– Af Casey Luskin –
Vi bringer her sidste afsnit i Casey Luskins serie om ti store problemer for den darwinistiske evolution.
I årtier har evolutionister hævdet, at vores kroppe og genomer [arveanlæg] er fulde af værdiløse dele og værdiløst genetisk materiale, ”rudimentære organer”, der viser, at livet er et resultat af ikke-styret evolution igennem enorme tidsaldre. Under retssagen i Scopes i 1925 påstod evolutionsbiologen Horatio Hackett Newman, at der er over 180 rudimentære organer og strukturer i menneskekroppen, hvilket er ”nok til at gøre mennesket til et sandt omvandrende museum af oldsager”.157
Som tiden er gået, har disse forudsigelser om rudimentære kropsdele og værdiløs DNA vist sig uholdbare. Som videnskaben har lært mere og mere om, hvordan biologien fungerer, er der blevet fundet vigtige funktioner og formål for disse såkaldte rudimentære strukturer. I 2008 skrev tidsskriftet New Scientist, at siden Professor Newmans tid er listen over rudimentære organer efter først af være vokset ”skrumpet ind igen” til det punkt, hvor ”biologer i dag er særdeles forsigtige med overhovedet at tale om rudimentære organer.”158 Strukturer, der tidligere forkert blev anset for at være rudimentære, inkluderer:
Tonsilerne eller mandlerne: På et tidspunkt blev de rutinemæssigt fjernet. Nu ved man, at de tjener et formål i lymfesystemet i bekæmpelsen af infektioner.159
Halebenet: Mange evolutionister hævder stadig, at dette er et levn af halen fra vores formodede primatforfædre,160 men i virkeligheden er det en afgørende del af vores skelet og bruges til at hæfte muskler, sener og ledbånd, der understøtter knoglerne i vores bækken.
Skjoldbruskkirtlen: Denne halskirtel blev engang anset for ikke at have noget formål og blev enten ignoreret eller tilmed fjernet af læger, der opererede under falske darwinistiske antagelser. Nu ved videnskaben, at den er altafgørende for reguleringen af stofskiftet.
Blindtarmen: Darwinistiske videnskabsfolk har hævdet, at blindtarmen er et ”levn fra vores planteædende forfædre”,161 og over lange tidsaldre er dens funktion i mennesker svundet ind eller gået tabt. Men nu ved man, at blindtarmen udfører vigtige funktioner såsom at være et lager for gavnlige bakterier, frembringe hvide blodlegemer og spille vigtige roller under fosterudviklingen.162 I lyset af disse opdagelser bemærkede immunologen William Parker fra Duke University, at ”Mange biologibøger refererer fortsat til blindtarmen som et ‘rudimentært organ’,” men ”det er på tide at rette lærebøgerne.”163
På trods af de dårlige erfaringer med at påstå, at organer er rudimentære, har evolutionsbiologer anvendt den samme tankegang på vores genomer. Mange har postuleret, at den tilfældige natur af mutationer ville fylde vores genomer med værdiløst genetisk affald, der blev døbt ‘junk DNA’. Denne hypotese blev tilsyneladende bekræftet, da det blev opdaget, at kun 2 procent af det menneskelige genom koder for proteiner, hvilket efterlader de øvrige 98 procent uforklaret.
Mange videnskabsfolk, der har påtaget sig rollen som talsmænd for evolutionsbiologien, har hævdet, at dette faktum definitivt beviser den darwinistiske evolution. Evolutionsbiologen Kenneth Miller fra Brown University gjorde gældende, at ”menneskets genom er tilstrøet med pseudogener, genfragmenter, ‘forældreløse’ gener og så mange gentagne kopier af meningsløse DNA-sekvenser, at det ikke kan tilskrives noget, der minder om intelligent design.”164
Richard Dawkins skrev på samme måde: ”Kreationister burde bruge noget seriøs tid på at spekulere over, hvorfor Skaberen skulle besvære sig med at fylde genomerne med uoversatte pseudogener og parallelt gentaget DNA-ragelse.”165
I bogen The Language of God fra 2006 hævdede Francis Collins, at omkring ”45 procent af det menneskelige genom” består af ”genetisk vraggods og drivtømmer”166 (vraggods og drivtømmer er selvfølgelig værdiløst affald, der flyder i havet). Meget i stil Dawkins gør han konsekvenserne klare: ”Medmindre man er villig til at hævde, at Gud har anbragt [delt funktionsløst monotont DNA] på disse præcise steder for at forvirre og vildlede os, er konklusionen om en fælles stamfader for mennesker og mus praktisk taget ikke til at komme uden om.”167
Problemet med disse argumenter er ikke så meget teologisk som videnskabeligt af natur, thi der er talrige eksempler på, hvordan netop funktion er blevet opdaget for dette såkaldte junk DNA.
Biologen Richard Sternberg gennemgik litteraturen og fandt masser af eksempler på funktion for DNA-gentagelserne. I annalerne for New York Academy of Sciences skrev han, hvordan han havde fundet, at funktioner for DNA-gentagelser inkluderer dannelse af overordnede kernestrukturer, centromerer, telomerer og kimdannelsescentre for DNA-methylering. Gentagne DNA-sekvenser blev fundet at være involveret i cellespredning, cellernes reaktion på stress, genoversættelse og DNA-reparation.168 Sternberg konkluderede, at ”fortællingen om det selviske [junk] DNA og lignende beslægtede paradigmer må følge den neo-darwinistiske evolutionsteoris andre ‘ikoner’, der på trods af deres uoverensstemmelse med de empiriske beviser ikke desto mindre hænger fast i litteraturen.”169
Megen anden forskning har fortsat med at opdage funktioner for forskellige slags DNA-gentagelser inklusive SINE,170 LINE171 og Alu-elementer.172 En artikel foreslog tilmed, at gentagne Alu-sekvenser måske er involveret i ”udviklingen af de højere hjernefunktioner” i mennesker.173 Talrige andre funktioner er blevet opdaget for forskellige slags ikke-proteinkodende DNA inklusive:
- reparation af DNA174
- assistering i kopiering af DNA175
- regulering af DNA-transkription176
- hjælp med foldning og vedligeholdelse af kromosomer177
- styring af RNA-redigering og splejsning178
- hjælp med bekæmpelse af sygdom179
- regulering af fosterudviklingen180
Sternberg forudsagde sammen med genetikeren James Shapiro fra University of Chicago i 2005 i tidsskriftet Cytogenetic and Genome Research, at ”en dag vil vi se på det, der plejede at blive kaldt ‘junk DNA’ som en afgørende bestanddel af virkelige ‘kyndige’ cellekontrolprogrammer.”181
Den dag, som Sternberg og Shapiro forudsagde, kom måske hurtigere, end de havde forventet. I september 2012 bragte tidsskriftet Nature resultaterne af et årelangt forskningsprojekt, der involverede over 400 internationale videnskabsfolk, der studerede funktioner for ikke-kodende DNA i mennesker. Under navnet The ENCODE Project fortalte dets samling af 30 banebrydende artikler, at ”langt størstedelen” af genomet har funktion. Hovedartiklen, der gav et resumé af ENCODE’s resulter, bemærkede:
Disse data satte os i stand til at fastslå biokemisk funktion for 80% af genomet, i særdeleshed uden for de velstuderede proteinkodende sektioner.182
Ewan Birney, ENCODE’s ledende analysekoordinator, kommenterede i Discover Magazine, at siden ENCODE kun så på 147 slags celler, og menneskekroppen har flere tusinde, ”er det sandsynligt, at de 80 procent vil blive til 100 procent.”183 Den samme artikel citerede Tom Gingeras, en overordnet videnskabsmand hos ENCODE, der bemærkede, at ”Næsten hvert eneste nukleotid er forbundet med en funktion af en eller anden slags, og vi ved nu, hvor de er, hvad der binder dem, hvad deres forbindelser er og mere.”184 En anden kommentar i Nature bemærkede, at ”80% af genomet indeholder elementer, der er sammenkædet med biokemiske funktioner, hvilket gør det af med den almene opfattelse, at det menneskelige genom hovedsageligt er ‘junk DNA’.”185 Discover Magazine formulerede det sådan: ”Sagen er: Det er ikke ‘junk’.”186
Imens der stadig er meget, vi ikke ved om genomet, peger tendensen i forskningen klart i én retning: Jo mere vi studerer genomet, desto mere opdager vi funktion for ikke-kodende DNA. Ikke desto mindre var det nu tvivlsomme paradigme om ”junk-DNA” født og fremelsket inden for det evolutionære paradigme, der er baseret på ideen om, at vores genom blev bygget op igennem tilfældige mutationer. Jo, nogle få uregerlige biologer vovede at søge efter funktioner for ikke-kodende DNA, men det darwinistiske ”junk DNA” syn på genetikken har generelt forhindret videnskabens fremskridt, sådan som det blev indrømmet i 2003 i en artikel i Science:
Selv om udtrykket ‘junk DNA’ var iørefaldende, afholdt det i mange år forskerne inden for den førende retning fra at studere ikke-kodende DNA. Hvem bortset fra nogle få genomiske tumper ville grave sig igennem genomisk affald? Imidlertid er der inden for videnskaben ligesom i det almindelige liv altid nogle tumper, der med risiko for latterliggørelse forsker i upopulære områder. På grund af dem begyndte synet på DNA, specielt de gentagne elementer, at ændres tidligt i 1990’erne. Nu ser biologerne mere og mere på de gentagne elementer som et genomisk skattekammer.187
På trods af de vidt udbredte darwinistiske antagelser om det modsatte sluttede artiklen, at ”gentagne elementer er ikke værdiløst junk DNA, men snarere vigtige, integrerede komponenter”188 af dyrenes genomer. Undersøgelser tyder på, at disse lange sekvenser af ikke-kodende DNA mellem generne ”udgør et vigtigt lag genomisk regulering over et bredt spektrum af arter.”189
Ligesom gentagne elementer er pseudogener en anden slags ”junk” DNA, som der nu bliver opdaget funktion for. Pseudogener mentes at være kopier af gener, der engang havde funktion, men er blevet inaktiveret igennem mutationer. En artikel i Science Signaling noterer, at ”pseudogener er længe blevet affejet som junk DNA,”190 men bemærker:
Nye fremskridt har fastslået, at et pseudogens DNA, RNA transkriberet fra et pseudogen eller et protein oversat fra et pseudogen kan have mangeartede, forskellige funktioner, og at disse funktioner kan påvirke ikke blot deres forældregener, men også gener, der ikke er relaterede. Derfor er pseudogener trådt frem på scenen som en hidtil overset klasse af sofistikerede modulatorer af genekspressioner med bl.a. en mangesidet involvering i fremkaldelsen af kræft hos mennesker.191
Ja, funktioner for mange pseudogener er allerede blevet opdaget.192 Alene ENCODE-projektet fandt over 850 pseudogener, der ”transkriberes og er forbundet med aktiv kromatin.”193 Men præcist hvad laver disse pseudogener?En artikel fra 2011 i tidsskriftet RNA hævder igen, at de kan regulere, hvordan gener bliver udtrykt:
Pseudogener er længe blevet kaldt for ‘junk’ DNA, mislykkede kopier af gener, der opstår under evolutionen af genomer. Imidlertid udfordrer nye resultater dette øgenavn. Ja, nogle pseudogener gemmer tilsyneladende på potentialet til at regulere deres proteinkodende fætre.194
På samme måde stod der i en artikel fra 2012 i tidsskriftet RNA Biology, at ”Pseudogener blev længe anset for at være kasseret genomisk DNA,” men ”pseudogenregulering er udbredt”195 i komplekse flercellede organismer. Artiklen foreslog, at ”den store rigdom og bevarelse af pseudogener i en mangfoldighed af arter viser, at selektivt tryk bevarer disse genetiske elementer, og tyder på, at de faktisk kan udføre vigtige biologiske funktioner.”196
Pseudogener er et andet godt eksempel på, hvordan darwinistiske biologer antog, at en slags ikke-kodende DNA, som de ikke forstod, var funktionsløst genetisk affald, og således overså deres funktion. Den førnævnte artikel i RNA Biology forklarer, at én grund til, at evolutionister har været så langsomme til at opgive antagelsen af, at pseudogener er junk, er, at deres funktioner er vanskelige at spore. Forfatterne bemærker, at ”næsten alle pseudogener, der udviser en vigtig biologisk aktivitet, kommer til udtryk i bestemt væv eller bestemte celleområder,” hvilket betyder, at kun noget bestemt væv eller nogle områder i cellen kan bruge et givet pseudogen til en eller anden funktion. I tilgift er det vanskeligt at spore funktion for pseudogener, for vi har ikke haft de forskningsværktøjer, der skal til for at forstå, hvordan de påvirker genekspression. Artiklen forudsiger, at ”flere og flere funktionelle pseudogener vil blive opdaget i takt med, at helt nye biologiske teknologier udvikles i fremtiden,” og konkluderer: ”Undersøgelsen af funktionelle pseudogener er kun lige begyndt.”197 Og to ledende biologer skrev i Annual Review of Genetics, at ”pseudogener, der er blevet ordentligt undersøgt, udviser ofte funktionelle roller.”198
Mange evolutionsbiologer er knyttede til den opfattelse, at vores genomer er fulde af affald, og modsætter sig den fortolkning, at praktisk alt DNA har funktion. I en lærebog i evolution fra 2012 står der: ”Over halvdelen af genomet består hverken af gener, rester af menneskelige gener eller regulerende områder. I stedet består det af parasitlignende segmenter af DNA…”199 I mellemtiden fortsætter beviserne med at pege i den modsatte retning. Imens der stadig er meget at lære om, hvordan vores genom fungerer, er tendensen inden for forskningen entydig: Jo mere vi undersøger det ikke-kodende DNA, desto mere finder vi bevis på udbredt funktion.
Fodnoter:
Af pladshensyn referer vi til originalartiklen, se http://www.evolutionnews.org/2015/02/problem_10_neo-091191.html.