BHAKTI-YOGA I HJEMMET

Af Rohininandana Dasa (Oversat af Jesper Frydenlund)

I vedisk kultur viser man respekt for en genstand ved at sætte den op til panden.

Da Srila Prabhupada var barn, lærte hans mor ham at samle ris, der måtte være faldet ned fra tallerkenen, op og sætte dem op til panden. Jeg lærer mine egne børn samme praksis. Den lektie, jeg prøver at lære dem, går dybere end det velkendte udtryk: ”Det, der er sparet, er tjent,” som min egen far lærte mig. Og den går dybere end tanken om at spare på Jordens ressourcer. Jeg lærer mine børn, at riskornet skal respekteres, fordi det er givet til os af Gud. Faktisk er det en del af Gud.

Riskornet kommer naturligvis fra Jorden. På sanskrit kaldes Jorden Bhumi, der er afledt af bhu, som betyder “at blive til”, “at være”, “at eksistere” eller “at blive frembragt/fremstillet”. Bhumi er derfor kendt som Moder Jord, fordi hun gør det muligt for os at eksistere fysisk ved at give os vores kroppe og den mad, der nærer dem.

Vores fader er Herren Krishna – åndeligt set, fordi vores eksistens som åndelige væsener afhænger af Ham, og materielt set, fordi Han indsætter os som frø i Moder Jords livmoder, hvorfra de livsformer, vi sjæle bebor, opstår fra. Et riskorn, der er et produkt af én livsform (risplanten), er et resultat af energierne fra Fader Krishna og Moder Jord og repræsenterer derfor dem begge.

Vedanta-sutra siger, sakti saktimatayor abhedah: “Energi og energikilde er ikke forskellige fra hinanden.” Med andre ord: Årsagen til en ting er til stede i selve dén ting. Derfor er et riskorn ikke forskelligt fra Krishna, for det er én af Hans energier.

Hvor særligt er ét enkelt riskorn! Ved at sætte det op til panden med den rette bevidsthed rører vi faktisk ved Krishna.

Vi kan ære Krishna gennem Hans energi på mange måder. For eksempel kan vi vise respekt for Krishna ved at slukke for et elektrisk apparat, når vi forlader et rum. Vi kan beslutte: ”Krishna har så venligt givet mig så meget. Lad mig blot tage imod min andel – det, jeg behøver for at leve – og lad mig ikke misbruge så meget som ét eneste korn af Hans energi.”

Srila Prabhupada underviste gennem ek-semplets magt, hvordan man bevarer Krishnas energi. På en morgentur gik han engang ind i en nabos have for at lukke for en dryppende vandhane. En anden gang rejste han sig fra sin seng, selv om han var syg, for at slukke en blæser, der unødigt kørte i et tilstødende rum.

Srila Prabhupada kritiserede sine vestlige disciple for deres ødselhed. ”Det er jeres skik og brug,” sagde han engang. ”At ødsle, hele tiden. Hvis I har lidt ekstra stof, kan I ikke finde på at folde det sammen og gemme det. I klipper det af og smider det væk. Hvad end der går galt, løser I det med penge, og så ser det ud på overfladen, som om alt er i orden. I forårsager en fejl og dækker den straks til med penge. Det er ikke, fordi I er særlig dygtige, men med penge skjuler I jeres mangler.”

Mens vi omhyggeligt bruger Krishnas energi i Hans tjeneste, må vi hver især være opmærksomme på vores brug af tidens energi. Krishna siger: ”Jeg er tiden.” Den største fejl er at spilde tid. Når et øjeblik først er passeret, kan alverdens penge ikke købe det tilbage. Når vi forsøger at dedikere hvert eneste øjeblik til Krishnas tjeneste, vil vi begynde at fornemme den evige verden, hvor tid aldrig går til spilde.

Som Krishna siger i Bhagavad-gita, er Krishnabevidsthed – eller yoga – ”kunsten at leve” (yogah karmasu kausalam). Når vi husker Krishna, når vi slukker for lyset eller vandhanen, når vi genbruger papir eller glas eller bruger en kuvert igen, eller når vi bestræber os på at reducere vores behov, handler vi ikke blot mere i harmoni med Jorden – vi gør også åndeligt fremskridt og forbereder os på at vende tilbage, hjem til Guddommen.