– Af Casey Luskin –

Vi bringer har afsnit fem i Casey Luskins serie om ti store problemer for den darwinistiske evolution. I dette afsnit hører vi om det store problem, som fossilfundene udgør for evolutionsteorien.

Fossillagene har længe været kendt som et problem for evolutionsteorien. I Arternes Oprindelse forklarede Darwin, at hans teori ledte ham til at tro, at ”[A]ntallet af mellemliggende former, som tidligere eksisterede på Jorden, må være virkelig enormt.”65 Imidlertid forstod han, at fossilfundene ikke dokumenterede disse ”mellemliggende” livsformer og spurgte: ”Hvorfor er hver eneste geologisk formation og hvert eneste lag da ikke fuld af sådanne mellemliggende led?”66 Darwins svar viste, hvor skrøbelig naturen var af de vidnesbyrd, der støttede hans ideer: ”Geologien åbenbarer helt sikkert ikke en sådan fin gradvis organisk kæde, og dette er måske den mest indlysende og alvorligste indvending, der kan rejses imod min teori.”67

Nu omkring 150 år senere hævdes det kun om en lille brøkdel af de tusinder af arter, der er kendt fra fossilfundene, at de er kandidater til at være Darwins mellemliggende former. Fossile beviser for evolutionære overgangsarter mangler for det meste, som den afdøde evolutionspalæontolog Stephen Jay Gould indrømmede det:

Manglen på fossilbeviser for mellemliggende stadier imellem større overgange i organisk design og i virkeligheden vores manglende evne til i mange tilfælde selv i vores fantasi at konstruere funktionelle mellemformer har været et vedholdende og nagende problem for gradvise redegørelser for evolutionen.68

Darwin forsøgte at redde sin teori om en gradvis udvikling ved at hævde, at mellemliggende fossiler ikke bliver fundet på grund af ”de geologiske lags ekstreme ufuldkommenhed.”69 Selv Gould hæftede sig ved, at Darwins argument om, at fossillagene er ufuldstændige ”fortsætter med at være de fleste palæontologers foretrukne undskyldning for problemet med en fortid, der ser ud til at vise så lidt direkte om evolution.”70

I de sidste årtier har denne undskyldning mere og mere mistet sin troværdighed. Palæontologer af i dag anerkender generelt, at selv om fossillagene er ufuldstændige, er de stadig gode nok til besvare spørgsmålene om evolution. En videnskabelig undersøgelse i Nature konstaterede: ”Hvis fossillagenes sidste 540 millioner år skaleres til niveauet af familie, giver de konsekvent en god dokumentation af fortidens liv.”71 En anden artikel i Paleobiology evaluerede vores viden om fossillagene og konkluderede: ”Vores indblik i den biologiske diversitets historie er moden.”72 Palæontologer anerkender nu i større og større grad, at ”spring” imellem arter uden mellemformer ikke udelukkende skyldes ufuldstændige fossillag. Niles Elredge, evolutionspalæontolog og kurator på American Museum of Natural History, og Ian Tattersal formulerer det således: ”Fossilfundene springer, og alle tegn viser, at fossilfundene er virkelige: hullerne, som vi ser, afspejler virkelige hændelser i livets historie og er ikke et produkt af en dårlig fossilbevarelse.”73 Denne konklusion kom ikke let, og derfor så en videnskabsmand, der arbejdede under Gould, sig nødsaget til at bede sine kolleger indtrængende om, at ”evolutionsbiologerne kan ikke længere sidde fossilfundene overhørige på grund af, at de er ufuldstændige.”74

Et mønster af eksplosioner

Den endelige erkendelse af, at fossilfundene ikke er helt og aldeles ufuldstændige, har tvunget evolutionsbiologerne til at acceptere, at fossillagene viser et mønster af eksplosioner og ikke af gradvis udvikling af levende organismer. En lærebog i biologi forklarer:

Mange arter forbliver praktisk taget uforandrede i millioner af år og forsvinder derpå pludseligt for at blive afløst af en helt anden, men beslægtet form. Desuden dukker der flere større grupper af dyr fuldstændigt dannede pludseligt frem i fossillagene og indtil videre uden fund af fossiler, der danner en overgang fra deres forældregruppe.75

Måske det berømteste eksempel på pludselig tilsynekomst er den Kambriske Eksplosion, hvor næsten alle de større levende rækker af dyr viser sig for første gang. En lærebog om hvirvelløse dyr forklarer:

De fleste af de dyregrupper, der er repræsenteret i fossillagene, viser sig først ”fuldstændigt dannede” og identificerbare med hensyn til deres række i Kambrium for omkring 550 millioner år siden. Disse inkluderer sådanne anatomisk komplekse og vidt forskellige typer som trilobitter, pighuder, brakiopoder, bløddyr og chordater… Fossillagene er os derfor til ingen hjælp med hensyn til oprindelsen og den tidlige spredning af de forskellige dyrerækker…76

Evolutionsvidenskabsmænd medgiver, at de ikke kan forklare denne hurtige fremkomst af dyrenes forskellige kropsplaner med klassiske darwinistiske processer eller andre kendte materielle mekanismer. Robert Carroll, en palæontolog ved McGill University, hævder i Trends in Ecology and Evolution: ”Den ekstreme fart, hvormed anatomisk forandring og tilpasning foregik inden for denne korte tidsramme, kræver forklaringer, der går ud over dem, der foreslås for evolutionen af arter inden for moderne biota.”77 En anden artikel hævder på samme måde: ”Mikroevolution er ikke en tilfredsstillende forklaring på den usædvanlige eksplosion af nyt under den Kambriske Eksplosion.”78 Artiklen konkluderer: ”De større evolutionære overgange i dyrenes udvikling mangler stadigvæk at blive forklaret, når det kommer til deres årsag.”78 På samme måde indrømmer en artikel fra 2009 i BioEssays: ”At belyse det materialistiske grundlag for den Kambriske Eksplosion er blevet vanskeligere og ikke lettere, jo mere kendskab vi har fået til selve begivenheden.”79

Men den Kambriske Eksplosion er på ingen måde den eneste eksplosion af liv, som vi finder dokumenteret i fossillagene. Med hensyn til oprindelsen af de større grupper af fisk skriver geoforskeren ved Columbia University Arthur Strahler: ”Dette er et punkt i kreationisternes beskyldninger, som kun kan vække en enig erklæring fra palæontologerne af nolo contendere [ingen indvendinger].”80 En artikel i Annual Review of Ecology and Systematics forklarer, at oprindelsen til landplanter ”er landjordens modstykke til den meget diskuterede Kambriske Eksplosion af havets faunaer.”81 Med hensyn til oprindelsen af angiospermer [blomstrende planter] har palæontologerne opdaget en ”stor opblomstring” af eksplosiv type. Som der står i en artikel:

På trods af megen forskning og mange analyser af forskellige kilder af data (f.eks. fossilfundene og fylogenitiske analyser af molekylære og morfologiske karaktertræk) forbliver oprindelsen til angiospermerne uklar. Angiospermer dukker temmelig pludseligt op i fossillagene… uden nogen indlysende stamfædre i en periode på 80-90 millioner år før deres fremkomst.82

På samme måde dukker mange ordener af pattedyr op på en eksplosiv måde. Ifølge Niles Eldredge: ”Der er alle former for huller: manglen på gradvise mellemliggende ”overgangsformer” mellem arter, men også mellem større grupper, f.eks. mellem familier af kødædere eller ordener af pattedyr.”83 Der er også en fugleeksplosion, hvor større fuglegrupper dukker frem inden for en kort tidsramme.84 En artikel i Trends in Ecology and Evolution med titlen Evolutionary Explosions and the Phylogenetic Fuse forklarer:

En bogstavelig tolkning af fossillagene tyder på, at tidlig Kambrium (for ca. 545 millioner år siden) og tidlig Tertiær (for ca. 65 million år siden) var kendetegnet af enormt accellerede perioder af morfologisk evolution, der markerede fremkomsten af henholdsvis dyrerækkerne og de moderne ordener af placentale pattedyr og fugle.85

Naturligvis er der en håndfuld eksempler, hvor evolutionsforskere mener, at de har fundet overgangsfossiler, der dokumenterer en gradvis darwinistisk evolution. Oprindelsen til hvaler er blevet kaldt et ”mønstereksempel på makroevolution”,86 hvor det menes, at for omkring 55 millioner år siden mistede visse landdyr deres baglemmer og udviklede sig til fuldstændigt vandlevende hvaler. Mere præcist hævdes det, at der er fossile landpattedyr, der har øreknogler ligesom hvaler, og fossile hvallignende pattedyr, der har bevaret deres baglemmer.

Selv om hvirveldyrs- og hvaleksperten Phillip Gingerich indrømmer, at vi kun har ”fossiler, der illustrerer tre eller fire trin, til at bygge bro over kløften mellem forløberen til hvaler til nutidens pattedyr,”87 lad os så for et øjeblik alligevel antage, at der findes en fuldstændig sekvens af fossiler. Er dette nok til at demonstrere, at overgangen fandt sted? Selv om der er fossiler, der ligner potentielle mellemformer, kan fossilerne ikke være overgangsarter, hvis den samlede historie ikke giver mening.

I dette tilfælde står den darwinistiske evolution af hvaler fra landdyr over for alvorlige matematiske udfordringer fra populationsgenetikken. Mange ændringer ville have været nødvendige for at forvandle et landdyr til en hval inklusive:

  1. Fremkomsten af et blæsehul med muskulatur og nervekontrol.
  2. Tilpasning af øjet til permanent undervandssyn.
  3. Evnen til at drikke havvand.
  4. Forlemmer forvandlet til luffer.
  5. Ændring af skeletstrukturen.
  6. Evne til at amme ungerne under vandet.
  7. Oprindelsen til hvalhalens sideflig og muskulatur.
  8. Hvalspæk til temperaturisolering.88

Mange af disse nødvendige tilpasninger ville have krævet talrige koordinerede ændringer. Men som vi så i Problem 3, kræver sådanne samtidige mutationer ekstremt lange tidsrum for at kunne opstå via den darwinistiske mekanisme. Hvalevolutionen løber nu ind i et alvorligt problem. Fossilfundene dikterer, at evolutionen af hvaler fra små landdyr skulle have fundet sted på under 10 millioner år.89 Det kan lyde som et stort tidsrum, men det er alt for lidt tid, specielt i betragtning af, at hvaler har små populationer og lange generationsaldre.90 Efter at have undersøgt betingelserne for denne overgang matematisk formulerede biologen Richard Sternberg det således: ”Alt for mange genetiske omprogrammeringer, alt for lidt tid.”91

Hvalernes oprindelse er således et interessant casestudie af et evolutionært skift: I et sjældent tilfælde, hvor der faktisk er fossiler, der potentielt viser mellemliggende træk, omstødes den darwinistiske evolution af det korte tidsrum, som fossillagene giver plads til. Hvis dette ”mønsterbarn” for makroevolutionen ikke holder ved nærmere granskning, hvad fortæller det os da om andre tilfælde, hvor evolutionisterne prøver at sælge os formodede overgangsfossiler?

Menneskets oprindelse og fossilfundene

Faktisk får offentligheden ofte at høre, at der er fossiler, der dokumenter udviklingen af mennesker fra abelignende forløbere, men et nærmere kig på faglitteraturen fortæller en anden historie. Hominide fossiler falder generelt i to kategorier: abelignende arter og menneskelignende arter med en stor uoverstigelig kløft imellem dem. I 2004 vedkendte den berømte evolutionsbiolog Ernst Mayr sig den pludselige tilsynekomst af mennnesker:

De tidligste fossiler af Homo, Homo rudolfensis og Homo erectus, adskiller sig fra Australopithecus med en stor, uoverstigelig kløft. Hvordan kan vi forklare dette tilsyneladende spring? Da vi ikke har nogen fossiler, der kan træde ind som de manglende led, er vi nødt til at falde tilbage på den hævdvundne metode fra historisk videnskab, nemlig opstillingen af en historisk fortælling.92

I lyset af sådanne beviser kalder en artikel i Journal of Molecular Biology and Evolution fremkomsten af Homo sapiens for ”en genetisk revolution”, hvor ”ingen arter af Australopithecus er oplagte overgangsformer.”93 Manglen på fossilbeviser for denne teoretiske overgang bekræftes af Harvard palæoantropologerne Daniel E. Lieberman, David R. Pilbeam og Richard W. Wrangham:

Af de forskellige overgange, der fandt sted i menneskets udvikling, var overgangen fra Australopithecus til Homo utvivlsomt en af de mest kritiske i dens omfang og konsekvenser. Som med mange evolutionære nøglebegivenheder er der både gode og dårlige nyheder. Den første er den dårlige nyhed, at mange detaljer i denne overgang er uklare på grund af knapheden af fossile og arkæologiske spor.94

Med hensyn til de ”gode nyheder” indrømmer de: ”Selv om vi mangler mange detaljer omkring præcist hvordan, hvornår og hvor overgangen fra Australopithecus til Homo fandt sted, har vi tilstrækkeligt med data fra både før og efter overgangen til at kunne drage nogle slutninger om den generelle natur af de centrale ændringer, der skete.”95 Med andre ord indeholder fossillagene abelignende Australopithecus (”før”) og menneskelignende Homo (”efter”), men ikke fossiler, der dokumenterer en overgang imellem dem. I fraværet af sådanne mellemformer sidder vi tilbage med ”slutninger” om en overgang, der udelukkende bygger på antagelsen af, at en darwinistisk evolution har fundet sted. En kommentator foreslog, at bevismaterialet antyder en ”Big Bang teori” om fremkomsten af vores slægt Homo.96 Dette lyder ikke som en overbevisende evolutionær redegørelse for menneskets oprindelse.97

I stedet for at dokumentere en gradvis darwinistisk evolution viser livets historie et mønster af eksplosioner, hvor nye fossilformer bliver til uden tydelige evolutionære forløbere. Evolutionsantropologen Jeffrey Schwartz sammenfatter problemet:

[V]i er stadig i mørket, når det kommer til oprindelsen til de fleste større grupper af organismer. De dukker op i fossillagene ligesom Athena fra Zeus’ hoved, dvs. helt udsprunget og ivrig efter at komme i gang i modsætning til Darwins skildring af evolution som et resultat af en gradvis akkumulation af talløse uendeligt små variationer… ”98

Alt dette udgør en alvorlig udfordring imod den darwinistiske evolution inklusive den opfattelse, at alle dyr er beslægtet igennem fælles afstamning.

Fodnoter: Af pladshensyn henviser vi til den oprindelige artikel på Internettet, se http://www.evolutionnews.org/2015/01/problem_5_abrup091141.html.