Af Lalitanatha Dasa
Den 15. juni 22:45 forlod Tapasa Prabhu, leder og tempelpræsident for ISKCON i Stockholm og en af Skandinaviens mest erfarne hengivne, sin krop omgivet af hengivne, der sang Hare Krishna-mantraet. Hans bortgang er et stort tab for hengivne i Sverige og Skandinavien, der havde hans selskab i næsten 45 år.
Tapasa Prabhu blev født i Norge i 1956 uden for Bergen. Hans første kontakt med Krishnabevidsthed var i 1970, da han fik pladen My Sweet Lord med George Harrison. Den gjorde ham interesseret i indisk spiritualitet. I 1979 mødte han for første gang Krishnas hengivne i London, hvor han fik en bog, Teachings of Queen Kunti, som han læste. Krishna uddybede gradvist hans tro på forskellige måder, og han begyndte at besøge ISKCON-templet i Bergen fast i 1981. Han bemærkede, at det var faktisk en særlig nåde, for det tempel eksisterede kun i en kort periode netop, da han havde brug for det.
I begyndelsen af 1982 flyttede han til Korsnäs Gård, Gandharvika-Giridharis tempel uden for Stockholm. Han var der i tre måneder og flyttede så til Oslos tempel i Norge, som han var forbundet med de næste mange år.
Fra begyndelsen af sit liv som brahmacari distribuerede han Srila Prabhupadas bøger. Med dyb tro og dedikering til Srila Prabhupada og Herren Caitanyas bevægelse var han på gaderne i Norges byer og landsbyer 8-12 timer dagligt seks dage om ugen i alle former for vejr. På dette tidspunkt blev han kendt som en af de mest stabile bogdistributører i Europa og oplærte og trænede mange andre hengivne til at engagere sig i denne tjeneste. Alle, der mødte ham dengang og omgikkes med ham, var imponerede over hans dybe filosofiske forståelse og intelligens.
Af helbredsårsager stoppede han gadedistributionen i 1995 og flyttede til Stockholm i Sverige. Han blev også gift med Lajjavati Devi Dasi på det tidspunkt, og parret gjorde tjeneste sammen helt frem til hans bortgang. Først var han involveret i forskellige kommunikationstjenester, men et par år senere påtog han sig ansvaret som tempelpræsident i Stockholm. På den tid var der en stor krise i bevægelsen i Skandinavien, da den vigtigste leder, Harikesa Swami, havde opgivet sine tjenester i ISKCON. Nogle hengivne mistede troen, nogle forlod bevægelsen, nogle blev kritiske osv. I den situation holdt Tapasa Prabhu stand med meget lidt støtte fra andre og kæmpede for at bevare og i sidste ende tilpasse og udvikle prædikenen i Stockholm til de nye tider. Hans indstilling var altid: ”Hvis ingen andre er parat til at bakke op om Srila Prabhupadas forskellige projekter, vil jeg forsøge at gøre det, for hans mission er nødt til at fortsætte ordentligt med alle sine projekter.” Han ofrede sig selv og også sit helbred på den måde i mange år. Omsider blev situationen stabiliseret, og Tapasa Prabhu var mere fri til at prædike og tage sig af de hengivne og lede menigheden, hvilket var hans virkelige hjerte.
På en eller anden måde (ved Herren Krishnas ønske?) gik det fra 2020 tilbage med hans helbred. Han fik et anfald af helvedesild, derefter en hjerneblødning, og for halvandet år siden blev han diagnosticeret med ’idiopatisk lungefibrose’, en uhelbredelig lungesygdom med en højere dødelighed end kræft. Da han fik diagnosen, havde sygdommen allerede reduceret hans lungekapacitet med 40 procent.
Over de sidste to måneder gik sygdommen ind i sine sidste stadier. Tapasa Prabhu bevarede dog hele tiden en klar bevidsthed med fokus på sin åndelige mester (HH Radhanatha Swami), Srila Prabhupada og Herren Sri Krishna, og mange hengivne kom forbi og aflagde et sidste besøg. Den 15. juni 2025 forlod han kroppen i sit eget hjem med store tulasi-planter omkring sig, mens det hellige navn blev sunget af de omgivende hengivne. Den sidste halve time åndede han stille og roligt ud, mens han stadig var ved bevidsthed. Han modtog helligt vand og tulasi-blade i munden og støv fra de hellige steder på sit hoved. Hans bortgang var meget fredfyldt.
Lajjavati Devi Dasi: ”Vi tigger de hengivne om at velsigne denne kærlige sjæl, der altid ønskede det bedste for alle og forsøgte at tjene og støtte de hengivne mere, end han i virkeligheden magtede. Velsign ham, så Krishna, hvis Han ønsker det, vil fuldende hans åndelige rejse tilbage til Sig og acceptere ham for evigt i Sine kærlige lege! Han har virkelig givet alting i tjenesten til de hengivne i Srila Prabhupadas bevægelse praktisk taget til sit sidste åndedrag. Mange tak!”
Praghosa Dasa, GBC-sekretær for Skandinavien: ”Tapasa var en superstabil hengiven, der gjorde tjeneste i over fire årtier i ISKCON. Han var en solid bogdistributør i sine tidlige år, og i de sidste mange, mange år ledte han ISKCON’s bestræbelser i Stockholm som tempelpræsident.
Jeg mødte ham sidste gang i april. På det tidspunkt kæmpede han med sin vejrtrækning, fik ilt osv. Men han var ved godt mod og bemærkelsesværdig stoisk i sin tilgang til sin fysiske bortgang. Vi havde en lang snak om mange ting, men hans altoverskyggende bekymring var, hvordan Krishnabevidsthed skal trives i Sverige, og hvordan Stockholmtemplet kan blive stærkere og stærkere (templet blev renoveret for nyligt, og selv om det stadigt er lille, er det en langt bedre facilitet, end før Tapasa organiserede renoveringen).
Tapasa var hele vejen igennem Srila Prabhupadas mand og loyal og trofast over for hans instruktioner. Denne urokkelige tro hjalp ham til med lethed at gå igennem mange udfordringer for ham selv personligt eller i forbindelse med hans tjeneste og hans forhold til andre. Han vaklede aldrig. Snarere så han altid sådanne udfordringer som en mulighed for at uddybe sin tro og specielt forbedre sine forhold til andre.
Ved slutningen af vores møde i april bad jeg ham give mig bare 10 procent af den styrke og det mod, han udviste i navigeringen af sin overgang fra denne verden til den næste. Tapasa er et ægte eksempel på en hårdt arbejdende og dedikeret hengiven, der var en virkelig helt på slagmarken, selv om mange sikkert ikke har kendt til ham.”
Janesvara Dasa: ”Tapasa Prabhus bortgang er et stort tab for de svenske og skandinaviske yatraer. Han var altid der med sin stærke overbevisning i Krishnabevidsthed, sin viden om sastra og sin hengivenhed til sankirtana-missionen under ledelse af Sri-Sri Nitai-Gaurasundara, Stockholms Deiteter i Brahmakunda-centret, som han ledte i årtier. Han var en fantastisk bogdistributør, og han var dygtig til at kultivere folk og lede dem frem til at blive hengivne og initierede. Han var en glimrende kok og en dejlig og ekstatisk kirtana-leder. Når som helst han kom over til Almviks Gård og gav forelæsninger, var det en meget højtidelig, interessant og inspirerende tid. En af mine bedste kirtana-oplevelser var med ham som kirtana-leder og mig selv som mrdanga-spiller til en Gaura Purnima-festival.
Jeg er overbevidst om, at hans næste bestemmelsessted er fantastisk, et sted, hvor han kan fortsætte med at tjene Srila Prabhupada og Sri-Sri Nitai-Gaurasundara. Tapasa Prabhu ki jaya! Srila Prabhupada ki jaya!”
Mahabhavi Dasa var sammen med Tapasa Prabhu de sidste dage helt frem til hans bortgang. Han fortæller: ”Hans Nåde Tapasa Prabhu var en bemærkelsesværdig hengiven, der viede sit liv til Herren Caitanyas mission. Han forlod sin krop søndag den 15. juni.
I begyndelsen af 1990erne havde jeg lejlighed til at rejse op og ned i Norge og distribuere Srila Prabhupadas bøger med Tapasa Prabhu i nogle år. Hans navn Tapasa (askese) passede godt til ham. Han var meget asketisk og dedikeret til Srila Prabhupadas mission. Hans sankirtana-gruppe var meget reguleret. Vi stod op hver dag kl. fire om morgenen og løb ud i kulden til bruseområdet på f.eks. et kollegie, og derefter havde vi koncentreret japa i to timer efterfulgt af morgenprogram med Bhagavatam-klasse og prasadam. Morgen-prasadam bestod af kichari, og det var også, hvad vi havde i vores frokostpakker. Så ville vi være ude på sankirtana i 6-7 timer. Om aftenen pakkede vi vores bøger til næste dag, havde vores personlige læsetid i Srila Prabhupadas bøger og drak lidt mælk. Nogle gange, men ikke så ofte, ville han lave sin yndlings-prasadam til os alle – purier og banan-chutney. Tapasa Prabhu var en dygtig kok, og han ville tilberede og indtage prasadam med stor glæde.
Han havde en grundig forståelse af bhakti, sådan som den praktiseres af Herren Caitanyas tilhængere, og hans klasser var fyldte med dybe indsigter. Hans klasser var så interessante, at vi aldrig ville have ham til at stoppe. Vi kunne bare sidde og lytte og lytte til hans skarpsindige analyser af filosofiske pointer, og selv om rejsende sankirtana var asketisk, gjorde hans dedikering, entusiasme, venlige natur og dybe kendskab til skrifterne rejsende sankirtana under hans omsorg til en meget let og lyksalig oplevelse. Der var ikke plads til nogen form for maya.
Senere blev jeg gift, fik børn og blev viklet ind i mange forskellige aktiviteter i denne materielle verden i mange år, men da tidspunktet var parat i mit liv til gradvist at trække mig tilbage fra familielivet og leve et liv som vanaprastha, kunne jeg huske de glade dage af min tid sammen med Tapasa Prabhu og den solide træning, jeg fik under hans vinger i nogle år. Det gav styrke til at gå i retningen af forsagelse og igen hellige mig til sankirtana-missionen.
Igen kunne jeg distribuere Prabhupadas bøger, og denne gang kunne jeg også med hjælp fra andre forsøge at starte et tempel i Bergen, Tapasas hjemby. Vi flyttede til Bergen i 2018. I årene 2022-2025 har vi købt et hus i centrum af Bergen, renoveret det og installeret murtier af Sri-Sri Gaura-Nitai. Tapasa Prabhu kom mange gange og besøgte os i Bergen. Bergen var hans hjemby, og han var meget glad for at se et tempel blive manifesteret her. Hans venlige besøg var til stor inspiration for os. Han var meget personlig i sin måde at være på, og han var altid parat til at hjælpe med at løse ethvert problem, som vi stod med i forsøget på at etablere et tempel her i Bergen. Jeg kunne altid vende mig til ham for vejledning og opmuntrende ord. Ikke at have hans selskab længere er et uudholdeligt tab.
Jeg føler mig meget velsignet over at have fået muligheden for at gøre lidt tjeneste til ham og hans hustru i hans sidste dage, hvor jeg lavede mad, købte ind og gjorde, hvad der var nødvendigt. Tapasa Prabhu var meget syg med masser af smerter og følelse af at blive kvalt, fordi hans lunger ikke fungerede ordentligt. Men selv i denne allermest vanskelige situation, hvor han var ved at forlade kroppen, var han frisk i sindet og kommunikerede med verden og med besøgende og gav sit selskab og hjælp, hvor det var nødvendigt. Hvilken dedikeríng! Hele hans liv var et lysende eksempel på en dedikeret tjener i sankirtana-missionen.
Jeg føler, at jeg står i total gæld til Tapasa Prabhu. Han var som en far og ven for mig. Jeg savner hans selskab dybt. Ære være Srila Tapasa Prabhu. Jeres tjener, Mahabhavi Dasa.