– Af Lalitanatha Dasa –

Hjemmesiden www.religion.dk, der drives af Kristeligt Dagblad, har et panel, der svarer på spørgsmål fra sidens læsere. ”Hvorfor tro på kreationisme?” spurgte en fyr, der hedder Jeppe, for nyligt panelet. Jeg blev bedt om at give et svar.

Hvorfor man skulle tro på kreationisme, kommer selvfølgelig helt an på, hvad du (Jeppe) mener med kreationisme, for ordet har forskellige betydninger. For eksempel bruges det somme tider i en snæver betydning som betegnelse for ideen om, at Biblens skabelsesberetning er en præcis historisk og videnskabelig redegørelse for livets opståen på Jorden. Det inkluderer ideen om, at Jorden og dens liv blev skabt for kun lidt over 6.000 år siden, og at Gud skabte alt liv på seks dage.

Hvis du gerne vil have svar på, hvorfor man skulle tro på kreationisme i denne snævre betydning, bliver jeg dig svar skyldig. Det er ikke noget, jeg selv tror på. Jeg mener, at Jorden og dens liv er mange milliarder år gamle, ligesom universet er det, og at livet på Jorden ikke altid har set ud, som det gør nu.

Sigter du derimod til kreationisme i den bredere betydning, at livet og universet er et resultat af et bagvedliggende skabende intelligent væsens aktivitet, er det straks en anden ting. Det mener jeg, at der ikke bare er grund til at tro på, men at det i virkeligheden er det eneste, der giver god videnskabelig mening i lys af det, vi nu ved om livet og det observerbare univers.

At jeg mener dette, skyldes bl.a., at livet og universet har træk, der ikke ser ud til at kunne forklares uden en bagvedliggende intelligens. Det er i øvrigt ikke nogen ny tanke, for det har mange filosoffer og andre kloge folk ment i tusindvis af år. Således skrev Brorson: ”Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægtede ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

Omskriver man dette, siger Brorson, at selv om vi mennesker er dygtige og kan gøre mange imponerende ting såsom at lave store bygningsværker og konstruere sindrige maskiner, er det stadigvæk for intet at regne ved siden af den orden og funktionalitet, som vi støder på i naturen. Nu kan vi konstatere, at f.eks. bygninger og maskiner ikke kan opstå af sig selv, men kun kan blive til som et resultat af vores intelligente aktivitet inklusive nøje planlægning og beregninger plus stor omhu i alle detaljer i konstruktionsfasen. Hvor meget mere intelligens og intelligent aktivitet må der da ikke lægge bag den langt større grad af orden, som vi finder i naturen.

Dette argument om intelligent design er kun blevet stærkere i takt med, at den moderne videnskab har løftet tæppet en smule for den kompleksitet, der ligger til grund for det synlige liv. Således har man i den sidste menneskealder opdaget noget af det, der sker inde i en celle. For 150 år siden troede Darwin, at en celle var en simpel dråbe mikroskopisk slim, der let kunne opstå af sig selv fra ”urmudderet”. Han kunne dårligt have taget mere fejl. I dag ved vi, at en celle er det mest komplekse, vi har opdaget noget sted i universet. Hver celle er som en enorm fabrik, hvor maskiner, der udfører tusindvis af funktioner og producerer tusindvis af nye maskiner og produkter hvert sekund, strækker sig i alle retninger, så langt øjet kan række. DNA’et, hvorpå vores arvemateriale ligger, er en decideret hukommelse ligesom harddisken i en computer, imens den genetiske information, der ligger på DNA’et, er et stykke software, som der er omkring 1 GB information af i hver celle på dens DNA.

Spørgsmålet er derfor: ”Hvor kommer denne enorme kompleksitet i cellen fra?” Hertil vil nogle svare: ”Den er opstået af sig selv igennem milliarder af års udvikling.”

Dette svar har desværre nogle problemer. For det første strider det imod almindelig sund fornuft, at orden og kompleksitet skulle kunne opstå af sig selv uden en bagvedliggende intelligent aktivitet. Shakespeares samlede værker opstod heller ikke af sig selv, og den tekst eller mængde af information, der findes i bare en enkelt celle, overstiger langt mængden af tekst i Shakespeares værker. Alle sandsynlighedsberegninger viser da også, at sandsynligheden for, at cellens kompleksitet skulle være opstået tilfældigt af sig selv, i praksis er nul.

For det andet er ethvert forsøg på videnskabeligt at demonstrere, hvordan en celle skulle kunne være opstået af sig selv på den tidlige jord ved spontane, naturlige kemiske processer, hidtil slået fuldstændigt fejl. Ja, de videnskabsfolk, der forsker i livets oprindelse, har ikke engang antydningen af en teori om, hvordan cellen skulle kunne være opstået på den måde.

Derfor beskrev den engelske Cambridgeprofessor Simon Conway Morris for nogle år siden forskningen i livets oprindelse som ”en ynkelig videnskabelig fiasko”. På trods af over 50 års målrettet forskning er man ikke kommet et eneste skridt nærmere på at forstå oprindelsen til cellens og dermed livets kompleksitet.

Af den grund er den bedste teori om, hvor livets og naturens kompleksitet skulle være kommet fra, stadigvæk ideen om, at den skyldes en bagvedliggende intelligens. Vi ved, at intelligente væsener kan være årsag til komplekse ting som sindrige maskiner og lange tekster med betydning, og vi kender ikke til noget andet, der kan være årsag til det (såsom naturlige kemiske og fysiske processer og tilfældige hændelser). Således giver det rationelt og videnskabeligt set god mening, at naturens kompleksitet skyldes en bagvedliggende intelligens, som man for nemheds skyld godt kan kalde Gud.

Det er mit svar på, hvorfor det er rimeligt at tro på kreationisme i den brede betydning, at der er en skabende intelligens bag naturens orden og kompleksitet. Jeg har skrevet en bog om alt dette, ’Darwin og Intelligent Design: Et nyt perspektiv’, som du kan studere nærmere, hvis du gerne vil gå mere i dybden med dette utroligt spændende emne.