Af Lalitanatha Dasa

På Sri Lanka finder man et borgkompleks, der kaldes Sigiriya og stammer fra engang i Oldtiden. Sigiriya betyder Løveklippen og ligger midt inde på Sri Lanka. Det er måske Sri Lankas mest besøgte turistattraktion og blev i 1982 sat på listen over UNESCO’s verdensarv. Nogle kalder det for verdens ottende under.

Hele Sigiriya er et omfattende befæstet bykompleks fra Oldtiden med volde, voldgrave og kanaler, der dækker et flere kvadratkilometer stort område. Der er mange imponerende haveanlæg og forsvarsindretninger, hvor man kan tilbringe flere dage for at se det hele. Det mest iøjnefaldende og mystiske blandt dem alle er en gigantisk monolitisk klippe, hvis fire næsten lodrette vægge rager over 200 m over det omgivende område. Toppen af denne klippe er flad, som om den var skåret af med en kniv. Heroppe finder man ruinerne af et gammelt palads med tilhørende anlæg.

Hvis det ikke havde været for de trapper, som er blevet sat op i nyere tid, ville det være så godt som umuligt for almindelige mennesker at komme til toppen af Sigiriyas centrale klippefæstning. De lokale srilankesere havde aldrig været deroppe så længe tilbage, som nogen kunne huske det. Den første person, der besteg bjerget i det, vi kalder historisk tid, var en englænder ved navn Jonathan Forbes i 1831. Til sin overraskelse stødte han på ruiner på toppen. Helt indlysende var han ikke den første på toppen, selv om ingen på den tid havde nogen anelse om, hvem der havde efterladt disse ruiner og boet på toppen af Sigiriya.

Moderne arkæologer og historikere har også svært ved at forklare mange ting ved Sigiriya. Deres standardopfattelse er, at anlægget må være mindst 1.500 år gammelt, og de tilskriver det hele til en Kong Kashyapa, der regerede fra 477 til 495. Men samtidigt er der ubestridelige beviser for, at mennesker har beboet Sigiriya meget længere tilbage end det. Ifølge mange lokales mening er det i virkeligheden Ravanas gamle palads og fæstningsværk, hvilket gør det til titusinder, ja måske flere millioner år gammelt.

Under alle omstæn-digheder er det svært at se, hvordan f.eks. paladset og anlæggene på toppen af Sigiriya er blevet bygget, hvis man går ud fra, at fortidens folk besad en forholdsvis primitiv teknologisk kunnen, sådan som moderne historikere antager det. Hvordan har sådanne mennesker eksempelvis fået de mange mursten fragtet op til toppen? Til paladset og de omgivende anlæg er der anvendt mindst tre millioner mursten, der ikke kan være fremstillet på stedet, for det er der slet ikke nok naturligt ler til på toppen af Sigiriya.

Et spørgsmål er således, hvordan man har fået de tre millioner mursten transporteret op ad de utilgængelige lodrette klippevægge. Og selv om man på mirakuløs vis skulle have fået murstenene derop, hvilket man åbenlyst har, ville selve byggearbejdet have krævet hundredvis af arbejdere. Et andet spørgsmål er derfor, hvordan de fik deres mad derop. Der vokser ingen frugttræer eller noget andet spiseligt på toppen. Og hvad med redskaber? Hvordan bragte de deres massive primitive værktøjer derop, hvis dette er bygget af folk på stenalder- eller bronzealderniveau?

Hvad mere er, kræver ikke kun tre millioner mursten, men også flere tusinde marmorsten, der fungerer som trin på trapper på toppen af Sigiriya, en forklaring. Hvert af disse marmortrin vejer mindst 25 kg. Marmor forekommer ikke naturligt på Sigiriya, der består af granit. Marmoren er altså kommet fra et andet sted. Hvordan blev al denne marmor løftet op ad 200 meter lodrette klippevægge?

Da paladset stod færdigt, er et tredje spørgsmål, hvordan de hundredvis af mennesker, der må have boet og haft deres virke i paladset, overhovedet er kommet op og ned i deres daglige gøremål.

Så er der granitudhugningerne. Verdens største monotilitiske ”svømmebassin” findes på Sigiriya. Folk på Sri Lanka kalder det faktisk Ravanas svømmebassin, selv om ingen i dag ved, om det er, hvad det er blevet brugt til. Det er på 27 x 20 meter med en dybde på over 2 meter og er blevet lavet ved at fjerne omkring 3.500 tons granit. Hvis de almindelige arkæologer har ret, og mennesker med primitive redskaber som mejsler, hamre og hakker arbejdede med granit, der er en af de hårdeste sten overhovedet, må det have taget årevis at udhugge og fjerne 3.500 tons granit. Men man finder ikke mærker af hamre og mejsler på granitten, der er udhugget. Ud over bassinets glatte flader er de eneste mærker, man ser, lange slangelignende furer, der går hele vejen rundt langs bassinkanten. Det ligner ikke mærker fra primitive redskaber, men snarere en slags maskinmærker.

Dette store bassin er fyldt med vand hele året, uden at nogen fylder vand i det. Ikke engang midt i den varmeste sommertid udtørrer bassinet, ligesom det heller ikke flyder over i regntiden, hvor det vælter ned med regn på Sri Lanka. På en eller anden måde er der et system, hvor vand langsomt siver ind i bassinet, når der ingen regn er, og forsvinder fra det, når der er for meget vand. Temmelig genialt for en primitiv bronzealderkultur, hvis det er, hvad der har lavet den.

Snesevis af andre uforklarlige og mystiske ting kan man støde på og omkring Sigiriyas klippefæstning og dens omgivende anlæg. Og mange besøger som sagt stedet, der nu er en af Sri Lankas største turistattraktioner. I dag kan man komme til toppen af Sigiriya ad de trapper, der er sat op i nyere tid. Stadigvæk kræver det en god kondition at komme derop. Turen tager mindst en time for en normal person i god form. Man kan derfor undre sig over, hvordan fortidens folk er kommet derop i deres daglige gang eller har transporteret de mange materialer uden ordentlige trapper. Historikerne vil sige, at Oldtidens folk gjorde det med hårdt arbejde, de mejede deres vej igennem junglen, de gjorde det over mange år, og det blev alt sammen udrettet med primitive redskaber. Men er det virkeligt, hvad vi ser i Sigiriya?

Mere info: https://www.youtube.com/watch?v=AhDy7ygZg50 og https://www.youtube.com/watch?v=CgFnRoFMHwQ.

Sigiriya rock – famous Sri Lankan tourist landmark on sunset, Sri Lanka

Comments are closed.