Af Satyaraja Dasa

Tirsdag den 18.12 er det Gita-jayanti, den dag, Bhagavad-gita blev talt for over 5.000 år siden i 3.067 f.Kr. I den anledning lader vi Satyaraja Prabhu fortælle historien om, hvordan Srila Prabhupadas Bhagavad-gita As It Is, nu verdens mest populære og solgte udgave af Bhagavad-gita, blev udgivet af det ansete forlag Macmillan, hvilket var en stor sejr for Srila Prabhupada.

Bhagavad-gita var vigtig for Srila Prabhupada. Han så den som den perfekte bog til at formidle Krishna-bevidsthed, da den indeholder Herrens egne ord og Hans udvekslinger med Hans kærlige hengivne. I 1939 kun 7 år efter, at Srila Prabhupada var blevet initieret af sin åndelige mester, skrev han en udførlig engelsk introduktion til bogen, en forløber til hans fulde oversættelse og kommentar, som han påbegyndte lige efter, han startede sin mission i Vesten.

Da Prabhupada ankom til New York i 1965, prioriterede han sit arbejde på Bhagavad-gita. I Indien havde han allerede færdiggjort en oversættelse, som strakte sig vel over 1.000 sider, men den var blevet stjålet. I marts 1966, mens Prabhupada var ved at tilpasse sig livet i den vestlige verden, led han endnu et tab: Hans skrivemaskine, båndoptager og adskillige bøger blev stjålet fra ham. Men han var vedholdende og fast besluttet på at færdiggøre sit arbejde. I 1967 lagde han sidste hånd på det nye manuskript, igen på over tusinde sider, og besluttede sig for at finde et stort forlag, så hans budskab ville blive hørt over hele verden.

På det tidspunkt var Allen Ginsberg, en kendt forfatter fra Beat Generationen, på besøg i New York-templet, og han havde en god relation til Srila Prabhupada. Eftersom Ginsberg var en erfaren og kendt forfatter, bad Prabhupada ham vise manuskriptet til sine forbindelser, hvilket Ginsberg gjorde. De var uimponerede og påstod, at bogen ikke havde nogen kommerciel værdi. Prabhupada gav så manuskriptet til Rayarama Dasa, en tidlig discipel med nogen erfaring inden for publicering. Det lykkedes heller ikke for Rayarama, hvis kontakter forklarede deres forbehold på samme måde som Ginsbergs.

Miraklet begynder

Så kom Brahmananda Dasa (Bruce Scharf), en af Srila Prabhupadas første disciple, ind på scenen. Han genfortæller historien så livagtigt, som havde den fundet sted i går, selv om det er mere end fyrre år siden. “Jeg vidste ikke noget om publicering,” indrømmer han. “Men Prabhupada gav mig manuskriptet i hånden og sagde: ‘Du må få dette udgivet.‘ Så jeg vidste, hvad der skulle gøres.”

Hvad han ikke vidste var, hvordan det skulle gøres. Hvis Ginsberg og Rayarama ikke kunne få bogen udgivet, hvordan skulle det så lykkes for ham?

“Jeg købte et par bøger om publicering, og jeg startede på et kursus i det samme på New Yorks Universitet. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Men Srila Prabhupada ville have, at jeg skulle få bogen udgivet, så sådan var det.”

På omkring denne tid havde de hengivne udgivet Happening-albummet, en samling hengivne sange med Prabhupada til akkompagnement af musik. De annoncerede for det i Village Voice og modtog bestillinger fra forskellige steder på Østkysten [i USA]. En sådan ordre kom fra Uptown Manhattan relativt tæt på den lille butik, der fungerede som tempel for Prabhupada og hans tidlige disciple. Brahmananda bragte brevet til sin mester.

“Se, Swamiji (som Prabhupada blev kaldt på det tidspunkt). Det er en ordre fra Macmillan. Det er et af de største forlag i verden.”

Prabhupada stirrede bevidst ind i sin discipels øjne og gav følgende instruktion: “Send ikke denne bestilling med posten, som vi ellers gør det. Bring i stedet albummet til Macmillans kontor og aflevér det personligt til modtageren.”

Brahmananda nikkede velvidende, at Krsna brugte ham som instrument.

“Når du leverer albummet,” fortsatte Prabhupada, “så fortæl dem, at du er discipel af en indisk guru, som har oversat Bhagavad-gita. De vil udgive den. Du skal ikke bekymre dig.”

Brahmananda var overvældet. Prabhupada virkede så sikker. Der var ingen tvivl om, at bogen ville blive udgivet – og af Macmillan! Så blev det ikke meget bedre.

At ”wade” i et hav af nektar

Næste dag begav Brahmananda sig i skjorte og slips op mod Macmillan-skyskraberen på 866 Third Avenue, ikke langt fra 52nd Street. Med forventninger så høje som bygningen selv blev han svært skuffet, da det viste sig, at albummet skulle leveres til en kontorassistent i postafdelingen.

“Der var ingen forbindelse til forlaget. Det var bare en simpel arbejder, som var interesseret i mantraer og meditation.”

Brahmananda afleverede pligtskyldigt albummet og havde stort set opgivet håbet om, at hans mesters Bhagavad-gita ville blive udgivet. Men netop da midt i al småsnakken med kontorassistenten kom en ung medarbejder til syne i håb om at få udleveret sin post. Kontorassistenten introducerede ham til Brahmananda.

“Dette er James O’Shea Wade, vores seniorredaktør.”

Brahmananda greb chancen.

“Jeg er discipel af en guru fra Indien,” sagde han i forsøg på at gentage, hvad Prabhupada havde sagt. “Han har oversat Bhagavad-gita.”

“Hvad?” udbrød Wade vantro. “Vi har lige udgivet en serie spirituelle bøger, og vi er på jagt efter en Bhagavad-gita for at fuldende sættet.”

Brahmananda tabte kæben. Men selv om han selv var mundlam, tænkte han over kraften i Prabhupadas sætning: “De vil udgive den. Du skal ikke bekymre dig.” Wade brød den akavede stilhed.

“Kom med manuskriptet i morgen,” tilbød han. “Vi udgiver det ubeset.”

Brahmananda løb tilbage til butikken og fortalte Prabhupada nyheden. Prabhupada var nonchalant på sin egen specielle måde, som om han havde vidst, hvad der ville ske, før det fandt sted.

Førstehåndsbekræftelse

Er dette blot en overivrig discipels erindring, en overdreven fodnote i ISKCON’s 40 år lange historie? Jeg besluttede mig for at finde ud af det. Jeg fandt frem til James Wade, der bekræftede den omtalte hændelse. Han huskede begivenheden med overvældende klarhed og bakkede Brahmanandas historie op. Og han gjorde en tilføjelse.

“Jeg husker tydeligt det påstyr, der fandt sted på vores rimelig stille og kedelige kontor, den dag Swami kom på besøg ledsaget af tilhængere i orange klæder.”

Prabhupada har åbenbart selv afleveret manuskriptet dagen efter Brahmanandas korte besøg hos Macmillan.

Wade delte sine tanker om Prabhupadas åndelighed.

“Jeg husker Swamien som en meget respektindgydende og slående skikkelse med en stærk åndelig aura. Macmillan-kontoret havde aldrig set noget lignende. På det tidspunkt udgav vi også Alan Watts og John Bleibtreu, som var involveret i den spirituelle bevægelse Arica. Macmillan havde tradition for at udgive bøger om spiritualitet og religion dengang. Jeg tror, det stoppede kort efter, jeg forlod min stilling for at blive seniorredaktør for det nu opløste World Publishing Company. Men Swamien var speciel. Det var ikke til at tage fejl af.”

Jeg bad Wade uddybe det skelsættende møde.

Vores kontor var et rimeligt spartansk moderne sted, hvad angår indretningen. Jeg kan huske, jeg tvivlede på, om Swamien ville kunne finde sig tilpas i disse ret så fremmedartede omgivelser. Men han viste sig at være fredfyldt og rolig i et hvilket som helst miljø. Jeg husker ham som en ret høj mand og fysisk dominerende. Det var han selvfølgelig ikke, eftersom han var ret så lille i statur og ikke det mindste skræmmende. Rolig, beskeden og omgivet af en form for stilhed, en fredfyldthed, som var, tja, velkommende. Jeg kan ikke komme på et mere præcist ord. Han var på samme tid i verden, men ikke af verden. Han vidste, at vi levede i en verden af illusion – noget videnskaben har lært os i takt med, at vi bevæger os fra subatomiske partikler til kvantemekanik og strengteori. Jeg husker, at han ønskede, at Bhagavad-gita skulle få så megen eksponering som mulig i USA. Som jeg husker det, var Hare Krishna-bevægelsen på et meget tidligt stadie. Alternativ spiritualitet som eksempelvis Zen og tibetansk buddhisme var endnu ikke nået ind på livet af folk på samme måde, som sådanne alternativer i dag er det for mange.”

James Wade var forlagsredaktør hos Macmillan fra 1965 til 1969. På de få år på deres kontor skrev han historie ved at udgive en ren hengivens udgave af Bhagavad-gita. Den forkortede version udkom i begyndelsen af 1968, og på grund af det frø, som James Wade såede, udgav Macmillan Prabhupadas uforkortede Bhagavad-gita As It Is i 1972.

En oversættelse med åndelig styrke

Srila Prabhupadas oversættelse og kommentar er ikke kun hans, men viderebringer også indsigterne fra hans forgængere i discipelrækken. Derfor kaldte han sin udgave Som den er. Titlen bekendtgør modigt til hans læsere, at dette er ikke blot endnu en fortolking, men snarere det originale budskab fra bogens oprindelige taler, Krishna, Guddommens Højeste Personlighed. I overensstemmelse med dette var Prabhupadas Bhagavad-gita den første engelske udgave, som bragte folk til Krishna-bevidsthed og gjorde dem til hengivne af Krishna, sådan som bogen har det til formål (se Bg. 18.65).

Prabhupadas Bhagavad-gita gik hen og blev den vigtigste udgave af Bhagavad-gita i den moderne verden og overgik ofte både populære og lærde oversættelser. Srila Prabhupadas Bhagavad-gita er et fænomen, der har vundet millioner af læsere på over 55 sprog fra polsk til japansk, tysk til azerbaijani, dansk til kroatisk, engelsk til utallige indiske lokalsprog. Den findes i folks hjem, i boghandler, på biblioteker og akademiske institutioner verden over.

Prabhupadas møde med Macmillan viser, at James Wade, på daværende tidspunkt seniorredaktør, fungerede som et instrument i hænderne på Krishna, der allerede havde underskrevet kontrakten.

Comments are closed.