Af Jayatu Dasa
Jataya Prabhu boede i Danmark i en årrække i årtusindets første årti. Her gør han sig nogle tanker over, hvordan det var at blive hengiven.
For meget længe, længe siden, da jeg ikke var ISKCON-hengiven, udviklede jeg en voksende interesse i åndeligt liv. Efter at have taget stoffer i mange år og gået til rockkoncerter var jeg blevet træt af livet. Jeg havde haft ledende stillinger i flere firmaer, jeg havde arbejdet for. Det meste af tiden havde jeg flere penge, end jeg havde brug for, og jeg var fri og uafhængig.
På en eller anden måde var jeg ikke tilfreds. Jeg begyndte at undre mig over, om der virkelig fandtes lykke. Jeg opdagede, at lige meget, hvor hårdt jeg forsøgte, kunne jeg ikke bryde fri af visse aktiviteter. Jeg var ikke tilfreds. Jeg søgte efter virkelig frihed, frihed fra de usete kræfter, der drev mig til at opsøge alle de ting, som folk sagde ville gøre mig lykkelig, men i virkeligheden bandt mig med lænker. Jeg var forvirret. Hvor skulle jeg gå hen nu?
En dag havde jeg modet til at indrømme over for mig selv, at på trods af alle disse attråværdige ting var jeg ikke lykkelig. Dette var den første skræmmende ting, at indrømme, at jeg ikke var lykkelig. Herefter begyndte mit liv at ændre sig. Igen blev jeg skræmt, for jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg var på vej hen. Alt, jeg vidste, var, at jeg ikke ønskede at være, hvor jeg var. Jeg blev jaget af tusinde bange tanker. Hvad skulle jeg gøre nu? Ville jeg have penge? Ville jeg have venner? Ville der være nogen, der ville tage sig af mig? Osv. osv.
Jeg begyndte at læse. Først videnskab, dernæst psykologi og så selvhjælp. Jeg kunne ikke bruge det til noget. Jeg blev igen bange. Hvor skulle jeg så gå hen? Jeg forsøgte med østerlandsk filosofi. Her var der noget at komme efter. Jeg læste mere og lærte en masse. Jeg lærte, at stoffer var dårlige, så jeg holdt op med at tage dem. Som resultat mistede jeg 85 procent af mine venner. Det gjorde mig virkelig bange, men også henrykt. Hvis de virkelig var mine venner, skulle de støtte mig i at forbedre mit liv. Så tog jeg et andet skridt. Jeg lærte, at lykke ikke findes i kvinder, TV, spisning af døde dyr eller læsning af mange forskellige bøger. Jeg gav det alt sammen op, selv om jeg var bange.
Jeg fik dernæst at vide, at lykke ikke findes i rockmusik. Det er at gå for vidt, tænkte jeg og holdt fast i det. Men i mellemtiden havde mit liv ændret retning en halv snes gange, og jeg måtte indrømme over for mig selv, at jeg oplevede en fantastisk følelse af frihed uden alle de ting, jeg troede gav mig lykke. Mange af disse ting var jeg holdt op med at gøre, og jeg levede stadigvæk. På mange måder blev jeg lykkelig, men jeg vidste stadigvæk, at jeg måtte gå videre. Et eller andet dybt inde i mig blev ikke realiseret. Jeg begyndte at dyrke hatha-yoga. Forbavsende ting skete. Jeg blev stærkere både mentalt og fysisk. Jeg var mere kvik. Jeg følte, jeg levede. Men dybt inde i mig skreg en stemme efter mere.
På dette tidspunkt mødte jeg de hengivne. Nu blev jeg bange. Jeg havde set dem før, men ikke taget dem alvorligt. Nu var jeg tiltrukket af dem, men vendte mig fra dem. Igen så jeg dem, igen blev jeg bange, men for hvad? Det var selvstændighed. Hvad var der så fantastisk ved selvstændighed? Jeg traf alle mine egne beslutninger, jeg var min egen mand, men jeg var også ulykkelig. Jeg ønskede at bryde fuldstændigt væk fra den materielle verden. Jeg ville have Gud i mit liv. Jeg ønskede at prøve det, tænkte jeg.
Men hvad nu, hvis det slog fejl? Hvad har jeg at give op? Jeg var virkelig bange nu. Jeg var nødt til at opgive rockmusikken, og jeg måtte følge regler og reguleringer. Dybt inde i mig sagde mit hjerte, at jeg skulle forsøge det. Bange var jeg, men jeg tog et par skridt. Fantastisk, på en måde virkede det. Jeg blev ikke en helgen, og jeg så ikke det hvide lys, men jeg begyndte at mærke en indre fred.
Jeg tog et skridt til og faldt ned. Det gjorde ondt. Jeg tog endnu et skridt og faldt igen ned. Hvad nu? Jeg forsøgte atter og begyndte at gå. Jeg begyndte at erkende, at Krishna var overalt, selv i mit eget liv. Jeg begyndte at forstå, at Krishna var en person, og at jeg havde et forhold til Ham, et kærlighedsforhold, der er evigt. Jeg begyndte faktisk at blive lykkelig. Somme tider fik jeg glædestårer i øjnene. Jeg opgav tilmed rockmusikken og overlevede det.
I dag er jeg stadig bange, men jeg fortsætter med at tage disse næste skridt. Jeg falder fortsat ned, og jeg rejser mig fortsat igen. Det er gået frem for mig i åndeligt liv. Men jeg gjorde det ikke alene. Jeg har altid fundet, at den største kilde til styrke kommer fra mine hengivne venner. Selvfølgelig må jeg strække mig ud til dem. De kan ikke læse mine tanker. Jeg må bede om hjælp. Det måtte jeg også lære. Jeg måtte stille de rigtige spørgsmål, og når jeg fik svarene, måtte jeg handle på dem.
Over årene modnedes jeg. Min vision om at fortsætte kommer fra at læse Srila Prabhupadas bøger, opmuntring kommer fra at se hengivne omkring mig arbejde hårdt og lykkes, og mit mål forbliver klart ved at tjene Radha-Gopinatha så godt, jeg kan. At være bange er naturligt for alle levende væsener, når de anbringes i betænkelige omstændigheder. Men når man når frem til at erkende, at Krishna er vores bedste ven, og at Hans kærlighed til os er evig, kan intet i verden gøre os bange. Han elsker os, ikke sådan, som vi elsker hinanden, men virkelig kærlighed, en slags kærlighed, der ingen sammenligning har i vores liv. Når denne kærlighed rører os, er vi ikke bange for at tage det næste skridt.
Jeg er bange for at dø, men Krishna vil overvinde dette for mig blot ved lyden af Sit navn. Når jeg vågner op i den åndelige verden, er der ikke mere smerte, ingen lidelse, ingen frygt, blot evighed, viden og lyksalighed, ligesom skrifterne hele tiden har fortalt mig det.
Jeg troede, det var livet i den materielle verden, der var dårligt, men i virkeligheden er det liv i materiel bevidsthed, der er dårligt. Alle går vi igennem disse forandringer i større eller mindre grad. Vi har lært, at Krishna-bevidsthed er en kollektiv såvel som en individuel proces. Vi kan se, at Krishna-bevidsthed ikke er noget verdensfjernt eller abstrakt, men er helt nede på jorden, naturligt og virkeligt. I vores liv i den materielle verden vil vi fortsætte med at tage os af vores børn, passe et arbejde og pleje vores venner. Men når vi føjer Krishna til vores liv, har livet omsider et virkeligt formål. Livet bliver meningsfyldt, og vi kan blive lykkelige. Vi skal blot være villige til at tage det næste skridt.