På pilgrimsrejse i Sydindien

– Af Mahabhavi Dasa –

Mahabhavi Dasa fra Oslo fortæller om sin tur til Sydindien i efteråret.

”Govinda, Govinda, Gooooooovinda.” Pilgrimme går syngende op ad bjergsiden med de 3.550 trappetrin til Balaji-templet ved byen Tirupati. Janardana Prabhu fra Danmark og jeg er også på vej op til dette tempel for at få darsana af Balaji eller Venkatesvara, som de fleste kalder ham her. Balaji er et af de mest besøgte gamle templer i hele Indien. Der er lang kø for at komme ind i templet. Vi har to køer at vælge imellem. I den ene må man stå i kø i syv-otte timer. I den anden kan man, hvis man betaler lidt ekstra, nøjes med at stå i to timer. Janardana og jeg vælger køen på to timer.

Spændingen øges, da vi kommer ind i tempelgården og nærmer os Balaji. Vi får et lille glimt af Balaji, som er placeret i det inderste rum cirka otte meter fra os. Det er mørkt som i mange templer i Indien, og det er ikke altid så let at se. Vi skynder os at fremsige nogle bønner, før vi bliver skubbet og trukket videre af vagterne. Vi er glade for at have set Balaji og føler os heldige. Derefter får vi hver to store ladduer i hånden, og i en stor hal sætter vi os ned og spiser prasada. Her serveres der prasada til 7.000 pilgrimme hver dag – ris, sabji, dahl, halava og kærnemælk.

Vi nyder prasadaen og tænker på, hvor stor kærlighed Krishna har til alle Sine hengivne. Balaji har en meget stor tilaka, der er lavet af kamfer, og som til og med dækker Hans øjne. Vi får at vide, at det gør den, fordi Balaji har så smukke øjne, at pilgrimmene ellers ikke vil gå derfra. Vi får også at vide, at det er for at Balaji ikke skal blive forført af en pilgrims hengivenhed og stikke af.

På vej ned fra bjerget hilser vi med Hare Krishna på pilgrimmene, som er på vej op. De smiler til os, og de fleste taler vi med og fortæller om Krishna-bevidsthed, og så spørger vi dem, om de vil give et bidrag for en bog af Srila Prabhupada. De fleste køber en bog og fortsætter forventningsfulde og syngende op ad trapperne: ”Govinda, Govinda, Gooooooovinda.”

I Tirupati var der GBC-møder i ISKCON-templet i netop de dage, vi var der. Det var en glædelig overraskelse for os. Vi hørte morgenklasse med blandt andet Radhanatha Swami og Bhakti Vijnana Maharaja. ISKCON-templet i Tirupati er for nylig blevet udvidet, og et nyt tempelkompleks er blevet bygget. På alteret står Radha-Govinda og Asta-sakhi (de otte vigtigste gopier). Ved siden af templet er der en gosala (kostald). Janardana og jeg går ind og klapper køerne, okserne og kalvene. Vi ser på kalvenes smukke øjne og oksernes tyrenakker. Krishna er specielt glad for dette dyr. Govinda betyder ”hyrdedreng” eller ”Den, som beskytter køerne”.  Koen giver mælk, og oksen pløjer jorden. De er som vores mor og far. Krishna vil have, at vi passer godt på koen og oksen.

Efter nogle dage i Tirupati tager vi en natbus til Ahobilam, der ligger syv timer derfra. At køre med natbus i Indien er en oplevelse i sig selv. Selv om alt virker vældig kaotisk i Indien, er der styr på visse ting. Vi har faste siddepladser i bussen. Vi har fået plads ganske langt fremme. I denne bus har de en stor videoskærm, og til vores irritation spiller de hele tiden Bollywood Rambo-trailere med øredøvende lyd fra alle bussens højtalere. Vi og alle andre i denne bus forsøger at sove. Alligevel spiller de disse idiotiske trailere til langt hen på natten. Jeg, som er fra Vesten, bliver hurtigt irriteret og vred og får lyst til at rive højttalerne ned og kaste dem ud af vinduet, men blandt inderne er der ingen, som klager. Det virker faktisk, som om det lykkes dem at sove. De er et tolerant folkefærd. Først langt efter midnat blir skærmen sort, lyden ebber ud, og vi kan omsider falde i søvn.

Vi ankommer til Ahobilam tidligt om morgenen. Ahobilam er stedet, hvor Nrsimhadeva, Vishnus inkarnation som halvt løve og halvt menneske, viste Sig for at beskytte Sin rene hengivne Prahlada Maharaja. Fortællingen om Nrsimhadeva findes i Srimad-Bhagavatams syvende bog og i andre Puranaer. I Nrsimha Purana står der, at denne hændelse fandt sted i Satya-yuga, den mest ophøjede tidsalder af de fire yugaer, og i Brahmanda Purana kan man læse, at dæmonen Hiranyakasipu, Prahlada Maharajas far, havde sit palads i Ahovalam (Ahobilam). I Caitanya-caritamrita (Madhya 9.16-17) af Krishnadasa Kaviraja Gosvami kan man læse, at Sri Caitanya Mahaprabhu også besøgte Ahobilam på Sin pilgrimsrejse i Sydindien. Nrsimhadeva viser Sig her i dette område i ni forskellige former, og vi skal besøge alle de ni templer, som er etableret her.

Vi er dårligt nok kommet ud af bussen i Ahobilam, før vi træffer en gruppe hengivne fra ISKCON-templet i Chennai. De er også kommet her på pilgrimsrejse, og vi bliver øjeblikkeligt inviteret til at bo og spise sammen med dem. Vi er lettede over, at alt falder på plads på denne måde, og vi er glade for at skulle rejse rundt i området sammen med andre hengivne.

Ahobilam er delt op i Øvre og Nedre Ahobilam, og efter et kort stykke tid er vi alle på vej til Øvre Ahobilam, som består af en dal med stejle skrænter på begge sider. I bunden af dalen ligger et stort tempel. Det bliver det første tempel, vi besøger, og her finder vi Nrsimhadeva i Sin form som ugra, vild og rasende. Alle Nrsimhadeva-Deiteterne i Ahobilam er af en mørkegrå eller sort sten, og selve alterrummet er også mørkt og dårligt belyst, så det er ikke altid så let at se formen af Nrsimhadeva. Vi misser med øjnene og forsøger at vende os til mørket. Vi beder til Nrsimhadeva og føler os heldige over at være kommet her.

Vi har taget sandalerne af og vandrer barfodet rundt på dette hellige sted for at få ekstra velsignelser. Det næste tempel, vi besøger, er Pavana Nrsimhadeva. Den tre kilometer lange sti til dette tempel består af små og mellemstore sten, og at gå barfodet på denne sti var utroligt smertefuldt. I begyndelsen føltes det godt at gå barfodet, men efter et kort stykke tid jog smerterne gennem kroppen for hver eneste lille sten, vi gik på. Oplevelsen fik mig til at tænke på Herren Kapiladevas beskrivelser af vejen til helvede i Srimad-Bhagavatam. Han beskriver der, hvordan en syndig person bliver tvunget i sin subtile krop til at gå hen over gloende sand. Så slemt var det nok ikke for os, men ikke desto mindre var det ret så smertefuldt. Da vi kommer frem, laver vi parikrama rundt om Pavana Nrsimhadeva og ruster os til tilbageturen.

Dagen efter er vi på vej til Malola Nrsimhadeva-templet. I hallen uden for dette tempel oplever vi unge og ældre brahmanaer i fuld gang med at recitere mantraer og kaste forskellige slags korn og frø i offerilden. Det er ekadasi, og det er tradition at lave en offerild på denne dag. Mantraerne udtales rytmisk og messende i et højt tonefald. En ældre respektfuld brahmana udtaler mantraerne, og de andre gentager efter ham. Lige uden for hallen kan vi høre den traditionelle nasale lyd fra en sydindisk obo og den livlige rytme fra en tromme. Disse to instrumenter er almindelige at høre i Sydindien ved forskellige religiøse sammenhænge. Efter den to timer lange ceremoni med uafbrudt recitation af mantraer bliver der serveret prasada til alle, som er til stede. Aberne bliver heller ikke glemt – de får bananer.

Efter to dage har vi besøgt alle de vigtige templer i området. I Nedre Ahobilam besøger vi Laxmi-Nrsimhadeva-templet en sidste gang, før vi rejser videre med bus til Allagaddha, en lille by to timers kørsel derfra. Her er der et ISKCON-tempel. En ihærdig discipel af Svarupa Damodara Gosvami, Purusottama Murali Prabhu, har opholdt sig i området i mange år, og på det seneste har han fået bygget et tempel på en grund, som er blevet skænket til ham. Janardana og jeg skal overnatte en nat, mens de andre hengivne fra Chennai skal rejse videre samme aften. Det er dejligt at komme til et ISKCON-tempel. Endelig kan man tydeligt se Guddommen. Der er store Deiteter af Radha og Krishna her. Vi synger Damodarastaka, spiser prasada og tænker på, hvor dejligt det er at være sammen med hengivne.

Næste morgen bliver jeg bedt om at gå i køkkenet og lave morgenmad. Jeg forsøger så godt, jeg kan. Jeg fumler med gassen, roder rundt i krydderierne og leder efter gryder og skeer. Jeg laver kichari, stegte kartofler og salat. Det tager tid at lave mad i et ukendt køkken, og jeg bliver lidt stresset. Jeg arrangerer ofringstallerkenen og ånder lettet ud over, at jeg nåede at blive færdig inden for rimelig tid. Da ofringstallerkenen hentes ud fra alteret, er der til vores alles overraskelse fingeraftryk i kitchari-skålen! Det er et tegn på, at den er godkendt, konkluderer Purusottama Murali Prabhu smilende. Krishna er ikke bare en statue, tænker jeg og er glad for, at Krishna har ønsket at kommunikere på denne måde.

Sammen med Purusottama Murali og tre andre hengivne fra dette tempel tager vi på harinama i Allagaddha. Vi går i gaderne og synger. Der er megen trafik, lyd og støj som i alle andre byer i Indien, men vi føler os beskyttede af det hellige navn. Mens jeg og de andre hengivne står og synger, løber Janardana ind i forskellige butikker og viser dem Srila Prabhupadas bøger. Hans entusiame og vindende væsen får næsten alle til at købe bøger. Efter et par timer med harinama og bogdistribution vender vi tilbage til templet. Janardana har indsamlet en pæn sum rupier, der er ganske meget for mange i Indien. Purusottama Murali takker for donationen.

Om eftermiddagen er vi igen på farten. Vi skal til den store by Nandyal for at tage toget til Hospets. I Nandyal kender vi ikke nogen, men det tager ikke lang tid, før vi får os en overraskelse her. Der er mange timer, til vores tog går, og vi spørger nogle, om de ved, hvor vi kan få varm mælk. Kort tid efter dukker der pludselig en brahmacari op på en knallert. Han kommer fra byens ISKCON-tempel og var blevet tippet om os af nogle, vi havde talt med i en butik. Han inviterer os til deres tempel og transporterer os dertil på sin knallert. Det er to brahmacarier, som står for dette tempel. De er entusiastiske over at se os og serverer os med glæde prasada og giver os et sted, hvor vi kan slappe af, mens vi venter på toget. Deres ydmyghed og tjenestevillighed rører os. De snakker ivrigt og er virkelig glade for at se os. Vi bøjer os ned for Jagannatha, Baladeva og Subhadra og takker vore værter for gæstfriheden og venligheden.

Efter at have slappet af tager vi til togstationen. Vi skal med toget til Hospets, som ligger lige uden for pilgrimsområdet Hampi. Her skal vi på yatra. Sanskritordet ”yatra” betyder ”rejse eller procession”. For folk flest i Indien betyder det pilgrimsrejse til et helligt sted. Radhanatha Swami og hans disciple arrangerer hvert år yatra til forskellige hellige steder i Indien. Tidligere år har der været yatraer i Mayapur, Jagannatha Puri, Vrindavana, Nasik og mange, mange andre steder. Yatraerne varer en god uges tid og lægges i slutningen af måneden Karttika (okt/nov). Yatraerne gør livet enkelt for os pilgrimme – hvor vi skal bo, prasada, bus til og fra de hellige steder, kirtana– og foredragshal – alt er afstemt og tilrettelagt. Vi registrerer os bare og betaler et lille beløb. Så her i år 2014 blev yatraen lagt til Hampi og Udupi med deltagelse af 4.500 hengivne.

Janardana og jeg har tilmeldt os yatraen i år. Vi skal med nattoget, men siden vi var sent ude med at købe billetter, har vi ikke fået sengepladser. På indiske tog kan det betyde, at man må stuve sig sammen i gangen med snesevis af andre indere uden mulighed for at sidde bortset fra på hug, hvis man er heldig. Men skæbnen er – igen – med os. På toget møder vi nogle andre hengivne, en storfamilie, der også skal til yatra med Radhanatha Swami. De har sengepladser, og til vores overraskelse insisterer de på, at vi skal have to af deres senge. Vi takker pænt nej, men de insisterer. Etter en halv times diskussion giver vi os. Vi vil såre dem dybt, hvis vi ikke tager imod deres sengepladser. Selv vil de dele seng med deres børn. Der er intet andet at gøre. Vi må tage imod deres gave. Pilgrimsrejser er fulde af overraskelser.

Efter en god nats søvn ankommer vi til Hospets. Vi finder frem til lejren og registrerer os til yatraen. På en enorm parkeringsplads kan vi se 80 busser stillet op på rad og række klar til at fragte de 4.500 pilgrimme. Under et stort telt er der stillet en scene op. Radha og Krishna er placeret bagerst på scenen, og foran til siden er der en murti af Srila Prabhupada. Der er højtalere overalt og rulletæpper på jorden. To kameramænd filmer det, som sker i teltet, og billederne overføres til et stort lærred, så alle kan se. Ved siden af dette kirtana– og samlingstelt er der et andet enormt telt, som er køkken og serveringshal. ”Vældig godt arrangeret,” tænker vi. Næste dag og de følgende dage kører vi i busser ud til Hampi. Sri Hanuman er født i Hampi, og her levede alle aberne. Det er også her, at Sita kastede sine smykker fra sig, da Ravana efter at have kidnappet Sita fløj over dette område på vej til Lanka. Her traf Rama og Laksmana Hanuman for første gang.

Vi besøger de forskellige templer og hører Radhanatha Swami tale om Rama, Sita og Hanuman. Vi nyder vores dage her i selskab med så mange hengivne. Alt er så godt organiseret. Om aftenen taler Radhanatha Swami igen, og vi sidder fascinerede og hører om Hanumans dedikerede hengivenhed. Han fortæller om Hanuman med sådan en indlevelse og nærvær, at vi forstår, at disse fortællinger fra Ramayana er helt dagsaktuelle. Vi står over for de samme udfordringer som Hanuman. Hanuman gav alt for Rama. Han måtte slås for Rama. Derefter synges der Damodarastakam, og Radhanatha Swami leder kirtana. Der danses entusiastisk overalt i teltet. Dette er et af årets højdepunkter for mange hengivne. Et helt år ligger bag planlægningen af en sådan yatra.

Efter nogle dage i Hampi bliver vi fragtet i bus til Udupi. Udupi er et berømt pilgrimssted, fordi Madhvacarya blev født her. Madhvacarya er acarya i Brahma-Madhva-Gaudiya-sampradayaen, den sampradaya, som Srila Prabhupada tilhører. I Udupi besøger vi det berømte Krishna-Mutt-tempel, som blev etableret af Madhvacarya. Vi besøger også hans fødested og andre berømte templer i området. Madhvacarya er berømt for sin dvaita-vada. Han understregede, at det levende væsen er klart forskelligt fra den Højeste, Isvara. Madhvacarya ses derfor ofte afbilledet med sin højre hånd med to udstrakte fingre. Madhvacarya anses for at være en inkarnation af halvguden Vayu på samme måde, som Hanuman og Bhima også blev anset for at være det. Madhvacarya tog sannyasa, da han var 10 år gammel, og i dag blir den tradition ført videre. Flere unge mænd tager her sannyasa i en alder af otte år. Madhvacaryas tilhængere har stort fokus på Deitets-tilbedelse. En af disse sannyasier kom og talte i vores forsamlingstelt. Han havde været sannyasi i 73 år! Han udtrykte, at der ikke var nogen forskel på teologien/filosofien hos Madhvacarya og Sri Caitanya Mahaprabhu. De siger det samme. Han fortalte med kærlighed, at Radhanatha Swami var som en bror for ham.

Efter tre dage i Udupi er yatraen ovre, og vi vender næsen hjem. Næsten tre spændende uger på pilgrimsrejse er forbi. Pilgrimsrejser er noget helt specielt, tænker vi.