Af Jesper Frydenlund

INTERNATIONAL BESTSELLER UDGIVES NU PÅ DANSK

Inden for det Krishnabevidste miljø er Radhanath Swami en fremtrædende skikkelse og har været det længe. Men også uden for det Krishnabevidste samfund er han både en anerkendt underviser, forfatter og aktivist.

Som gæstetaler på universiteter som Oxford, Cambridge, Princeton, Harvard, Columbia og Stanford samt i virksomheder som HSBC, Microsoft, Facebook, Starbucks HQ, Google og Intel er han en vigtig moderne brobygger i et verdenssamfund, der er præget af splittelse, ulighed og ængstelighed. Men den rolle har det taget megen tid at kultivere, og rejsen for at nå dertil startede for mange år tilbage. Det har Radhanath Swami skrevet om i sin selvbiografi Rejsen Hjem.

Radhanath Swami (født Richard Slavin) blev født ind i en arbejderfamilie i Chicago og var en aktiv deltager i borgerrettighedsbevægelsen i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne. Han fandt dog hurtigt ud af, at social forvandling begynder med personlig forandring, så i en alder af blot 19 år begyndte han på en bemærkelsesværdig søgen efter en dybere mening med livet.

Uden videre betænkningstid og med mindre end 100 dollars på lommen tog han og to jævnaldrende venner til Europa for at bruge et par uger som del af den spirende europæiske modkultur. Der var kun antydningen af en plan for deres færd, og de unge teenagere erfarede hurtigt modstanden mod de rebelske hippier og flippere fra det etablerede samfund. Med modstand fra flere sider, overfald og trusler om deportering og fængselsophold tomlede de unge venner sig vej gennem Europa og endte omsider på en græsk ø, hvor en skæbnesvanger nat indtraf. I en stille meditation fik Richard kaldet som fra en indre guddommelig stemme: ”Tag til Indien.” Et land, han knapt nok kendte endsige havde hørt om. Måske netop derfor tog han kaldet alvorligt. Han søgte trods alt efter meningen med livet, noget, der var højere end de personlige og materielle aspirationer.

Han lod sig skille fra vennerne og igangsatte en farefuld færd alene med bogstaveligt talt livet som indsats ved at kæmpe sig vej gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og så endelig stå foran portene til Indiens helligdom. Men selv her mødte den unge Richard modstand og blev nægtet adgang. Med stålfast beslutsomhed blev han hængende ved grænsen, til portvagten blev udskiftet, og han på ny kunne forsøge at komme ind i landet. Han fik overbevist den nye portvagt om at slippe ham ind, bl.a. ved at love, at han ville gøre noget godt for Indiens folk til gengæld. Et tårepressende kapitel i bogen og et løfte, han på alle måder indfriede mange år senere.

Eventyret, der herefter beskrives i Rejsen Hjem, dokumenterer hans ophold som vandrende asket, først i Himalayas skove blandt yogier og senere blandt en bred vifte af guruer og mystikere i hele Indien og Nepal. En bærende tematik i biografien er forfatterens udtalte behov for at føle sig sikker i sin tro og forankring, hans dybfølte forsøg på at lære og forstå med en stor ydmyghed og taknemmelighed. Han ønskede inderligt at vie sit liv til den rette guru uden risiko for ikke at kunne opretholde den forpligtelse. I sidste ende nåede han sin endelige destination i den hellige indiske by Vrindavan, hvor han fandt sin åndelige mester, Srila Prabhupada, og sin livsvej blandt bhaktiyogierne. Et par uger i Europa med vennerne blev til et par år i Indien og en fuldkommen forvandlet ung mand, der i en alder af blot 21 år gav sit liv til Srila Prabhupada og Sri Krishna.

Rejsen Hjem er en medrivende historie, der beskriver rejsen fra det ydre til det indre. Hans beslutsomhed som rødglødende søgende efter sandheden står helt klar, og måden, hvorpå han overvinder modstand, er tankevækkende. Der er frygtløse beskrivelser af episoder med, hvad der synes at være uoverkommelige forhindringer, og som viser, hvor langt mennesket kan nå ved engagement, overbevisning og dedikation. Bogen udmærker sig også i særlig grad ved at vise den skrøbelighed, det vægelsind og de mange fristelser og dumheder, han udsætter sig selv for, men ultimativt tager ejerskab over i jagten efter at forstå og blive et bedre menneske. At der tilmed er en stor portion humor og selvironi i mange af fortællingerne, er med til at skabe et overordentligt fint selvportræt.

The Journey Home udkom på engelsk i 2010 og er allerede oversat til over 20 forskellige sprog. Nu kommer bogen endelig på dansk fredag den 28. oktober, dagen for Srila Prabhupadas bortgang, på forlaget Screaming Books.