– Af Ravindra Svarupa Dasa –

Denne artikel blev oprindeligt skrevet til en konference i England mellem vaisnavaer og kristne. Ravindra Svarupa Prabhu forklarer, hvordan Vaisnava-vedanta løser en tilsyneladende selvmodsigelse i Upanisaderne om, at den individuelle sjæl og den Højeste Sjæl er både identiske med og forskellige fra hinanden.

Gnister af Gud

Sjælen eller selvet (atma) beskrives som et lillebitte adskilt fragment af Gud eller Oversjælen (paramatma). Gud er som en ild, og de individuelle sjæle er som gnister af ilden. Som sammenligningen antyder det, er selvet og Overselvet på samme tid ét med og forskellige fra hinanden. De er lig med hinanden i kvalitet, for både sjælen og Oversjælen er brahman, ånd. Men alligevel er de forskellige i kvantitet, siden Overselvet (param brahman, “den Højeste Brahman“, jf. Bhagavad-gita 10.12) er uendeligt stort, imens de individuelle selv’er er uendeligt små.

I Upanisaderne fastslår nogle tekster den identiske enhed mellem den individuelle sjæl og den Højeste Sjæl, imens andre taler om forskellen på dem. Vaisnava-vedanta løser denne tilsyneladende selvmodsigelse ved at anerkende identitet og forskellighed som lige virkelige.

En sådan forsoning finder vi i Katha Upanisad (2.2.13) i passagen nityo nityanam cetanas cetananam eko bahunam yo vidadhati kaman: “Der er ét evigt væsen blandt de mange evige, ét bevidst væsen blandt de mange bevidste væsener. Det er denne ene, der opfylder de manges behov.” Ifølge denne tekst er der i virkeligheden en klassedeling i transcendencen, to kategorisk forskellige slags evige, bevidste – og dermed åndelige – væsener. Den ene kategori er i ental (nityo), en mængde med kun et element. Dette er Guds kategori, for Han er én uden lige. Den anden klasse er i flertal (nityanam) og indeholder utallige medlemmer. Dette er sjælenes kategori. Medlemmerne af begge klasser er brahman, ånd. Ikke desto mindre er én af dem unik, uforlignelig og i en kategori for sig selv som den enestående, uafhængige, selvopretholdende opretholder af alle andre. Hver eneste af de andre har en mangfoldighed af ligemænd, og alle er på samme måde afhængige af den ene. Den ene er absolut. De mange er relative.

 

Den Absoluttes energier

En fundamental doktrin i Vaisnava-vedanta er, at den Absolutte Sandhed besidder energier (i modsætning hertil benægter den upersonalistiske Advaita-vedanta energiernes realitet). Energierne inddeles i forskellige kategorier. En af dem udgør de utallige individuelle sjæle.

Den “Absolutte Sandhed” angiver det, hvorfra alting udgår, hvorved det opretholdes, og hvortil det i sidste ende vender tilbage. Den Absoluttes frembringelser regnes for Hans sakti, Hans energi eller kraft. Varme og lys regnes for eksempel for ildens ”energier”. Ligesom Solen projicerer sig selv overalt gennem sin udstråling og alligevel forbliver adskilt fra alting, ekspanderer den Absolutte sine egne energier for at frembringe (og i en vis forstand blive) verden, imens Han forbliver adskilt fra den. I modsætning til Solen kan den Absolutte udstråle ubegrænset energi og forblive uformindsket (den Absoluttes matematik: én minus én er lig med én). Kort sagt er intet forskelligt fra Gud, men Gud er forskellig fra alting.

De talløse sjæle udgør den kategori af guddommelig energi, der kaldes tatastha-sakti. Tata betyder “bred” som på en flod eller sø. Tatastha betyder “situeret på bredden”. Sjælene karakteriseres som marginal energi eller grænseenergi, fordi de så at sige befinder sig mellem to verdener. De kan opholde sig i enten den ene eller den anden af to hovedenergier, den indre (antaranga-sakti) og den ydre (bahiranga-shakti). Den indre energi kaldes også den åndelige energi (cit-sakti), og den ydre energi kaldes også den materielle energi (maya-sakti). Den indre kraft ekspanderer den transcendentale sfære, Guds evige rige. Den ydre energi ekspanderer den materielle verden, der somme tider er manifesteret og somme tider umanifesteret.

Fordi sjæle er åndelige, er deres oprindelige hjem det åndelige rige. Næsten alle sjæle opholder sig dér. De kaldes evigt befriede sjæle. Kun en ganske lille minoritet af sjæle bor i denne materielle verden. De kaldes faldne eller betingede sjæle.

Sjæle er små stikprøver af Gud. Derfor besidder de en lille smule af den frihed, som Gud besidder til fulde. Selv om de er evige og fulde af viden og lyksalighed, og selv om deres dharma eller essentielle natur er at tjene Gud, kan de stadig i udøvelsen af den frihed med fuldt overlæg vende sig væk fra guddommelig tjeneste. Derved falder disse sjæle ned i den ydre, materielle energis ugæstfrie sfære.

Fordi sjæle af natur er tjenere, forbliver selv de oprørske sjæle under Guds kontrol, men den kontrol udfoldes nu indirekte på en uheldig måde ved den materielle naturs mellemkomst. Sjæle har ikke friheden til ikke at blive styret af Gud, men de vælger frit, hvordan de vil styres. De, der ikke frivilligt ønsker at blive styret af Gud, styres ufrivilligt af den materielle natur. Det er af denne grund, at åndelige sjæle bliver fængslet i materie. Under Herrens overopsyn sker der en forening af marginale og ydre energier, og skabelsen opstår som resultat deraf.

 

Åndelige væsener i den materielle verden

Tilstedeværelsen af ånd i den materielle verden røber sig med det samme for os gennem bevidsthed. Bevidsthed er symptomet på sjælen. Det er sjælens strøm eller energi. Bevidsthed er ikke et biprodukt af den materielle energi. Et materielt objekt som et bord eller en stol er helt og aldeles et objekt og på ingen måde subjekt. Det har ingen betydning for sig selv. En legemliggjort sjæl, et levende væsen, er på den anden side et subjekt, der har betydning for sig selv såvel som for andre. Det erfarer. Påstanden om, at sjælen er et ”metafysisk væsen”, der ligger uden for enhver mulig erfaring, er slet og ret falsk. Ikke blot erfarer vi sjælen. Sjælen er selve betingelsen for, at vi har nogen erfaring overhovedet.

Således er sjæle fundamentale irreducerbare væsener i verden. Hvert eneste levende, bevidste væsen tilhører en kategori, der er forskellig fra den materielle energi, der indeslutter og omgiver det. Upanisaderne erklærer, aham brahmasmi: “Jeg er brahman. Jeg er ånd.” Den logiske konsekvens af dette er: ”Jeg er ikke materie,” og videre: ”Jeg er ikke kroppen.” Mennesker realiserer deres fulde potentiale, når de erkender dette.

De materielle elementer, som de levende kroppe består af, angives traditionelt som otte: jord, vand, ild, luft, æter, sind, intelligens og falsk ego. De opregnes i en rækkefølge fra de groveste til de fineste, fra dem, der er mest åbenlyse for vores sanser, til dem, der mindst er det. De første fem er de grove elementer (maha-bhuta’er). De sidste tre er de fine eller subtile elementer (suksma-bhuta’er). De grove elementer bliver mere forståelige for os, når de oversættes som fast stof, væsker, lysende energi, luftarter og rum. De subtile elementer udgør under ét det, vi i Vesten kalder ”sindet”. Det subtile element manas eller sind er sædet for vaner og for almindelig tænkning, følelse og vilje ifølge ens givne tankesæt. Buddhi eller intelligens er den højere evne til at skelne og selve dømmekraften, der bestemmer vores tænkemåde og træder i forgrunden, når vi gennemgår omvendelser eller paradigmeskift. Ahankara eller følelsen af at være sig selv er den evne, hvorigennem den legemliggjorte sjæl antager en falsk eller illusorisk identitet i den materielle verden.

Betingede sjæle opnår en menneskelig form efter at have vandret op igennem hierarkiet af levende væsener. Som mennesker er de i stand til at udvikle selverkendelse og befrielse. Befrielse vil sige at opgive den falske identificering af selvet med de grove og subtile materielle bånd og genvinde sin oprindelige åndelige form som en tjener af Gud.

Selv i den betingede tilstand forbliver sjælen altid et åndeligt væsen. Ligesom en drømmer, der overfører sin identitet på et illusorisk drømmeselv, tillægger den betingede sjæl sig et falsk materielt selv. Selv om selvet af natur er evigt, fuld af viden og fuld af lyksalighed, bliver denne natur dækket af illusion. Sjælen identificerer sig med den materielle krop og kastes ud i det mareridt, hvor han er fanget i kredsløbet af gentagen fødsel og død (mrityu-samsara). De legemliggjorte sjæles falske identifikation med deres psykofysiske tildækninger er årsagen til al deres lidelse.

De betingede sjæles stræben efter lykke i denne verden er uvægerligt dømt til at mislykkes. De evige sjæle søger naturligt evig lykke, men de søger den på et sted, hvor enhver form for lykke er midlertidig. Det almindelige og grundlæggende ønske om selvbevarelse og overlevelse er ikke gået i opfyldelse en eneste gang. De vildledte sjæle ved ikke engang, at virkeligheden er præcis det modsatte af, hvad den synes at være. Forsøget på at opnå lykke ved at tilfredsstille sanserne er grundlæggende det, der fremkalder lidelse, for hver sansetilfredsstillende handling forstærker sjælens falske identificering med kroppen. Følgelig oplever de materielt absorberede levende væsener det, som om det overgår dem selv, når kroppen gennemgår sygdom, alderdom og død. Døden er en illusion, de har påført sig selv på grund af deres ønske om at nyde i denne verden. Når de nyder på den måde, fortsætter deres pinsler med uformindsket styrke. Et sind, der flyder over af uopfyldte dybe længsler, driver dem i dødstidspunktet over i nye materielle kroppe for at starte på endnu en runde.

 

Genvindelse af det autentiske selv

Faldne sjæle er blevet givet en falsk materiel identitet, fordi de forkaster deres autentiske åndelige identitet. Antydningen af denne forkastelse kan ses overalt. Vi ser, at alle organismer lige fra mikrober af drives af mekanismen ”ønske og had” igennem ”tilnærmelse” og “undgåelse”. Denne dualitet er refleksionen af det oprindelige syndige ønske, der drev dem ind i denne verden. Det oprindelige syndige ønske er: ”Hvorfor kan jeg ikke være Gud?”, imens det oprindelige syndige had er: ”Hvorfor skulle Krishna være Gud?”

Når sjæle udvikler ønsket om at blive Gud, reagerer Herren ved at give dem illusionen om uafhængigt herredømme. De kommer til den materielle verden for at blive givet forskellige falske identiteter, en række kostumer af materiel energi, sammen med et udbud af objekter, som de tror, de kan herske over og nyde. Selv da ledsager Herren dem i deres omstrejfen ved at opholde Sig i deres hjerter, hvor Han arbejder på deres endelige korrigering og tilbagevenden fra deres eksil. Når sjælen i sit dybeste væsen igen vender sig til Gud, arrangerer Gud alt for at bringe hans uautentiske, illusoriske liv til ophør.

Genoprettelsen af det virkelige liv kaldes bhakti-yoga eller genforening af sjælen med Oversjælen (yoga) gennem kærlighedsfuld hengiven tjeneste (bhakti). Bhakti bygger på princippet om, at ønske og had ikke i sig selv er forkerte. Kilden til ønske og aktivitet er sjælen selv. Sjælens oprindelige rene ønske er at tilfredsstille Herrens sanser. Dette kaldes prema eller kærlighed. Når sjæle kommer i kontakt med materie, bliver deres kærlighed forvandlet til begær eller lyst (kama), der er ønsket om at tilfredsstille sine egne sanser. Praktiseringen af bhakti-yoga omdanner lysten og gør den igen til kærlighed. Ønsker skal ikke undertrykkes eller holdes nede. De skal renses. Man kan kalde dette ”sublimering”, men man må forstå, at når ønsker bliver sublimeret på den måde, antager de deres naturlige og oprindelige form.

Verden, kroppen med dens sanser og sanseobjekterne er her ikke for at skulle nydes, men heller ikke for at skulle opgives. Verden er Guds energi, og den bør ikke nedgøres som falsk eller ond. Snarere skal denne verdens elementer engageres i guddommelig tjeneste. Når det sker, løftes illusionens slør, og alt og alle ses i deres sande identitet, nemlig i forhold til Gud. Måden, hvorpå man ser guddommelighed overalt og i alting, er at bruge alting i Herrens tjeneste. Gud er den første realitet, men vores materielt forurenede sanser kan ikke opfatte Ham. Når sanserne imidlertid bliver rensede ved at blive engagerede i Herrens tjeneste, genvinder de deres evne til at opfatte Gud direkte.

Sådanne rensede sjæle er fuldt ud lykkelige. De længes ikke efter noget eller beklager sig over noget. Deres lykke afhænger ikke af omstændighedernes gang. De ser alle levende væsener med samme syn. De ser, at alle verdens pinsler og håbløshed forsvinder, når den illusion, der har gjort os ligeglade med vores egen identitet, forsvinder, og de helliger sig til det bedste velfærdsarbejde, der er at vække sovende sjæle fra deres mareridt. Med hensyn til sig selv er de ligeglade med, hvad fremtid deres liv bringer dem.

Fordi de ingen materielle ønsker har, er der ikke flere fødsler for dem i denne verden. I stedet opnår de deres oprindelige åndelige former i Guds rige i åndelige kroppe, der passer til at have kærlighedslege med Gud.

 

Åndelige væsener i den åndelige verden

Den Absolutte Sandhed har et upersonligt såvel som et personligt aspekt, men det personlige aspekt er Guddommens højeste aspekt. At hævde, at det Absolutte er en person, er at sige, at Han har sanser (indriya’er). Traditionelt er sanserne ti: de, gennem hvilke verden virker på os (hørelse, følelse, syn, smagssans og lugtesans), og de, med hvilke vi påvirker verden (sanser til manipulering, bevægelse, frembringelse af lyd, formering og udtømning). Sindet regnes ofte for den ellevte sans. En krop kan altså ses som et arrangement af sanser, der er ordnet omkring en kerne af bevidsthed. At hævde, at den Absolutte er en person, er således at påstå, at den Absolutte har krop eller form.

Guds krop er ikke materiel. Det er en åndelig eller transcendental form, sac-cid-ananda-vigraha, en evig form af lyksalighed og viden. Selv om en åndelig krop er opdelt i forskellige lemmer eller dele, er den ikke desto mindre fuldstændigt forenet med og identisk med sin egen besidder. Derfor er der i Gud ingen forskel på krop og sjæl, sind og krop eller sjæl og sind. Hver eneste del af en sådan krop kan udføre alle funktioner for hver eneste anden legemsdel.

Fordi den Absolutte er en person, er sjælene som frembringelser af Gud også personer, men de manifesterer kun til fulde deres autentiske identitet, når de står i forhold til den Højeste Person. Når betingede sjæle handler under ansporing af sansetilfredsstillelse, udvikler deres kroppe sig materielt. Men når sjælene handler i deres naturlige position, udfolder deres kærlighed til Gud sig som sjælens virkelige åndelige kroppe. Således opnår selv’erne deres fulde personlige identitet og selvudfoldelse som elskere af Gud.

Alle forhold i denne verden er blege og unaturlige refleksioner af deres virkelige prototyper i Guds rige. Smagen eller oplevelsen i et forhold kaldes rasa (ordret: ”saft”). Der står skrevet, at der er fem primære rasaer, som en sjæl kan have med Herren. Opregnet efter gradvis fortrolighed er de passiv beundring, tjenerskab, venskab, forældreskab og ægteskab.

Gud og Hans hengivne engagerer sig i evige lege af kærlighedsudvekslinger i åndelige former, der er rene legemliggørelser af rasa. Sådanne kroppe er direkte, konkrete udtryk for åndelige ekstaser. Disse uophørlige, uafbrudte, altid voksende forskelligartede ekstaser er ikke-forskellige fra sjælene og fra de åndelige kroppe, som de udtrykkes igennem. Herrens og Hans hengivnes former og aktiviteter besidder alle transcendental originalitet og mangfoldighed. Formerne af kærlighed er ikke abstraktioner, og forholdene imellem dem er ikke symbolske. I Guds rige er livet uendeligt mere fuldstændigt, levende og virkeligt end noget i denne flakkende skyggeverden. Her er vi ikke det, vi er. Dér er vi virkelig os selv igen, fordi vi er i sandhed Guds.