– Af Janardana Dasa –
I januarnummeret fortalte Mahabhavi Dasa [se ’På pilgrimsrejse i Sydindien’] om sin tur til Sydindien i efteråret. Han rejste ved den lejlighed sammen med Janardana Dasa. I det følgende skriver Janardana lidt om sine oplevelser på den samme tur.
Alt i skabelsen ejes og beherskes af Herren: isavasyam idam sarvam yat kinca jagatyam jagat. Den materielle energi, som tager midlertidige skønne og somme tider livagtige former, er i konstant forvandling. Enkelte steder kan vi dog fra sastra erfare, at Herren Krishnas evige boliger manifesterer sig i denne sanselige verden. Hvis man ønsker, kan man på disse hellige steder eller divya desam fornemme Krishnas tilstedeværelse. Først og fremmest vil Hans hengivne befinde sig her. Stederne er beskrevet i de åbenbarede skrifter og har i umindelige tider været genstand for de store vismænd og hengivnes opmærksomhed. Hvis man tjener Krishna, som er Herren i skabelsen, kan man fornemme Ham overalt, men i særdeleshed på de hellige steder og i de templer, hvor Krishna bliver tilbedt. I denne Kalis tidsalder er den anbefalede måde at tilbede Krishna på at synge Hans navne i forsamlinger.
Sri Dhama Mayapur er stedet, hvor Krishna nedsteg i denne Kali-yuga som den perfekte sannyasi, Sri Caitanya Mahaprabhu, for at introducere sangen af Hare Krishna-mantraet. Fordi dette er stedet, hvor Yuga-avataren åbenbarede Sig og manifesterede den første del af Sine transcendentale aktiviteter på Jorden, vil Sri Dhama Mayapurs styrke tage til de næste 10.000 år i en gylden periode og være centrum for sankirtana-bevægelsen. I Kali-yuga vil almindelige menneskers lidelse tage til, og deres alder, styrke og størrelse mindskes, men i en kosmisk set kort periode vil denne påvirkning modvirkes af udførelsen af sankirtana-ofringen. Krishna siger i Bhagavad-gita 5.29, at Han er nyderen af alle ofringer, og derfor er det Ham, der bestemmer, hvordan og hvad Han vil nyde. Det fastlås tydeligere i Srimad-Bhagavatam, at kun personer med tilstrækkelig intelligens vil tage til denne aktivitet. Alle, der tager denne proces til sig, vil hurtigt kunne opnå den højeste gave – Krishna-prema, kærlighed til Krishna. Alt andet vil miste sin betydning i denne midlertidige verden, efterhånden som Kali-yuga skrider frem. Alle andre hellige steder vil med tiden dækkes over.
Jeg var netop i Indien i efteråret, hvilket sker jævnligt, men det bliver aldrig rutinemæssigt. Efter et kort besøg på Bali hos Madhavasraya Prabhu, som jeg hyggede mig med, fløj jeg tilbage til Cochin i Kerala, Indiens sydvestlige kyststat. At Krishna er til stede overalt, og specielt hvor man tjener Ham, blev meget tydeligt for mig, da jeg landede i Cochin. På mine rejser i Indien er det blevet en vane at medbringe Srila Prabhupadas bøger til distribution overalt – i fly, på kamelryg, i bussen og i butikken. Fly og lufthavne er glimrende distributionssteder i Indien, fordi folk har valuta med sig. På flyet fra Bali distribuerede jeg bøger, og i lufthavnen opsøgte jeg i min entusiasme med det samme en person. Netop da henvendte nogen sig til mig. Det var et hengivent par, der havde sat en rejsende af. De var netop i gang med forberedelsen til søndagsfesten i templet, og jeg fik tilbuddet om at køre med tilbage til templet i byen. Parret var vældig imødekommende og varme. Altid en fornøjelse atter at være i hengivnes selskab. Da jeg fortalte, at jeg kom fra Danmark, spurgte de mig, om jeg kender Lalitanatha Prabhu, for han havde netop været på besøg og opholdt sig i Cochin året forinden. Intet mindre end fantastisk, tænkte jeg. Hvad er chancerne for præcis at støde på disse hengivne, som ikke alene samlede mig op i lufthavnen, netop som jeg var ankommet, men også tog mig med til søndagsfesten? Og så kendte de Lalitanatha og frue. Til søndagsfesten tilsmilede heldet mig endnu mere. En gruppe hengivne skulle dagen efter besøge Guruvayur-templet, og de tilbød mig at køre med. De næste dage nød jeg samværet med de lokale hengivne, som på overvældende vis viste mig gæstfrihed og værtsskab.
Kerala var ny for mig, så det kom vældig belejligt at blive faciliteret på denne måde, indtil jeg havde fundet mig til rette. Navnet Kerala betyder landet med kokospalmer, og det har sin helt naturlige, ligefremme forklaring. Den del af Indien kaldes også Parasurama-ksetra. Efter at Krishna nedsteg som Parasurama-avataren og slog de krigslystne ksatriyaer ihjel 21 gange, gav han alt det erobrede land i velgørenhed til brahmanaerne. Da han således stod uden land, pløjede han dette stykke land op langs kysten ved det Arabiske Hav fra Gokarna i nord til den allersydligste del af Indien.
Det mest pilgrimsbefærdede tempel i Kerala er netop Guruvayur–templet. Murtien af Krishna, der bliver tilbedt der, er meget gammel og blev efter sigende først givet af Vishnu Selv til Brahma og derefter til Sutapa og Prishni, som tilbad murtien. De ønskede at få Vishnu som deres søn, og i tre tidsaldre blev de forældre til Vishnu. Først lod Prishnigarbha Sig føde af Prishni. Som Kasyapa og Aditi fik de Vamanadeva, og til sidst som Vasudeva og Devaki havde de Krishna som deres søn i Dvapara-yuga. Krishna Selv skulle have tilbedt denne murti i Dvaraka og senere givet den til Uddhava. Krishna kundgjorde for Uddhava, at denne form ville give beskyttelse til de faldne sjæle mod lidelserne i Kali-yuga. Senere installerede Uddhava i konsultation med Brihaspati (devaernes guru) og vindguden Vayu murtien i Kerala. Deraf navnet Guruvayur.
Senere besøgte jeg Padmanabha Swami-templet i den helt sydlige del af Kerala. Stedet er dejligt beliggende ved et vandreservoir fra en svunden tid. Som vesterlænding får man uønsket særbehandling. Efter en del diplomati og indhentning af dokumenter fik jeg omsider darsana med lotusøjede Krishna. Af nogle kaldes tempeltjenerne eller pujarierne spøgefuldt for brahmana rakshasaer [brahmana-spøgelser]. Det skal på ingen måde virke afskrækkende for eventuelt interesserede besøgende, men jeg konkluderede, at Krishna kun giver darsana til ivrige pilgrimme. Ej heller er Han lokalt til salg. Man kunne tro, at pujarier sådanne steder velvilligt lukker turister ind for at få lidt dollars. Nej, Krishna er ikke sådan en Gud, der mangler noget. Padmanabha Swami hviler (for der i Trivandrum ligger Han ned med en lotusblomst, der vokser ud af navlen) på en skat af guld og ædelstene, man kun for nyligt har fået skaffet sig adgang til, i rummene under templet. Tilbedelsen der går mere end 5.000 år tilbage, for det er et af stederne, Balarama besøgte på Sin pilgrimstur under Kuruksetra-krigen. De åbenbarede skrifter med deres historier og filosofi kommer til live. Alle Guddommens aktiviteter bliver vidunderligt virkelige. I sydlig retning ikke langt fra dette tempel ligger Adi Kesava-templet, hvor Herren Caitanya fandt 5. kapitel af Brahma-samhita.
Jeg rejste videre til Tamil Nadu og besøgte ISKCON’s Chennai-tempel. Danesh og jeg havde for år tilbage en knap så hyggelig oplevelse, da vi på vej sydpå var indenom asramaen. Den erindring irriterede mig. Min forhåbning var under besøget i mødet med de hengivne at kunne få vendt den oplevelse i positiv retning. Efter lidt tovtrækkeri og en misforståelse havde jeg nogle gode samtaler med den hengivne, der gav forelæsningen til søndagsfesten. Han var frygtløs og direkte i sin prædiken. Jeg tilbragte også nogen tid med tempelforstanderen, der inviterede mig til at indtage fest-prasada under et bryllup senere på dagen. Vi havde en venlig, god, fortrolig snak over morgen-prasada. Med hjælp fra forsamlingen er der nu blevet bygget et stort majestætisk tempel.
Danske Gaura Krishna, der nu bor i det centrale Indien, tilbragte nogen tid i et ISKCON-tempel i det centrale Maharashtra i byen Pandharpur. Jeg vil ikke afskrække jer med, hvor vanskeligt det var at komme dertil, men blot ønske jer en god tur. Dette sted ligger, hvad vi i Vesten ville kalde temmelig afsides. Ikke bare geografisk, men sprogligt også. Byen er dog kendt i hele Maharashtra, fordi Herren Vithala (eller Vithoba) bliver tilbedt der.
Vithoba betyder Herren, der står på en sten. Pundalik var en dedikeret søn, der tilbad sine forældre, men det ændrede sig for en tid, da han blev gift. Hans forældre besluttede at flytte til Kashi. Sønnen drog med, men lod forældrene gå, mens han selv sad til hest. Undervejs var Pundalik vidne til noget vidunderligt. Da de passerede en stor vismands asrama, så han nogle kvinder i snavset tøj gå ind i asramaen, hvor de gjorde rent. Da de forlod asramaen og gik ind i bederummet, kom de ud derfra i det samme tøj, men var nu fuldstændigt rene. Han blev så ivrig efter at have været vidne til denne vidunderlige hændelse, at han ventede for at se, om de ville komme tilbage, så han kunne tale med dem. Senere kom de, og han henvendte sig til dem. Det viste sig at være Ganga, Yamuna og alle de andre hellige floder i Indien. De sagde til ham, at han var den største synder på grund af den måde, hvorpå han behandlede sine forældre.
Fra den dag ændrede Pundalik sin væremåde og begyndte at tjene og tilbede sine forældre på en sådan måde, at Herren Vishnu en dag opsøgte ham. Selv om Pundalik så Herren Vishnu stå ved familiens hus, bad han Ham om at vente, da han var travlt optaget af at sørge for sine forældre. I mellemtiden gav han Herren Vishnu en sten at stå på, mens han fortsatte med sin tjeneste. Herren Vishnu ventede tålmodigt på ham og gav ham derefter en velsignelse. Pundaliks ønske var, at Herren skulle forblive på Jorden og velsigne alle. Så formen af Herren Vitthala er svayambhu, selvmanifesteret.
Alle, der besøger templet, har tilladelse til at røre ved Krishnas lotusfødder. Vi havde dog ikke tålmodighed til at stå otte timer i kø, så vi havde virtuel darsana. På en fjernsynsskærm kunne vi se, hvordan pujarierne på ekstatisk vis flåede de besøgende pilgrimme væk fra alteret efter endt darsana for ikke at sætte de ventende tilbederes tålmodighed på yderligere prøver. Mange af dem var kommet gående langvejs fra i kirtana-optog, hvilket vi havde set fra bussen, vi kom med om morgenen. På ekstatisk vis nærmede de sig til bens milevidt fra alle retninger og flokkedes her i slutningen af kartika-måneden til den forestående højtidelighed og fejring.
Folk i denne centrale del af Indien lever et roligt liv langt fra storbyernes rumsteren. De virker ugenerede af tanken om at skulle bevæge sig i et køretøj, selv over lang afstand, og da vi senere på aften skulle derfra for at nå vores tog i en anden by, virkede det helt tilfældigt, hvornår busserne gik. Jeg fik tegnsproget mig frem på hindi til, at busserne gik hver halve time, men da jeg hver halve time fik at vide, at bussen var aflyst, begyndte jeg at miste modet. Da de endelig kom, kom alle busserne på samme tidspunkt. Ydeligere forvirring opstod, da alle passagerer først gik op i den ene bus for lige pludselig at løbe over i en anden bus. Ingen fortalte min rejsefælle Mahabhavi og mig, hvad der egentlig gik for sig.
Om en uge er jeg tilbage i Indien sammen med Mahabhavi. Der bliver sikkert tid til et lille referat fra Rishikesa, hvor vi er en gruppe Hare Krishnaer, der de sidste par år er taget dertil en uge for at synge Hare Krishna og distribuere bøger og prasada i denne yogaens hovedstad.