– Af Dandaniti Devi Dasi –

Vi håber, I alle har haft glæde af de to første afsnit af denne løbende gennemgang af Bhagavad-gita, der blev bragt i Nyt fra Hare Krisna nr. 1 og 2 i år. Fordi nogle af os var så heldige at få lov at rejse til Indien i marts-april måned, får I først 3. del nu. ϑ

Bhaktivinoda Thakura, en af de store mestre i vores tradition, har kaldt kapitel 2 ”En sammenfatning af Bhagavad-gitas indhold”. Srila Prabhupada forklarer: ”Emnerne i Bhagavad-gita er karma-yoga, jnana-yoga og bhakti-yoga. I kapitel 2 er karma-yoga og jnana-yoga blevet nærmere omtalt, og vi har også fået et glimt af bhakti-yoga, hvilket giver os et overblik over teksten som helhed.”  (BG. 2.72, forklaring)

Arjuna overgiver sig

I første kapitel hørte vi om, hvordan Arjuna mistede kampmodet, da han indså, at han stod over for sine egne venner og slægtninge på slagmarken. Kapitlet slutter med, at Arjuna lægger sine våben fra sig og sætter sig ned på stridsvognen, forvirret og på grådens rand. Arjuna har fremført mange tilsyneladende noble grunde til ikke at kæmpe, men nu begynder Herren Krishna at pille alle Arjunas gode argumenter fra hinanden. Hele Bhagavad-gita er for så vidt svar på Arjunas tvivl, men her i andet kapitel får vi et overblik over situationen.

Arjuna fortsætter med at komme med flere argumenter, men til sidst erkender han, at han ikke kan løse sin situation ved egen kraft, og han overgiver sig til Sri Krishna som Hans discipel. Dette er et meget afgørende øjeblik, fordi det viser, at selv en mægtig personlighed som Arjuna kan ikke løse livets problemer uden hjælp fra en åndelig mester. ”Af natur er hele virvaret af materielle aktiviteter en kilde til rådvildhed for alle. For hvert skridt, man tager, er der forvirring, og derfor påhviler det alle at opsøge en ægte åndelig mester, der kan vejlede én i den rette måde at opnå livets mål på.” (BG. 2.7, forklaring). Efter dette sker der en markant ændring i Krishna og Arjunas forhold fra at være et venskabsforhold til at være et lærer-discipel-forhold.

 

Krishnas instruktioner om den udødelige åndelige sjæl

I indledningen til Bhagavad-gita sagde Prabhupada, at den første opgave for en aspirerende transcendentalist er at forstå, at han (eller hun) ikke er kroppen, men en åndelig sjæl. Her forklarer Krishna sjælens natur fra mange forskellige synsvinkler. Det første, Krishna siger til Arjuna, er, at han er et stort fjols! Hvorfor? Fordi han identificerer sig med kroppen. Arjunas medfølelse med hans familiemedlemmer er baseret på den kropslige livsopfattelse, og derfor er den illusorisk.

Et essentielt vers i denne passage er vers 13, der forklarer, hvordan sjælen vandrer fra barndom til ungdom til alderdom og til sidst vandrer over i en ny krop. Det viser, hvordan reinkarnation, udskiftning af kroppen, finder sted allerede inden for dette liv, så der er ikke nogen grund til at blive forbavset over, at sjælen søger over i en ny krop ved døden.

 

Argumenter for og imod krigen

Arjunas argumenter kan groft inddeles i fem kategorier:

  1.  Medfølelse – Arjuna ønskede ikke at slå nogen ihjel, i særdeleshed ikke sine venner og familiemedlemmer.
  2. Nydelse – Arjuna ville ikke være i stand til at nyde kongeriget, hvis alle de, han ønskede at nyde det sammen med, blev dræbt i kampen.
  3. Ødelæggelse af familien – Hvis så mange ksatriyaer blev dræbt, ville der ikke være nogen til at beskytte brahmanaerne og kvinderne. Som følge heraf ville de religiøse principper smuldre, og der ville komme uønskede børn til verden.
  4. Frygt for syndige reaktioner – Arjuna frygter, at han vil få syndige reaktioner for at ødelægge familietraditionerne og for at slå sine overordnede ihjel.
  5. Ubeslutsomhed/usikkerhed – Arjuna kan ikke se noget godt komme ud af kampen. Han tænker, at det er bedre, at han går ud i skoven og lever som tigger, eller at Duroyodhana slår ham ihjel, uden at Arjuna gør modstand.

Krishnas modargumenter kan sammnenfattes som følger:

  1. Sjælen kan ikke dræbes. Der er ingen grund til at have speciel medfølelse over for slægtninge og venner, da dette er baseret på en illusorisk opfattelse.
  2. Hvis Arjuna kæmper, vil han vinde kongeriget, og hvis han taber, vil han komme til de himmelske planter og nyde der.
  3. Ved at udføre sine foreskrevne pligter vil man ikke pådrage sig syndige reaktioner, men vil derimod blive ophøjet til en bedre livsstatus.
  4. Der er ikke noget forkert ved at slå Arjunas lærere og overordnede ihjel, da de har handlet uretfærdigt. Desuden er de gamle og ved at slå dem ihjel vil de blive renset for deres syndige handlinger og opnå en ny og bedre krop.
  5. Arjuna vil under alle omstændigheder blive involveret i kamp før eller senere, da det er hans natur som kriger. At gå ud i skoven og leve som tigger er derfor et upraktisk forslag.

Krishna kommer også med et ateistisk argument om, at selv hvis man ikke tror på sjælens eksistens, er der ingen grund til at sørge over kroppen, da den blot er en bunke kemikalier.

Krishna stikker endvidere til Arjunas ksatriya-stolthed ved at påpege, at de store generaler på slagmarken vil håne ham, idet de vil tro, at han har forladt slagmarken på grund af frygt og ikke af såkaldt medfølelse. At miste sin anseelse og ære anses for værre end døden for en ksatriya.

 

At handle uden at begære frugterne

De argumenter, Krishna har givet, er hovedsageligt baseret på Arjunas sansenydelse, selv om de også har rod i religiøse principper. Da Arjuna tilsyneladende stadig ikke er overbevist om det rigtige i at kæmpe, går Krishna et skridt videre, og Hans argumenter går fra at være overvejende materielle til at være direkte åndelige. I vers 38 opfordrer Krishna Arjuna til at kæmpe, blot fordi Han (Krishna) ønsker det.

Krishna forklarer videre Arjuna, at blot ved at arbejde af pligt uden at søge frugterne af sit arbejde vil man gradvist blive befriet for alle karmiske reaktioner og realisere sin åndelige natur. Man kan ikke gøre åndelige fremskridt blot ved pludseligt at opgive de naturlige pligter for den krop, man pt. befinder sig i. Kunsten er at udføre dem i den rette bevidsthed, dvs. uden at stræbe efter frugterne af sit arbejde, hvilket kulminerer i Krishna-bevidsthed, hvor alt gøres for at glæde Herren.

 

Symptomerne på en Krishna-bevidst person

I vers 54 spørger Arjuna om, hvad symptomerne er på en person med transcendental bevidsthed. Hvordan taler han, hvordan sidder han, og hvordan går han? Dette kræver lidt forklaring. Det mest grundlæggende symptom på en transcendentalist er imidlertid, at han ikke er interesseret i sanselige glæder for sin egen tilfredsstillelses skyld, men finder fuld tilfredshed i at tjene Herren. Hvordan han taler, refererer til, hvordan han responderer til omverdenen. En sådan person er ligevægtig i enhver situation. Han er fast besluttet på at tjene Herren, uanset om verden smiler ad ham, eller der falder bomber ned omkring hans hoved.

Hvordan han sidder, referer til, hvorledes en yogi eller transcendentalist afholder sanserne fra kontakt med sanseobjekterne. Her gives eksemplet med skildpadden: ”Skildpadden kan når som helst trække sine sanser ind og aktivere dem igen, når der er behov for det. På samme måde bruges Krishna-bevidste personers sanser kun til bestemte formål i Herrens tjeneste og holdes ellers tilbage.” (BG. 2.58, forklaring)

Hvordan han går, refererer til, hvordan han beskæftiger sine sanser. En Krishna-bevidst person forsøger ikke kunstigt at afholde sanserne fra at nyde, men engagerer alle sine sanser i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Eksemplet gives med den store hengivne Ambarisa Maharaja: Hans sind var optaget af at tænke på Krishnas lotusfødder, hans taleevne brugte han til at beskrive Herrens bolig, Vaikuntha, hans hænder var optaget af at gøre templet rent, hans ben brugte han til at vandre til hellige steder osv.

Med sine instruktioner har Krishna gennemhullet en af de største myter om åndeligt liv, nemlig at transcendentalt liv betyder en form for inaktiv tilbagetrækning på et øde sted. Han afliver også myten om, at sjælen kan blive fri for ønsker, hvilket er en umulighed, men ønskerne må renses, så de er forbundet med Krishna. Resultatet af at følge vejen af buddhi-yoga (beherskelse af sanserne via intelligens) som beskrevet her er, at man gradvist genopvækker sin oprindelige åndelige position og opnår evigt liv i den åndelige verden efter døden.

Som vi vil se i starten af næste kapitel, er Arjuna dog ikke helt overbevist. Derfor fortsætter Krishna gennem resten af Bhagavad-gita med at forfine og uddybe Arjunas forståelse og motivation. Hvis vi lytter med, kan vi opnå samme resultat som Arjuna.

 

Spørgsmål

Vers 1-9

  1. Hvad er betydningen af navnet Madhusudana?
  2. Forklar analogien med at redde en druknende mands klædedragt.
  3. Forklar betydningen af Bhagavan og nævn de seks overdådigeder, der er knyttet til denne titel.
  4. Forklar de 3 aspekter af Den Absolutte Sandhed via analogien med Solen.
  5. Hvad er forskellen på en brahmana og en krpana?
  6. Hvorfor er det så vigtigt at overgive sig til en ægte åndelig mester?

 

Vers 10-30

  1. Forklar analogien med bien og honningglasset.
  2. Hvordan bliver sjælens størrelse sammenlignet med en hårspids?
  3. Forklar sjælen via analogien med Solen og universet.
  4. Hvad er forskellen på en død og en levende krop?
  5. Hvad er de seks forandringer, kroppen gennemgår?
  6. Hvordan kan sjælens tilstedeværelse forstås ifølge analogien i vers 20.
  7. Forklar, hvordan vold nogle gange kan være gavnlig via analogierne i vers 21.
  8. Hvad repræsenterer de to fugle i træet?
  9. Hvordan kan vi være sikre på, at sjælen er en evig individuel person og ikke smelter sammen med Gud, når den opnår befrielse?
  10. Hvorfor betegnes Vedaerne som moder?
  11. Lav en liste over nogle af sjælens kvaliteter her fra kapitel 2.

 

Vers 31-37

  1. Forklar de to typer af sva-dharma.
  2. Hvilke argumenter giver Krishna i denne passage for, at Arjuna skal kæmpe?

 

Vers 38-53

  1. Hvordan adskiller det argument, Krishna giver i vers 38, sig fra de foregående?
  2. Definer sankhya og buddhi–yoga.
  3. Hvad er forskellen på arbejde udført på det materielle og åndelige plan (vers 40)?
  4. Fuldend sætningen: ”Det resolutte forsæt hos en person i Krishna-bevidsthed er baseret på …”
  5. Forklar analogien med at vande træets rod.
  6. Hvorfor advarer Krishna Arjuna mod Vedaernes blomstrende ord?
  7. Forklar analogien med brønden.
  8. Forklar vers 47 med dine egne ord.

 

Vers 54-72

  1. Nævn nogle af de kendetegn, der nævnes i denne passage på en Krishna-bevidst person.
  2. Hvad er en muni og en sthita-dhir-muni?
  3. Forklar analogien med skildpadden og sanserne.
  4. Fortæl, hvordan Ambarisa Maharaja engagerede sine sanser i Herrens tjeneste.
  5. Forklar analogien med patienten, der forbydes visse fødevarer for at blive rask.
  6. Hvad sker der, når man mediterer på sanseobjekterne? Forklar processen, som den beskrives i vers 62-63.
  7. Hvad er phalgu-vairagya (falsk forsagelse). Giv gerne et eksempel fra teksten.
  8. Hvad vil det sige virkelig at være fri for ønsker?
  9. Hvor lang tid tager det at opnå Krishna-bevidsthed?

 

Og til sidst et personligt spørgsmål efter at have læst 2. kapitel: Hvilke aktiviteter vil du foretage dig med henblik på at opnå selvrealisation?