– Af Dandaniti Devi Dasi –

Vi er tilbage med vores gennemgang af Bhagavad-gita, hvor vi er kommet til femtende kapitel, der på sanskrit kaldes purusottama-yoga. Det handler om, hvordan man forbinder sig med Purusottama, Den Højeste Person, i kærlighedsfuld hengiven tjeneste. 

Fjortende kapitel beskrev naturens tre kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed – og Krishna endte med at sige, at disse transcenderes gennem hengiven tjeneste. For at opnå hengiven tjeneste er der to ting, der er vigtige at udvikle, nemlig forsagelse og viden. I femtende kapitel forklarer Krishna, hvordan man udvikler forsagelse fra denne materielle verden. Han forklarer også, hvad virkelig viden er, hvor den kommer fra, og hvad målet med viden er. Herren Krishna taler hele vejen igennem uden at blive afbrudt af Arjuna i dette kapitel, der med sine tyve vers er et af de korteste i Bhagavad-gita.

 

Den materielle verdens banyantræ

Kapitlet starter med en berømt analogi, der beskriver den materielle verden og sjælens indvikling i den:

”Guddommens Højeste Personlighed sagde: Det siges, at der findes et uforgængeligt banyantræ, hvis rødder vokser opad og grene nedad, og hvis blade er de vediske hymner. Den, der kender dette træ, kender Vedaerne.” (Bg. 15.1)

”Dette træs grene, der næres af den materielle naturs tre kvaliteter, vokser både nedad og opad. Kvistene er sanseobjekterne. Dette træ har også rødder, der vokser nedad, og disse er bundet til menneskesamfundets frugtstræbende handlinger.” (Bg. 15.2)

Den materielle verdens forviklinger sammenlignes her med et stort banyantræ, der vender på hovedet. Dette univers er en forvrænget refleksion af den virkelige verden, det evige åndelige rige. Ligesom et spejlbillede er midlertidigt, er denne materielle manifestation også midlertidig. Når det levende væsen forsøger at nyde frugterne af banyantræet, er det lige så omsonst som at ville plukke frugterne i et træs spejlbillede.

At Krishna bruger banyantræet som eksempel er betydningsfuldt. Et banyantræ vokser ved, at dets grene går ned i jorden og danner nye rødder og stammer. På den måde spreder det sig, og det er praktisk taget umuligt at finde den oprindelige rod.

”Den virkelige form på dette træ kan ikke opfattes i denne verden. Ingen kan forstå, hvor det slutter, hvor det begynder, eller hvor dets fundament er. Men med beslutsomhed må man fælde dette dybt rodfæstede træ med utilknytningens våben. Dernæst skal man opsøge det sted, hvorfra man aldrig vender tilbage, når først man er kommer dertil, og der overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed, fra hvem alt begyndte, og fra hvem alt har spredt sig siden tidernes morgen.” (Bg. 15.3-4)

I vers 5 forklares overgivelsesprocessen og de påkrævede kvaliteter. Først og fremmest må man være fri for stolthed. Dette nås ved at kultivere åndelig viden i selskab med hengivne. Derved befries man fra den falske illusion af identifikation med kroppen, og da kan man rent faktisk overgive sig.

 

Naturen af Vaikuntha

Som en påmindelse om målet giver Krishna en kort beskrivelse af det sted, vi må søge tilbage til:

”Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til denne materielle verden.”

Prabhupada kommenterer: ”Man bør lade sig fængsle af denne viden. Man bør ønske at overføre sig selv til den her omtalte evige verden og frigøre sig fra denne falske refleksion af virkeligheden.” (Bg. 15.6, forklaring)

 

Sjælens vandring

Ifølge banyantræets analogi vandrer sjælen fra gren til gren, ligesom det levende væsen skifter kroppe. Vers 7-9 fortæller, hvordan sindet er midtpunkt for den betingede sjæls skæbne i denne verden.

mamaivamso jiva-loke jiva-bhutah sanatanah
manah-sasthanindriyani prakrti-sthani karsati

”De levende væsener i denne betingede verden er Mine evige fragmentariske dele. Som følge af deres betingede liv kæmper de en hård kamp med de seks sanser, der inkluderer sindet.” (Bg. 15.7)

Dernæst beskriver Krishna sjælens vandring med en analogi:

”Det levende væsen i den materielle verden bærer sine forskellige livsopfattelser med sig fra den ene krop til den næste, ligesom vinden bærer dufte. Derfor antager han én slags krop og opgiver den igen for derefter at få en anden.” (Bg. 15.8)

”Denne sjælevandringsproces fra krop til krop og den kamp, man kæmper, mens man er i kroppen, kaldes karsati, kampen for tilværelsen.” (Bg. 15.8, forklaring)

 

Kundskabens øjne

Med det blotte øje kan man ikke se sjælen for ikke at tale om at forstå, hvordan sjælen skifter krop. Ens øjne må trænes i viden, siger Krishna i vers 10. Dette kaldes jnana-caksusa, at se gennem kundskabens øjne.

”Ordet jnana-caksusah er meget betydningsfuldt. Uden kundskab kan man ikke forstå, hvordan et levende væsen forlader sin nuværende krop, hvilken slags krop han får i næste liv, eller tilmed, hvorfor han lever i en bestemt slags krop. Dette kræver megen viden, der må læres fra Bhagavad-gita og lignende litteratur, som man hører fra en ægte åndelig mester.” (Bg. 15.10, forklaring)

 

Han har verden i sin hånd

I vers 12-14 beskriver Krishna, hvordan hele den kosmiske manifestation kommer fra Ham, og man ved at studere den kan forstå, at der er styring bag.

”Hans kraft holder alle planeterne oppe som en håndfuld støv. Hvis man holder en håndfuld støv i hånden, kan det ikke falde ned, men hvis det bliver kastet op i luften, falder det ned. På samme måde holdes alle planeterne, der flyder i luften, i virkeligheden i næven på den Højeste Herres universelle form.” (Bg. 15.13, forklaring)

”Uden Hans nåde var der ingen sol, uden Hans nåde var der ingen ild, og uden hjælp fra sol, måne og ild kan ingen leve. Dette er nogle tanker, der kan anspore til Krishna-bevidsthed i den betingede sjæl.” (Bg. 15.12, forklaring)

 

Krishna er målet med Vedaerne

Det følgende vers er essensen af femtende kapitel og angiver fuldkommenheden af al viden.

sarvasya caham hrdi sannivisto 
mattah smrtir jnanam apohanam ca
vedais ca sarvair aham eva vedya 
vedanta-krid veda-vid eva caham

”Jeg sidder i enhvers hjerte, og fra Mig kommer hukommelse, viden og forglemmelse. Formålet med alle Vedaerne er at kende Mig. Ja, Jeg er Vedantas forfatter, og Jeg er den, der kender Vedaerne.” (Bg. 15.15)

”Man kan opnå fuldkommenhed i tre stadier. Ved at forstå de vediske skrifter kan man forstå sit forhold til Guddommens Højeste Personlighed, ved at følge de forskellige processer kan man nærme sig Ham, og til sidst kan man opnå det endelige mål, der er ingen anden end Guddommens Højeste Personlighed. I dette vers bliver Vedaernes formål, forståelsen af Vedaerne og Vedaernes mål klart defineret.”

De tre stadier svarer til det, vi på sanskrit kender som sambandha (forhold), abhideya (proces) og prayojana (mål) (se evt. artiklen ”At leve Bhagavad-gita” i Nyt fra Hare Krishna 7. 2015).

 

Sammenfatning af Vedanta-sutra

De følgende tre vers (16-18) omtales somme tider som tri-sloka gita (Bhagavad-gita i tre vers). Her gives, hvad Prabhupada kalder ”en sammenfatning af Vedanta-sutras indhold”.

Grundlæggende drejer det sig om at forstå, at der findes tre slags levende væsener: 1) de fejlbarlige levende væsner, dvs. de betingede sjæle, der kæmper hårdt i den materielle verden på grund af deres modstand mod at tjene Herren, 2) de ufejlbarlige levende væsner, dvs. de befriede levende væsner, der befinder sig i den åndelige verden og lever i fuld harmoni med Herren, og 3) Den Højeste Herre, der er kilden til og opretholderen af alle andre levende væsener.

Når man har forstået dette, er det meningen, at man skal engagere sig i hengiven tjeneste.

”Den, der kun har ufuldkommen kundskab, fortsætter med blot at spekulere over den Absolutte Sandhed, men den, der har perfekt viden, engagerer sig direkte i Krishna-bevidsthed, den Højeste Herres hengivne tjeneste, uden at spilde sin kostbare tid.” (Bg. 15.19, forklaring)

 

Afsluttende kommentar

Kapitlet slutter med Krishnas velsignelse, at den, der forstår denne mest fortrolige del af Vedaerne, bliver vis og opnår fuldkommenhed. Som ofte før giver Srila Prabhupada en kort opsummering af kapitlet og den hengivne tjenestes proces:

”Når man udfører tjeneste i selskab med rene hengivne i fuld bevidsthed, er der visse ting, der helt og holdent må overvindes. Den vigtigste at få bugt med er hjertets svaghed. Det første fald skyldes ønsket om at herske over den materielle natur, hvorved man opgiver den Højeste Herres transcendentale kærlighedstjeneste. Hjertets anden svaghed er, at i takt med, at ens tilbøjelighed til at herske over den materielle natur tiltager, bliver man knyttet til materie og besiddelse af materie. Den materielle tilværelses problemer skyldes disse svagheder i hjertet. I dette kapitels første fem vers bliver det forklaret, hvordan man befrier sig selv for disse svagheder, og resten af kapitlet fra vers 6 til slut diskuterer purusottama-yoga.” (Bg. 15.20, forklaring)

 

Spørgsmål til kapitel 15

Vers 1-6

  1. Forklar analogien med banyantræet.
  2. Beskriv de forskellige dele af træet. Hvad symboliserer grenene, bladene, kvistene, frugterne osv.? Hvorfra får rødderne sin næring?
  3. Hvordan beviser analogien med banyantræet den åndelige verdens mangfoldighed og støtter personlighedsfilosofien?
  4. Hvad er det grundlæggende princip for hengiven tjeneste ifølge forklaringen til vers 1?
  5. Hvem kan siges rent faktisk at kende Vedaerne?
  6. Med hvilke våben fælder man træet?
  7. Forklar vigtigheden af ordet asanga.
  8. Hvad er det virkelige formål med Vedaerne?
  9. Beskriv overgivelsesprocessen.
  10. Hvorfor er der ikke brug for sol, måne eller ild i den åndelige verden?
  11. Hvorfor vender ingen tilbage til den materielle verden, når de har opnået Goloka?

 

Vers 7-11

  1. Hvad betyder det, at sjælen er en evig fragmentarisk del af Herren (mamaivamsah)?
  2. Redegør for ordet karsati.
  3. Forklar analogien med guld og guldstumper.
  4. Forklar analogien med forskellige dufte i luften og udskiftningen af kroppe.
  5. Forklar analogien med bevidsthed og vand i forskellige farver.
  6. Diskuter, hvordan brugen af vores sanser i dette liv skaber vores destination i næste liv.
  7. Hvad betyder jnana-caksusa?

 

Vers 12-15

  1. Hvordan kan Solen og Månen hjælpe os til at blive Krishna-bevidste?
  2. Forklar analogien med en håndfuld støv i hånden og universets opretholdelse.
  3. Hvordan fungerer fordøjelsesprocessen ifølge Bhagavad-gita og ayurveda. Nævn de fire slags føde.
  4. Hvilke tre ting kommer fra Herren som Oversjælen?
  5. Giv skriftlige citater, der understøtter, at Krishna er målet med  .
  6. Forklar de tre stadier, igennem hvilke man kan opnå fuldkommenhed.
  7. Hvordan kan vi med Prabhupadas ord forstå, at Gud er fuldstændig barmhjertig?

 

Vers 16-20

  1. Forklar ksarah og aksarah. Hvad er deres respektive mentaliteter?
  2. Giv en sammenfatning af Vedanta-sutra ud fra forklaringerne til vers 16-18.
  3. Redegør for vigtigheden af ordet uttama.
  4. Hvad betyder det, at den, der kender Krishna, ved alt?
  5. Hvad sker der med den, der forstår denne viden?
  6. Forklar analogien med Solen og mørke.
  7. Hvorfor er ordet bhajati vigtigt?
  8. Forklar betydningen af anagha.
  9. Hvad er hjertets to svagheder, og hvordan overvindes de?

 

Ekstra hjemmearbejde: 

Tegn den materielle verdens banyantræ.

Reflekter over, hvordan du oplever Guds barmhjertighed i dit liv.