– Af Lalitanatha Dasa –
Et indlæg skrevet til religion.dk om forholdet mellem religion og sanser.
Uanset om vi er mennesker, dyr eller planter, er vi sansende væsener, der ser, hører, føler, smager, lugter og tænker. Det er vi ifølge Vedaerne, fordi vores oprindelse, Gud, som et bevidst, sansende væsen Selv har sanser. Ifølge Bhagavad-gita 13.14:
”Overalt er Hans hænder og ben, Hans øjne, hoveder og ansigter, og Han har ører overalt. På denne måde eksisterer Oversjælen og gennemtrænger alting.”
Oversjælen, der gennemtrænger hele universet, er et af Guds (Krishnas) aspekter, der har sanser og er bevidst om alt, hvad der foregår i hvert atom og i hjertet på os alle. Krishna har ikke materielle sanser af kød og blod, men Han har sanser ikke desto mindre, for Han er den Højeste Bevidsthed, hvilket betyder, at Han er en person med sanser.
Som bittesmå dele af Gud er vi også bevidste og har sanser ligesom Ham. Vore sanser er heller ikke materielle. I denne verden ser, hører, føler osv. vi med andre ord blot igennem kød og blod, selv om vi dybest set intet har at gøre med de materielle kroppe, der nu dækker os.
Krishna kaldes Hrishikesha, der betyder Sansernes Herre, fordi vores egentlige evige natur er at engagere vore sanser i at tilfredsstille Ham. Det er ligesom vore legemsdele, der tjener hele kroppen. F.eks. giver hænderne mad til munden, der giver den videre til maven, hvorfra energien i maden sendes ud til hele kroppen inklusive hænderne. På samme måde opnår vi naturligt tilfredsstillelse og tilfredsstiller alle, når vi giver tjeneste med vores sanser til Sansernes Herre. Men hvis vi prøver at tilfredsstille os selv med vores sanser, bliver vi frustrerede, ligesom hånden ville blive det, hvis den forsøgte at spise selv i stedet for at give maden til maven.
Ifølge Bhagavad-gitas filosofi er vore sanser virkelige, så det tjener intet formål at fornægte deres aktiviteter. Kunsten er snarere at holde sanserne aktivt forbundet med Gud, Sansernes Herre, og lade dem handle for Hans tilfredsstillelse. Derfor fortæller Krishna Arjuna i Bhagavad-gita, at han ikke skal afholde sig fra at kæmpe, men i stedet engagere sine sanser i den Højestes tjeneste og være et redskab i Hans hænder.
Bhagavad-gitas sansefilosofi er praktisk og kan følges af alle, selv af et barn. Der er ingen fornægtelse af sanserne, men fuldt sanseengagement i Guds tjeneste. For eksempel laver man som en hengiven af Krishna mad ligesom alle andre. Men i stedet for at lave den til sig selv, laver man den til Krishna. Efter at man ofret maden til Krishna, og Krishna har smagt på den i kraft af Sit allestedsnærvær, spiser man maden, imens man tænker på, hvordan Krishna først har smagt på den.
At lave mad til og ofre sin mad til Gud på denne måde er en religiøs aktivitet, der med det samme giver resultater. Jeg husker, da jeg begyndte at ofre min mad på denne måde, hvordan maden fik en anderledes, guddommelig smag, der ikke kan beskrives med ord. Og maden gav en tilfredsstillelse, som ”almindelig” mad aldrig havde givet. Et praktisk resultat var, at pludselig kunne jeg styre min tunge i stedet for at være dens slave. Tungen havde ellers i tide og utide drevet mig til at spise mere, end jeg ønskede, af ting, som jeg dybest set slet ikke ønskede at spise.
Hvad mere er, oplevede jeg, at ved at engagere ikke bare min tunge, men alle mine sanser i relation til Gud, begyndte jeg hele tiden at kunne mærke Guds allestedsnærværende tilstedeværelse. Det er også, hvad der vil ske ifølge Vedaerne. Gud kan hverken opleves eller erkendes på en materiel eller intellektuel måde. Men hvis man konstant engagerer sanserne i Hans tjeneste, afslører Han Sig for en og er altid nærværende. Således står der skrevet:
”Ingen kan forstå den transcendentale natur af Guds navn, form, kvalitet og aktiviteter med sine materielt tildækkede sanser. Men hvis man engagerer sine sanser i tjeneste til Herren, afslører Han Sig af Sin egen frie vilje for én.”