– Af Lalitanatha Dasa –

I forrige del af diskussionen af varnasrama-dharma så vi først bredt på de fire asramaer og diskuterede derefter den første asrama, brahmacari. Vi fortsætter med den næste asrama, grhastha, familielivet eller livet som husholder. Efter at være blevet trænet op i gurukulaen kan en brahmacari vælge at blive grhastha, husholder, hvis han synes, at det er den rigtige situation at være i.

Her skal det bemærkes, at ”husholder” egentlig ikke er et rigtigt dansk ord. Det findes ikke i ordbogen, men er blot en fordanskning af det engelske ”householder”, som Prabhupada brugte som oversættelse af grhastha. Det interessante er, at ”householder” heller ikke har den betydning på engelsk, som Prabhupada tillagde det, men betyder blot en, der ejer et hus. Det var den frihed, Prabhupada tog sig: hvis der ikke var et præcist engelsk ord for et sanskritudtryk, ville han med sin anvendelse af et bestemt ord give det den betydning. På samme måde har vi heller ikke noget godt dansk ord for grhastha. Derfor følger vi i Prabhupadas fodspor og oversætter det som ”husholder”, uanset om det er korrekt dansk eller ej.

Vores diskussion af varnasrama følger som flere gange nævnt i store træk Srimad-Bhagavatams syvende bog, hvor de sidste fem kapitler specielt handler om varnasrama. Således starter kapitel 14 med Maharaja Yudhisthiras spørgsmål til Narada Muni om, hvordan også ”vi grhasthaer” kan opnå befrielse og fuldkommenhed i livet. Ordet ”også” er vigtigt her. I Yudhisthiras spørgsmål er det underforstået, at åndeligt liv er vanskeligere i grhastha-livet end i de andre asramaer, fordi en grhastha er mere engageret med den materielle energi end de andre asramaer. Livet i de andre asramaer er enkelt og ligefremt, men en grhastha er involveret med kvinder, børn, samfund og økonomisk aktivitet og kan lettere blive afledt fra livets egentlige mål, der er at blive Krishna-bevidst og vende hjem til Guddommen.

Det er så et nærliggende spørgsmål, hvorfor man skulle involvere sig i at leve som grhastha, hvis det er så meget sværere? Svaret giver Prabhupada i Srimad-Bhagavatams ottende bog, hvor han forklarer, at man skal situere sig i, hvad der er ens ”naturlige element”. Det gør han i forbindelse med fortællingen om elefanten Gajendra, der bliver angrebet af en krokodille, imens han bader i en sø. Normalt er elefanter meget stærkere end krokodiller, men i dette tilfælde er det omvendt, fordi krokodillen er i sit naturlige element, imens elefanten ikke er det. Derfor bør vi alle, fortsætter Prabhupada, situere os i vores naturlige element, så vi kan være stærke i kampen imod maya, den materielle illusion, der som en krokodille forsøger at trække os ned. Prabhupada forklarer videre, at hvad der udgør ”det naturlige element”, ikke er det samme for alle, og derfor findes der forskellige asramaer og varnaer. Selv om familielivet er den mest komplicerede af de forskellige livssituationer, er det det naturlige element for mange af os, der er betingede på den måde. Derfor er vi nødt til at leve som husholdere for ikke at være svage i andre situationer, der går imod vores betingede natur.

Livets mål er at slippe fri af den materielle energi, men en husholders dharma er at være involveret med den samme materielle energi, så hvordan skal han kunne gøre sig fri af den? Narada Muni svarer, at det er stadig muligt, men det kræver intelligens, visdom og stor selvbeherskelse. Narada Muni forklarer, at en grhastha skal lære at balancere to ting på én gang: han skal sørge for sin familie og tjene til sit og sin families daglige brød på en ærlig, syndfri og respektabel måde, og han skal være helt Krishna-bevidst og regulere sit liv på en måde, så han bevarer sin Krishna-bevidsthed midt i sine mange materielle gøremål.

Et godt eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre, blev givet af Bhaktivinoda Thakura, der levede som grhastha med 14 børn og et krævende arbejde som topembedsmand i den engelske administration. En af Bhaktivinoda Thakuras hemmeligheder var, at han ikke identificerede sig som familiemand eller anså familien for at være hans egen. Han identificerede sig som Krishnas tjener, og familien så han som Krishnas familie, som Krishna havde sat ham til at tage sig af. Hans børn var ikke hans børn, men Krishnas børn, som det var hans tjeneste til Krishna at tage sig af. På den måde så han Krishna i alting, selv midt i, hvad andre ville opleve som materielle omstændigheder og materielle aktiviteter.

Som svar på Yudhisthiras spørgsmål om grhastha forklarer Narada Muni:

”Min kære konge, de, der bliver hjemme som husholdere, skal handle for at tjene til deres udkomme, og i stedet for selv at nyde resultaterne af deres arbejde, skal de ofre disse resultater til Krishna, Vasudeva. Hvordan man tilfredsstiller Vasudeva i dette liv, kan forstås til fuldkommenhed ved at omgås med store hengivne af Herren.”

Narada forklarer altså følgende:

En husholder skal tjene til sit udkomme.

Han skal opgive ideen om, at det er ham selv, der skal nyde resultaterne af hans arbejde; resultatet af hans arbejde skal i stedet bruges i Krishnas tjeneste.

Han skal omgås med rene hengivne af Krishna for at lære, hvordan han skal tilfredsstille Krishna.

Taget over ét vil man i de efterfølgende tekster i Srimad-Bhagavatam se, at Narada bruger mange flere ord på at forklare, hvordan en husholder omgås med hengivne og praktiserer Krishna-bevidsthed, end han bruger på at forklare, hvordan han skal tjene til det daglige brød. Ja, det sidste forklarer han egentligt slet ikke, for det er så indlysende, at det skal en intelligent husholder nok selv finde ud eller lære det fra andre husholdere. Narada råder mest blot til, at man ikke komplicerer sit liv unødvendigt:

”Imens han arbejder for at tjene til sit udkomme netop så meget, som det er nødvendigt til dagen og vejen, bør den, der virkelig er lærd, leve i menneskesamfundet utilknyttet til familieanliggender, selv om han udadtil virker til at være særdeles meget tilknyttet.”

”En intelligent mand i menneskesamfundet bør holde sit eget program af aktiviteter så enkelt som muligt. Hvis der er forslag fra hans venner, børn, forældre, brødre eller alle andre, bør han udadtil samtykkende indvillige: ”Ja, det er helt i orden,” men inde i sig selv skal han være fast besluttet på ikke skabe et besværligt liv, hvor livets formål ikke vil blive opfyldt.”

”Selv hvis man er husholder i stedet for brahmacari, sannyasi eller vanaprastha, bør man ikke stræbe hårdt efter religiøsitet, økonomisk udvikling eller tilfredsstillelse af sanserne. Selv i husholderlivet bør man være tilfreds med at kunne opretholde livet med lige netop det, der ved Herrens nåde er tilgængeligt med minimal indsats ifølge sted og tid. Man bør ikke involvere sig i ugra-karma.”

Ugra-karma betyder ”grimme aktiviteter”. En grhastha skal altså undgå syndige og uærlige aktiviteter og at blive indviklet i komplicerede økonomiske forehavender eller arbejde hårdt dag og nat for at forbedre sin materielle levestandard. Man skal være tilfreds med det, der kommer naturligt med en rimelig, men ikke for stor indsats.

Skrifterne og vores acaryaer skriver meget om, hvordan en grhastha skal undgå at blive en gnier. Da Srila Prabhupada engang blev spurgt af en discipel, der netop var blevet gift, hvad en grhasthas pligter er, svarede han: ”Før I spiser, skal I stille jer ud på trappen og kalde tre gange: ”Hvis nogle er sultne, kan I komme her og spise.” Disciplen havde ventet mere svar end det og spurgte igen, hvad en grhasthas pligter er ud over det. Prabhupada gentog: ”Før I spiser, skal I stille jer ud på trappen og kalde tre gange: ”Hvis nogle er sultne, kan I komme her og spise.” Hvis man tænker dybt over dette, vil man erkende, hvad det vil sige at leve som husholder.

Prabhupada giver mange instruktioner til husholdere i Bhagavad-gita. Et sted er i forklaringen til 13.8-12:

”Med hensyn til frihed fra tilknytning til børn, hustru og hjem betyder det ikke, at man ingen følelser må have for dem. De er helt naturligt genstand for vores kærlighed. Men hvis de ikke er fordelagtige for åndeligt fremskridt, bør man ikke være knyttet til dem. Den bedste måde at gøre hjemmet rart på er Krishna-bevidsthed. Hvis man er helt og fuldt Krishna-bevidst, kan man gøre sit hjem til et meget lykkeligt sted, for denne Krishna-bevidste proces er meget let. Det eneste, man behøver at gøre, er at synge Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare, spise resterne af den mad, der er ofret til Krishna, have diskussioner over bøger som Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam og engagere sig i Deitetstilbedelse. Disse fire ting vil gøre én lykkelig. Man bør oplære sine familiemedlemmer på denne måde. Familien kan sætte sig sammen morgen og aften og synge Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Hvis man kan forme sit familieliv omkring disse fire principper og på denne måde udvikle Krishna-bevidsthed, er der ingen grund til at opgive familien til fordel for et liv i forsagelse. Men hvis ens familieliv ikke er befordrende eller gavnligt for åndeligt fremskridt, bør man opgive det. Man skal ofre alt for at erkende eller tjene Krishna, ligesom Arjuna gjorde det. Arjuna ville ikke dræbe sine familiemedlemmer, men da han forstod, at hans familie stod i vejen for hans Krishna-erkendelse, tog han Krishnas instruktioner til sig og kæmpede og slog sine familiemedlemmer ihjel. Under alle omstændigheder bør man være utilknyttet til familielivets lykke og lidelse, for i denne verden kan man aldrig være hverken helt lykkelig eller helt ulykkelig.”

Et andet sted er i forklaringen til 16.1-3. Her gennemgår Srila Prabhupada 24 kvaliteter, sådan som de relaterer til forskellige varnaer og asramaer. Velgørenhed, selvbeherskelse og offerhandlinger er specielt for husholdere:

”Dernæst er der velgørenhed. Velgørenhed er for husholderne. Husholderne bør tjene til livets ophold på ærlig vis og anvende halvdelen af deres indkomst på at udbrede Krishna-bevidsthed over hele verden. En husholder skal således give i velgørenhed til organisationer, der har dette formål. Velgørenhed skal gives til den rigtige modtager. Der er forskellige former for velgørenhed, hvilket bliver forklaret senere i forbindelse med velgørenhed i godheden, lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Velgørenhed i godhedens kvalitet anbefales i skrifterne, men velgørenhed i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter anbefales ikke, for det er blot spild af penge. Velgørenhed bør kun gives til udbredelsen af Krishna-bevidsthed over hele verden. Det er velgørenhed i godhedens kvalitet.

Når det kommer til damah eller selvbeherskelse, gælder det ikke kun for de andre ordener i det religiøse samfund, men er især rettet mod husholderne. Selv om en husholder har en hustru, må han ikke unødvendigt bruge sine sanser på sexliv. Der er begrænsninger selv for husholdere med hensyn til seksuelt samkvem, som man kun bør have for at få børn. Hvis man ikke vil have børn, bør man ikke nyde kønslig omgang med sin kone. Det moderne samfund nyder seksuel omgang med præventive midler eller endnu mere afskyelige metoder for at undgå ansvaret for børn. Dette er ikke transcendentalt, men dæmonisk. Hvis man gerne vil gøre fremskridt i åndeligt liv, bliver man nødt til at beherske sit sexliv, selv hvis man er husholder, og ikke få børn, hvis det ikke er for at tjene Krishna. Hvis man kan få børn, der er Krishna-bevidste, er det i orden at få hundredvis af børn, men uden denne evne bør man ikke indlade sig på sex blot for at tilfredsstille sine sanser.

Offerhandlinger er en anden ting, som husholderne skal udføre, for offerhandlinger kræver store summer penge. De andre ordener, nemlig brahmacarya, vanaprastha og sannyasa, har ingen penge. De ernærer sig ved at tigge. Så udførelse af forskellige slags offerhandlinger er for husholderne. De skal udføre agni-hotra-ofringer som påbudt i de vediske skrifter, men på nuværende tidspunkt er sådanne offerhandlinger meget bekostelige, så ikke alle husholdere kan udføre dem. Det anbefales derfor, at i denne tidsalder er det bedste offer det, der kaldes for sankirtana-yajna. Dette sankirtana-yajna, sangen af Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare, er det bedste og billigste offer. Alle kan gøre det og drage fordel deraf. Så disse tre punkter, nemlig velgørenhed, sansebeherskelse og udførelse af offerhandlinger, gælder for husholderen.”

Gennemgangen af grhastha-livet fortsætter i næste nummer. Grhastha er den mest komplicerede af de fire asramaer og kræver derfor også mere diskussion end de tre andre asramaer.