Mange mener, at ens livsstil og ens religion ikke behøver at have noget med hinanden at gøre. Men det er ikke den vediske opfattelse. Derfor følger Hare Krishna-hengivne en levestil, der i hvert fald her i Danmark går ret meget på tværs af det omgivende materielle samfund. Det gør de helt bevidst, for de forstår, at den måde, man lever på, har en afgørende indflydelse på ens mentalitet, bevidsthed og åndelige udvikling. De dybereliggende værdier i den levestil, man følger, gør man i sidste ende til en del af sig selv, og ønsker man at udvikle åndelige værdier, må man følge en åndelig levestil.

Srila Prabhupada gav en lang forskrifter for, hvordan man bedst lever for at blive en god hengiven af Krishna, og han indførte denne levestil i sine templer. Hans motto var ’enkelt liv, høj tænkning’. Menneskets fortrin er dets højere intelligens og ikke evnen til at æde, sove og formere sig bedre end dyrene. Den materielle side af tilværelsen kan man selvfølgelig ikke fuldstændigt tilsidesætte, men den bør holdes på et naturligt leje. Alle har brug for mad, tøj på kroppen, et sted at bo osv. Man må sandsynligvis også arbejde på en eller anden måde og skaffe sig penge for at kunne få disse ting. Men disse materielle behov har en grænse, og det giver ingen mening at overdrive dem og bruge al sin tid på at stræbe efter materiel rigdom til sig selv. Ingen er endnu blevet lykkelig af materiel rigdom og nydelse. Hvad værre er, kan man ikke tage materiel rigdom med sig, når man dør. Det anbefales, at man i stedet bliver åndelig rig, for åndelig rigdom kan man tage med sig videre til næste tilværelse. Derfor sagde Srila Prabhupada ’enkelt liv, høj tænkning’.

En aspirerende hengiven skal kultivere fredfyldthed, selvbeherskelse, tolerance, renlighed, ærlighed, viden, visdom og religion. Udvikler man derimod kvaliteter som ustyrlige begær, grådighed, vrede, galskab, dovenskab, misundelse osv., ødelægger man sit åndelige liv. For at udvikle de rigtige kvaliteter gav Srila Prabhupada en række principper, man bør overholde. Han indførte disse principper som reglerne for livet i hans templer. Selv om de fleste Hare Krishna-hengivne i dag ikke bor i templer, er det alligevel det enkleste at se på tempellivet for at forstå Krishna-bevidst liv i praksis, for det er under alle omstændigheder det bedste eksempel på den levestil, Hare Krishna-hengivne forsøger at følge og leve op til.

Det første princip, man følger som hengiven, er at stå tidligt op hver dag. ”Morgenstund har guld i mund.” Når man først har vænnet sig til at stå tidligt op, bliver man forbavset over, hvor meget dette alene hjælper ens bevidsthed og gør en i naturligt godt humør.

Dagen i et tempel begynder med mangala-arati, den første tempelceremoni, hvor man mødes og synger Hare Krishna sammen klokken 4:30 om morgenen. Før det skal man have været oppe for at have taget bad og iført sig rent tøj. Fysisk renlighed og åndeligt liv er tæt forbundne, og derfor starter de hengivne dagen med et bad og rent tøj. Det er også af renlighedsårsager, at hengivne mænd er glatragede (bortset fra en traditionel hårpisk, der kaldes en sikha).

Hvad slags tøj, man har på, spiller en rolle. Ud over at holde én varm har tøj andre funktioner, for alt efter, hvordan man klæder sig, påvirker man sin egen bevidsthed og sender forskellige signaler til andre mennesker. I dagens materielle samfund bruges tøj ofte til at fremhæve en persons fysiske træk. Kvinder klæder sig for at fremhæve deres kvindelige former og tiltrække mænd, og mændene klæder sig også for at tiltrække kvinder. Dette er alt sammen med til at forøge ens materielle identitet. Hengivne derimod klæder sig, så deres materielle identificering mindskes og deres åndelige bevidsthed forøges. Derfor klæder kvinder sig i sari’er, den traditionelle vediske kvindedragt, og mænd klæder i sig dhoti’er og kurta’er. Gifte mænd er klædt i hvidt, imens ugifte mænd er i safranfarvet tøj. For kvinder er der ingen specielle farver.

Efter badet smykker man sig også med tilaka-mærker. Tilaka laves af en blanding af vand og lyst ler fra Ganges-floden og påføres kroppen 12 steder. Det mest synlige sted ligger på næseroden. Disse mærker tilkendegiver, at kroppen er Krishnas tempel.

Efter mangala-arati reciterer alle Hare Krishna-mantraet i et par timer. Srila Prabhupada foreskrev 16 ’runder’ (Se artiklen om Hare Krishna-mantraet på side 17) af Hare Krishna-mantraet hver dag for alle hengivne i et Hare Krishna-tempel, og det bedste tidspunkt at praktisere denne mantra-meditation på er så tidligt på dagen som muligt.

Klokken 7:15 foregår det næste punkt i dagens program. De hengivne mødes igen i selve tempelrummet for at synge Hare Krishna og sammen lytter de til et foredrag over Krishna-bevidst filosofi.

Ved 9-tiden bliver der serveret morgenmad. Al mad i et tempel er vegetarisk, men ikke kun det. Før maden bliver serveret ud, og før nogen anden har smagt på den, bliver den ofret til Krishna. Ofret mad kaldes prasada, der betyder nåde. Srila Prabhupada sagde, at et af de vigtigste principper for en hengiven er kun at spise prasada. Ideen er, at Krishna er den, der skal nyde af alles aktiviteter, imens alle andre er Hans tjenere. En tjener laver mad til sin herre, og når herren har spist, spiser tjeneren den mad, der er til overs. Kun at spise prasada, der er lavet på denne måde, gør en meget bevidst om ens tjenerforhold til Krishna. Det er også en stor hjælp til at blive herre over ens sanser. Hvor mange kender ikke til f.eks. igen og igen at spise det, man ved, man slet ikke burde spise, eller spise meget mere, end man kan tåle. Det forbløffende ved at overholde princippet om kun at spise prasada er, at man pludselig kan styre sin tunge og kun spise det, man vil (dette skal næsten opleves, før man tror det).

Efter morgen-prasada går dagens praktiske aktiviteter i gang. Da alt er tjeneste til Krishna, kalder man det ikke arbejde, men praktisk hengiven tjeneste. Dette fortsætter til hen under aften, hvor de hengivne igen mødes i templet til mere sang af Hare Krishna og studie og undervisning i vedisk filosofi fra f.eks. Bhagavad-gita. På denne måde både starter og slutter dagen med åndelige aktiviteter.

 

De regulerende principper

Alle hengivne i et Hare Krishna-tempel skal følge fire regulerende principper. Det ene er aldrig at spise nogen form for kød, fisk eller æg. En af de vigtigste kvaliteter, en åndelig praktikant forsøger at udvikle, er medfølelse og barmhjertighed, og dette kan man ikke udvikle, hvis man på samme tid er voldelig imod andre levende væsener (kødspisning indebærer uundgåeligt vold imod andre, når man slagter dem).

Det andet regulerende princip er ingen indtagelse af nogen form for rusmidler inklusive ikke blot narkotiske stoffer, alkohol og tobak, men også kaffe og te, der indeholder stimulerende koffein. Åndeligt liv kræver intelligens. Vi er allerede berusede og omtumlede nok bare ved at være i denne verden, og at gøre det værre igennem rusmidler fremmer ikke vores åndelige liv.

Det tredje princip er intet utilladt sexliv. Med utilladt menes her enhver form for sex uden for ægteskab, og inden for ægteskab er sex kun tilladt for at få børn. Med andre ord praktiserer hengivne cølibat, medmindre de ønsker børn, for sex og formering hænger naturligt sammen. Ingen steder i naturen ser man de to ting blive skilt ad. Kun mennesker forsøger kunstigt at skille dem, men Vedaerne fraråder dette. Dels har et  såkaldt ’frit sexliv’ (som i virkeligheden intet har at gøre med frihed, men tværtimod er at være slave af sanserne) mange samfundsmæssige slagsider som uønskede børn og ødelagte familier, og dels er det meget dårligt for ens åndelige bevidsthed. I virkeligheden er vi hverken mænd eller kvinder. At tro, at man er sin krop, uanset om det er en mandekrop eller kvindekrop, er kernen i den materielle illusion, og mere end noget andet forstærker sex denne illusion.

Som det fjerde regulerende princip afholder Hare Krishna-hengivne sig fra alle former for hasardspil. Dette omfatter pengespekulation, pengesatsning og tilmed lotto. Hasardspil ophidser sindet unødvendigt og undergraver et menneskes ærlighed. Spil og snyd følges ad.

 

Festivaler og højtider

Et vigtigt element i et normalt Hare Krishna-liv er mange fester og højtider året igennem. De vigtigste er Krishnas fødselsdag, der hedder Janmastami og falder hvert år i august eller september, og Sri Caitanya Mahaprabhus fødselsdag, der ligger i marts eller somme tider april (den vediske kalender er en månekalender, og derfor svinger dagene fra år til år). Andre højtider er Rama-navami, Nrsimha-caturdasi, Diwali m.fl. På fremkomst- og bortgangsdage for store åndelige mestre er der også en højtidelighed, og to gange om måneden på ellevtedagen efter nymåne og efter fuldmåne overholder de hengivne ekadasi, en særlig dag, hvor man faster fra korn og bønner og bruger mere tid på åndelige aktiviteter.

Hengivne forsøger i det hele taget at gøre livet til en fest. Åndeligt liv er naturligvis en alvorlig ting, men på den anden side er både sjælen og Krishna fulde af lykke og glæde hvert øjeblik. I den åndelige verden er hvert skridt en dans og hvert ord en sang, og åndelig udvikling handler et langt stykke ad vejen om at genoplive sjælens naturlige lykkefølelse. Derfor spiller festivaler og højtider også en stor rolle i hengivnes åndelige liv.