Den 17. og 18. maj åbner et nyt vedisk tempel i Houston med deltagelse af omkring 15.000 gæster inklusive medlemmer af Houstons store hindusamfund, ISKCON-hengivne fra hele Nordamerika og officielle repræsentanter inklusive Houstons borgmester. Templet har været mange år undervejs og skulle oprindeligt have været åbnet i 2010.
“Dette er sandsynligvis en af de mest enestående bygninger i Houston,” fortæller Anish Pillai fra ISKCON i Houston. “Folk trækker ofte deres bil over til siden for at tage et billede af dette fantastiske syn, så jeg tror, at mange folk i byen nu er klar over, at denne smukke bygning er ved at blive opført, og gerne vil vide, hvad den har at tilbyde.”
Templets kupler og pyramider minder om det berømte Jagannatha-tempel i Puri, Orissa. Selve templet dækker 2600 kvadratmeter med en central kuppel på 30 meters højde omgivet af fire mindre kupler. Indvendigt er tempelgulvet bedækket med marmor, og loftet er ottekantet og omkranset af sytten BBT-malerier, der beskriver forskellige af Herren Krishnas lege. Alteret, som det har taget flere år at udskære, er af teaktræ og skal være hjemsted for Giriraja Govardhana, Sri-Sri Gaura-Nitai, Sri-Sri Radha-Giridhari og legemsstørrelser af Sri-Sri Radha-Nila Madhava, USA’s største Radha-Krishna Deiteter.
Rundt omkring templet bliver der opført 50 lejligheder til hengivne, der skal hjælpe til med at drive templet, ligesom en grundskole, hvor børn bliver tilbudt en vedisk skolegang, også er en del af projektet.