Den 2. og 3. september var Complexe Desjardins i hjertet af Montreal i anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum sted for den eksotiske kulturfestival ’Journey to the Heart of India’.

15.000 mennesker besøgte festivalen over de to dage og blev modtaget af en omfattende præsentation af Srila Prabhupadas enestående bidrag til verden. Disse blev illustreret af 20 topprofessionelle udstillinger omkring temaer som hellige skrifter, Bhagavad-gita, Srila Prabhupada, ISKCON’s 50 år, åndelige løsninger på verdens problemer, økolandsbyer, harmoni med Jorden, en højere vegetarisk smag, ayurveda osv. På den store scene optrådte kunstnere med det bedste af Indiens traditionelle hengivne kunstarter som dans, musik og teater. Mange af de tusinder af besøgende var selv åndeligt søgende mennesker, der allerede kendte til Indiens yoga– og visdomstradition.

Festivalen fortsatte i Montreals Hare Krishna-tempel den 4. og 5. september. Over 600 hengivne og gæster fra hele Canada fejrede med taknemmelige hjerter det mirakuløse, som Srila Prabhupada opnåede. Flere æresgæster inklusive Guru Dasa, Suresvara Dasa, Malati Dasi og Srutirupa Dasi delte deres personlige minder fra dengang, de var tæt på Srila Prabhupada.

Et højdepunkt var mandagens maha-hari-nama med 60 hengivne, der sang i Montreals centrum i over to timer på deres vej til det sted, hvor Srila Prabhupada boede på sit historiske besøg her i sommeren 1968.

ISKCON Canadas leder, Bhaktimarga Swami, kommenterede: ”Organisatørerne nåede en milepæl med deres præsentation … Programmet på scenen og udstillingerne, der foregik i dette fornemme kompleks var tiltrækkende, flotte at se på, relevante, vidtspændende og åndelige.” Malati Devi Dasi udtrykte sin ærlige værdsættelse: ”… at præsentere ISKCON 50 til Montreals by på sådan en fabelagtig måde var bare så stilfuldt og gennemført. Endnu engang tak fra mit hjerte for atter et eksempel på beslutsom dedikering til Hans Guddommelige Nåde [Srila Prabhupada].”

Denne milepælsbegivenhed har inspireret ISKCON Canadas store samfund så meget, at der nu lægges planer om en gentagelse af begivenhederne i forbindelse med 50-året for Srila Prabhupadas historiske besøg til Montreal i 1968.

Lykønskning fra Canadas premierminister, Justin Trudeau

I anledning af ISKCON’s jubilæum sendte Canadas premierminister Justin Trudeau den 30. september en lykønskning til ISKCON Toronto specielt og Hare Krishna i Canada generelt. Premierministeren skrev:

Kære Venner.

Det er mig en glæde at udtrykke mine varmeste hilsener og lykønskninger til medlemmerne af Hare Krishna-templet i Toronto nu, hvor I fejrer 50-året for grundlæggelsen af ISKCON, det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed.

Denne milepæl giver hengivne af Krishna en fantastisk mulighed for på ny at bekræfte deres dybfølte åndelige tro. Sammen med tilhængere fra hele verden vil Canadas aktive Krishna-samfund fejre sin tros lære og visdom med dans, sang, meditation, bøn og andre hævdvundne traditioner.

Canada defineres af – og prydes af – sin pluralisme. Ved at åbne sine døre til verden er Canada blevet et samfund, der rummer en blanding af sprog, kulturer og religioner. Denne særlige lejlighed er en påmindelse om, at vores land er hjem for en mangfoldighed af kulturer, der er vævet sammen til et stærkt og aktivt multikulturelt stof.

Modtag mine bedste ønsker om et mindeværdigt jubilæum og fortsat fremgang.

Oprigtigt

Justin P. J. Trudeau, premierminister for Canada