– Af Amogha-drk Krishna Dasa –
”Velsignet er de renhjertede.” Vi kan ikke benægte, at den proces for åndeligt liv, som Srila Prabhupada har givet os, er rensende. I Krishna-bevidsthed opgiver vi utilladt sex, kødspisning, beruselse og hasardspil for at være rene nok til at kunne gøre hengiven tjeneste. Men nogle af os oplever selv efter i årevis at have forsøgt at blive renset, at materielle ønsker dukker op med mellemrum.
Hvad skal vi gøre med de materielle tilknytninger, som vi stadig ser ud til at have? Slet og ret opgive dem, eller har vi faktisk brug for at engagere dem på en eller anden måde i Herrens tjeneste?
To slags vairagya
Lad os starte med begrebet forsagelse. Der er to slags forsagelse, nemlig yukta-vairagya og phalgu-vairagya. Begrebet vairagya kommer fra ordet vi, “modsat”, og raga, “tilknytning, lidenskab”. Med andre ord skal vi blive lidenskabsløse for at kunne forsage.
Den første slags vairagya, yukta, betyder det, der praktisk kan forbindes (med Krishnas tjeneste). Når noget forbindes, ligesom en tyr forbindes med en plov, bliver det nyttigt, praktisk og værdifuldt. På samme måder instruerer vores acaryaer, at vi bør forbinde det, der er nyttigt, med Krishnas tjeneste, hvorved disse ting bliver åndeligt værdifulde. Hvad der er værdifuldt i min tjeneste, er selvfølgelig måske ikke altid værdifuldt i din tjeneste, og omvendt. Vi må finde ud af disse ting ved hjælp af hengivne, der er mere forsagende end os selv.
Den anden slags forsagelse er den slags, der er falsk eller tør, en mental forsagelse, vi kun stiller op med for et syns skyld. Den ligger ikke dybt i vores hjerte og varer derfor ikke ved. Hvor mange gange har vi f.eks. ikke på et tidspunkt lovet at opgive den ene eller den anden dårlige vane for blot senere at se os selv hengive os til den samme? Ordet phalgu refererer til en flod, der ser ud til at være indtørret, men skjuler, at under den tørre overflade fortsætter den med at løbe. Srila Prabhupada forklarer:
”Byen Gaya ligger ved floden Phalgu. Denne flod kaldes Phalgu, fordi man kun kan se sand. Men hvis man stikker hånden ned i sandet, finder man vand. På samme måde sigter phalgu-vairagya til de såkaldte sannyasier, der har iført sig den forsagende ordens klædedragt, men inde i hjertet har alle mulige ønsker, de vil have opfyldt. Hvis man stikker sin hånd ind i deres hjerter, vil man opdage, at de har alle mulige ønsker om materiel nydelse. Det kaldes phalgu-vairagya. På overfladen er der intet vand, men kun sand, men indeni løber der vand.” (Fra en klasse i Calcutta den 29. januar 1973)
Sannyasier sætter eksemplet for de andre varnaer og asramaer i kunsten af ren hengiven tjenste til Krishna, hvor man har opgivet alle materielle ønsker. Men i Krishna-bevidsthed forventes grhasthaerne for ikke at tale om vanaprasthaerne og brahmacarierne også at gøre fremskridt på selvfornægtelsens vej, dvs. at opgive vores materielle ønsker ét efter ét for at opnå ren tjeneste til Krishna.
Grader af vairagya
Som vi ved, er prisen for at opnå denne rene hengivne tjeneste at forsage den materielle verden. Der er ingen genveje. Vi kan ikke komme med på den åndelige flyvemaskine med alle mulige former for materiel baggage. Derfor er det nødvendigt med den stærkeste form for vairagya, der udspringer af en god dømmekraft (vicara) imellem, hvad der er nyttigt (sat) og værdiløst (asat) i Krishnas tjeneste. Den får vi ved at diskutere bristerne ved materielt liv, sådan som de gives i Srimad-Bhagavatam, i selskab med rene hengivne (sat-sanga).
Til at begynde med praktiserer vi kun den svage form for vairagya, der kaldes smasana-vairagya. Smasana betyder ”gravsted”. Efter at have set en slægtnings død mindes vi om vores egen død, og hvor midlertidigt dette liv er. ”Jeg dør også snart, så hvorfor være knyttet til disse midlertidige ting. Lad mig bede og læse mere om Gud.” Men siden verden altid går videre, glemmer vi hurtigt alt om det og er tilbøjelige til som før at springe over, hvor gærdet er lavest.
Imidlertid er de, der virkelig er seriøse med hensyn til at uddrive begær eller kama fra deres hjerte, årvågne i deres selvransagelse. Det bør vi også være, for denne kama har siden tidernes morgen været hele vores eksistens’ største fjende. Vi kan måske slå en giftig slange ihjel, men kama er et mere lumsk væsen, der kommer op med alle former for kunstgreb for ikke at blive fordrevet fra sit gemme i hjertet – fra vores stolte ego, der efterligner Gud og gør kama til sin bedste allierede.
Når man i det mindste teoretisk har accepteret, at denne materielle verden er en illusion, og at virkeligheden er at være sammen med Krishna i den åndelige verden, hvad alternativ kan der muligvis være, når som helst vi opdager materielle ønsker flyde rundt inde i os, andet end seriøst at arbejde for at opgive disse ønsker?
”Men!” hører jeg dig indvende, ”Hvad med at forbinde disse ønsker med Krishnas tjeneste, for vi lærer også, at det ikke er godt blot at undertrykke dem?”
Diskussionen af undertrykkelse er afgjort vigtig. Lad os først se på, hvad ayurveda har at sige om de drifter, der skal undertrykkes (dharaniya), og dem, der ikke skal (adharaniya).
At undertrykke eller ej
Som vi alle ved det, er der visse af naturens tilskyndelser, som vi ikke kan undertrykke. Vi må følge driften til at gå på toilettet, drikke noget og sove. Mindre vigtige kropslige tilskyndelser såsom at nyse og bøvse er også inkluderet i listen over drifter, der ikke kan undertrykkes, for at blokere for enhver naturlig regulering af luft i kroppen skaber vata-ubalance, der igen skaber sygdom. Men den samme ayurveda nævner også drifter, der faktisk skal undertrykkes, så snart de dukker op. De inddeles i sindets drifter (manasika), talens drifter (vacika) og kroppens drifter (saririka).
Kroppens drifter, som man skal undertrykke, er f.eks. lidenskaben efter andre kvinder end sin hustru og at begå vold imod eller skade andre med sine fysiske handlinger. Talens drifter, som skal undertrykkes, er at lyve, sladre om andre, tale irrelevant eller tale på en aggressiv måde. De mentale drifter, der er sindets fjender, er ting som begær, grådighed og misundelse. Disse skal bringes til ophør, for hvis vi ikke gør det, vil vi ifølge ayurveda miste vores mentale balance og ende i de lavere kvaliteter. Ikke sattva-guna, men derimod rajas og tamas, vil give sig til kende i vores væsen, når vi agerer på ordre af lyst, grådighed, misundelse, stolthed, vrede og illusion, hvilket giver syndige reaktioner, der igen fører sygdom med sig. Derfor kaldes disse for sindets seks fjender eller landevejsrøvere, for de stjæler vores godhed.
På den anden side er det én ting at undertrykke sindets ondskab, men hvad med vores naturlige tilbøjelighed til en bestemt form for arbejde eller handling? (Fortsættes i næste nummer)