Bruxelles er Europas hovedstad, og derfor afholdtes der den 26. september en officiel europæisk gallaaften i Bruxelles i anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum.
Formatet var det samme som det tidligere afholdte arrangement i Washington den 3 september (se ovenover). Omkring 200 gæster inklusive politikere, akademikere, ambassadører og andre venner af ISKCON var inviteret til et program i underholdningsbygningen Bozar, hvor et teaterauditorium var stedet for aftenens program med taler og forskellige former for optræden.
Indiens ambassadør til Belgien og EU, Manjin Singh Puri, var den første på talerstolen. Han priste Prabhupada og ISKCON for at være de virkelige ambassadører for Indiens kultur og spiritualitet og mindedes, hvordan han som ung søgte tilflugt i ISKCON’s centre, når han rejste rundt i verden som diplomat.
Den næste taler var den italienske politiker og diplomat Ugo Papi, der rejste i Indien som ung, besøgte Mayapur og Vrindavana og har været en skabshengiven af Hare Krishna siden dengang. Andre talere inkluderede Professor Anna King fra Wincester og Professor Callewaert fra Loewen i Belgien. Begge har studeret ISKCON igennem årtier og været faste støtter og beundrere af Srila Prabhupadas samfund i mange sammenhænge. Anna King nævnte, hvordan ISKCON er modnet igennem årene, og hvordan der nu inden for ISKCON er opstået en generation af vaisnava-akademikere, som har taget den ledende rolle i forskningen i Gaudiya-vaisnavisme og udvisket grænserne mellem universitetsverdenen og den religiøse udøver.
Blandt andre indslag var et teaterstykke med engelske Bhaktivedanta Players, der spillede et stykke om Prabhupadas ankomst til USA. Jahnavi Harrison talte som repræsentant for ISKCON’s ungdom og ledte senere den afsluttende bhajana med sin gruppe. Der blev også plads til en traditionel Bharata-natyam-dans, og til sidst blev alle de tilstedeværende bespist med et overdådigt prasadam-festmåltid.