Den 5. juli 2018 var måske en stor dag for de mange, der nu er forment adgang til det berømte Jagannatha-tempel i Puri på grund af fødsel og hudfarve. Indiens Højesteret henstillede den dag til Puri-templets ledelse at lade alle mennesker uanset deres religiøse tilhørsforhold få adgang til templet, så de kan vise deres respekt for Herren Jagannatha. Dette bryder med en flere hundrede år gammel tradition, at kun de, der er født i hindufamilier, har adgang til Jagannatha-templet.

Højesteretten bemærkede bl.a.: ”Vi har hæftet os ved, at hinduisme ikke udelukker nogen anden trosretning og er evig tro, visdom og inspiration, som bemærket i tidligere kendelser i denne Ret.”

Srila Prabhupada selv udtrykte vrede over, at vaisnavaer fra ISKCON ikke kunne få adgang til at se Herren Jagannatha, fordi de ikke var født i hindufamilier, og han nægtede at besøge templet, så længe det var tilfældet. Han gjorde opmærksom på, at fødsel intet har at gøre med, om man er en vaisnava eller ej. På den anden side accepterede han, at templer nægter adgang til personer, der ikke har den rette respekt og forståelse eller almindelig renhed og god opførsel. Men det skal ske på baggrund af kvalifikation og ikke, hvilken krop man tilfældigvis har i dette øjeblik.

Som et muligt tegn på, at en åbning allerede er ved at ske, fortæller danske (og ”hvide”) Kesava Priya Devi Dasi, at hun og hendes mand, Kurma Gaura Prabhu, der begge bor i Sridhama Mayapur, er blevet inviteret til at komme ind i Jagannatha-templet af en af de ledende præster på grund af deres arbejde igennem mange år med at arrangere Rathayatra-festivaler i bl.a. København. Nyt fra Hare Krishna kommer til at rapportere mere, hvis dette faktisk sker.

Comments are closed.