AT LÆGGE BEGÆRET EFTER OVERDÅDIGHEDER BAG SIG
Af Madhava Puri Dasa
Den omfattende vediske litteratursamling blev primært udarbejdet af Guddommens Højeste Personligheds litterære inkarnation, den store vismand Srila Dvaipayana Vyasa.
Selv om Srimad-Bhagavatam universelt lovprises som den højeste vediske litteratur, den pletfrie Purana, som direkte åbenbarer den højeste sandhed, findes der et bemærkelsesværdigt dybsindigt værk, som gik forud for den, nemlig Visnu Purana. Den anerkendes som en af de seks vigtigste sattviske Puranaer og blev skrevet af Vyasadevas far, Parasara Muni. Det er i denne hellige litteratur, at vi finder den absolutte definition af Gud eller Bhagavan:
aisvaryasya samagrasya
viryasya yasasah sriyah
jnana-vairagyayos caiva
sannam bhaga itingana
”Guddommens Højeste Personlighed defineres som den, der fuldt ud besidder disse seks overdådigheder: al rigdom, al styrke, al berømmelse, al skønhed, al viden og al forsagelse.” (Visnu Purana 6.5.47)
Den materielle eksistens’ magneter
I denne materielle verden vandrer de betingede sjæle gennem utallige livsformer. I menneskelivet forsøger de at finde deres naturlige lykke ved bevidst eller ubevidst at efterligne Krishna og stræbe efter at opnå Hans højeste overdådigheder for at blive attraktive for andre.
Disse seks bhagaer (overdådigheder) virker som stærke magneter på den betingede jiva. Under den materielle naturs indflydelse tror sjælen fejlagtigt, at den højeste lykke ligger i at besidde dem for at øge sin tiltrækningskraft i andres øjne og derigennem opnå relationer og nydelse, ligesom Krishna tiltrækker alle levende væsener.
Vi ser dette overalt i menneskesamfundet: den utrættelige jagt på penge og rigdom, længslen efter berømmelse og prestige, stræben efter magt og indflydelse, søgen efter omfattende intellektuel viden og undertiden endda jagten på ekstrem uafhængighed og fuldstændig tilbagetrækning fra samfundet. I denne verden jagter den betingede sjæl fragmenterede og forvanskede spejlbilleder af Bhagavans overdådigheder i håbet om at opnå varig nydelse.
Modsætningen til materiel stræben: seksfoldig overgivelse
Hvis bestræbelsen på at opnå de seks bhagaer er det materielle livs fejlslagne plan, hvad er da planen for et virkeligt åndeligt liv? Den fuldkomne modsætning til jagten på disse spejlbilleder af guddommelig overdådighed findes i den seksfoldige vej til overgivelse (sa-vidha saranagatih), som beskrives i Hari-bhakti-vilasa (11.676):
anukulyasya sankalpah
pratikulyasya varjanam
raksisyatiti visvaso
goptrtve varanam tatha
atma-niksepa-karpanye
sa-vidha saranagatih
”De seks former for overgivelse er at acceptere det, som er gunstigt for hengiven tjeneste, at afvise det ugunstige, overbevisningen om, at Krishna vil beskytte én, at acceptere Herren som sin beskytter og herre, fuldstændig selvhengivelse og ydmyghed.”
I stedet for aggressivt at forsøge at herske over verden ved at erhverve magt, berømmelse og rigdom flytter den hengivne fuldstændigt sit grundlag for tillid. I stedet for ængsteligt at være afhængig af en indtægtskilde bliver den overgivne sjæl fredfyldt afhængig af den sande kilde til opretholdelse (goptrtve varanam tatha). Jivaen udskifter den udmattende bestræbelse på at blive en lille hersker over verden med friheden til at acceptere det, som er gunstigt for hengiven tjeneste (anukulyasya sankalpah), og afvise det, som er ugunstigt (pratikulyasya varjanam).
Det manglende element i jagten på lykke
Selv hvis man kunne opnå enorm rigdom, magt, berømmelse, skønhed, viden eller uafhængighed, ville ingen af disse ting kunne tilfredsstille sjælens dybeste længsel. Årsagen er enkel: Sjælen bliver ikke fuldendt gennem besiddelse, men gennem relation.
De seks overdådigheder er ting, som kan erhverves, besiddes, beundres og nydes. Kærlig hengivenhed (bhakti) tilhører en helt anden kategori. Det er ikke noget, man besidder for sin egen skyld, men en kærlig indstilling af tjeneste rettet mod Den Højeste Person.
Den betingede jiva søger lykke ved at erhverve noget fra verden. Bhakti vender dette paradigme fuldstændigt om. I stedet for at spørge: ”Hvad kan jeg opnå?” spørger den hengivne: ”Hvordan kan jeg tjene?”
Hemmeligheden bag virkelig lykke
Hengivenhed er nøglen til virkelig lykke, fordi den vækker sjælen til dens sande naturlige position. Virkelig lykke opstår aldrig gennem det, vi kan tage, men gennem det, vi kan give. Den findes i det oprigtige forsøg på at bringe glæde til genstanden for vores kærlighed.
Ifølge gaudiya-vaisnava-teologien består ethvert kærlighedsforhold af to grundlæggende principper, nemlig asraya, kærlighedens opholdssted eller bærer, og visaya, genstanden for denne kærlighed. Krishna er den højeste visaya, det ultimative objekt for kærlighed, mens den hengivne er asraya, det kar, hvori kærligheden til Krishna bor.
Som bekræftet i Sri Caitanya-caritamrta (Adi-lila 4.199) findes asrayas lykke fuldstændigt i visayas lykke:
priti-visayanande tad-asrayanande
tanha nahi nija-sukha-vancara sambandha
”Kærlighedens bærers lykke findes i lykken hos kærlighedens genstand. Dette forhold er ikke baseret på ønsket om egen lykke.”
Når vi handler udelukkende for den elskedes tilfredsstillelse, blomstrer vores egen lykke naturligt som et biprodukt. Dette overgår langt den midlertidige begejstring ved enhver materiel erhvervelse.
Kærlighedens ultimative genstand
Krishna er kilden til al nydelse (akhila-rasamrta-sindhu) og den fuldkomne besidder af alle seks overdådigheder. Som den højeste visaya er Han det naturlige objekt for enhver jivas tiltrækning, hengivenhed og kærlighed.
Sjælens rejse gennem den materielle verden er i sidste ende en rejse af renselse. Det er en gradvis bevægelse fra at søge overdådighed til at søge relation, fra efterligning til tjeneste og fra erhvervelse til hengivenhed.
Når jivaen ophører med at forsøge at efterligne Herren gennem ophobning af rigdom, berømmelse, magt, skønhed, viden og forsagelse og i stedet begynder at tjene Ham med et rent og uforfalsket hjerte, er søgningen efter lykke endelig forbi.
I den enkle, men dybtgående bestræbelse på at bringe glæde til Krishna oplever sjælen sin sande rigdom og sin evige lykke. Dette er noget, som besiddelsen af selv flere af de seks materielle overdådigheder aldrig vil kunne give.