– Af Dandaniti Devi Dasi –

Krishnabogen og Srimad-Bhagavatam beskriver, hvorledes Krishna dræber en lang række dæmoner. I næsten hvert kapitel bliver mindst én dæmon dræbt. Giftige slanger, forklædte dæmoner i menneske- eller dyreskikkelse, skovbrande og andre naturkatastrofer dukker hele tiden op på siderne i disse ophøjede bøger. Disse historier kan undertiden virke ret voldsomme. Hvad er meningen med al den vold? Og hvorfor skal Krishna, der er Gud Selv, samt hans nærmeste venner og hengivne udsættes for den slags?

Vi kan forstå, at de er en del af Krishnas lilaer for at lære os om Hans suverænitet og herligheder. De viser også Krishnas position som den Absolutte Gode, for alle dæmonerne, der blev dræbt af Krishna, opnåede befrielse, og Putana, der prøvede at dræbe Krishna som spædbarn ved at give ham gift, fik en position som Krishnas mor i den åndelige verden. Derved kan vi forstå, at uanset, hvad Krishna gør, er det ultimativt godt. Man kan også meditere på, at hvis de, der tænker på Krishna med vrede og frygt, opnår så høj en position, hvad så med dem, der oprigtigt forsøger at blive Herrens rene hengivne.

Samtidig hjælper disse beretninger os til at blive bevidste om og frigjorte fra vore egne dæmoniske tendenser. Nedenfor er en liste over forskellige dæmoner, som Krishna dræbte. Listen stammer fra Bhaktivinoda Thakuras bog Sri Caitanya Siksamrta, hvor Bhaktivinoda Thakura samtidig forklarer, hvilke anarthaer (uønskede ting), de forskellige dæmoner repræsenterer. Der er også eksempler, hvor Krishna ikke direkte dræber dæmoner, men blot fjerner dæmoniske tendenser.

Med denne liste i hånden kan vi hver især se efter i vore egne hjerter, om der eventuelt skulle findes nogle dæmoner, vi gerne vil have Krishnas hjælp til at fjerne. Listen nævner kort hver dæmon og hvilken anartha, den repræsenterer. Der kan siges meget mere om hver enkelt historie eller anartha, og der vil sikkert også kunne findes andre fortolkninger, der kan afvige fra listen. Selve historierne findes som sagt i Krishnabogen og Srimad-Bhagavatam.

1. Putana – den falske guru.

2. Sakatasura (vogndæmonen) – byrden (vognlæsset) af gamle og nye dårlige vaner, sløvhed, ligegyldighed og fjant.

3. Trinavarta (hvirvelvindsdæmonen) – den falske stolthed, der kommer fra materiel lærdom, der leder til falske filosofier.

4. Nalakuvara og Manigriva. Disse var ikke dæmoner, men to halvguder. De blev heller ikke dræbt af Krishna, men Han udfriede dem, efter at de var blevet forbandet til at stå som træer i Krishnas have. De to træer blev væltet af Krishna, da Han som spædbarn træk træmorteren efter sig. De repræsenterer arrogant stolthed og følelsen af opblæst prestige, der har rod i en galskab efter rigdom.

5. Vatsasura (kalvedæmonen) – en barnlig mentalitet, der giver ophav til en form for grådighed, der resulterer i ondskabsfuldt drilleri.

6. Bakasura  (storkedæmonen) – udspekuleret uoprigtighed, bedrag og falsk opførsel.

7. Aghasura (slangedæmonen) – grusomhed og vold.

8. Brahma-vimohana-lila. Herren Brahma er selvfølgelig ikke en dæmon. Men at han stjal kohyrdedrengene og kalvene fra Krishna, repræsenterer ikke desto mindre verdslige handlinger og spekulativ lærdom.

9. Dhenukasura (æseldæmonen) – grov materialistisk intelligens, uvidenhed om åndelig kundskab.

10. Kaliya-slangen – brutalitet og forræderi.

11. Skovbranden, der blev slukket – indbyrdes uoverensstemmelser blandt hengivne.

12. Pralambasura (dæmonen, der var forklædt som en kohyrdedreng) – lystne/begærlige tilbøjeligheder og ønske om personlig vinding og ære.

13. Skovbrand nr. 2 – forstyrrelse af religiøse principper og omgang med religiøse personer, der i virkeligheden er ateistiske.

14. Brahmanaerne, der udførte ofringer –  ligegyldighed over for Krishna på grund af ens egen status eller position i varnasrama.

15. Overvindelsen af Indras stolthed (i forbindelse med Govardhana-pujaen og Indras regnskyer over Vrindavana) – halvgudetilbedelse og tendensen til at tænke, at ”Jeg er den største.”

16. Varunas tilfangetagelse af Nanda Maharaja – at tro, at åndeligt liv kan forstærkes gennem indtagelse af rusmidler.

17. Nanda Maharaja slugt af Vidyadhara (en slange) –  upersonalistisk opslugen af sandheden om Krishna-bevidsthed.

18. Sankhachuda (konkylie-dæmonen) – tilbøjelighed til at stræbe efter navn og berømmelse og ønske om sanselig nydelse under påskud af hengiven tjeneste.

19. Aristasura (tyredæmonen) – stolthed, der opstår af hengivenhed til falske religioner, der er opfundet af bedragere og medfører forsømmelse af hengiven tjeneste (bhakti).

20. Kesi (hestedæmonen) – følelsen af, at ”Jeg er en stor hengiven og åndelig mester.”

21. Vyomasura (dæmonen i luften) – at pleje omgang med tyve og andre slyngler og med folk, der fremstiller sig selv som avataraer (inkarnationer af Gud).

Lød nogle  af dem bekendte? I det tilfælde kan vi få hjælp fra Bhaktivinoda Thakura, der i Sri Caitanya Siksamrta beskriver dette emne indgående.

Bhaktivinoda Thakura forklarer: ”Den hengivne, der tilbeder det hellige navn, skal først bede til Herren om styrke til at kaste alle disse ugunstige tendenser bort og skal bede således dagligt foran Herren Hari. Ved at gøre dette vil den hengivnes hjerte gradvist blive renset. Sri Krishna har dræbt en række dæmoner, der kan åbenbare sig i hjertets rige, så for at tilintetgøre disse hindringer må en hengiven græde ydmygt foran Herren og indrømme sit nederlag, og da vil Herren fjerne alle besmittelser.”

Næste gang vi læser eller hører disse historier, kan vi prøve at huske disse linier og bede Herren befri os for vore dæmoniske tilbøjeligheder.