– Af Satsvarupa Dasa Goswami –
I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum bringes løbende i hele 2016 en meditation over Srila Prabhupada af Satsvarupa Maharaja. Her fortæller han om efteråret i 1966 og Srila Prabhupadas møde med den verdenskendte forfatter Allen Ginsberg.
Det var ikke let at følge med Prabhupada
Prabhupadas helbred var godt sommeren og efteråret igennem i 1966, eller det virkede i hvert fald sådan. Han arbejdede længe og hårdt, og bortset fra fire timers hvile om natten var han altid aktiv. Han talte intenst i det uendelige uden at blive træt, og hans stemme var stærk. Han smil var stærke og charmerende. Hans sangstemme var høj og melodisk. Under kirtana trommede han bengalske mrdanga-rytmer på sin bongo-tromme, nogle gange i en hel time. Han spiste af livet løs af ris, dal, chapatier og grønsager med ghee. Hans ansigt var fuldt, og hans mave stak frem. Nogle gange, når han var i lyst humør, trommede han på sin mave med to fingre og bemærkede, at resonansen bekræftede hans gode helbred. Hans gyldne hudfarve havde en ungdommelig udstråling og et velvære, som 70 år med sunde, ikke-destruktive vaner havde bevaret. Når han smilede, lyste han af en virilitet og livskraft så stærk, at det gjorde en falmet, udsvævende newyorker beskæmmet. På mange måder var han slet ikke som en gammel mand. Og hans nye tilhængere accepterede hans aktive ungdommelighed som en del af underet Swamiji, ligesom de havde lært at acceptere underet af sangen af Hare Krishna og underet Krishna. Swamiji var ingen almindelig mand. Han var åndelig. Han kunne gøre hvad som helst. Ingen af hans tilhængere rådede ham til at sætte tempoet ned, og det faldt dem heller aldrig ind, at han havde brug for en sådan beskyttelse. De havde blot travlt med at holde trit med ham.
Prabhupadas drømme går i opfyldelse
I løbet af de første måneder på 26 Second Avenue havde Prabhupada opnået det, der førhen kun havde været en drøm. Han havde nu et tempel, et behørigt registreret samfund, fuld frihed til at prædike og en gruppe initierede disciple. Da en gudsbroder havde skrevet til Prabhupada og spurgt, hvordan han ville køre et tempel i New York, havde han svaret, at han ville have brug for mænd fra Indien, men at han måske kunne finde en amerikaner eller to, der også kunne hjælpe. Det var sidste vinter. Nu havde Krishna sat ham i en anden situation. Han havde ikke fået nogen hjælp fra sine gudsbrødre, ingen store donationer fra indiske industrimagnater og ingen assistance fra den indiske regering. Han fik succes på en anden måde. Disse var ”glade dage”, bemærkede han. Han havde kæmpet alene i et år, men så ”sendte Krishna mig mænd og penge.”
Ja, disse var glade dage for Prabhupada, men hans glæde var ikke en gammel mands glæde på hans ”solnedgangsår”, hvor han lidt efter lidt forsvinder hen i pensionisttilværelsens sløvende bekvemmelighed. Hans var ungdommens glæde, en blomstrende tid med nye kræfter, et tidspunkt, da fremtiden gav håb om ekspansion uden grænser. Han var 71 år gammel, men i ambition var han som en tapper ung mand. Han var som en ung kæmpe, der lige netop var begyndt at vokse. Han var glad, fordi hans prædiken begyndte at slå rod, ligesom Herren Caitanya havde været glad, da Han rejste alene til Sydindien for at udbrede sangen af Hare Krishna. Prabhupadas lykke var som en uselvisk Krishnas tjener, som Krishna sendte kandidater til hengivent liv til. Han var glad for at kunne så hengivenhedens frø i deres hjerter og træne dem i at synge Hare Krishna, høre om Krishna og arbejde for at udbrede Krishna-bevidsthed.
Prabhupadas grådighed
Prabhupada fortsatte med at sætte farten op. Efter de første initieringer og det første bryllup var han ivrig efter at tage det næste skridt. Han var fornøjet med det, han havde, og samtidigt ville han gerne gøre mere. Det var en vaisnavas grådighed – ikke en grådighed efter sansetilfredsstillelse, men efter at tage mere og mere til Krishna. Han ville ”komme ind som en nål og ud som en plov.” Dvs. fra en lille, tilsyneladende ubetydelig begyndelse ville han ekspandere sin bevægelse i et enormt omfang. Han var ikke tilfreds med sin nyfundne succes og tryghed på 26 Second Avenue, men længtes inderligt efter at lade ISKCON vokse så meget, det var muligt. Dette havde altid været hans vision, og han havde skrevet det ind i sin fundats: ”… at opnå virkelig enhed og fred i verden… iblandt medlemmerne og for menneskeheden generelt.”
Allen Ginsberg på besøg
Allen Ginsberg boede i nærheden på East Tenth Street. En dag fik han en ejendommelig invitation i posten:
”Praktiser den transcendentale lydvibration:
Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna,
Hare Hare, Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare
Denne sang vil rense støvet fra sindets spejl.
Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed
Daglige møder kl. 7 om morgenen.
Mandag, onsdag og fredag kl. 19.
Du er hjerteligt velkommen.
Tag dine venner med.”
Swamiji havde bedt drengene om at omdele løbesedlen i nabolaget.
En aften kort tid efter, at Allen Ginsberg havde fået indbydelsen, ankom han og hans værelseskammerat Peter Orlovsky til butikken i et folkevognsrugbrød. Allen var blevet fascineret af Hare Krishna-mantraet nogle år tidligere, da han første gang var stødt på det under Kumbhamela-festivalen i Allahabad, Indien, og han havde ofte sunget det siden. De hengivne var benovede over at se den verdensberømte forfatter til Howl og en ledende skikkelse inden for beatgenerationen træde ind i deres beskedne butikslokale. Hans forsvar for fri sex, hash og LSD, hans påstande om stoffremkaldte åndelige visioner i hverdagssyner, hans politiske ideer, hans eksperimenteren med sindsyge, oprør og nøgenhed og hans forsøg på at skabe harmoni blandt ligesindede sjæle havde alle indflydelse på unge amerikaneres tankegang, specielt blandt dem, der boede på Lower East Side. Selv om han efter middelklassens normer var skandaløs og forpjusket, var han mere end nogen anden, der nogensinde var kommet til butikken før, i sin egen ret en verdenskendt skikkelse.
Allen Ginsberg mindes
Allen Ginsberg: ”Bhaktivedanta virkede til ikke at have nogen venner i Amerika. Han var alene – fuldstændigt alene – og søgte nærmest som en ensom hippie til sit tilflugtssted, stedet, hvor det var billigt at leje sig ind.
Der sad nogle få mennesker med benene over kors på gulvet. Jeg vil tro, at de fleste var hippier fra Lower East Side og blot var kommet ind fra gaden med skæg og en nysgerrighed, åbenhed og respekt for en åndelig præsentation af en eller anden slags. Nogle af dem sad der med slørede øjne, men de fleste af dem var bare milde og venlige folk – skæggede, moderne og nysgerrige. De var flygtninge fra middelklassen på Lower East Side og lignede præcist gade-sadhuerne i Indien. Den var meget tilsvarende, den fase i den amerikanske undergrundshistorie. Og jeg syntes med det samme om ideen om, at Swami Bhaktivedanta havde valgt New Yorks Lower East Side til sin praksis. Han havde søgt til de lavere dybder. Han var taget til et sted, der mere end noget andet lignede sidegaderne i Calcutta.”
Allen og Peter var kommet til kirtanaen, men det var lidt for tidligt. Prabhupada var ikke kommet ned endnu. De forærede et nyt harmonium til de hengivne. ”Det er til kirtanaerne,” sagde Allen. ”En lille donation.” Allen stod i indgangen og talte med Hayagriva, hvor han fortalte ham, at han havde sunget Hare Krishna over hele verden – til fredsmarcher, digtlæsninger, et optog i Prag og en forfatterkonference i Moskva. ”Sekulær kirtana,” bemærkede Allen, ”men Hare Krishna ikke desto mindre.” Så kom Prabhupada. Allen og Peter sad sammen med forsamlingen og tog del i kirtanaen. Allen spillede harmonium.
Allen: ”Jeg var forbavset over, at han var kommet med sangen af Hare Krishna, for det virkede som en forstærkning fra Indien. Jeg havde løbet alene rundt og sunget Hare Krishna, men havde aldrig helt forstået hvorfor, eller hvad det betød. Men jeg var overrasket over at se, at han havde en anden melodi, for jeg troede, at den melodi, jeg kendte, var selve melodien, den universelle melodi. Jeg var blevet så vant til min melodi, at det i virkeligheden var den største uenighed, jeg havde med ham. Den havde bidt sig fast i mit sind igennem årene, og at høre en anden melodi væltede mig faktisk omkuld.”
Allen med Swami Bhaktivedanta
Den næste morgen kom Allen Ginsberg forbi med en check og endnu et harmonium. Oppe i Prabhupadas lejlighed demonstrerede han sin melodi til Hare Krishna, og derefter talte han og Prabhupada.
Allen: ”Jeg var lidt sky over for ham, for jeg vidste ikke, hvor han kom fra. Jeg havde det harmonium, jeg ville give, og jeg havde lidt penge. Jeg syntes, at det var alletiders, at han nu var her og kunne forklare Hare Krishna-mantraet. Det ville på en måde berettige min sang. Jeg vidste, hvad jeg gjorde, men jeg havde ikke nogen teologisk baggrund, der kunne tilfredsstille mere indgående spørgsmål, og her var der en, der kunne. Så jeg syntes, at det var helt fantastisk. Nu kunne jeg tage rundt og synge Hare Krishna, og hvis nogle gerne ville vide, hvad det var, kunne jeg bare sende dem til Swami Bhaktivedanta for at finde ud af det. Hvis nogle gerne ville kende til de tekniske forviklinger og den bagvedliggende historie, kunne jeg sende dem til ham.
Han fortalte mig om sin egen lærer og om Caitanya og traditionen, der gik tilbage i tiden. Hans hoved var fyldt med så mange ting og alt det, han gjorde. Han arbejdede allerede på sine egne oversættelser. Han virkede til altid bare at sidde der dag efter dag og aften efter aften. Jeg tror, at han havde en eller to personer, der hjalp ham.”
Læs alle Satsvarupa Maharajas Prabhupada-meditationer på Dandavats: http://www.dandavats.com/?p=20490&page=13.
