– Af Casey Luskin –
Dette er tredje del i en serie på ti, der er baseret på Casey Luskins kapitel ”The Top Ten Scientific Problems with Biological and Chemical Evolution” i bogen ”More than Myth” (redigeret af Paul Brown og Robert Stackpole og udgivet af Chartwell Press i 2014). Seriens to første afsnit blev bragt i de to forrige numre af Nyt fra Hare Krishna.
Så snart livet var startet, overtog den darwinistiske evolution ifølge evolutionsbiologerne styringen og frembragte i sidste ende den storslåede mangfoldighed, vi kan se i dag. Ifølge standardopfattelsen blev livets enorme kompleksitet bygget igennem en proces af tilfældige mutationer og naturlig selektion et lille mutationsskridt ad gangen. Alle livets komplekse træk menes selvfølgelig at være kodet i de levende organismers DNA. At opbygge nye træk kræver således frembringelse af ny information i DNA’ets genetiske kode. Kan den nødvendige information blive udviklet på den ikke-styrede, skridt-for skridt manér, sådan som det kræves af Darwins teori?
Næsten alle er enige om, at darwinistisk evolution er tilbøjelig til at fungere fint, når hvert skridt langs en evolutionær udviklingsvej giver en overlevelsesfordel. Darwinkritikeren Michael Behe bemærker: ”Hvis kun én mutation er nødvendig for at give en funktion, er det ret let for den darwinistiske evolution at finde frem til den.”24 Men hvis adskillige mutationer er nødt til at være til stede samtidigt for at få en funktionel fordel, hænger den darwinistiske evolution fast. Som Behe forklarer det: ”Hvis der er brug for mere end én [mutation], bliver sandsynligheden for at få alle de rigtige [mutationer] eksponentielt ringere.”25
Behe fandt som professor i biokemi på Lehigh University på udtrykket ”irreducibel kompleksitet” som beskrivelse for systemer, der kræver den samtidige tilstedeværelse af mange dele og dermed mange samtidige mutationer, før de giver organismen nogen overlevelsesmæssig fordel. Ifølge Behe kan sådanne systemer ikke udvikle sig på den skridt-for-skridt facon, som kræves af den darwinistiske evolution. Han hævder, at som resultat kan tilfældig mutation og ikke-styret naturlig selektion ikke generere den genetiske information, der kræves for at skabe irreducibelt komplekse strukturer, for mange mutationer skulle indtræffe samtidigt, hvilket ville være en meget usandsynlig hændelse.
Det er ikke kun Darwin-kritikere, der har bemærket dette problem. En artikel af en fremtrædende evolutionsbiolog i det ansete tidsskrift Proceedings of the U.S. National Academy of Science indrømmer: ”Den samtidige tilblivelse af alle komponenter i et system er usandsynlig.”26 På samme måde vedkender en standhaftig forsvarer af darwinismen, evolutionsbiologen Jerry Coyne fra University of Chicago: ”Naturlig selektion kan ikke bygge noget træk, hvor de mellemliggende skridt ikke giver organismen nogen fordel.”27 Selv Darwin anerkendte intuitivt dette problem, da han skrev i Arternes Oprindelse:
”Hvis det kunne demonstreres, at der findes et kompleks organ, der ikke på nogen mulig måde kunne være dannet ved talrige på hinanden følgende små ændringer, ville min teori bryde fuldstændigt sammen.”28
Evolutionsvidenskabsfolk som Darwin og Coyne hævder, at de ikke kender til noget tilfælde fra den virkelige verden, hvor den darwinistiske evolution bliver stoppet på denne måde. Men de er i det mindste i princippet enige i, at der er teoretiske grænser for, hvad den darwinistiske evolution kan udrette: Hvis et træk ikke kan bygges gennem ”talrige på hinanden følgende små ændringer,” og hvis ”mellemliggende skridt ikke giver organismen nogen fordel,” vil den darwinistiske evolution ”fuldstændigt bryde sammen”.
Problemerne er virkelige. Den moderne biologi fortsætter med at afsløre flere og flere tilfælde, hvor biologisk kompleksitet tilsyneladende overgår den darwinistiske evolutions informationsgenererende kapacitet.
Molekylære maskiner
I sin bog Darwin’s Black Box diskuterer Michael Behe molekylære maskiner, der kræver tilstedeværelsen af adskillige dele, før maskinerne kan fungere og give organismen nogen fordel. Behes berømteste eksempel er bakterieflagellen, en mikromolekylær roterende maskine, der virker ligesom en udenbords motor på en bakterie og driver den frem igennem et flydende substrat i dens søgen efter føde. I denne forstand har flagellen et grundlæggende design, der i høj grad minder om de motorer, som mennesker laver, og som indeholder mange dele, der er velkendte for ingeniører, inklusive en rotor, en stator, et u-led, en skibsskrue, en bremse og en kobling. Som en molekylærbiolog skrev i tidsskriftet Cell: ”[mere] end så mange andre motorer ligner flagellen en maskine, der er designet af mennesker.”29 Ikke desto mindre overgår disse maskiners energieffektivitet noget, som mennesker nogensinde har skabt. Den samme artikel konstaterer, at bakterieflagellens effektivitet ”kunne være ~100%.”30
Der er forskellige slags flageller, men alle benytter sig af visse grundlæggende komponenter. Som en artikel i Nature Reviews Microbiology beskriver det: ”Alle (bakterielle) flageller har til fælles et konserveret kernesæt af proteiner,” siden ”Tre molekylære mekanismer ligger i bakterieflagellens kerne: et system med rotor og stator, der driver flagellens rotation, det kemotaktiske apparatur, der bevirker ændringer i bevægelsens retning, og T3SS, der står for transporten af flagelaksens komponenter.”31 Som dette antyder, er flagellen irreducibelt kompleks. Genetiske ”knock-out” eksperimenter har vist, at den ikke samles eller fungerer ordentligt, hvis bare ét af dens omtrent 35 gener mangler.32 I dette alt-eller-intet spil kan mutationer ikke frembringe den kompleksitet, der er nødvendig for at give flagellen en funktionel rotationsmotor, gradvist et skridt ad gangen, og sandsynligheden for, at den kan samle dem alle på ét stort skridt, er overvældende lille. Ja, som ovennævnte artikel i Nature Reviews Microbiology indrømmer det: ”Forskersamfundet, der arbejder med flagellen, er dårligt nok begyndt at overveje, hvordan disse systemer er blevet udviklet.”33
Trods det er flagellen blot ét eksempel blandt tusinder på kendte molekylemaskiner inden for biologien. Et enkelt forskningsprojekt redegjorde for over 250 nye molekylemaskiner i gær alene.34 Bruce Alberts, fhv. præsident for U.S. National Academy of Sciences, lovpriste i en artikel i tidsskriftet Cell ”hastigheden”, ”elegancen”, raffinementet” og ”den særdeles organiserede aktivitet” i disse ”bemærkelsesværdige” og ”utrolige” molekylemaskiner. Han forklarede, hvad der inspirerede ham til disse ord: ”Hvorfor kalder vi de store proteinsamlinger, der ligger til grund for cellefunktionen, for maskiner? Præcist fordi disse proteinsamlinger ligesom maskiner, der er opfundet af mennesker til effektivt at håndtere den makroskopiske verden, indeholder yderst velkoordinerede bevægelige dele.”35
Biokemikere som Behe og andre tror, at med alle deres koordinerede og på hinanden indvirkende dele kan mange af disse maskiner ikke være udviklet på en darwinistisk skridt-for-skridt facon. Men det er ikke blot maskiner med mange dele, der overskrider rækkevidden for den darwinistiske evolution. Selve proteinkomponenterne, der bygger disse maskiner, ville også kræve talrige samtidige mutatationer for at opstå, hvilket gør den darwinistiske evolution endnu mere usandsynlig.
Forskning, der udfordrer den darwinistiske mekanisme
I 2000 og 2004 offentliggjorde proteinforskeren Douglas Axe i tidsskriftet Journal of Molecular Biology eksperimentelle resultater om den mutationsfølsomhed, han havde undersøgt for enzymer i bakterier.36 Enzymer er lange kæder af aminosyrer, der skal foldes i præcise, stabile tredimensionelle former for at kunne fungere. Mutationsfølsomhedseksperimenter begynder med at mutere sekvensen af aminosyrer i disse proteiner og derefter undersøge de muterede proteiner for at fastslå, om de fortsat kan foldes til stabile former og fungere korrekt. Axes forskning nåede frem til, at aminosyresekvenser, der giver stabile, funktionelle proteiner, kan være så sjældne som 1 ud af 1074 sekvenser, hvilket tyder på, at det overvældende flertal af aminosyresekvenser ikke vil give stabile proteiner og således ikke kunne fungere i levende organismer. (Fortsættes i næste nummer)
*
Fodnoter: Af pladshensyn nøjes vi med at henvise til den originale artikel, se http://www.discovery.org/p/188.