– Af Lalitanatha Dasa –
I april kunne vi i Nyt fra Hare Krishna omtale Helsinkis nye tempel, der er en af de bedste faciliteter, ISKCON har noget sted i Norden. I det hele taget sker der mange spændende ting i Finland, så da Dandaniti og jeg i begyndelsen af juni igen fik lejlighed til at besøge de finske hengivne, var det naturligt at tale med Tattvavada Dasa om, hvad der sker.
Det er svært at komme uden om Tattvavada, når man taler om Hare Krishna i Finland. Han har i mange år været den ledende skikkelse, først som tempelpræsident i Helsinki og de senere år som regionalsekretær med ansvar for hele den finske yatra. Jeg spurgte ham derfor, om han ikke ville fortælle vores læsere lidt om, hvad der foregår, hvilket han var mere end villig til.
Tattvavada hørte første gang om Krishna i 1987. Han blev en del af forsamlingen i Turku i 1988 og flyttede ind i templet i 1991, hvor han hurtigt blev leder af bogdistributionen i Finland. Før han blev hengiven, havde han været kaptajn i den finske hær, hvorfor det ikke var overraskende, at han med sine naturlige lederevner overtog posten som tempelpræsident, da der opstod et ledelsesvakuum omkring 1998.
Under hans ledelse har ISKCON i Finland oplevet en stabil periode med støtte fremskridt. Der er et solidt samfund af hengivne, ISKCON har opnået bred anerkendelse i store dele af det finske samfund, de hengivne driver et college, hvor de kan tilbyde studerende anerkendte eksamener i vedisk filosofi og teologi op til bachelorniveau, og de har som sagt netop fået et nyt tempel næsten foræret af kommunen i Helsinki. Der er nok at tale om.
Tattvavada Dasa: I mange år søgte den finske yatra efter et bedre sted til templet i Helsinki. Det var til at begynde med ikke presserende, men blev det med ét, da vi pludselig måtte opgive vores tidligere sted i centrum af Helsinki. Vi ledte med lys og lygte uden meget held. Vi havde heller ikke midler nok, så vi måtte også bruge tid på at blive økonomisk stærkere. I et år stod vi uden noget tempel overhovedet, og de hengivne boede spredt over det hele. På et tidspunkt gik Helsinki kommune med til at tilbyde os et godt sted til en god pris, men en politiker gik imod og forpurrede det.
Det sidste viste sig dog at være til vores fordel. Der blev en masse offentlig omtale ud af hele sagen, og vi endte med at få massiv støtte fra en bølge af akademikere, hinduer og tilmed Indiens ambassadør. Kommunen følte sig tvunget til at tilbyde os noget andet, så det blev dette sted, der er meget bedre end noget, vi nogensinde kunne have drømt om. Det er rigtig godt. Vi ønskede altid noget, der var landligt og på samme tid nær byen. Dette sted har begge dele. Vi har en følelse af at være en smule på landet og er omgivet af parkområder til flere sider, men er alligevel midt i en storby, hvilket er en sjælden ting.
Tattvavada har ret i, at det nye tempel er et dejligt sted. Der er to store huse, det ene med 670 kvm. bolig i to etager og det andet på omkring halvdelen af det. Husene er af træ i solid finsk håndværkertradition og har et tilhørende stort grønt område og parkareal med mulighed for at opdyrke et større haveareal. Husene er fredet, hvilket er grunden til, at kommunen har solgt dem til ISKCON for en brøkdel af, hvad huse af den størrelse normalt koster i Helsinki. Restriktionen er, at husene i det store hele forbliver, som de er. ISKCON må godt foretage nødvendige indretninger, men husenes grundlæggende struktur og udseende må ikke ændres.
Men selv om det hele ser rigtig godt ud, bad jeg alligevel Tattvavada forklare, hvorfor han overordnet finder det nye tempel et realistisk projekt.
Tattvavada: Vi har jo søgt efter dette sted i mange år. For de månedlige udgifter, vi har nu, skulle vi ikke kunne få noget i nærheden af byen overhovedet, men skulle i hvert fald over 100 kilometer væk, og stadigvæk ville det ikke være som dette. Vores nuværende udgifter til at have et fællesskab og tempel på dette niveau er meget små. Det kan ikke være bedre. Hvis vi var flyttet 100 kilometer væk, ville vi ikke have haft en forsamling, så vi ville have stået uden støtte. Økonomisk er dette den bedste situation for os.
Ld: Hvordan har I båret jer ad med at have så gode forbindelser, at autoriteterne var villige til at give jer dette? ISKCON må virkelig have et godt omdømme her i Finland.
Tattvavada: ISKCON har et godt navn, og vi har forbindelser til mange personer i høje positioner, hvilket helt sikkert har været en hjælp. Også den store protest, der kom, da kommunen brød løftet i forbindelse med det andet sted, har afgjort været til vores fordel. Medierne opsnappede historien, og mange folk, vi slet ikke kendte til, trådte frem for at støtte os, hvilket påvirkede autoriteterne til at gå i den rigtige retning. Så jo, ISKCON har generelt et godt navn i Finland, hvilket har hjulpet os i disse år. I den konkrete sag har det også været godt, at vi er kendte for at være dygtige til at bygge, for mange af vores folk er gode håndværkere. Vores evne til at begå os i den juridiske verden har også været en faktor. På et tidspunkt tog vi kommunens afgørelse til retten, hvilket viste dem, at vi er seriøse. Vi bryder os ikke om at blive dårligt behandlet.
Ld: Jeg forstår, at I endda har ret gode forbindelser til den kristne kirke.
Tattvavada: Ja, og til mange andre religioner. Selv muslimerne ser ud til at have tillid til os. Kirken trådte frem og støttede dette projekt.
Ld: Den kristne kirke? Med penge?
Tattvavada: Nej, kun som en god forbindelse. Da vi fik afslag på det tidligere sted, bakkede de os op og hjalp os meget til at få dette sted.
Ld: Jeg oplever selv, at den kristne kirke har ændret sig meget over de sidste ti år…
Tattvavada: Ja, de har nok forstået, at deres tidligere negative politik ikke førte til noget.
Ld: Kan du fortælle lidt om, hvordan det større ISKCON-samfund ser ud her? I er en kerne af hengivne, og der er en forsamling. Der er initierede hengivne, der praktiserer på fuldt niveau, og der er sympatisører. Hvordan er disse fordelt over hele Finland?
Tattvavada: Vi er en stor gruppe her i Helsinki, og der er hengivne i Turku og Tampere. Der er også en lille bhakti-yoga klub i Vasa og noget i Aulu. Sammenlagt har vi vel omkring 1200 tilhængere. Det inkluderer en del indere, der måske kun kommer til festivalerne. Når det kommer til det aktive samfund i Helsinki, tæller det nok omkring 100 personer. Men det er altid svært at afgøre, hvor man trækker linien.
Det er en lille yatra, hvilket på en måde er nemmere. Økonomien er selvfølgelig hele tiden en udfordring. Der er altid for få folk og for lidt penge, men sådan er det i enhver organisation.
Her i Norden var bogdistributionen i mange år meget i centrum. Der var en meget entusiastisk ånd. Det var godt, men sidst i 1990’erne svingede det til den anden side. Nu prøver vi på en eller anden måde at overleve i midten. Vedisk kultur betyder den gyldne middelvej. Samtidig med, at vi har fokus på filosofien prøver vi også at praktisere filosofien igennem kultur og uddannelse. Vi har stadigvæk bogdistribution. Lige nu er det ikke vores stærkeste side, men det foregår stadigvæk. Vi har også nogle brahmacarier – ikke så mange, men de er der stadig. Colleget bringer flere folk til med fokus på uddannelse i og praktisering af kulturen, så nu har det hele mere tyngde. Vi har også lagt mere vægt på kvindernes uddannelse og forsøger at støtte dem i deres familier og få ægteskaberne til at køre mere i overensstemmelse med den vediske tradition. På den måde vokser vores samfund så småt, men det tager helt sikkert lang tid. Jo mere vi kan uddanne, desto mere kan vi gøre. Vi har støtte fra mange åndelige mestre. Jeg tror, vi har jævnligt besøg af syv eller otte åndelige mestre.
Det er en interessant tid. Krishna ser ud til at være med os. Men jeg er alligevel altid bange for, at hvis vi ikke beskytter det, vi har, igennem træning af ledere og god uddannelse, bliver det ikke andet end en lovende begyndelse. Det hele skal ske skridt for skridt, ellers kan det let vælte.
Ld: Men I har alligevel store ambitioner. I planlægger også at bygge et stort vedisk tempel her, ikke sandt?
Tattvavada: Det skal ikke være noget stort tempel. Det bliver kun på 500 kvm. Det er ikke stort. Hvis man sammenligner med kristne kirker, er det som en lille landsbykirke. Det haster heller ikke. Det kommer måske til at ske inden for de næste ti år. Men da vi fik tilbudt stedet her, forlangte vi, at vi skulle kunne opføre et tempel, for det var en mulighed, vi havde i det første tilbud, hvor vi havde fået lov til at bygge et tempel på 200 kvm. Bystyret svarede, at siden den nuværende grund er fredet og ikke må bebygges, ville de i stedet lade os bygge et tempel på et tilstødende område. Men det er ikke noget, vi har hastværk med at få gjort. Lige nu koncentrerer vi os om dette hus og lidt senere sidehuset, der bliver til en gæste-asrama. Der kan godt gå ti år, før templet kommer. Fordi vi har vores egne byggefolk, vil det ikke koste så meget. Vores styrke er, at vi selv bygger og renoverer med vores egne folk. Normalt udgør arbejdslønnen 75 procent i ethvert byggeprojekt, men siden vores arbejdsstyrke består af frivillige, betaler vi kun en brøkdel af, hvad andre må betale.
Ld: Har du lyst til at fortælle lidt mere om dig selv? Hvad laver du nu?
Tattvavada: Jeg underviser på colleget og overser det. Jeg træner også lederne og overser dem. Grundlæggende er jeg optaget af ledertræning og af at sørge for, at vores standarder opretholdes. Jeg besøger også de andre byer. Jeg beskæftiger mig mere med ledelse gennem uddannelse og træning end med direkte administration. Det er der selvfølgelig også noget af, men ikke så meget. Jeg gør vel nærmest GBC-sekretærens arbejde, men uden at sidde i det internationale GBC-råd.
Ld: Hvordan ser du resten af dit liv? Vil du være tilfreds med at fortsætte som nu?
Tattvavada: Der har været et forslag om, at jeg skulle tage sannyasa.
Ld: Du er 50 nu?
Tattvavada: 52. Så det virker som en naturlig udvikling. Jeg havde allerede været gift i ti år, før jeg gik med i Hare Krishna. Det var en god erfaring og har forberedt mig på det, jeg gør nu. Det er naturligt at trække sig tilbage i halvtredsårsalderen. Jeg ser frem til at undervise og prædike mere med alt, hvad det indebærer. Det ser ud til at kunne blive en kombination af at være her og også somme tider i Indien. Jeg har vist et helt livs mission her. Det kræver en masse dedikering at udrette noget, så jeg tager det som en livstidsmission, men lad os se, hvor langt vi kan komme. Selv om Krishna ser ud til at udveksle fint med den bestræbelse, som yatraen har gjort, forventer jeg ikke, at det hele vil ske i vores levetid. Men hvis vi kan overdrage nogle gode grundlæggende faciliteter og et uddannelsessystem til den næste generation, vil det være godt.
