Af Gaura Nitai Dasa

Hvis du spørger mig, hvorfor jeg tror på Gud, er det svært at få mig til at holde kæft igen. Jeg har intet problem med at argumentere for min sag. Men hvad sker der, hvis man spørger den gængse ateist om, hvad der er det gode argument for ikke at tro på Gud? Nu skal man selvfølgelig passe på med at generalisere, men min oplevelse er oftest – pinlig tavshed.

Som munk har jeg til daglig fornøjelsen af at tale med mange forskellige mennesker om spiritualitet. Der kommer f.eks. mange gymnasieelever forbi vores tempel, hvilket giver mig en enestående mulighed for at stille spørgsmål, tage små stikprøver og lave lokale meningsmålinger. ”Hvor mange af jer tror på Gud?” plejer jeg at spørge. En lille håndfuld elever reagerer forsigtigt. ”Hvor mange er ateister?” Flere hænder rækkes i vejret. ”Hvor mange er agnostikere?” Stilhed. ”Hvor mange ved, hvad en agnostiker er?” Det er som regel kun læreren, der reagerer.

Jeg forklarer, at en agnostiker kender sine egne begrænsninger og anerkender, at han ikke ved. På sin vis er det også det mest rationelle standpunkt at tage. For hvem er vi i grunden til at evaluere årsagen til altings eksistens? Hvad er vores forudsætning for at bedømme, om universet er et intelligent design eller et hændeligt uheld? Vores forsøg på at forstå den ubegrænsede eksistens af alting med vores meget begrænsede intelligens er som at prøve at måle temperaturen med en badevægt. Det kommer ikke til at fungere. Jeg spørger igen: ”Hvor mange er agnostikere?” Næsten alle hænder ryger i vejret.

Jeg plejede at se mig selv som ateist og så på religiøse mennesker som værende naive, godtroende og i nogle tilfælde lettere retarderede. Det var standardopfattelsen blandt mine jævnaldrende. Religion var ikke ligefrem noget, der gav street-credibility i min omgangskreds. Det blev nærmere set som et symptom på en mild hjerneskade. Min identitet som ateist var dog overhovedet ikke et gennemtænkt og velovervejet valg, men nærmere en naturlig reaktion på sociale omstændigheder.

Mange siger, de er ateister, for det er man ligesom bare. Jeg kalder det flok-ateister. Hvis man spørger en ateist, hvorfor vedkommende er ateist, er svaret sjældent saglig modargumentation af en intelligent bagvedliggende årsag til den kosmiske orden. Så hvorfor bliver man ateist? Jeg tror, det skyldes, at måden, vi bliver introduceret til religion og spiritualitet på, som regel er dødkedelig, forekommer irrelevant og præsenteres af mennesker, der ofte ikke er gode eksempler på deres tro. Derudover er det en mere sikker position at slutte sig til flertallet. Men mon ikke et møde med en inspireret Isaac Newton, Pythagoras eller måske Albert Einstein som fortalere for intelligent tro kunne have åbnet døren på klem til spiritualitet for de fleste af os?

Jeg husker tydeligt, hvem der åbnede døren for mig. Han var en ældre herre med en livsglæde som en lille dreng. Min daværende kæreste og jeg havde været på besøg i Hare Krishna-templet for at spise god vegetarmad og lære om meditation. Efter arrangementet var der spørgsmål og svar med en af munkene. Han var fascinerende og fuld af gode historier. Han argumenterede for sjælens antimaterielle natur, lavede sjov med vores moderne betingethed og talte om Krishna som en kærlig Gud, der egentlig bare er interesseret i personlige forhold.

Jeg var fascineret af hans præsentation, men forbeholdt mig retten til en vis skepticisme. Jeg udfordrede ham med et klassisk ateistisk argument: ”Hvis din Krishna er så kærlig, hvorfor er der så så megen ondskab i verden?” Han smilte sympatisk og svarede, at Krishna har givet os fri vilje. Det giver os friheden til at vælge og udøve kærlighed med god opførsel, hvilket er årsag til sindsro, lykke og mere kærlighed. Men det giver os også muligheden for at være egocentrerede, hvilket er årsag til grådighed, misundelse og vrede, og således er der ondskab i verden – simpelt! Han svarede på alles spørgsmål, uanset om de udsprang af nysgerrighed eller som en udfordring. Efter samtalen tilføjede han: ”Lad være med at stole blindt på, hvad jeg siger, eller hvad der står i vores bøger. Men tjen Krishna med kærlighed og se, om Han reagerer.”

Det lød meget rimeligt. Jeg finder ikke ud af, om Krishna eksisterer, hvis jeg ikke først forholder mig til Ham som en person. Men hvis jeg oprigtigt prøver at lære Ham at kende og følger vejen til oplysning baseret på god opførsel, tjeneste og hengivenhed, har jeg ikke blindt accepteret en anden persons udsagn eller noget, jeg har læst i en bog. Jeg har dannet min egen erfaring, og hvis nu Krishna ikke giver mig noget feedback, jamen, så var det nok ikke det, jeg skulle bruge mit liv på. Hvad var det værste, der kunne ske? Jeg besluttede mig for at lade tvivlen komme Krishna til gode.

Nu er jeg på syvende år i templet, og mit liv er mere anderledes, end jeg kunne have forestillet mig, men på en rigtig god måde. Jeg er taknemmelig over alt, hvad jeg har lært, og jeg kunne godt tænke mig at dele det med dig. Noget af det bedste, jeg har lært, er de tre forskellige former for lykke, der korresponderer til tre forskellige niveauer af bevidsthed. Den laveste form er parthiva-rasa, smagen af det materielle. Højere er svargiya-rasa, smagen af personlige forhold, og endnu højere er vaikuntha-rasa, smagen af frygtløshed. Rasa eller smag er mere end den sanselige forekomst på tungen. Det er smagen af livet, som vi oplever forskelligt, alt efter hvad vi værdsætter.

Smagen af det materielle er selvcentreret. Vi kunne også kalde det forbrugerisme, hvilket er det økonomiske fundament for den nuværende ”civilisation”. Det er oplevelsen af velsmagende mad, skøn musik i øregangene, smukke seværdigheder og så videre. Ud over stimulering af sanserne er det oplevelsen af glæde, når vores selvcentrerede ønsker og ambitioner opfyldes. Hvis man har en forestilling om, at sanselighed, ejendele og position vil gøre én lykkelig, er man i parthiva-rasa, og så er man grundlæggende et dyr på to ben. Måske et velhavende, veluddannet og velformuleret dyr, men bevidstheden er endnu ikke modnet til virkelig at kunne kaldes menneskelig.

Menneskelighed starter, når vi finder smag i gode personlige forhold, stærke familierelationer og tætte venskaber. Det er glæden ved kunne gøre godt for andre uden at forvente noget til gengæld. Det betyder dog ikke, at der ikke kommer noget til gengæld. Livet belønner ofte personer i svargiya-rasa med den samme, hvis ikke større, mulighed for sanselig tilfredsstillelse, økonomisk vinding og en anseelig position i samfundet. Men personen i svargiya-rasa baserer ikke sin glæde på disse, men ser dem som supplerende elementer til det, der for ham virkelig gælder, gode menneskelige relationer. Svargiya er et godt fundament, men der mangler stadig noget essentielt.

Vaikuntha-rasa, smagen af frygtløshed. Prøv for en stund at forestille dig, at du blev bevidst om selvets evige og lykkelige natur og ikke længere identificerede dig med dit legeme. Du forstår, at livet her er midlertidigt og ser nu verden som en film. Du tager livets op- og nedture med et utilknyttet smil. Du forstår, at alting her kommer og går, og du venter tålmodigt på at vende hjem til Krishna. Du spiller din rolle forbilledligt og sætter et godt eksempel for andre på et retskaffent liv. Du oplever selvfølgelig smagen af den materielle natur samt smagen af forhold, men det er alt sammen sekundært i sammenligning med den højere smag af din tætte forbindelse med Krishna, som glædes ved din hengivenhed, og som indefra vejleder dig gennem livet. Det leder til frygtløshed, for i modsætning til egocentreret materialisme, gode forhold og alt andet kan kærlighed til Krishna aldrig tages fra dig. Det er det eneste, du kan tage med dig efter døden.

For ens livskvalitet er det grundlæggende lige meget, hvilken religion, nationalitet eller -isme man tilhører. Hvad der virkelig betyder noget er, hvilken rasa man har. Hvis mennesker er i svargiya eller vaikuntha-rasa, vil de påskønne og ære hinanden trods deres forskelle. Men i parthiva-rasa vil grådighed, misundelse og frygt altid spænde ben for fred og kærlighed, selv blandt familiemedlemmer, landsmænd og trosfæller. Nu hvor yoga er blevet populært i Vesten, og alle har hørt om karma, er det måske på tide, at vi også åbner vores øjne og døre for rasa og sammen arbejder os hen imod svargiya-rasa som den laveste fællesnævner for menneskesamfundet.

Jeg forestiller mig, at jeg har trådt nogle ateister over tæerne. Det har været helt bevidst, og hvis du kender en intelligent ateist, kunne jeg godt tænke mig nogle offentlige diskussioner om Guds eksistens på videnskabelig basis. Skriv gerne til mig på gauranitaidas@krishna.dk.

Comments are closed.