– Af Lalitanatha Dasa –

Her fortsætter serien om varnasrama-dharma, det vediske samfundssystem. I dette afsnit diskuteres vanaprastha, stadiet efter grhastha, hvor man går ind i sit livs sidste fase og går i gang med at forberede sig på døden og det næste liv.

Efter livet som grhastha (husholder eller familiemenneske) er det næste stadie vanaprastha, der traditionelt begynder ved 50-års alderen. Som der står skrevet, panca-sordhvam vanam vrajet. En husholder bør opgive hjemmet omkring de halvtreds og slå sig ned i skoven, hvor han efter helt at have mistet sin familietilknytning og tilknytningen til sin materielle krop til sidst kan acceptere forsagelsens livsorden, sannyasa, og fuldt ud engagere sig i Herrens tjeneste. Vanaprastha betyder ”en, der er gået ud i skoven”.

Ideen med vanaprastha er, at den aldrende mand (eller kvinde) begynder at forberede sig på at skulle dø på en måde, så han er i stand til at forlade kroppen i den rigtige bevidsthed. Grhastha-livet er kendetegnet af, at man er meget involveret i den materielle verden med familieforpligtelser, økonomisk aktivitet, samfundsmæssig involvering, selskabsliv, materielle hobbyer og fornøjelser osv. Det er imidlertid ikke det rigtige at være optaget af, når man dør. Som der står i Bhagavad-gita (8.5): ”Ligegyldigt hvilken tilstand, man husker, når man forlader sin krop, opnår man med sikkerhed den tilstand, O Kuntis søn.” Det, man tænker på, når man dør, bestemmer ens næste liv, og ens tanker i dødsøjeblikket er et resultat af de tanker, man har kultiveret igennem sit liv. Derfor afsættes den sidste del af livet – fra 50-års alderen – i den vediske kultur til kultivering af åndelig bevidsthed, Krishna-bevidsthed, så det er Krishna, man er optaget af, når man dør, og ikke ens materielle planer og forpligtelser.

Lad os først se lidt på den traditionelle måde, hvorpå vanaprastha blev praktiseret, og derefter komme ind på, hvordan vi kan leve som vanaprasthaer i vores moderne situation.

Traditionelt startede vanaprastha med, at en mand, somme tider alene og somme tider sammen med sin kone, forlod alting og slog sig ned i skoven, junglen eller bjergene langt væk fra al civilisation. Her praktiserede de askese og forsagelse og fordybede sig i meditation på Visnu eller Krishna. Til sidst forlod de kroppen, ofte ved egen vilje, ligesom det beskrives i Srimad-Bhagavatam om Dhrtarastra og hans hustru, Gandhari. Andre gange gik de videre til sannyasa, hvilket betød, at manden vandrede rundt alene resten af livet og prædikede Krishna-bevidsthed og åndelig viden, imens hans kone, hvis hun havde levet med ham som vanaprastha, vendte tilbage til sine familiemedlemmer og levede som asket iblandt dem.

Srimad-Bhagavatam og andre vediske skrifter har hundredvis af historier om dette med eksempelvis store konger, der en nat uset forlod alting uden at tage noget som helst af deres pragt og rigdom med sig og drog ud i skoven for aldrig at blive set igen.

I Srimad-Bhagavatams syvende bog, kapitel 12, beskriver Narada Muni fra vers 17 vanaprasthaens liv:

”O Konge, lad mig nu beskrive kvalifikationerne for en vanaprastha, der har trukket sig tilbage fra familielivet. Ved strengt at følge reglerne og reguleringerne for vanaprastha kan man let blive ophøjet til det højere planetsystem, der er kendt som Maharloka.

En person i vanaprastha-livet bør ikke spise korn, der er blevet dyrket ved pløjning af marker. Han bør heller ikke spise korn, der har vokset uden pløjning af marker, men ikke er modnet helt. Ej heller bør en vanaprastha spise korn, der er tilberedt over ild. Ja, han bør kun spise frugt, der er modnet i solen.

En vanaprastha bør tilberede kager til ofring i en offerhandling af frugter og korn, der er vokset naturligt i skoven. Når han får noget nyt korn, skal han opgive sin gamle kornbeholdning.

En vanaprastha bør bygge en stråhytte eller søge beskyttelse i en bjerghule udelukkende for at kunne tænde den hellige ild, men når det kommer til ham selv personligt, bør han udsætte sig selv for snefald, vind, ild, regn og Solens stråler.

Vanaprasthaen bør have sammenfiltrede lokker af hår på sit hoved og lade sine kropshår, negle og skæg vokse. Han bør ikke rense kroppen for snavs. Han bør have en vandkrukke, hjorteskind og stav, klæde sig i barken fra træer og bruge klæder, der er farvet som ild.

En vanaprastha skal være meget tankefuld og blive i skoven i tolv år, otte år, fire år, to år eller i det mindste et år. Han skal handle på en måde, så han ikke bliver forstyrret eller besværet af for megen askese.

Når han på grund af alderdom er ude af stand til at gøre sine foreskrevne pligter for fremskridt i åndelig bevidsthed eller studie af Vedaerne, bør han praktisere faste og ikke indtage nogen føde.

Han bør på rette vis anbringe ildelementet i sit eget selv og på den måde opgive den hengivenhed for kroppen, hvorigennem man tror, at kroppen er ens selv eller ens egen. Han bør gradvist lade den materielle krop opgå i de fem elementer [jord, vand, ild, luft og himmel].”

Herefter fortsætter Narada Muni med at forklare, hvordan vanaprasthaen skal opgive kroppen.

 

Vanaprastha i nutiden

Der er stadig dem, der praktiserer den traditionelle form for vedisk skovliv, specielt i Himalaya-områderne og Indiens jungler. Ikke desto mindre lever vi nu i en tid, hvor det ikke er realistisk for de fleste af os at praktisere vanaprastha på denne måde. Interessant nok ser mange af de hengivne, der levede sammen med Caitanya Mahaprabhu og i tiden derefter, heller ikke ud til at have praktiseret det traditionelle vanaprastha-liv. Nogle gjorde det ligesom Sanatana og Rupa Gosvami, der slog sig ned i Vrindavana-området og sov under et nyt træ hver nat. Men mange nøjedes med blot at opholde sig på et helligt sted eller i eller tæt på et tempel og absorbere sig i hengiven tjeneste, og nogle blev i familielivet og praktiserede hengiven tjeneste derfra resten af livet. Et eksempel herpå er Srila Prabhupadas far, Gour Mohan De, der tilbragte sine gamle dage hos sine børn, imens han udelukkende var optaget af puja og hengiven tjeneste og ikke blandede sig i familiens praktiske anliggender.

Bhaktivinoda Thakura anbefalede for over et århundrede siden den form for vanaprastha, som han kaldte ksetra-sannyasa, som den mest realistiske form for vanaprastha i Kali-yuga. Selv slog han og hans kone de sidste år af deres liv sig ned i Jagannatha Puri og absorberede sig i hengiven tjeneste, recitation af Hare Krishna og studier af skrifterne. Srila Prabhupada omtaler dette i Caitanya-caritamrta (M. 16.130):

”Når man tager ksetra-sannyasa, forlader man sit husholderliv og tager til et helligt pilgrimssted, der er viet til Herren Visnu. Sådanne steder inkluderer Purusottama (Jagannatha Puri), Navadvipa-dhama og Mathura-dhama. Ksetra-sannyasien bor på disse steder alene eller sammen med sin familie. Srila Bhaktivinoda Thakura anser ksetra-sannyasa for at være den vanaprastha-situation, der er at foretrække i denne Kalis tidsalder. Sarvabhauma Bhattacarya levede på denne måde, og han er blevet kaldt en ksetra-sannyasi, dvs. en sannyasi, der bor i Jagannatha Puri.”

I sommers (juni 2014) havde jeg en chance for at tale med Bhakti Vidya-purna Swami om, hvad vanaprastha betyder i praksis i vores tid for os hengivne i ISKCON. Han svarede, at vana-
prastha defineres ikke så meget som en asrama, men som en mentalitet af forsagelse, en stræben efter at gøre sit liv så enkelt som muligt og blive mere og mere absorberet i Krishna. Med andre ord er der ikke de mange regler for en vana-prastha, som der eksempelvis er for grhasthaer og brahmacarier. Vi ser også, at Prabhupada ikke indførte særlige regler for vanaprastha, en særlig ceremoni for indtræden i vanaprastha-asramaen eller en særlig vanaprastha-klædedragt. Vanaprastha handler om askese og ægte forsagelse (yukta-vairagya), men ikke falsk forsagelse (phalgu-vairagya). Man bør opgive alle aktiviteter, der gøres for materiel tilfredsstillelse, og være fuldt engageret i Krishnas tjeneste og ofre alting til Krishna.

Det kan altså være individuelt, hvilken form vanaprastha tager. Mand og kone kan gå hver til sit, hvis konen har det godt med at blive hos familien, men hvis der ikke er nogen familie til at tage sig af hende, er det helt i orden, at parret bliver sammen under forudsætning af, at også konen er indstillet på at leve enkelt uden behov for at udvide de materielle faciliteter på nogen måde (da Srila Prabhupada tog vanaprastha, forlod han sin kone og familie, fordi hans hustru ikke var indstillet på at leve enkelt uden at udvide det materielle liv). Grhastha kendetegnes af, at man hele tiden er tilbøjelig til at forøge sine materielle faciliteter og sin materielle involvering. Det er den mentalitet, der skal opgives i vanaprastha-livet. En vanaprastha skal være tilfreds med at leve enkelt på ”en komfortabel måde”, hvilket Prabhupada definerede som ”ikke ukomfortabelt”. Man skal med andre ord have det, der er nødvendigt for, at man kan fungere og gøre sin tjeneste, men ikke mere.

Ifølge Manu-samhita kan vanaprastha i modsætning til grhastha-asramaen godt være ens livs endestation. Det er med andre ord i orden ikke at gå videre til sannyasa, men i stedet afslutte livet som vanaprastha. Hvis man allerede er fuldt absorberet i tjeneste til Krishna inden for en vanaprastha-situation, er der ingen tvingende grund til at opgive den og formelt blive sannyasi.