I begyndelsen af februar åbnede Hare Krishna i Finland et nyt tempel i Helsinki. De hengivne har i et år stået uden noget tempel, efter at de måtte opgive det sted, de havde haft i mange år i centrum af byen, så det var med stor glæde, at de kunne holde officiel åbning for deres nye tempel. Tempelpræsident Tapodivyam Prabhu mener selv, at stedet har været værd at vente på og er den bedste facilitet, de hidtil har haft i Finland. Det er også første gang, at ISKCON selv ejer det sted, hvor templet ligger.

Det nye tempel består af et stort hus på 800 kvm. beboelse plus et tilstødende hus på 200 kvm. Begge huse, der er bygget af træ i slutningen af 1800-tallet, har hidtil tilhørt Helsinki kommune og været anvendt til ældrepleje, skole og lignende offentlige funktioner. De to huse ligger i et parkområde, men er alligevel godt forbundet med offentlig transport og let at komme til.

Ved åbningsdagen den 4. februar var der 200 gæster, imens man forventer endnu flere til Gaura-purnima den 16. marts, hvor der vil være den helt store åbningsceremoni.

Læs mere på Hare Krishnas finske hjemmeside: www.krishna.fi.

 

Gaura-Nitai Finland

De hengivne foran alteret

Det nye tempel