– Af Laksmi Rupa Devi Dasi –
Den 10. januar gik Elisabeth Hansen, som mange hengivne har mødt, og som alle kaldte Tommy, bort, 85 år gammel. Tommy var mor til Laksmi-rupa Dasi, der er dansker og gjorde tjeneste i det danske tempel i mange år. Hun bor nu på Almviks Gård i Sverige og fortæller om sin mor:
”Min mor blev født i Washington DC i 1929 og flyttede til Danmark i 1952 efter at være blevet gift med min far. Hun fik fire børn og gik hjemme og passede hus og børn. Hun var et meget åbent og glad menneske, så da jeg i 1986 flyttede ind på ISKCON’s gård i Jylland, var hun mest nysgerrig og hjalp også til med forskellige tjenester, da hun besøgte mig der. Hun blev aldrig en dedikeret hengiven, men sang gerne med på bhajana og lyttede til forelæsninger. Desuden var hun meget glad for prasada. Hun besøgte mange templer rundt om i verden og tilbragte et par uger i Mayapur, da vi var sammen der i 1998. Hun holdt meget af mine hengivne venner og satte pris på de hengivnes gode karakter. Hun passede hus og have, rejste og kørte bil til det sidste. Efter en bypass-hjerteoperation den 30. december (som ellers gik godt) var hun kommet hjem og vågnede aldrig op igen efter en eftermiddagslur lørdag den 10. januar.”