Af Dhruva Dasa

I anledning af Nrsimha-caturdasi, Herren Nrsimhas fremkomstdag den 17. maj, bringes her en artikel fra Back to Godhead, januar 2001. Dhruva Dasa, en ung amerikansk hengiven, fortæller om sin tur til Ahovalam i Sydindien, et berømt helligt sted, der specielt er viet til Herren Nrsimhadeva.

Jeg blev født i 1980 som søn af hengivne forældre i New Vrindavanas store Hare Krishna-samfund i West Virginia. Lige fra jeg var spæd, tog mine forældre mig med til templet hver dag. Gradvist blev jeg allerede som barn knyttet til den store, frygtindgydende Deitet af Krishnas form som Herren Nrsimhadeva (Narasimha) og til Hans fremmeste hengivne, drengehelgenen Prahlada. Da jeg var seks år (samme alder som Prahlada), gav præsten mig lov til at assistere ham i tempeltilbedelsen af Herren Nrsimhadeva. Selv om Herren så grum ud, følte jeg mig altid beskyttet, når jeg stod foran Ham.

Da jeg var seksten, besøgte min familie Indien. Jeg blev forelsket i landets åndelige atmosfære og besluttede mig for at komme tilbage så hurtigt som muligt. Som attenårig havde jeg bestemt mig for at tage af sted alene. Jeg arbejdede hårdt for at spare penge op til turen og brød mit hoved over mit bestemmelsessted. Indien er så stort, så hvor skulle jeg tage hen?

En dag besøgte jeg Hare Krishna-templet i Miami. Jeg kastede et blik i en stak gamle numre af Back to Godhead, og en tilfældig vind blæste det øverste blad åbent på et helsidesbillede af Herren Nrsimhadeva. Det var, som om billedet inviterede mig. Jeg læste den ledsagende artikel og blev forbløffet over at høre om en ung sannyasi, Indradyumna Swami, der havde foretaget en utrolig rejse til Ahovalam, et afsidesliggende sydindisk helligt sted, som efter sigende skulle være selve stedet, hvor Herren Nrsimhadeva gjorde det af med den onde Hiranyakasipu. Hans artikel inspirerede mig så meget, at jeg på stedet fæstnede mit sind på den vanskelige pilgrimsrejse til Ahovalam.

Advarsler

Jeg begyndte mit indiske eventyr i Vrindavana, hvor jeg besøgte en bemærkelsesværdig treøjet Deitet af Nrsimhadeva. Derfra fortsatte jeg syd på til flere berømte hellige steder inklusive Srirangam og Tirupati, mit sidste stop før Ahovalam.

De hengivne i Tirupatis ISKCON-tempel spurgte mig, hvor jeg skulle hen derfra. Jeg nævnte Ahovalam, og de så på mig, som om jeg var skør, og bad mig indtrængende om ikke at tage dertil. De så dog snart, at de ikke kunne få mig fra det, og rådede mig i stedet på det kraftigste til kun at blive der i én dag og hurtigt komme væk derfra. Jeg troede, at de lavede sjov med mig, indtil det gik op for mig, at jeg var den eneste, der lo. En erfaren hengiven advarede mig om, at der er folk der, der forsøger plyndre og dræbe én, og den omgivende jungle er fyldt med vilde dyr som bjørne, tigre og kobraer. Disse opmuntrende ord gjorde mig skrækslagen, men også endnu mere spændt! Rejsen ville så sandelig teste min tro på Herren Nrsimhadeva.

Efter en udmattende ti timers bustur ankom jeg til Allagada Station, hvorfra jeg skulle videre med bus til Ahovalam. Mens jeg ventede, omringede en stor gruppe mennesker mig, det eneste hvide menneske på hele stedet. En engelsktalende mand spurgte mig, hvor jeg skulle hen. Da jeg svarede: ”Ahovalam,” kiggede han meget underligt på mig. Han fortalte mængden, hvad jeg havde svaret, og alle stirrede om muligt endnu mere på mig.

”Hvorfor vil du hen til sådant et sted?” spurgte han. ”Det er et meget farligt sted.”

”Jeg vil se Herren Nrsimhadeva,” svarede jeg.

”Må Han beskytte dig,” udbrød han alvorligt og gik væk.

Da jeg nærmede mig Ahovalam i bussen, kunne jeg mærke, hvordan mine lemmer begyndte at skælve, og mit hjerte bankede hurtigt. Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig, men jeg var på vej for at se min Herre i Hans eget hjem.

Herren sender en guide

Efter en time i bussen igennem ingenmandsland kom jeg til den lillebitte landsby Nedre Ahovalam. Der så jeg Herren Nrsimhadeva i templet Laksmi-Narasimha, den første af ni af Herrens former, der kan ses i Ahovalams område. Derefter arrangerede jeg en primitiv overnatning, den eneste, der var tilgængelig. Et brusebad var en spandfuld vand, man hældte over sig selv.

Jeg var midt i mit bad, da en eller anden bankede på døren og kaldte på mig: ”Hallo. Hare Krishna!”

På grund af advarslen imod tyve åbnede jeg døren forsigtigt. Der stod to indiske mænd. Den ene af dem, der var høj og så helgenagtig ud, præsenterede sig som Madhu fra Vijaywada. For flere år siden havde han boet i en ISKCON-asrama og var nu initieret inden for Ramanujas tradition. Han fortalte, at han havde hørt, at jeg gerne ville se alle Herren Narasimhas ni former.

”Ja,” svarede jeg, mens jeg tænkte, at ordet sandelig havde spredt sig hurtigt her.

Han fortsatte: ”Jeg skal af sted i morgen tidlig. Hvorfor rejser vi ikke sammen? Jeg har været der flere gange og kan tage dig med til alle de ni former.”

Jeg var overbevist om, at dette måtte være Nrsimhas arrangement, så jeg gik beredvilligt med til det. Jeg spurgte Madhu, hvor meget han skulle have for det.

”Jeg er glad for bare at tjene en anden hengiven,” svarede han ydmygt.

Madhu tilføjede, at for at se alle ni former på én dag ville vi være nødt til at overnatte i junglen.

Vandringen begynder

Om morgenen stod jeg tidligt op og mødte Madhu. Vi besøgte det nærliggende Laksmi-Narasimha tempel for at bede om en sikker rejse. Jeg huskede et fotografi i det gamle Back to Godhead og genkendte den samme pujari, der havde taget Indradyumna Swami med på hans tur her i 1979.

Vores vandring til Bhargava-Narasimha, den anden af de ni lokale former af Nrsimhadeva, tog os igennem en tyk jungle med stier i alle retninger. Madhu nævnte, at lige meget hvor mange gange man kommer der, kan man aldrig huske vejen.

”Man er nødt til at afhænge af Herren,” bemærkede han.

Og faktisk var det næste, der skete, at vi for vild. Jeg blev bange. Men til sidst fandt vi vejen og ankom til det smukke tempel, hvor vi sang for en stund. I fortiden har mange store vismænd tilbedt Deiteten her. Madhu fortalte, at Deiteten har navn efter Parasurama (der også er kendt som Bhargava), Guds krigerinkarnation. Parasurama havde udført askese nær Ahovalam på et sted, der nu kaldes Ramatirtha.

Dernæst begav vi os på vej til den tredje form, Catravada Narasimha. Madhu nævnte, at hvis vi var heldige, ville vi være i stand til at se alle ni former på denne hellige dag. Catravada var en lang vandring fra byen, men jeg var overordentlig glad for at se Ham. Han var lysende og havde et stort smil. Vi fik lov til at røre Hans lotusfødder med vores hoveder.

Nær Catravada er Yogananda Narasimha, den sidste af Herren Narasimhas ni former i Nedre Ahovalam. Han så pragtfuld og kraftfuld ud. Af de ni Narasimhaer siges Yogananda at være den mest barmhjertige.

Vi løb tilbage for at nå bussen til Ahovalam, en tur gennem et farligt og lumsk terræn. Efter et stykke tid standsede bussen, og chaufføren gav tegn til, at vi skulle af. Jeg så intet andet end jungle, men da bussen kørte videre, kom Karanja Narasimhas tempel inden for synsvidde. Han er opkaldt efter et frugtbærende træ, der vokser ved siden af templet.

Efter nu at have besøgt de første fem Narasimha-former måtte vi gå resten af vejen til den næste, Ugra Narasimha, en Deitet, der er gemt bort i en hule mellem to bjerge. Gåturen var smuk. Overalt var der uberørt jungle, der var overgroet og fuld af vilde dyr, som vi heldigvis ikke mødte. Hurtigt kom vi til Ugra Narasimhas tempel, der var bygget inde i Hans hule. Deiteten så grum ud. Vi bad om at måtte få en sikker tur til vores næste stop, Ugra Stambha’en, der siges at være den faktiske søjle, som Herren Narasimha kom ud fra.

På toppen af den historiske søjle

Efter en afstikker til det ældgamle huletempel Varaha Narasimha fulgte vi et vandløbsleje til Ugra Stambhaen og den syvende form, Jvala Narasimha. Terrænet viste sig at være særdeles vanskeligt. Madhu fortalte mig, at ikke mange kommer denne vej, for man er nødt til at krydse et enormt og farligt vandfald. På vejen op så jeg et par trækasser ved siden af stien.

”De er til dem, der dør under klatringen,” sagde Madhu.

Det havde jeg ikke brug for at høre.

Jvala Narasimha-templet trykker sig op ad en klippeside og siges at være det præcise sted, hvor Herren dræbte dæmonen Hiranyakasipu. Ved siden af templet løber et stort vandløb. På stedet, hvor Narasimha vaskede Sine hænder efter at have slået dæmonen ihjel, er vandet blodrødt og mærkes endda ligesom blod.

Efter at have klatret endnu mere nåede vi toppen af den store stensøjle. Udsigten var imponerende. Jeg havde svært ved at tro, at vi faktisk var nået frem. Vi havde gået hele dagen med meget lidt at spise og kun vand at drikke, men jeg havde ikke tænkt på noget ud over spændingen over at være på dette åndelige sted.

Min selvtilfredshed varede kun kort. Nu var det tid til at gå videre til den ottende form, hvilket betød endnu en lang vandring igennem bjergene. Omsider nåede vi frem til templet Mohaloha Narasimha, der befandt sig på siden af et bjerg. Ifølge Madhu udførte Laksmi askese her for at få lov til at gifte sig med Herren.

Dernæst gik vi hen til Prahladas skole, der har sanskritskrift på væggene tilbage fra dengang, Prahlada studerede her. Nær dette højtliggende, bjergrige sted var en anden hule med en smuk Deitet af Yoga Narasimha. Men vi havde fortsat et sted mere at nå: Deiteten af Bhavana Narasimha, seks og en halv kilometer væk.

Selv om Madhu havde advaret mig imod at gå i forvejen på stien, gjorde jeg det alligevel. Pludselig gled en enorm kobra ud foran mig. Den så ud til at være over tre meter lang. Jeg fulgte Madhus advarsel og lod ham gå i spidsen. Junglen var meget farlig, selv om dagen. Nu var det tæt på at være mørkt, og vi havde stadig flere kilometer tilbage.

Da vi gik op ad bjergstien, råbte nærliggende landsbyboere vredt efter os. Madhu fortsatte bare med at gå. Oppe på en rasteplads på bjergtoppen fortalte han mig, at de havde sagt, at det er forbudt at gå ind i junglen om aftenen på grund af de vilde dyr. Folk, der går derind, kommer aldrig ud igen, sagde de. De fortalte også, at man bør ikke besøge Bhavana-templet om natten, for på den tid kommer halvguderne for at tilbede Herren Narasimha.

Nu var jeg virkelig bange. Så så jeg en død slange midt på stien. Et dårligt tegn, bemærkede Madhu, men vi måtte blot afhænge af Herren for beskyttelse. Pludselig var det bælgravende mørkt. Jeg fandt min lille lommelygte frem. Jeg rystede af skræk og bad til Herren Narasimha om beskyttelse.

Beskyttet af ild

På trods af mørket nåede vi på en eller anden måde over det store bjerg. Ovre på den anden side blev vi forbløffet over at se, at skoven foran os var i brand undtagen på den smalle sti, vi fulgte.

Jeg tænkte, at det måtte være Herren Narasimha, der oplyste junglen og holdt de vilde dyr væk.

Branden fortsatte hele vejen til templet.

Omsider nåede vi frem til den niende og sidste Deitet. Herren Narasimha og Hans ledsagerske var meget smukke. Vi takkede Dem for at have givet os lov til at få Hans audiens.

Vi var udmattede, og det var for mørkt til at gå tilbage, så vi besluttede os for at sove i den forreste del af det lille tempel. Jeg forsøgte at falde i søvn, men jeg var alt for begejstret og forbavset over at sove i Herrens tempel.

Pludselig mærkede jeg et eller andet snuse til mig og røre ved mig bag min nakke og øre. Jeg sprang op og så ingenting. Madhu sagde, han ville blive oppe for at se, hvad det var. Han tændte lommelygten og begyndte at fortælle mig fantastiske historier om Herren. Så med et ordentligt smæld gik den splinternye lommelygte ud. Vi prøvede alt for at få den til at virke igen, men uden held.

Netop da begyndte en voldsom vind. Jeg undrede mig over, om vi fornærmede halvguderne ved at være der. Efter en stund faldt jeg i søvn blot for igen at blive vækket af Madhu, der febrilsk trak mig ind i templets inderste helligdom. Jeg var så søvndrukken, at jeg ikke spurgte hvorfor. Madhu smækkede hurtigt lågen i og sikrede den så godt, han kunne.

Lodne gæster

Da jeg så op, blev jeg målløs over at se, at jeg sad lige ved soklen til Herren Narasimhadevas lotusfødder. Jeg lagde mig ned og følte mig fredfyldt. Så blev stilheden brudt af et brøl, der gav kuldegysninger helt ind til marven. Jeg stivnede og hviskede til Madhu: ”Hvad var det?”

Han forsikrede mig for, at der var intet at være bange for.

”Bare sov,” sagde han.

Den næste morgen startede vi på en lang vandring til to andre Narasimha-templer ved navn Giridhari og Jyoti. Jyoti var den mest forbløffende og frygtindgydende Deitet af alle dem, jeg havde set. Hans navn angiver, at skoven vil altid brænde på grund af Hans vrede.

Fra Jyoti var vi i stand til at tage en bus tilbage til Ahovalam. Den tog syv timer. Vi var fremme om aftenen og gik direkte hen til Laksmi-Narasimha-templet, der havde været vores første stop på vores tur, for at takke Herren for Hans beskyttelse. Da vi senere sad og spiste, forklarede Madhu, hvorfor han havde flyttet mig ind til den inderste helligdom i Bhavana-templet natten i forvejen. Imens jeg sov, kom tre kæmpestore vilde sorte bjørne frem, lugtede til os og gik rundt omkring templet.

Den næste formiddag vendte vi tilbage til Bhargava Narasimha, den anden af de ni former. Jeg følte mig velsignet, da vi fik lov til at gøre hele templet rent. Lige før vi tog af sted, blev vi omringet af en flok fra landsbyen. Madhu talte med dem og oversatte det derefter for mig. De var chokerede over at se os i live efter at være gået ind i junglen om aftenen. De fortalte også, at selv om de var født der og havde boet hele deres liv i området, var vi de første mennesker, de havde kendt, som det var lykkedes at se alle ni former af Herren Narasimha på den samme dag.

Mødet med Swamien

Det var tid til at rejse videre. Jeg takkede overstrømmende Madhu, og vi sagde begge, at vi håbede at møde hinanden igen. På grund af sin ydmyge og hengivne attitude havde Madhu været en inspiration for mig. I stedet for at forsøge at udnytte mig, en uerfaren ung vesterlænding i et fremmed land, havde Madhu sørget for alting, selv vores busbilletter. Da min bus skramlede af sted, takkede jeg Herren Narasimha for at have givet mig Madhus selskab.

Nogle få dage senere ankom jeg til Jagannatha Puri. Efter at være blevet indskrevet på et hotel blev jeg forbavset over at høre, at Indradyumna Swami tilfældigvis boede samme sted. Jeg havde aldrig mødt ham undtagen igennem artiklen i det gamle BTG. Jeg gik op til hans værelse og viste min respekt for ham. Tårer fyldte hans øjne, da han hørte om rejsen, jeg havde foretaget i hans fodspor.

Kilde: http://www.backtogodhead.in/spiritual-places-by-dhruva-dasa/

Comments are closed.