– Af Lalitanatha Dasa –
Dette er fjerde del i serien om varnasrama-dharma. Sidste afsnit gennemgik de fire varnaer. I dette afsnit ser vi på de fire asramaer og i særdeleshed på den første asrama, brahmacari.
I ellevte kapitel af Srimad-Bhagavatams syvende bog gennemgik Narada Muni de fire varnaer. I det næste kapitel ser han på de fire asramaer og i særdeleshed den første asrama, brahmacari-asramaen.
Imens varnaerne er en arbejdsklassificering af mennesker ifølge deres naturer, er asramaerne en klassificering af menneskelivets forskellige aldre eller stadier. Barndommen er naturligt lærestadiet. Som voksen har man ansvar for ikke blot sit eget liv, men også for sin familie, sit samfund osv. Og alderdommen er en forberedelse til døden. Ved at gennemleve de forskellige asramaer lever man, som det er naturligt på de forskellige tidspunkter i ens liv, samtidig med, at man gradvist renses for sin tilknytning til den materielle verden. Således gennemgår man de fire stadier som brahmacari (elev i cølibat), grhastha (familiemenneske), vanaprastha (det tilbagetrukne liv) og sannyasa (forsagelsens orden).
Grundlaget for alt andet i livet er en grundig uddannelse, og derfor er der så stor opmærksomhed på brahmacari-stadiet i den vediske kultur. Brahmacari er uddannelsen for samfundets ledende personer. Denne uddannelse foregår i den åndelige mesters skole, gurukulaen, hvor drenge fra en tidlig alder, omkring 5-6 år gamle, flytter ind og bor hos den åndelige mester de næste 15-20 år og bliver oplært af ham i åndelig viden og livets vigtige aspekter.
Det er ikke alle, der bliver trænet som brahmacarier hos den åndelige mester. Pigerne gør det ikke. De bliver tværtimod hjemme og bliver oplært af deres mødre til selv at blive dygtige mødre. Dette er en ideel træning for piger, der ikke bliver slappe af at bo sammen med deres mødre og resten af deres familie igennem hele deres barndom. Her er det vigtigt at huske på, at der er stor forskel på piger og drenges psykologi. Drenge mister ofte deres opmærksomhed omkring deres omgivelser og kommer til at tage alt for givet, hvis de ikke kommer væk fra hjemmet og oplever, at tøj ikke vasker sig selv, huse ikke rydder sig selv op eller bliver rene af sig selv, mad ikke laver sig selv osv. Piger har derimod allerede fra en tidlig alder oftest en mere moden og ansvarsfuld mentalitet og lærer alt, hvad de har brug for, ved at hjælpe og efterligne deres mødre og gradvist selv stå for forskellige aktiviteter i hjemmet.
Denne forskel på drenge og piger kan let iagttages allerede i en tidlig alder. En dreng på fem år er meget lidt opmærksom på, hvordan han ser ud. Hvis hans mor ikke hele tiden sørger for, at han er ren og ordentlig i tøjet, ligner han hurtigt et lille monster, imens piger i samme alder for det meste allerede har deres klare meninger om, hvad de vil have på, og hvordan de vil se ud. Det er derfor ikke noget problem for en pige at bo i hjemmet hele barndommen, men tværtimod ideelt, indtil hun som voksen flytter sammen med sin mand i grhastha-asramaen.
Drenge, der ikke er tilstrækkelig intelligente, selvdisciplinerede eller motiverede, flytter heller ikke ind hos den åndelige mester. De bliver også hjemme hos familien, indtil de efter en eventuel kortvarig skolegang får en læreplads inden for landbruget eller et håndværk eller simpelthen starter i en eller anden praktisk tjeneste. De bliver også gift, så snart de er gamle nok til det, med en pige af tilsvarende natur.
Kvalifikationen som brahmacari
Den åndelige mester tester grundigt de drenge, der ønsker at blive oplært af ham i gurukulaen, og accepterer kun dem, som han ser sig i stand til at opdrage og uddanne. Dette er afgørende, hvis en gurukula og forholdet imellem den åndelige mester og den unge dreng skal fungere. Srila Prabhupada startede allerede i begyndelsen af 1970’erne gurukulaer, som især i 1980’erne oplevede problemer, primært fordi der ikke var opmærksomhed nok på, at det ikke er meningen, at alle drenge automatisk skal sendes i gurukula. Der var en udbredt ide om, at gurukulaerne var for alle uanset deres personlige kvalifikationer, og de fleste gurukulaer måtte lukke på grund af de problemer, denne politik medførte. Sidenhen er der blevet strammet op på dette, så der nu er strenge optagelseskrav i de deciderede gurukulaer, som ISKCON stadig driver, med helt andre resultater til den positive side.
Brahmacari-træning er kun for kvalificerede potentielle brahmanaer, ksatriyaer og vaisyaer – især brahmanaer, der kan gennemgå det fulde gurukula-forløb over måske tyve år. Igen skal det understreges her, at hvorvidt en dreng er kvalificeret som brahmana, ksatriya eller vaisya, har intet med fødsel at gøre. En historie fra Upanisaderne fortæller om en dreng, der engang henvendte sig til den store vismand Gautama Muni og bad om at blive hans elev. Gautama Muni ville kun acceptere brahmanaer som sine elever, så han spurgte drengen, hvem hans far var. Drengen svarede, at han vidste det ikke.
Gautama sendte ham derfor hjem for at spørge hans mor, der måtte indrømme, at hun vidste det heller ikke. Hun var tjenestepige og havde haft forhold til mange mænd før drengens fødsel, så hvem der var hans far, kunne hun ikke sige. Drengen kom tilbage til Gautama Muni og fortalte, at hans mor vidste heller ikke, hvem hans far var, for hun havde kendt så mange mænd. Da Gautama Muni bemærkede drengens fuldstændige ærlighed, udbrød han:
”Du er en brahmana, for kun en brahmana er ærlig nok til at indrømme, at hans mor er en prostitueret. Du er kvalificeret til at være min elev.”
Livet som brahmacari
I tekst Srimad-Bhagavatam 12.1-6 forklarer Narada livet som brahmacari.
”En elev skal praktisere fuldstændig beherskelse af sanserne. Han skal være ydmyg og lydig og have en indstilling af fast venskab til den åndelige mester. Med et stort løfte skal brahmacarien bo i gurukulaen og udelukkende arbejde til gavn for guruen.”
”Ved begge overgange mellem dag og nat, dvs. tidligt om morgenen og om aftenen, skal han være helt absorberet i at tænke på den åndelige mester, ilden, solguden og Herren Visnu og tilbede dem ved at recitere gayatri-mantraet.”
”Når den åndelige mester indkalder ham til det, skal eleven studere de vediske mantraer regelmæssigt. Hver dag før begyndelsen og ved afslutningen på sine studier skal disciplen bøje sig respektfuldt og ydmygt for den åndelige mester.”
”Brahmacarien skal gå ud morgen og aften for at indsamle almisser, og alt, som han indsamler, skal han give til den åndelige mester. Han må kun spise, hvis den åndelige mester giver ham besked på at spise. Ellers kan han somme tider blive nødt til at faste, hvis den åndelige mester ikke giver ham ordre til det.”
”En brahmacari skal være velopdragen og kultiveret og bør ikke spise eller samle sig mere end nødvendigt. Han skal altid være aktiv og dygtig og have fuld tro på den åndelige mester og sastras [skrifternes] instruktioner. Han bør fuldstændigt beherske sine sanser og kun omgås med kvinder eller dem, der styres af kvinder, så meget, som det er nødvendigt.”
Adskillelse mellem mænd og kvinder
Brahmacari-livet kendetegnes af ingen eller absolut minimal omgang med kvinder, så i de næste vers taler Narada Muni om vigtigheden af adskillelse mellem mænd og kvinder. Versene sammen med Prabhupadas forklaringer er interessante. Ifølge Srimad-Bhagavatam 7.12.7:
”En brahmacari eller den, som ikke har accepteret grhastha-asramaen [familielivet], må strengt undgå at tale med kvinder eller om kvinder, for sanserne er så stærke, at de kan agitere sindet selv hos en sannyasi, et medlem af den forsagende orden.”
Prabhupada: Brahmacarya betyder grundlæggende løftet om ikke at gifte sig, men overholde strengt cølibat (brhad-vrata). En brahmacari eller sannyasi bør undgå at tale med kvinder eller læse bøger om samtaler mellem mænd og kvinder. Påbuddet om at begrænse omgangen med kvinder er det grundlæggende princip i åndeligt liv. At omgås eller tale med kvinder tilrådes aldring noget sted i den vediske litteratur. Hele det vediske system lærer én at undgå sexliv, så man gradvist gør fremskridt fra brahmacarya til grhastha, fra grhastha til vanaprastha og fra vanaprastha til sannyasa og således opgive materiel nydelse, der er den oprindelige årsag til fangenskabet i denne materielle verden. Ordet brhad-vrata refererer til ham, der har besluttet sig for ikke at gifte sig eller med andre ord aldrig hengive sig til sexliv på noget tidspunkt i hele sit liv.
Srimad-Bhagavatam 7.12.9:
”Kvinden sammenlignes med ild, og manden sammenlignes med en gryde med smør. Derfor bør en mand undgå at omgås selv med sin egen datter på et isoleret sted. På samme måde bør han også undgå omgang med andre kvinder. Man bør kun omgås med kvinder, når der er en vigtig grund til det, ellers ikke.”
Prabhupada: Hvis en gryde med smør og ild kommer i nærheden af hinanden, vil smørret i gryden helt sikkert smelte. Kvinden sammenlignes med ild, og manden sammenlignes med en gryde med smør. Uanset hvor dygtig man er til at beherske sine sanser, er det næsten umuligt for en mand at bevare sin selvbeherskelse i tilstedeværelse af en kvinde, selv om hun er hans egen datter, mor eller søster. Ja, hans sind bliver ophidset, selv hvis han er i forsagelsens orden. Derfor begrænser den vediske civilisation omhyggeligt fri omgang mellem mænd og kvinder. Hvis man ikke kan forstå dette grundlæggende princip om at begrænse omgangen mellem mand og kvinde, anses man for at være et dyr.
Srimad-Bhagavatam 7.12.10:
”Så længe et levende væsen ikke er fuldstændig selvrealiseret – så længe han ikke er fuldstændig fri for misopfattelsen af identificering med sin krop, der er intet andet end en refleksion af den oprindelige krop og dens sanser – kan han ikke gøre sig fri af opfattelsen af dualitet, der kulminerer i dualiteten imellem mand og kvinde. Således er der al risiko for at falde ned, fordi hans intelligens er forvirret.”
Prabhupada: Her er en anden vigtig advarsel om, at en mand må redde sig selv fra tiltrækning til kvinder. Indtil man er selvrealiseret og fuldstændig fri for den illusoriske opfattelse af den materielle krop, vil dualiteten af mand og kvinde uvægerligt fortsætte, men når man er selvrealiseret, ophører denne sondring.
vidya-vinaya-sampanne
brahmane gavi hastini
suni caiva svapake c
panditah sama-darsinah
”I kraft af sand viden ser de ydmyge vismænd med samme syn på en lærd og mild brahmana¸ en ko, en elefant, en hund og en hundeæder [en kasteløs].” (Bg. 5.18) På det åndelige plan opgiver den lærde person ikke blot dualiteten af mand og kvinde, men også dualiteten af menneske og dyr. Dette er kriteriet for selvrealisering. Man må erkende til fuldkommenhed, at det levende væsen er en åndelig sjæl, men nu smager forskellige slags materielle kroppe. Man kan teoretisk forstå dette, men når man har praktisk erkendelse, bliver man virkelig en pandita (den, der ved). Indtil det tidspunkt fortsætter dualiteten, og ideen om mand og kvinde fortsætter også. På dette stadie bør man være ekstremt forsigtig med at blande sig med kvinder. Ingen bør tro sig selv perfekt og glemme skrifternes instruktion om, at man skal være meget forsigtig med at omgås selv med sin datter, mor eller søster for ikke at tale om andre kvinder.
Konklusion
Brahmacari er forberedelsen til de senere asramaer i livet. Uanset om man senere vælger at leve som grhastha (familieliv) eller som sannyasi i forsagelsens orden, skal man først trænes som en førsteklasses brahmacari. Som Narada Muni forklarer det i Srimad-Bhagavatam 7.12.13-14:
”Ifølge ovennævnte regler og reguleringer bør den, der er to-gange født, nemlig brahmanaen, ksatriyaen eller vaisyaen, bo i gurukulaen under den åndelige mesters omsorg. Der skal han studere og lære hele den vediske litteratur sammen med deres supplerende tekster og Upanisaderne ifølge sine evner og sin energi til at studere. Hvis muligt skal eleven eller disciplen belønne den åndelige mester med den godtgørelse, som den åndelige mester beder om, og derpå bør disciplen på mesterens ordre forlade ham og acceptere en af de andre asramaer, nemlig grhastha-asramaen, vanaprastha-asramaen eller sannyasa-asramaen, som han ønsker det.”
(Fortsættes i næste nummer).
