Af Vasesika Dasa / Oversat af Caroline Nordstrand

Det følgende er tredje del af en oversættelse fra bogen Our Family Business af Vaisesika Prabhu, hvor han fortæller om sit første møde med Hare Krishna, Prabhupada og de hengivne. Vaisesika Prabhu er discipel af Srila Prabhupada og bosat i Silicon Valley, Californien. De første to afsnit bragtes i Nyt fra Hare Krishna, august og oktober 2018.

Årtier er gået, siden Bhakta Roberto tog mig med til Market & Powell. Det er nu tydeligt for mig, at det var mit faste greb i bogdistributionens line, som trak mig sikkert forbi de mange farlige bølger, som ellers kunne have druknet mig. Igennem cølibatløftet i min lidenskabelige ungdom, mit ægteskab og professionelle liv, mine forældres død og de uundgåeligt svære beslutninger, som livet byder én, var min tjeneste min redning. Som min kære ven Suna Dasa engang sagde til mig: “Vaish, din tjeneste vil redde dig.” Han havde ret. Jeg beder til, at mit tag i denne line – at distribuere Srila Prabhupadas bøger – forbliver stærkt nu, hvor jeg træder ind i den sidste fase af mit liv.

Denne tjeneste er åben for alle! Alle og enhver fra et hvilket som helst socialt lag kan frivilligt tage denne tjeneste op og blive Krishnas budbringer og på denne måde forfremme sig selv til ”kærlighedsambassadør”. Srila Prabhupada giver et praktisk eksempel i et brev til Uttamasloka Dasa, dateret den 11. december 1975: “Sankirtana-hengivne er Krishna meget, meget kære. Fordi de laver dette feltarbejde, at distribuere bøger, har Krishna omgående anerkendt dem som sande tjenere. Ligesom en bondedreng eller kontorassistent, som drager i krig, omgående bliver en nationalhelt for sin oprigtige indsats, anerkender Krishna på samme måde med det samme en prædikant, som gør alt for at sprede Hans budskab.”

Om dem, som spreder Hans budskab, siger Krishna i Bhagavad-gita (18.69): “Der findes ingen tjener i verden, som er mig mere kær end ham, ej heller vil der nogensinde være én, som er mig mere kær.” Verden bugner med såkaldte “gode formål”, men ifølge Caitanya Mahaprabhu findes der kun et i sandhed godt formål: at levere Krishnas budskab til de glemsomme betingede sjæle, som lider af uvidenhed om deres sande selv.

Enhver, som føler sig inspireret af Krishnas budskab i Bhagavad-gita eller af Mahaprabhus ordre om at sprede Bhagavad-gitas budskab, og som tager denne ordre til sig, bliver en heldig sjæl og den mest noble budbringer. En sådan person bliver kærlighedsambassadør og smager den sødme, det er at give andre den største gave. Og han vil opleve, hvordan Krishnas indre energi beskytter ham.

Højere klasses propaganda

At distribuere Srila Prabhupadas transcendentale bøger, at tiltrække sjæle til Krishna, at gå dør til dør for at give Krishna-katha, og at invitere folk til at synge de hellige navne, er alle autoriserede, praktiske og standardiserede måder at give Krishna og Hans budskab til andre på. De eksemplariske personligheder i vores åndelige tradition er særligt glade for disse metoder, og de velsigner alle, som engagerer sig i denne hengivne tjeneste. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati verificerer denne sandhed:

”Vi undervurderer ikke vigtigheden af panca-ratrika-processen (reglerne og retningslinjerne for Deitets-tilbedelse), af at have repræsentanter i teistiske institutioner eller af at etablere templer med Deiteter. Men vi er af den opfattelse, at propaganda er en tjeneste af bedre eller højere rang. Mahaprabhus mano-bhista (inderste ønske) er, at Vaikuntha-nama bliver spredt alle steder, og for at opfylde dette skal der trykkes mange tryksager.”

Allerede inden Srila Prabhupada kom til Amerika, sad han totalt absorberet i sin gurus ånd på sit værelse i Radha-Damodara templet i Vrindavana og skrev:

Vi skal blot prædike Herrens budskab til de faldne sjæle

ved konstant at gå fra dør til dør.

Ved nåden fra denne prædiken

vil vores liv blive ægte fremgangsrige.

Efter ankomsten og lanceringen af sin kampagne i Amerika og Vesten skrev Srila Prabhupada følgende til Madhudvisa Dasa den 26. marts 1970: “Du forsøger at rejse et nyt tempel, men vores hovedaktivitet er sankirtana og distribution af litteratur. Hvis Krishna giver os et bedre sted, er det fint. Ellers kan vi forblive et hvilket som helst sted, himmel som helvede, men vi skal først og fremmest være meget omhyggelige med at sprede vores sankirtana-bevægelse.”

De, som risikerer deres liv for at distribuere transcendental viden via bøger, magasiner og andre medier, får ubeskriveligt store åndelige fordele deraf. Foredragsholderen Jim Rohn sagde engang: “Hvis du ikke er villig til at risikere det usædvanlige, må du nøjes med det sædvanlige.” Vi bør ikke tøve med at engagere os i bogdistribution, for Herrens indre energi styrker enhver, som gør det i selv den mindste udstrækning – en bemyndigelse, som for evigt hviler på Mahaprabhus helt igennem perfekte ordre. En sådan heldig sjæl bliver anerkendt som en sand kærlighedsambassadør.

Vaisnavier som bogdistributører

Det var ikke kun brahmacarier, som gik ud for at distribuere bøger. Kvinder og gifte mænd gik også ud, og deres indsats var ofte lige så god, hvis ikke bedre end brahmacariernes. På Nordamerikas vestkyst var der hele templer, hvor der var udsolgt med bøger takket være Lila-sakti Devi Dasi, Labangalatika Devi Dasi, Vrindavana Devi Dasi, Saranam Devi Dasi og Mulaprakriti Devi Dasi. Og så var der Gauri Devi Dasi, Narataki Devi Dasi, Jagaddhatri Devi Dasi, Manjuli Devi Dasi, Samapriya Devi Dasi, Bhaktapriya Devi Dasi, Srimati Devi Dasi og så mange andre, at det er umuligt at nævne dem alle. På østkysten var der Jadurani Devi Dasi, Bhumi Devi Dasi, Maharha Devi Dasi, Daivisakti Devi Dasi, Sunita Devi Dasi og mange andre.

Om kvinders rolle i bogdistributionen skrev Srila Prabhupada til Karandhara den 6. oktober 1973: “I Caitanya Mahaprabhus bevægelse er alle prædikanter, mænd såvel som kvinder, det betyder ikke noget. Jeg ved ikke, hvorfor Kirtanananda opfordrer vores kvinder til ikke at gå på sankirtana. Alle bør gå ud.”

Gauri Devi Dasi var en af de kvindelige pionerer inden for bogdistribution. At distribuere Srila Prabhupadas bøger var hendes liv og sjæl. Srila Prabhupada anerkendte Gauri Dasi i et brev, han skrev til Rupanuga Dasa den 18. december 1974: “Jeres sankirtana-rapporter er meget opmuntrende, specielt den ene pige, Gauri Dasi, som har sat rekord i ISKCON for kvinder med 108 store bøger. Det er helt fantastisk. Førhen ville dette være blevet anset for umuligt, men nu er alt ved Krishnas nåde ved at blive muligt.”

Nidra Devi Dasi skriver om Gauri, sin mentor:

“Gauri fortalte mig, at hun havde en plan om at tage sig af sit helbred, så hun kunne distribuere bøger, til hun var 65 år gammel og herefter tage til Vrindavana og lytte til og synge Hare Krishna. Hendes plan inkluderede kost, sadhana og så videre. Men faktisk blev hun meget syg som 45-årig og måtte tage til Vrindavana 20 år tidligere for at forlade sin krop. Vi tog alle sammen ud til lufthavnen i Los Angeles for at sende hende godt af sted. På vej ombord på flyet sad hun i en rullestol, hvorfra hun distribuerede bøger. Hendes hjerte var så rent og fikseret, og de folk, hun henvendte sig til, blev meget berørte.”

Nidra Dasi blev så inspireret af Gauris dedikation til bogdistribution, at hun tog et løfte om at fortsætte med at distribuere bøger hele sit liv. Det gør hun stadig, og hun er kendt for sin vedholdende tjeneste. Fire årtier senere er ikke en dag gået uden bogdistribution.

Srila Prabhupada anerkendte hjerteligt disse stærke kvinder og sagde, at de var “lige så kompetente” til at sprede sankirtana-bevægelsen. Han insisterede også på, at vi gjorde det tydeligt, at “der ikke er nogen stopklods” for dem, som gerne vil prædike. Den 20. december 1969 havde han skrevet til Himavati Devi Dasi:

”Så jeg er særligt stolt af, hvordan mine husholderdisciple prædiker Herren Caitanyas mission. Dette er en ny ting i sankirtana-bevægelsens historie. I Indien handlede alle acaryaerne og deres efterkommere kun ud fra mandens perspektiv. Deres koner blev hjemme, for traditionelt set forventes det ikke, at kvinder skal gå ud. Men i Bhagavad-gita ser vi, at kvinder og mænd er lige kompetente, hvad angår Krishnabevidstheds-bevægelsen. Forsæt derfor venligst disse missionerende aktiviteter og bevis ved at være et praktisk eksempel, at der ikke er nogen forhindringer for dem, som ønsker at prædike Krishna-bevidsthed.”

Vedholdenhed og bøn

Opmuntret af Srila Prabhupadas generøse ånd dedikerede mange kvinder deres liv som fuldtids-bogdistributører. Labangalatika Devi Dasi kom til ISKCON i Los Angeles i 1968, da templet lå på La Cienega Boulevard. Hun er et eksempel på beslutsomhed. Hun kæmpede, men takket være vedholdenhed og bøn fik hun succes som bogdistributør. Om sine tidlige dage i ISKCON som distributør af Back to Godhead (BTG) fortæller hun:

”Min ven Srimati Dasi fortalte mig, at “det her med at blive hjemme i templet er en illusion.” Så vi begyndte at gå fra dør til dør med BTG. Vi distribuerede og kom hjem med laksmi, og Tamal Krishna, vores tempelpræsident, ville give et glædeshvin, når han så, hvad vi havde præsteret.”

Da Srila Prabhupada hørte om vores dør-til-dør distribution af BTG, blev han meget glad og spurgte os ofte: “Hvor mange magasiner distribuerede I i dag?” Han kom fra sin lejlighed til det nærliggende La Cienega-tempel for at give darsana tre gange om ugen. Dengang lærte han os også at danse under kirtana. For at glæde ham gik vi ud og distribuerede Back to Godhead otte timer hver dag. For mig startede hver dag miserabelt, men efter at have solgt Back to Godhead hele dagen og bringe resultatet til Prabhupada havde jeg det som om, at jeg var i den åndelige verden, Krishnaloka.”

Labangalatika startede med at sælge BTG, men skiftede så til store bøger. Her beskriver hun, hvordan hendes oprigtighed og daglige bøn til Krishna inspirerede hendes distribution:

”For mig var bogdistribution en dyb meditation. Nogle gange gik jeg ud uden at tænke mig om, og jeg blev afvist. Så begyndte jeg oprigtigt at bede til Krishna. Men jeg opdagede, at Han først gengældte, når jeg virkelig overgav mig. Hvis jeg øjeblikkeligt overgav mig til opgaven, kunne jeg tale med folk, og de var åbne. Hvis ikke, stod jeg alene og endte som regel med at græde i en telefonboks. Jeg lærte en værdifuld lektie hver dag. Det blev man nødt til. Det var enten Krishna eller den materielle verden. Det var et stort privilegium overhovedet at røre ved Srila Prabhupadas bøger. Jeg ved ikke, hvordan jeg endte med at befinde mig i så godt selskab og med Srila Prabhupadas bøger.

Når Srila Prabhupada så oprigtige indsatser som denne, anerkendte han åbent og uforbeholdent sine hengivne, ligesom hans Guru Maharaja havde gjort det. Hver dag skrev Ramesvara dagens sankirtana-opgørelse ud i Los Angeles og gav den til en af Srila Prabhupadas tjenere. Herefter ventede han til, at han kom tilbage fra Srila Prabhupadas værelse, og spurgte så, om Srila Prabhupada havde sagt noget. Sådan blev det ved i ugevis. Den 20. marts gav Brahmananda opgørelsen tilbage til Ramesvara. På bagsiden var denne håndskrevne note adresseret til “drengene og pigerne” i Los Angeles:

”Mine kære drenge og piger, I arbejder så hårdt for at sprede Krishnas lotusfødders herligheder, og min Guru Maharaja er derfor meget tilfreds med jer. Min Guru Maharaja vil uden tvivl give jer sine velsignelser tusind gange mere end jeg, og det er min tilfredsstillelse. Al ære til de forsamlede hengivne.

A. C. Bhaktivedanta Swami

NB. Alle skal tage ud med sankirtana-holdet så snart som muligt.”

Comments are closed.