Af Sacinandana Swami

Når man begynder at spørge sig selv: ”Hvad vil bringe mig tættere på Krishna?”, vil man gerne lære ikke bare en hvilken som helst sadhana, men den bedste sadhana, der virker hurtigst, giver det bedste resultat og ikke kræver kvalifikationer, som man ikke har. Når man har fundet den sadhana, vil man gerne vide: ”Nøjagtigt hvordan skal jeg praktisere den?” Dette spørgsmål vil nærmest begynde at forfølge én. ”Skal jeg tage til Vrindavana?” ”Skal jeg bade i Radha-kunda?” ”Skal jeg studere?”

Målet med enhver sadhana, der bringer én tættere på Krishna, er at rense hjertet. Man kan lave yoga-øvelser, eller man kan meditere, men hvis éns hjerte bliver ved med at være fyldt med materielle ønsker og urenheder, hvad gavner det da? Den bedste sadhana må have den største kraft, og den største kraft er hos Gud. Kun Krishna kan virkelig rense hjertet, og Han gør dette i Sin mest barmhjertige form: Hans hellige navn.

Det hellige navn sammenlignes med en ønskesten. Ved sin kraft kan en ønskesten forvandle alting, den rører ved, til guld. Det samme sker, når det hellige navn rører ved en betinget sjæls bevidsthed – han forvandles.

Recitation af det hellige navn er den bedste måde at opnå fuldkommenhed på i Kali-yuga (SB. 12.5.51). Kun denne recitation har kraften til direkte at give kærlighed til Krishna. Derfor anses det for at være den bedste form for sadhana (Brhad-Bhagavatamrta 2.3.158).

Man kan imidlertid kun opnå skatten af kærlighed til Herren, hvis man fremsiger Hare Krishna uden forseelser (Caitanya-caritamrta, Antya 4.71). Mærker vi ekstatisk kærlighed til Gud? Hvis vi ikke gør det hele tiden, må vi begå nogle forseelser. Der er ingen anden forklaring. At begå forseelser under recitationen betyder, at man vænner det falske ego til en sådan praksis, hvilket resulterer i, at man gør tjeneste, der ikke tilfredsstiller Herren. Man kan recitere i mange liv, men hvis man reciterer med forseelser, vil man ikke opnå kærlighed til Guddommen (Caitanya-caritamrta, Adi 8.16). At recitere med forseelser er som at gøre noget rent og samtidigt snavse det til. Hvordan skal det nogensinde blive rent på den måde? Man er nødt til at gøre en bevidst indsats for at undgå forseelserne. Hvordan man gør det, forklarer Bhaktivinoda Thakura i sin Harinama-cintamani.

Et generelt middel mod alle forseelser gives der af Haridasa Thakura: ”Man kan aldrig blive fri for alle forseelser imod det hellige navn med prayascitta eller fromme aktiviteter, men kun ved hele tiden igen og igen at søge tilflugt i det hellige navn. Når man reciterer dag og nat og angrer, vil forseelserne forsvinde, og frugten af navnet vil komme. Man vil få suddha-nama, derefter bhava-nama og til sidst prema-nama.” (Harinama-cintamani, kapitel 13)


Roden til alle forseelser: uopmærksomhed

Træet af forseelser mod det hellige navn har mange grene, men de vokser alle fra den samme rod: uopmærksomhed. Derfor er det absolut nødvendigt, at man styrker sin koncentrationsevne.

Tre slags uopmærksomhed giver os problemer:

Ligegyldighed (audasinya): Dette er, når vi bare er ligeglade med at recitere ordentligt. Vi mangler entusiasme.

Sløvhed (jadya): Dette er dovenskab i recitationen. Vi bryder os ikke om at udtale navnene ordentligt.

Distraktion (viksepa): Dette vil sige at give sindet lov til at vandre til andre ting eller aktiviteter end recitationen.


Koncentrer om det første Hare

Der er en let teknik, hvormed man kan arbejde på disse forskellige former for uopmærksomhed: Bring den fulde opmærksomhed til det første ’Hare’ i maha-mantraet. I begyndelsen af maha-mantraet henvender vi os til Srimati Radharani, sådan som Srila Prabhupada formulerer det:

”Derfor siger vi ’Åh Radharani! Åh Hare! O Herrens energi!’ Når vi tiltaler en eller anden på denne måde, svarer han normalt: ’Ja, hvad vil du?’ Svaret er: ’Engager mig venligst i din tjeneste.’ Det bør være vores bøn.” (Teachings of Lord Kapila, kap. 14, tekst 32).

Vi bør bede Srimati Radharani om, at Hun åbner døren til bhaktiens palads for os og således lader vores hjerte blive levende med ægte følelser. Disse følelser er nødvendige for ordentlig recitation. Når som helst vi fører fingeren til den næste perle på vores japa-mala, bør vi bringe sindet venligt tilbage til det første ’Hare’ og blive ved mantraet, så længe vi kan. Vi kan gentage dette med de næste to ’Hare’. Det er som at gå ned i en flod og blive i den. Efter et stykke tid kan man give slip på teknikken, for man er kommet ind i strømmen af mantraet. Ved at fortsætte med at praktisere dette vil éns evne til at blive hos recitationen vokse for hver dag, der går.


Flere teknikker til at lære opmærksom recitation

I Harinama-cintamani giver Srila Bhaktivinoda Thakura flere råd til, hvordan vi kan gøre det til en vane at recitere med opmærksomhed:

Vær alvorlig med hensyn til at fuldende din daglige kvote af runder og vær omhyggelig med at give runder af god kvalitet.

Reciter sammen med en vaisnava og forsøg at efterligne hans eller hendes mentalitet under recitationen (Bhaktivinoda Thakura skriver, at når Krishna ser entusiasmen hos en hengiven, der ønsker at blive fordybet i recitationen ligesom en helgenagtig vaisnava, gengælder Han og fjerner den mentale sløvhed igennem det hellige navns kraft og velsignelsen fra avancerede vaisnavaers selskab).

Reciter på et sted, hvor Krishna udførte en af Sine lilaer og/eller i tilstedeværelse af Tulasi.

Reciter alene i et lukket rum eller dæk hoved og ansigt med et klæde. Koncentrer dybt, udtal og hør navnene tydeligt.

Følg reglerne for, hvordan en vaisnava tænker og opfører sig og gør en indsats for at bortjage materielle tanker. Deltag helhjertet i åndelige festivaler.

Prøv at udvikle en entusiastisk ånd for at recitere. Husk, at den vigtigste årsag til opmærksom recitation ikke er vores egen kvalifikation, men Krishnas nåde. Der er ingen logisk grund til at være uentusiastisk, siden Krishna er meget kærlig og barmhjertig mod Sine hengivne.

Bed til Herren om ikke at blive offer for distraktion: ”Det er umuligt for jivaen på egen hånd at undgå og gøre sig fri af distraktionens illusion. Ved Herrens barmhjertighed kan dette imidlertid opnås med lethed. Derfor er det afgørende at bede inderligt om Herrens nåde med stor ydmyghed. Dette er jivaens eneste vej til frelse.” (Harinama-cintamani, kapitel 12)

Comments are closed.