv, og forkaste det, som ikke behager vores sanser, skal vi søge efter et højere mål i livet.
Ifølge de vediske skrifter er det allerhøjeste mål at kende Gud og realisere sin egen natur som en åndelig sjæl med et evigt kærlighedsforhold i hengiven tjeneste til Krishna, Guddommens Højeste Personlighed. Hvis alle bare anerkender Krishna som centrum i universet for alle levende væsener og Ham, som vi alle er pligtbundne tjenere af, forsvinder misundelsen. Vi er kun misundelige på andre, fordi vi fra starten er misundelige på Krishna. Vi er kommet til denne materielle verden bare for at prøve at imitere Krishna, og, som man siger, ”vippe Ham af pinden”. Det er dog ikke muligt. Krishna er for evigt Gud, og man kan hverken afsætte Ham eller stemme på en anden kandidat. Halvguderne bliver skiftet ud med jævne mellemrum, selv om det for os små mennesker virker som en evighed, men Krishna er helt uafhængig, og Han sidder urokkeligt på sin position som Guddommens Højeste Personlighed for altid. Vi er Hans evige tjenere, selv efter at blive befriet fra hjulet af fødsel og død, samsara.
Der er altså ingen andre end Krishna, som er værdige til at være i centrum og modtage al vores kærlighed og tjeneste. Kærlighed betyder forresten tjeneste. Det er ikke bare noget, som hænger i luften. Kærligheden må manifistere sig via et medium, altså en handling. Hvis vi elsker nogen og hele tiden siger det til vedkommende, men ikke viser det, bliver personen sikkert hurtigt træt af at høre på os. Hvis vi elsker vores kone eller mand, giver vi hende blomster og chokolade, sarier og smykker, og hun laver mad og gør rent osv. Det er forresten specielt i modgang, at vi virkelig kan bevise, at vi mener det. Tænk bare på, hvordan guld og diamanter bliver til. Guld kommes i ilden for at blive rent, og diamanter skabes under pres.
Vi skal altså vise Krishna, at både i medgang og modgang mener vi det alvorligt, at vi vil omvende os og blive genindsat som Hans evige tjenere og gradvist realisere vores tætte kærlighedsforhold til Ham.