Af Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura
Den 6. februar er det Srila Bhaktisiddhanta Sarasvatis Thakuras fremgangsdag, og derfor bringer vi her uddrag fra en tale, han gav engang i slutningen af 1920’erne om Herren Sri Caitanya Mahaprabhu eller Sri Caitanyadeva.
Den 3. marts er det i øvrigt Gaura Purnima, Herren Caitanya Mahaprabhus fremkomstdag, hvorfor talen også er en passende optakt til det.
Alt det, sanserne opfatter i den synlige verden, er ufuldstændigt og ufuldkomment. Fuldstændig viden om objektet mangler, for vores sanser er ufuldkomne. Vi forstår, at den udelte Absolutte Sandhed, der ligger hinsides den begrænsede menneskelige fuldkommenhed, er ubegribelig for den ufuldkomne dømmekraft, som menneskelig viden besidder. Derfor har tænkende mennesker i Vesten skabt ‘ismer’ såsom agnosticisme, panteisme, skepticisme og panenteisme, og tænkere i Indien har ligeledes gjort sig mange sådanne forestillinger.
Sriman Mahaprabhu accepterede filosofien om, at den materielle verden er en omformning af Herrens ydre energi. Da mange ikke fandt fuld harmoni i Vedaernes forskellige udsagn, kom de med deres egne fortolkninger og har således fulgt en mangfoldighed af åndelige veje. Men Herren Sri Caitanyadeva har gjort de tilsyneladende modstridende udsagn indbyrdes sammenhængende.
Efter at Sarvabhauma havde talt med Mahaprabhu og set hans lærdoms genialitet, accepterede han Sri Caitanyadeva som en personlighed ud over det almindelige. Tidligere plejede han at drille sin svoger Gopinatha og sige: ”Hvordan kan noget menneske tale om den åndelige verden?” Gopinatha svarede: ”I tilstanden af fuldkommen menneskelig viden kan kun en person, der er nedsteget fra den åndelige verden, tale om den åndelige verdens emner.” Hertil svarede Sarvabhauma: ”Det er tåbeligt at acceptere et almindeligt menneske som værende fra den transcendentale verden.” Men Gopinatha svarede: ”Du bør lægge dine egne ideer og synspunkter til side og lytte til Sri Caitanyadevas ord. Derefter kan du overveje, om Han er nedsteget fra den åndelige verden eller ej.”
Vi er mennesker. Indviklet i materielle legemer handler vi, og efter døden får vi et nyt legeme i overensstemmelse med vores handlinger. På denne måde skifter vi krop igen og igen og lever uden ophør i den materielle verden. Efter at have hørt Sri Caitanyadevas ord blev Sarvabhaumas bevidsthed renset og løftet til åndelig bevidsthed. Man kan ikke forstå Vedanta gennem viden erhvervet via de materielle sanser. Der er ingen grund til at sammenblande det transcendentale med det fænomenale. Man vil afsløre sig selv som en tåbe, hvis man forsøger at se Solen ved hjælp af en anden lyskilde. Solen har selv tilstrækkelig lysstyrke, og ved sollys kan man se både Solen og alle andre objekter. Man bør derfor studere den ting, der automatisk oplyser alle andre emner.
Det samfund, vi opdrages i fra barndommen, er så gennemsyret af materialisme, at vi ikke engang kan finde et øjeblik til at tale om evigt liv. Vi bruger 24 timer i døgnet på verdslige aktiviteter. Vi har ingen tid til at forstå, hvem vi er. Hvad er værdien af vores 100 år i denne krop sammenlignet med vores egen evighed? Menneskets 24 timer i døgnet bør anvendes til åndelig kultivering. Det er ikke en intelligent persons pligt at tilbringe hele sit liv med at tilfredsstille sanserne.
Enhver bør være tilstrækkelig ‘selvisk’ til at søge sin egen sande selvinteresse. Men de fleste mennesker er optaget af andre aktiviteter. Drenge engagerer sig i leg, unge i familieliv, og ældre i at beskytte krop og ejendom. I disse fuldtidsbeskæftigelser ser vi, at mennesker er ligeglade med deres egen sande interesse. De er ufølsomme over for deres evige egeninteresse, fordi de har brugt deres tid på at samle på materie i den ene eller den anden form.
Mange mennesker siger, at der ikke er nogen grund til at bekymre sig om vores egeninteresse – sjælens befrielse – på nuværende tidspunkt. Det gør vi senere, når tiden er inde. Men dette er ikke realistisk. Hvis man ikke bliver undervist i barndommen, vil man møde vanskeligheder i ungdommen.
Man bør forsøge både at gavne andre og løfte sig selv. Man bør hjælpe på en sådan måde, at menneskers åndelige tilbøjeligheder ikke hæmmes af materialisme.
Nogle vil hævde, at det er bedre at engagere sig i fromme handlinger ved at opgive syndige handlinger, og at dette udgør medfølelse. Men hvis mennesker virkelig er intelligente, må de til enhver tid og på ethvert trin af livet – selv mens de sover og spiser – overveje deres evige eksistens i forhold til deres nuværende midlertidige aktiviteter. Hvis vi vender ryggen til denne form for tænkning, kommer vi blot til at skændes med hinanden og blive sekteriske.
Ingen ønsker sin egen undergang. Hvis man handler rettidigt, vil man høste frugterne senere. Hvis man ikke bruger sin tid rigtigt, vil man lide senere. En person, der tror, at han vil fokusere på åndelige emner, når han bliver gammel, vil finde det umuligt, fordi han altid vil være forstyrret af verdslige tanker.
Så længe man betragter den ydre beklædning – hylsteret omkring sjælen – som selvet, er det særligt vigtigt, at man følger varnasrama-dharma. Hvis varnasrama-dharma følges korrekt, vil mennesker drage fordel af det i dette liv og det næste. Varnasrama-dharma er kun gavnlig, så længe man lever. Det er nyttigt til at skabe verdslig velstand og er nødvendig inden for den fastlagte eksistens for alle levende væsener i de fjorten verdener. Men i den åndelige verden er der intet behov for det.
Sandheden er, at de, der besidder grove og subtile legemer, ejer disse legemer. Disse ejere er sjæle. Dette gælder for alle levende væsener. Både den Højeste Herre og de levende væsener er bevidste. De levende væsener er bestanddele af den Højeste Herre. På nuværende tidspunkt er de levende væsener faldet fra deres åndelige position, fordi de har misbrugt deres frie vilje. Da de levende væsener har iklædt sig fremmed materie, er de ude af stand til at genoplive deres oprindelige konstitutionelle position og vende tilbage til deres åndelige natur. Vi degenererer på denne måde, fordi vi opgiver Herrens tjeneste, og vi fuldkommengør vores liv ved at engagere os i hengiven tjeneste.
Materielle objekter kan ikke tage initiativ til noget. De har ingen evne til at vide, ville eller føle. De kan ikke reagere på stimuli. Inden i os selv såvel som i dyrene findes der bevidsthed eller åndens nærvær. Træer har også bevidsthed, men i ringere grad. Ånd og materie er to forskellige energier af den Højeste Herre. Den ene er Hans indre energi, den anden Hans ydre energi. Den materielle verden er forskellig fra jivaerne og fra den Højeste Herre. Men jivaerne er også forskellige fra den Højeste Herre, idet den Højeste Herre er stor, og de levende væsener er små. Den Højeste Herre er ren ånd, mens bevidsthedens symptomer ved vores død ophører. Vi udveksler ikke længere med ydre objekter. Vores sanser bliver inaktive. I den ydre verden finder vi to objekter: materie og åndens spejlbillede.
For at fjerne sine tvivl bør man spørge en erfaren person og høre hans svar. Hvis man er uopmærksom, når man lytter, eller ikke kan forstå betydningen, bør man stille spørgsmål igen og igen. Ordet pranipata betyder ‘at lytte med fuld opmærksomhed’. Iver efter at høre svaret på sine spørgsmål ødelægger uvidenhed, tåbelighed og fordomme.
Enhver kan stille dybdegående spørgsmål om åndelige emner til en erfaren person. Men man bør ikke stille spørgsmål blot for at skabe unødig diskussion og afvise det, der bliver sagt. De, der gør dette, opdager aldrig sandheden. Når man modtager et svar på sine spørgsmål, bør man handle på dette svar i sit liv.
Ordene vairagya og tyaga overrasker materialistiske mennesker. Mahaprabhu siger: ”Hvis man kan opnå livets ultimative mål ved at blive, hvor man er, hvad er da nytten af at praktisere åndedrætsøvelser i Himalaya?” Mennesker bør overveje dette. Der er ingen grund til at strides om det. Uanset om man bliver hjemme eller lever i skoven, så kultivér Gudsbevidsthed. Hvis man blot taler bha-gavata-katha, vil ens tilknytning til materielle objekter automatisk forsvinde.
Sri Krishna Caitanya udbredte både metoden til hengiven tjeneste og den fortrolige, kærlige hengivenhed til Sig Selv. Han er et hav af barmhjertighed – et hav af medfølelse. Ingen kan skænke så megen nåde. Ingen anden inkarnation af den Højeste Herre kan give en sådan ubegrænset nåde. Denne nåde er beregnet til at gøre den uegnede egnet. Det er fuldstændig nåde for evigheden. Herren giver Sig Selv bort. Ingen anden form af Herren har nogensinde gjort dette før.
Mit sind er altid optaget af materielle aktiviteter. Nogle gange handler det med korrekt dømmekraft, og andre gange er det opslugt af uretfærdighed. Jeg har igen og igen kunstigt forsøgt at beherske mit sind og gavne mig selv, men uden held. Derfor har jeg ikke fundet nogen anden vej end at overgive mig til Sri Caitanyadevas nåde.
Man bør ikke glemme den Højeste Herre, blot fordi man er for knyttet til sansenydelse. Bliv ikke for knyttet til noget bestemt objekt eller sted, uanset hvor I bor. Hvad end I gør, kan I fortsætte med det. I dag kan en person være familiefar, og i morgen kan han give afkald på sin familie for blot at lade den skjulte flod af materiel nydelse flyde i sit hjerte. At falde tilbage under sansenydelsens kontrol er ikke fornuftigt. Betydningen af vairagya, forsagelse, er at holde sig beskæftiget med at kultivere Gudsbevidsthed ved ikke at være knyttet til ting, der er uden relation til Gud. Men vær forsigtig! Bliv ikke en verdslig sahajiya, en tilknyttet husholder eller en hyklerisk forsager under påskud af at kultivere Gudsbevidsthed. Bedrag ikke jer selv. Hvis I vil bedrage smeden med stål, vil I selv blive bedraget.
Selv om jeg er yderst uegnet sammenlignet med hver enkelt af jer, har jeg en anmodning. I er alle hengivne. Jeg er en ikke-hengiven. I er alle kommet her i dag for at vise mig jeres barmhjertighed. Min anmodning til jer er, at I venligst opgiver alle andre filosofier og ideer og afsætter lidt tid til at høre om Sri Caitanyadeva. Hvis der bruges noget tid på at høre om denne personlighed, der tydeligvis er hævet over almindelige mennesker, vil vi blandt mennesker opdage den sande fred, der kommer af at tilbede den Højeste Herre. Mennesker vil udvikle tilbøjeligheden til at tage sig af den Højeste Herre som en søn. Hvis den Højeste Herre placeres i centrum af menneskets eller familiens liv, vil alle denne verdens midlertidige relationer blive opløst. Hvis vi kan engagere hele vores sind og hjerte ved den Højeste Herres lotusfødder, har vi fundet livets fuldkommenhed. Santa, dasya, sakhya, vatsalya og madhurya – disse fem forhold findes i fuldkommen form i den Højeste Herre. Da vi i øjeblikket har disse forhold til midlertidige objekter for hengivenhed i stedet for til den Højeste Herre, er vi ude af stand til at kende Herren. Ude af stand til at opnå Hans beskyttelse og uvidende om vores sande egeninteresse bliver vi ligeglade med at tjene Ham. Dette er bristen ved vores skæbne. Vi betragter kun noget som væsentligt, når vi kan måle det med vores sanser. Men hvis I ønsker en pause fra studiet af den midlertidige materielle verden, så kultivér kundskab om det evige. Da vil denne gadehandlers ord forekomme behagelige. Når han falder for vores fødder og viser os så megen respekt, hvorfor skulle vi så ikke lytte til hans ord? Den Højeste Herre er fuld af viden og lyksalighed. Vi løber så mange steder hen for at kende Ham, men denne Herre af Goloka fremtrådte i menneskelig skikkelse ganske tæt på os for at give instruktioner til selv materialister. Hvis vi tilsidesætter Hans ord og handler vilkårligt, vil de intelligente hverken rose os, eller vi vil kunne rose vores egen intelligens.