af Hari-sauri Dasa

I anledning af Srila Prabhupadas vyasa-puja den 4.9.2018 bringes et uddrag af et essay af Hari-sauri Prabhu, der var Srila Prabhupadas personlige tjener i halvandet år. Han fortæller her, hvad vyasa-puja betyder for ham.

Før mødet med Prabhupada var der ingen mening og ingen lykke. Vi kendte kun til modgang og nederlag. Livet svarede ikke til vores aspirationer. Livet var ikke liv, men en levende død. Livet havde ingen glans, ingen udstråling og intet lys.

”Ordet varnam refererer til glansen fra ens oprindelige identitet. Den oprindelige glans af guld eller sølv er skinnende. På samme måde er den oprindelige glans af det levende væsen, der er en del af sac-cid-ananda-vigraha, glansen af ananda eller glæde. Ananda-mayo ’bhyasat. Hvert eneste levende væsen har retten til at blive ananda-maya, fuld af glæde, for han er en del af sac-cid-ananda-vigraha, Krishna. Hvorfor skal det levende væsen udsættes for lidelser på grund af besmittelsen fra naturens materielle kvaliteter? Det levende væsen bør lade sig rense og genvinde sin svarupa, sin oprindelige identitet. Dette kan han kun gøre igennem hengiven tjeneste. Derfor bør man hæfte sig ved instruktionerne fra Guddommens Højeste Personlighed, der beskrives her som guror guruh, alle andre åndelige mestres åndelige mester.” (Fra Srimad-Bhagavatam 8.24.48, kommentar)

Med ord som disse reddede Srila Prabhupada os. Han beskrev sjælens skønhed og gav os levende billeder af os selv i ord, der var klare og farverige og åbnede op for en åndelig sfære, som vi ikke havde kunnet drømme om i utallige liv. Skønt vores naturlige tilbøjelighed til kærlighed lå gemt dybt inde i os, fik Srila Prabhupada den frem med sine ord og genoplivede den ved at fortælle os om vort forhold til den eneste person, med hvem vi nogensinde virkeligt kan nyde.

Dette er guruens opgave. Ord fra hans mund falder som dråber af nektar ind i ører og hjerter på de heldige. Ved at høre fra den sande guru føler vi os helbredte og genvinder vores glans. Millioner af år med gråd og død lindres med det samme af de kraftfulde verbale instruktioner fra Sri Gurudeva.

Hvad er værre end ikke at kende sig selv? Den galskab er i sandhed frygtelig. Der er helt sikkert ingen større lidelse end den, der kommer fra uvidenhed om selvet.

Omvendt kan der ikke være nogen større gave end viden – virkelig viden, viden om virkeligheden, viden, der ikke ødelægges af tiden.

Med fødderne solidt plantet i virkeligheden befrier guruen fra denne usårlige position sine tilhørere fra verdslighed med sine ord alene. Som Ali Baba åbnede døren til tyvenes klippehule med nogle særlige ord, udtalte Srila Prabhupada de nødvendige ord, der kunne åbne vores hjerter, som han derefter gik dybt ind i.

Jeg købte engang en bog af en populær såkaldt guru. Et af kapitlerne i bogen hed ’Findes Gud?’ Jeg gik direkte til det kapitel i håb om at få svar på mit sidste store spørgsmål. Jeg blev skuffet: ”Hvis du tror, der er en Gud, findes Gud. Hvis du ikke tror, der er en Gud, er der ingen Gud.”

Denne ’guru’ var en bedrager – så meget vidste jeg. ”Hvad rolle spiller det, hvad jeg tænker?” tænkte jeg. ”Enten findes Gud, eller også gør Han det ikke.” Bogen røg i skralde-spanden.

En uge senere på torvet i byen mødte jeg en discipel af Srila Prabhupada og spurgte: ”Har du noget, der fortæller mig, hvad Gud er, eller om Han overhovedet findes?” Med det samme åbnede denne repræsentant for den virkelige guru, Srila Prabhupada, et Back to Godhead og læste hans ord op for mig: ”Gud er alvidende, Gud er allestedsnærværende, Gud er almægtig, Gud er en person. Hans navn er Krishna.”

Jeg tog magasinet og gik ned til floden for at læse det. Jeg studerede disse ord. De var som lys, der tændtes i mit hoved et efter et. ”Alvidende.” ”Allestedsnærværende.” ”Almægtig.” De ord gik lige ind og gennemtrængte og oplyste min sjæl.

”Gud er en person.” Et tusinde lys blev tændt! Selvfølgelig må Han være en person! Det havde jeg aldrig tænkt på.

”Hans navn er Krishna.” Fantastisk, Han har en identitet.

Jeg vidste da, at der ikke var andre steder, jeg kunne gå hen. Hvis dette er sandt, forstod jeg, at hvor end jeg tager hen, er Han der allerede. Hvad end jeg tænker på, ved Han det allerede. Hvad end jeg forsøger at gøre, har Han allerede gjort det. Han ved mere, end jeg selv gør. Alt inklusive mig selv er Hans. Han er ikke ”Gud”, denne mærkeligt uforståelige etikette, som jeg ikke kunne få til at betyde noget. Han er en person med et navn, jeg kan kende og kalde.

Jeg var så lykkelig, at jeg havde det, som om jeg kunne græde. Det var ikke tårer over en million spildte og smertefulde liv, men tårer af lettelse og lykke for første gang i mit liv.

Det var min første kontakt med en virkelig guru, Srila Prabhupada. Nogle få ord, og jeg var ude af uvidenhed, ude af lidelse, ude af denne materielle verden. Jeg fik virkelig viden, virkelig forståelse, virkelighed.

Srila Prabhupada gjorde mig fri, og jeg kan ikke vende tilbage. Skønt skyggerne fra mine mange tidligere liv stadig hænger ved mig, kan jeg ikke vende tilbage. Det forsvinder ikke. Han forsvinder ikke, men kalder altid på mig.

Dette er for mig betydningen af vyasa-puja.

Comments are closed.