Af SB Kesava Swami

Vi mennesker bruger gennemsnitligt 23 dage om året på vores telefon. Ironisk nok bruger vi den sjældent til det formål, den blev opfundet til – at tale hørligt med folk.

SMS-beskeder, sociale medier, internet-browsing og alskens apps har officielt taget over. Det er en videreudvikling af upersonaliseringen i informationens tidsalder. Ikke alene er vores interaktioner uden ansigt, nu er de også uden tale! Det er derfor ingen overraskelse, at folk hurtigt glemmer kunsten at føre en god samtale. Se dig omkring og observer folk tale. Ofte er de uengagerede og uinteresserede. Selv når det lykkes dem at trække hinanden ind, bliver der sjældent genereret noget særlig værdifuldt af deres snak. At vide, hvordan man fører en god samtale, er i sandhed en underudviklet færdighed i livet.

Den gode samtales potentiale er imidlertid enormt. De mest dybtgående sandheder om tilværelsen blev afsløret i samtaler. For 5.000 år siden, da den legendariske Arjuna blev kastet ud i en eksistentiel krise, begyndte han desperat at stille spørgsmålstegn ved livet, døden og alt derimellem. En gennemtrængende samtale med Krishna fulgte, og Bhagavad-gita (”Guds sang”) blev født. Indholdet af denne samtale er dybtgående, men det gælder også måden, hvorpå den blev ført. Lad os se nærmere på Krishna og Arjunas samtalefærdigheder:

Opmærksomhed – På trods af slagmarkens kogende intensitet lykkedes det Arjuna at lukke alt ude og give sin udelte opmærksomhed til Krishna. Opmærksomhed, siger de, er den sjældneste og reneste form for generøsitet. Det betaler sig at være fuldt ud til stede i enhver dialog, da vores modpart velvilligt går den ekstra mil for at gengælde vores investering.

Åbenhed – Arjuna var åben for forslag. ”Jeg er elev,” sagde han. ”Jeg ønsker at lære og vil gerne høre Din mening.” Det er progressivt. Hvis man går ind i en samtale og fra starten har lagt sig fast på, hvad man vil sige, og hvad man ønsker at høre, lammer man samtale- og opdagelsesprocessen. Lad personen give, hvad personen ønsker at give, og vær klar til at modtage helhjertet. Læg din personlige mening til side og lad dit perspektiv blive udfordret.

Spontanitet – Arjuna var forvirret og fortvivlet og ledte efter svar, men manglede klarhed og struktur. Krishna svarede tålmodigt på alle hans spørgsmål, og den timelange samtale snoede sig ind og ud af emner, indtil cirklen var fuldendt! Gode samtaler flyder med strømmen. Ofte er det mere værdifuldt at droppe den planlagte rute, vi har i hovedet, og i stedet tale om, hvad der ligger dybt gemt i personen. Så kommer vi frem til kernen af problemet.

Ærlighed – Arjuna lægger alle kortene på bordet. Han har spørgsmål, uenigheder, problemer og konflikter, og han afslører det hele i løbet af samtalen. Krishna reagerer på hans ærlighed med krystalklare indsigter. Når vi opfører os ægte og ærligt over for mennesker, vil de være det samme over for os, og så bliver det ”rigtig interessant”. Overfladiskhed er grobund for indholdsløse interaktioner.

Ydmyghed – Krishna er tilbageholdende, da han hører Arjunas anmodning om vejledning. Selv efter Krishna har givet Sit fejlfrie råd, siger Han, at dette blot er ”Min mening”, og opfordrer Arjuna til at ”gøre, som du ønsker.” Krishnas ydmyghed er i sandhed fantastisk. Samtaler er ikke en platform for selvpromovering eller for at bevise sig selv. At lægge vores egen stolthed og forfængelighed til side giver os mulighed for at opdage visdom og sandhed. I en samtale skal man ikke bare lytte, så man kan svare, men lytte for virkelig at forstå.

Det var et par hurtige tanker fra mig om dét med at have en god samtale. Måske kan vi tale om det ved lejlighed.

”Og Jeg bekendtgør, at den, der studerer denne hellige samtale mellem os, tilbeder Mig med sin intelligens.” (Bhagavad-gita, 18.70)