– Af Lalitanatha Dasa –

I anledning af Gaura-purnima, Caitanya Mahaprabhus fremkomstdag, er her en kronologisk biografi over Hans liv. Hvornår levede Caitanya Mahaprabhu, og hvornår gjorde Han hvad? Tidsregningen er ifølge den vesterlandske kalender.

Det meste af informationen er hentet fra Sri Krishna Caitanya, His Life and Precepts af Satyaraja Dasa. Han har igen hentet sit materiale fra de oprindelige biografier over Caitanya Mahaprabhu, hvor de kendteste er Caitanya-caritamrta af Krishnadasa Kaviraja Gosvami, Caitanya-Bhagavata af Vrindavana Dasa Thakura, Caitanya Mangala af Locan Dasa Thakura, Sri Krsna Caitanya-caritamrta af Murari Gupta, Caitanya-mangala af Jayananda Dasa, Sri Caitanya-candrodaya af Kavikarnapura og Caitanya-Bhagavata af Isvara Dasa.

 

Fødsel og barndom

Den 18. februar 1486: Det er måneformørkelse, og tusinder af mennesker står i Ganges til livet og synger Krishnas navne. Egentlig synger man ikke Krishnas navne til daglig, for den tids herskende tro er, at vi mennesker er for syndige til at lade vore tunger røre noget så helligt og rent som Guds navne. Men under solformørkelser og måneformørkelser gøres det, for hvad ellers er kraftfuldt nok til at modvirke disse uheldsvangre indflydelser? Caitanya Mahaprabhu benytter Sig af lejligheden til at fødes under sang af Hare Krishna i Mayapur, Vestbengalen, som søn af Jagannatha Misra og Sacidevi. Han får navnet Nimai.

1486 – 1491: Nimais tidlige barndom. Allerede i Sin spæde barndom får Han alle til at synge Krishnas navne. Hans moder og de andre kvinder, der passer Ham, finder hurtigt ud af, at denne dreng græder konstant og intet kan standse Hans gråd bortset fra én ting: sang af Krishnas hellige navn! Snart lyder der uafbrudt kirtana i Jagannatha Misra og Sacidevis hjem.

Andre hændelser fra denne tid omfatter Nimais leg med en giftig slange, Hans bortførsel af to tyve, hvordan Han spiser ler og skældes ud af Sin moder, hvordan han ødelægger en brahmanas ofring af mad til Krishna, men til sidst åbenbarer Sin form som Krishna Selv for denne brahmana, og hvordan Han på en ekadasi ender med at få lov til at spise Hiranya og Jagadisas ofring til Visnu.

 

Nimai Pandita

1492 – 1502: Nimai bliver berømt som Nimai Pandita, den største lærde i hele Navadvipa, selv om Han kun er en dreng. 5-6 år gammel starter han i en grundskole, og allerede som 7-årig begynder Han at undervise andre elever. 8 år gammel kommer Han i skole hos Gangadasa Pandita.

Et par år senere besejrer Han i en filosofisk diskussion Kesava Kashmiri, der kaldes digvijaya, hvilket betyder, at han har sejret i debat i alle retninger, og bliver kendt som Sin tids bedste logiker. Vaisnavaerne er dog lidt irriterede på Ham og tænker, at hvor er Nimai Pandita dog arrogant. Men kunne Han bare blive en vaisnava, kunne Han gøre alle verdens mennesker til vaisnavaer med Sin utrolige intelligens og charmerende natur.

Nimais fader, Jagannatha Misra, dør omkring dette tidspunkt, og for at glæde Sin moder gifter Han Sig med Laksmipriya Devi. Deres ægteskab varer kun kort. Nimai rejser en tur til Østbengalen sammen med nogle af Sine elever, og mens Han er borte, dør Laksmipriya af et slangebid. På Sin moders anmodning gifter Han Sig for anden gang med Visnupriya.

 

Sankirtana-bevægelsen

1502: Nimai Pandita rejser til Gaya for at foretage nogle ritualer for Sin bortgåede fader og møder ved den lejlighed den store hengivne Isvara Puri. Han tager initiering fra ham. Han bliver en forvandlet person, en vaisnava, der udviser ekstatiske symptomer og konstant synger Krishnas navne.

Tilbage i Navadvipa taler Han kun om Krishna. I Sin skole forklarer Han alting med Krishna som eksempel og viser, at al lærdom ender i sang af Krishnas hellige navn. Han starter sankirtana-bevægelsen og mødes til at begynde med hver aften i Srivasa Thakuras hus og har kirtana til den lyse morgen med fortrolige hengivne som Advaita Acarya, Gadadhara Pandita, Candrasekhara Acarya, Murari Gupta, Vakresvara Pandita og mange flere. Nityananda Prabhu dukker op på dette tidspunkt og bliver en af Nimais nærmeste fæller.

Efter en tid beordrer Han nogle af Sine hengivne til at gå ud i Navadvipa og opfordre alle mennesker til at synge Krishnas navne. En af de kendteste hændelser her er omvendelsen af de to syndige brødre Jagai og Madhai, Navadvipas værste bøller, der er frygtet af alle, men ender med at blive store hengivne af Krishna ved Nimai og Nityanandas indflydelse.

Meget berømt er Nimais møde med Chand Kazi, den lokale muslimske administrator. Chand Kazi bliver så bekymret over udbredelsen af sankirtana-bevægelsen, at han forbyder den. Nimai lader Sig dog ikke standse, men organiserer en enorm harinama med tusinder af mennesker (Srila Prabhupada kaldte det Indiens første civile ulydighedskampagne og bemærkede, at det, som Gandhi gjorde, havde Caitanya Mahaprabhu allerede gjort 450 år tidligere). Chand Kazi gemmer sig af frygt for menneskemængden, men Nimai får ham lokket frem, og i den efterfølgende diskussion overbevises Chand Kazi om Nimais overjordiske identitet og garanterer, at sankirtana-bevægelsen ikke vil blive hindret af hverken ham eller nogle af hans efterkommere i fremtidige generationer (selv i det 20’ende århundrede under de store hindu/muslim-optøjer i Indien overholdt Chand Kazis efterkommere dette løfte).

Ved slutningen af denne periode er Nimais popularitet i Navadvipa umådelig, og hele byen er opslugt af sankirtana.

 

Sannyasa

Januar 1510: Til stor sorg for alle Navadvipas indbyggere beslutter Nimai sig 24 år gammel til at tage sannyasa, forsagelsens livsorden, for at kunne prædike sankirtana-bevægelsen uhindret. Sammen med en håndfuld hengivne rejser Han til nærliggende Katwa, hvor Han får håret raget af og bliver sannyasa-indviet af Kesava Bharati. Han opgiver navnet Nimai og kendes fremover som Sri Krishna Caitanya og Caitanya Mahaprabhu.

Med det samme efter initieringen begiver Han Sig sammen med Nityananda Prabhu, Mukunda Datta og Candrasekhara Acarya til Vrindavana. Eller det er i hvert fald planen. Men Nityananda snyder Ham og fører Ham i stedet til Santipura, hvor Advaita Acarya bor. Her mødes Caitanya Mahaprabhu igen med alle de hengivne fra Navadvipa og ser for sidste gang Sin moder (en sannyasi må normalt ikke se sin familie igen). På Sin moders anmodning går Han med til at gøre Jagannatha Puri i Orissa til Sin base, da der er megen trafik imellem Navadvipa og Jagannatha Puri, og Sacidevi kan derved høre nyt om Ham.

Caitanya Mahaprabhu vandrer således sammen med fire hengivne til Jagannatha Puri. I Jagannatha Puri går Han som det første til det store Jagannatha-tempel, og da Han ser den store og smukke Jagannatha-Deitet, falder Han bevidstløs om i ekstase. Han bliver båret til Sarvabhauma Bhattacarya, Puris største panditas, hjem, og Sarvabhauma forsøger at få Ham til bevidsthed igen. Caitanya Mahaprabhu vågner dog først, da de andre hengivne, der kommer lidt senere, ankommer til Sarvabhaumas hus og begynder at synge Krishnas navne ind i Hans øre. Sarvabhauma Bhattacarya er nemlig ikke en vaisnava, men en upersonalist og Han kender ikke hemmeligheden bag Caitanya Mahaprabhus ekstase.

Men det kommer han snart til, for da Caitanya Mahaprabhu nogle dage senere går ind i en debat med Sarvabhauma Bhattacarya, ender denne med at blive en overbevist vaisnava og forkaster sine hidtidige upersonlige opfattelser.

 

Caitanyas rejser

Fra foråret 1510 til 1512: Caitanya Mahaprabhu er i to år på en 6-7.000 km lang vandring til Sydindien, hvor Han besøger hundredvis af templer og pilgrimssteder, møder tusinder af mennesker, gør dem til hengivne af Krishna og starter en veritabel religiøs renæssance ved at udbrede sang af Hare Krishna over hele det sydindiske kontinent. Han møder også den store hengivne Ramananda Raya, der fra da er en af Hans mest fortrolige hengivne. Han opholder Sig i det berømte tempel Sri Rangam i fire måneder (den dag i dag er der i Ranganatha-templet en lille Deitet af Jagannatha, der blev udskåret af Caitanya Mahaprabhu). Han initierer den store helgen Tukarama, der spreder sankirtana-bevægelsen over hele Maharastra. Han besøger Udupi, hjemsted for tilhængerne af Madhvacarya. Krishnadasa Kaviraja skriver i Caitanya-caritamrta, at på Sin rejse til Sydindien viste Caitanya Mahaprabhu for første gang Sin guddommelige kraft og indflydelse på en måde, som Han aldrig tidligere havde vist den.

 

1512: Caitanya Mahaprabhu vender tilbage til Jagannatha Puri og opholder Sig her de næste to år. Han tager del i Ratha-yatra-festivalen med alle Sine hengivne og oversvømmer Jagannatha Puri med uafbrudt kirtana. Puris konge, Maharaja Prataparudra, bliver Hans hengivne. Caitanya Mahaprabhu nægter dog at møde ham, for en sannyasi må ikke pleje omgang med konger, men efter mange hindringer lykkes det alligevel Kong Prataparudra at få et møde med Caitanya Mahaprabhu.

1513, sidst på året: Caitanya Mahaprabhu begiver Sig af sted til Vrindavana, men når ikke frem i dette første forsøg. Han vender i stedet tilbage til Jagannatha Puri, for Han bliver ledsaget af tusinder af mennesker og finder det ikke en passende måde at rejse til Vrindavana på. Rejsen er dog ikke spildt, for i landsbyen Ramakeli møder Han for første gang Rupa og Sanatana Gosvami, to brødre, der senere bliver de to ledende af de berømte seks Gosvamier.

 

1514: Caitanya Mahaprabhu rejser til Vrindavana, denne gang kun i selskab med én hengiven, Balabhadra Bhattacarya. Han går igennem Jharikanda-junglen, hvor Han får selv tigrene, elefanterne og alle de andre vilde dyr til at synge Krishnas navne, omfavne hinanden og danse i ekstase. Undervejs opholder Han Sig nogle dage i Benares, dog uden at gøre Sin indflydelse gældende her, for Benares er mayavadiernes højborg.

Caitanya Mahaprabhu opholder Sig herefter et års tid i Vrindavana. Han genopdager mange af de hellige steder, hvor Krishna havde Sine lege inklusive Radhas hellige sø Radhakunda. Hans ekstase er ubeskrivelig.

 

Januar 1516: Caitanya Mahaprabhu forlader Vrindavana og vandrer til Prayag (Allahabad) for at bade i Ganges under Kumbhamela. I Prayag møder Caitanya Mahaprabhu igen Rupa Gosvami og hans yngre bror Anupama og instruerer ham i ti dage i den Krishna-bevidste videnskab. Rupa Gosvami skriver senere Bhakti-rasamrta-sindhu (Nectar of Devotion) på grundlag af disse instruktioner.

Fra Prayag går Caitanya Mahaprabhu til Benares. Her sker to betydningsfulde ting. Caitanya Mahaprabhu mødes med Sanatana Gosvami for anden gang og instruerer ham uafbrudt i to måneder. Og Han mødes faktisk med mayavadierne, der efter en diskussion om betydningen af Vedanta-sutra overgiver sig sammen med deres leder, Prakasananda Sarasvati, til Caitanya Mahaprabhu og indrømmer, at ifølge Vedanta Sutra er den Absolutte Sandhed personlig.

 

De sidste år

April 1516: Caitanya Mahaprabhu vender tilbage til Jagannatha Puri, hvor han opholder Sig de næste 18 år.

1516-1522: Disse år præges af sankirtana i Jagannatha Puri. Caitanya Mahaprabhu er en meget offentlig skikkelse i Jagannatha Puri som den store åndelige personlighed og leder af alle vaisnavaerne. Nogle højdepunkter er Hans møde med Vallabhacarya, Haridasa Thakuras bortgang, Caitanya Mahaprabhus afstraffelse af Chota Haridasa mm.

På denne tid skulle Guru Nanak, grundlæggeren af sikh-religionen, også have truffet Caitanya Mahaprabhu.

 

1522-1534: Som årene går, bliver Caitanya Mahaprabhu mere og mere absorberet i ekstase og i Sit savn efter Krishna, og Han manifesterer udadtil, hvad der betegnes som transcendental vanvid. Disse sidste otte år trækker Han Sig helt tilbage og er det meste af tiden i Sit gambhira-rum. Han opholder Sig sammen med nogle få af de mest fortrolige hengivne, specielt Svarupa Damodara og Ramananda Raya, og taler om de mest fortrolige emner i Radha og Krishnas kærlighed. Han oplever og udviser ekstatiske symptomer, som ingen anden nogensinde har udvist, eller som nogensinde er beskrevet i Vedaerne.

 

Caitanya Mahaprabhu forlader denne verden i 1534 under et besøg i Tota-Gopinatha-templet, der ligger nogle kilometer fra Jagannatha Puri. Han bliver set gå ind i templet, men kommer aldrig ud igen og er intet sted at finde. Kun en gul stribe på Tota-Gopinatha angiver, at Han er trådt ind i denne Deitet. Men biografierne fortæller ikke meget om Caitanya Mahaprabhus bortgang, for det var for hårdt et emne at skrive om. Krishnadasa Kaviraja giver blot en antydning af Caitanya Mahaprabhus bortgang i Caitanya-caritamrta.

Comments are closed.