– af Madhava Smullen –

En fængslende og inspirerende ny dokumentarfilm af den franske filmmand Vasudeva Dasa tager hans publikum med til verdens største bhakti-vriksa-samfund, der består af talrige Krishna-bevidste forsamlingsgrupper. Særheden ved dette er, at vi skal til Den Persiske Golf i et land, hvis navn tilbageholdes på grund af dets love imod offentlig tilskuestillen og udbredelse af ikke-islamiske traditioner. Derfor har dokumentarfilmen den gådefulde titel Somewhere in the Gulf [”Et eller andet sted i Golfen”].

Den timelange film, der blev optaget i marts og april sidste år, fortæller, hvordan de indiske emigranter Vijay Venugopala Dasa og hans hustru, Prema Padmini Dasi, begyndte deres bhakti-vriksa-samfund i 1988 ved, at de holdt små Krishna-bevidste programmer i deres hjem. De respekterede de lokale love om at ikke at forsøge at omvende muslimer og opsøgte kun deres fælles indiske emigranter, der var i Golfen for at tjene penge til deres familier, før de igen flyttede tilbage til Indien. Fra ingen hengivne overhovedet i vores unavngivne land voksede fælleskabet til 2.000 mennesker på et årti. I de næste ti år udvidede det sig til 5.000, og i dag består det af utrolige 8.000 bhakti-vriksa-medlemmer, der praktiserer Krishna-bevidsthed.

Hvad mere er, er intet mindre end 1.500 af disse nu initierede ISKCON-hengivne, der reciterer 16 runder af Hare Krishna-mantraet om dagen og følger de fire regulative principper med ingen kødspisning, ingen beruselse, ingen utilladelig sex og intet hasardspil.

I Vasudevas film tager den informative og joviale franskmand os med ind i bhakti-vriksa-grupperne, der har skabt dette forbløffende fænomen. Der er for øjeblikket to store bhakti-vriksa-fællesskaber i vores land, hvor det ene er blevet døbt “Mathuradesh” og det andet “Simantadvipa”. I begge byer er der snesevis af bhakti-vriksa-celler, der er grupper på hver cirka femten personer, der mødes ugentligt i et bhakti-vriksa-medlems hjem.

Hvert møde ledes af en ”tjenerleder”, varer imellem en og to timer og består af syv dele. Først er der en isbryder, hvor medlemmerne taler om, hvad der foregår i deres daglige liv og relaterer det til Krishna. Dette følges af en kirtana og oplæsning fra bogen The Glories of the Holy Name.

Medlemmerne reciterer derefter én runde eller 108 Hare Krishna-mantraer sammen på kæder. Så læser de et stykke fra skrifterne og diskuterer betydningen af det, de har læst, taler lidt om vigtigheden af opsøgende, uadvendt Krishna-bevidst aktivitet og respekterer til sidst et måltid prasada sammen.

Efter at medlemmerne systematisk har gjort fremskridt i Krishna-bevidsthed gennem dette program igennem et stykke tid, starter de i mange tilfælde deres egne cellegrupper, så antallet af medlemmer hele tiden vokser mere og mere.

Ud over møderne har de også andre muligheder for at gøre fremskridt i Krishna-bevidsthed. Hengivne kommer sammen en hel dag til ”japa-ton” [recitation i en hel dag] og til dage, hvor de reciterer seksten runder sammen. Mange har gennemgået kurser i vaisnava-etikette og grhastha-asrama såvel som bhakti-sastri-kurser i Srila Prabhupadas bøger og Mayapur Instituttets læreruddannelseskursus. Derudover har mange af dem selvfølgelig taget initiering.

Bhakti-vriksa­-samfundet giver ikke kun åndelig uddannelse, men imødekommer også andre elementer i et afbalanceret liv. Medlemmerne skiftes til at tage sig af børnene, mens de andre voksne deltager i møderne. Børnene har deres egne møder med spørgsmål og svar om Krishna, hvor de lærer vers og har kirtana.

Så er der ungdomslejre, cricketkampe og udflugter til stranden. Et særligt inspirerende klip i filmen  viser omkring 25 familier, der cykler ud sammen og har kirtana i sandklitterne.

Bhakti-vriksa-lederne tilbyder tilmed rådgivning for at hjælpe medlemmerne i deres personlige liv og deres indbyrdes forhold.

”Alle anses for at være en del af familien,” fortæller Vijay Venugopala i filmen. ”De får hjælp til alle sider af deres liv. Hvis de slås med problemer i deres fysiske helbred, i deres økonomiske situation, i deres åndelige liv osv., er der altid nogle til at hjælpe dem. Der er et helt støttesystem af hengivne.”

Han gør opmærksom på, at nu er der tre generationer af bhakti-vriksa-medlemmer i vores unavngivne land. ”Familier opstod, og den anden generation er vokset op og også blevet gift,” forklarer han. ”Og nu er der også en tredje generation, der deltager i vores bhakti-vriksa-programmer. Dette kærlige forhold fortsætter hele livet.”

Medlemmer af bhakti-vriksa-samfundene i Mathuradesh og Simantadvipa inkluderer både velhavende, højtuddannede mennesker og arbejdere som byggefolk, skræddere og barberer. Mange har ladt deres familie blive tilbage i Indien og arbejder ti eller tolv timer om dagen for at tjene penge, som de sender hjem til familien. Før de kom med i bhakti-vriksa, følte mange af dem sig ensomme og overanstrengte. Nogle gange blev de deprimerede og begyndte at drikke, ryge og spille. Men bhakti-vriksa gav dem et nyt hjem, mens de var væk fra deres hjem, gav dem fornyet mod og ændrede deres liv.

I filmen fortæller én bhakti-vriksa-gruppeleder, at medlemmerne ofte kommer til gruppen overbebyrdet af problemer og bekymringer over deres familier og økonomi. Men det varer ikke længe, før de har nye venner, har genfundet forbindelsen til deres indiske åndelige kultur, reciterer tolv eller seksten runder japa om dagen og bemærker med lysende ansigter: ”Problemer? Vi har ingen problemer?”

Filmskaber Vasudeva Dasa fortæller, at det var en ”forfriskende” oplevelse at optage dokumentarfilmen og håber, at filmen, der havde premiere i oktober 2014, vil være inspirerende for publikum generelt og i særdeles for ledere, der er interesseret i udvikle deres forsamlingsfællesskaber.

”Overalt i verden inklusive de lukkede dele af verden er der bhakti-vriksa,” runder Vijay Venugopal af til slut i Vasudevas film. ”Programmets natur er, at det er meget diskret, det foregår i hjemmene, og kun få ved noget om, hvad der sker. Det vokser. Selv hvis de demokratiske samfund skrider, og verdenssituationen fører til alle slags problemer i fremtiden, er bhakti-vriksa integreret i samfundet. Måske får templerne ikke lov til at være der, men bhakti-vriksa kan blomstre sådanne steder, fordi det ikke afhænger af store budgetter. Det er blot noget privat, der foregår i hjemmene og spreder sig på den måde, Caitanya Mahaprabhu ville have det.”

Se hele filmen her: http://iskconnews.org/video/somewhere-in-the-persian-gulf,802/#.VNyZ3CnEPzI .

Hentet fra ISKCON News: http://iskconnews.org/worlds-largest-bhakti-vriksha-community-hidden-in-persian-gulf,4807/.